Repræsentation ctr. reklame - firmajubilæum. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Repræsentation ctr. reklame - firmajubilæum. (* 1)
Malermester A klagede for indkomståret 1987 over, at en udgift på 9.248 kr. til et 25-års jubilæum ikke var godkendt som reklameudgift, men som repræsentation med begrænset fradragsret på 25% eller 2.312 kr.
Det fremgik, at klageren drev selvstændig virksomhed som malermester og i 1987 holdt 25-års jubilæum på sin private bopæl. Han havde ifølge en annonce i ugeavisen den 6. maj 1987 indbudt »forretningsforbindelser, venner og bekendte til åbent hus fredag den 8. maj 1987 fra kl. 13.00«. Ifølge en vedlagt deltagerliste havde deltaget ca. 150 gæster, som gennemgående var optrådt parvis. Det fremgik ikke af den pågældende liste, i hvilken egenskab de enkelte gæster havde deltaget. Ifølge en specificeret opgørelse af udgifterne i forbindelse med jubilæet havde disse andraget 9.248 kr., som klageren havde fratrukket sin indkomstopgørelse som en reklameudgift. Det pågældende beløb omfattede udgifter til mad (tag selv buffet), drikkevarer, leje af telt og service.
De stedlige skattemyndigheder havde under henvisning til ordlyden i annoncen fundet, at der ikke have været adgang for en større ubestemt kreds, og at der under hensyn til traktementets størrelse havde været tale om bespisning af de indbudte, hvorfor man havde anset den afholdte udgift for en repræsentationsudgift.
Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten, at udgiften skulle anses for en reklameudgift med fuld fradragsret. Til støtte herfor henvistes til, at der havde været adgang for en større ubestemt kreds, idet den anvendte formulering var en gængs formulering, der benyttedes næsten over alt, hvor forretningsjubilæer annonceredes i pressen. Revisoren anførte videre, at der ud fra udgifternes størrelse i forbindelse med jubilæet ikke kunne siges at have været tale om en egentlig bespisning, idet udgifterne i så fald ville have været af en helt anden størrelse. Revisoren mente, at man havde benyttet en given lejlighed, nemlig firmaets 25-års jubilæum, til en generel markering af virksomheden, og at der følgelig var tale om en reklameudgift med fuld fradragsret.
Landsskatteretten fandt, at det som betingelse for, at der kunne være tale om egentlig reklame, måtte kræves, at det omhandlede arrangement henvendte sig til en ubestemt kreds af personer, således at arrangementet kunne medvirke til at skaffe virksomheden nye kunder. En indbydelse som den her omhandlede rettede sig ikke til en ubestemt kreds, herunder eventuelle nye kunder, idet det måtte antages, at deltagerkredsen havde været de eksisterende forretningsforbindelser og andre personlige bekendte af indehaveren. Landsskatteretten fandt endvidere, at det måtte stilles som betingelse, at traktementets omfang ikke havde karakter af egentlig bespisning. Det var således traktementets omfang og ikke den udgift, som dette havde kostet arrangørerne, der var afgørende. Efter det oplyste fandtes traktementet i nærværende sag at have karakter af bespisning, hvorfor Landsskatteretten fandt, at den pågældende udgift ikke faldt inden for begrebet reklame, men at der derimod var tale om en repræsentationsudgift med begrænset fradragsret på 25%.
Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1990, L 4.7.
En malermesters udgift til åbent-hus arrangement i eget hjem i anledning af firmaets 25-års jubilæum fandtes ikke at kunne fradrages fuldt ud som reklameudgift. Dels fremtrådte annonceringen af arrangementet ikke som en henvendelse til en ubestemt kreds - herunder nye kunder - og dels var der efter omfanget tale om bespisning, selv om udgiften hertil kunne anses for begrænset. Fradrag blev derfor godkendt med 25% som repræsentation.