Reklame - fødselsdagsarrangement - repræsentation. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Reklame - fødselsdagsarrangement - repræsentation. (* 1)
A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 18.210 kr. i den personlige indkomst for udgifter til reception.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der var uddannet reklametekniker og grafiker, i 1974 havde påbegyndt selvstændig virksomhed inden for reklamebranchen. De første år havde klageren drevet virksomheden på deltid, men fra 1979 på heltid. Virksomheden blev drevet fra klagerens private bolig.
I anledning af klagerens 40-års fødselsdag blev der den 1. juni 1987 afholdt et åbent-hus arrangement i tidsrummet fra kl. 16 til kl. 23 i X Forsamlingshus. I forbindelse med arrangementet var der underholdning ved et syv-mands jazzorkester. Der havde ifølge klagerens oplysninger deltaget ca. 100 personer i receptionen, og de fleste af deltagerne var indbudt særskilt med en fortrykt indbydelse. Herudover havde klageren, for at være sikker på, at ingen blev forbigået, haft en annonce i en stedlig avis identisk med invitationen. Det fremgik heraf, at der var åbent hus i ovennævnte tidsrum for venner og forretningsforbindelser i anledning af fødselsdagen.
Traktementet, der var arrangeret som et »tag selv bord«, havde bestået af kogt laks, kineserkål, kogt skaldyrssalat, pate, glaseret skinke med salatbar, lune frikadeller med kartoffelsalat, lun ribbensteg med rødkål, frugtsalat samt diverse oste. Hertil var serveret øl, vin og vand. Den samlede udgift hertil, inklusive udgifter til annoncer, trykning af indbydelser m.v., havde i alt andraget 18.210 kr., som klageren ved indkomstopgørelsen havde anset for at være en fuldt fradragsberettiget reklameudgift.
Det var endvidere oplyst, at klageren lørdag den 6. juni 1987 havde afholdt en privat fest i hjemmet, hvori 10 personer havde deltaget.
De stedlige skattemyndigheder havde som begrundelse for at nægte fradrag for den omhandlede udgift anført, at arrangementet i henhold til indbydelsen var afholdt i anledning af klagerens 40-års fødselsdag, dvs. en privat mærkedag, samt at arrangementet ikke syntes at have en sådan kvalificeret tilknytning til klagerens virksomhed, at der kunne indrømmes fradrag.
Klagerens revisor nedlagde over for Landsskatteretten principalt påstand om fuld fradragsret under anbringende af, at udgiften var afholdt som en reklameudgift, jf. ligningslovens § 8, stk. 1. Subsidiært påstod revisoren fradrag for 25% af udgiften til arrangementet, dvs. som en repræsentationsudgift, jf. ligningslovens § 8, stk. 4.
Revisoren henviste til støtte herfor til LSR 1986-2-486 af 2. december 1986, offentliggjort i »skat« 1987, nr. 2, hvor en arkitekt, der ejede 51% af aktierne i et ingeniørfirma, ikke blev anset for skattepligtig af udgifterne til en reception i anledning af hans 60-års fødselsdag. Der havde kun deltaget forretningsforbindelser, der var inviteret gennem annoncering i dagspressen.
Klageren forklarede, at han havde overvejet at få bygget en ny tegnestue, og at han i den forbindelse ville have afholdt en reception. Da byggeriet imidlertid ikke var blevet til noget, fandt han det nødvendigt at lave et arrangement på sin 40-års fødselsdag. Da det inden for reklamebranchen var nødvendigt at markere sig, fandt han, at det var en god ide at indbyde til en reception og få et jazzorkester til at spille. Under henvisning til de mange annoncer, der var i dagbladene vedrørende receptioner, fandt han, at det var en normal måde at markere sig på.
Det fremgår af cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986 om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter, pkt. 3 b, samt bemærkningerne til ligningslovens § 8, stk. 4, at arrangementer som f.eks. receptioner m.v. i særlige tilfælde kan have et sådant reklamemæssigt islæt, at udgifterne kan fratrækkes som reklameudgifter, jf. ligningslovens § 8, stk. 1. Det er dog en betingelse, at der alene er tale om en mindre servering, der ikke har karakter af bespisning, og at der er åben adgang for offentligheden eller en større ubestemt kreds af personer.
Efter det oplyste om traktementets omfang fandt Landsskatteretten, at udgiften var afholdt til egentlig bespisning. Da der i øvrigt var tale om en privat mærkedag, hvortil der også var udsendt indbydelser, fandt retten endvidere ikke, at der havde været åben adgang for offentligheden eller en større ubestemt kreds af personer. Retten var således enig med de stedlige skattemyndigheder i, at udgiften ikke kunne anses som en fuldt fradragsberettiget reklameudgift, jf. ligningslovens § 8, stk. 1, sammenholdt med statsskattelovens § 6 a.
Under hensyn til, at udgiften var afholdt i anledning af klagerens runde fødselsdag, at annoncen i dagspressen også indbød venner, at deltagernes navne og relation til klageren ikke var oplyst, og
at receptionen efter de foreliggende oplysninger ikke syntes at have haft en entydig sammenhæng med klagerens erhvervsvirksomhed, fandt retten endvidere ikke, at udgiften kunne anses for en af ligningslovens § 8, stk. 4, jf. statsskattelovens § 6 a, omfattet delvis fradragsberettiget repræsentationsudgift. Den påklagede forhøjelse blev herefter stadfæstet.
LV 1990, L 4.6.
I anledning af sin 40-års fødselsdag havde en klager, der drev virksomhed i reklamebranchen, afholdt et åbent-hus arrangement i et forsamlingshus mellem kl. 16 og kl. 23. Traktementet bestod af »tag selv bord« med tilhørende drikkevarer, og der blev underholdt af et jazzorkester. Der var indbudt dels ved særskilte indbydelser, dels ved annonce i lokalavis. Udgiften blev hverken anset for fradragsberettiget som reklameudgift efter ligningslovens § 8, stk. 1, eller som repræsentationsudgift med 25%»s fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 4.