Know-how - overdragelse - udviklingsomkostninger. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Know-how - overdragelse - udviklingsomkostninger. (* 1)
Ingeniør A klagede for indkomståret 1988 over, at hans personlige indkomst var forhøjet med 597.698 kr. i fortjeneste ved afhændelse af udviklingsomkostninger til A A/S pr. 1. januar 1988, jf. statsskattelovens § 4.
Det fremgik af sagens oplysninger, at den af klageren personligt drevne virksomhed havde afholdt udviklingsomkostninger i forbindelse med udvikling af et engangs-påfyldningsanlæg til bremsevæske til brug i bilindustrien.
Udviklingen blev påbegyndt i 1985/86. Det var et konkret udviklingsprojekt, der var igangsat på eget initiativ på grundlag af efterspørgslen. Udviklingen var finansieret ved hjælp af et lån fra Teknologistyrelsen, Udviklingsfonden, på 960.000 kr., der blev optaget i 1986. Der blev ikke ydet nogen form for tilskud til udviklingen. Udviklingsarbejdet var foretaget i firmaet A af klageren og de ansatte ingeniører.
Den 1. januar 1988 blev den personligt drevne virksomhed overdraget til handelsværdier til et af klageren stiftet aktieselskab A A/S. I denne forbindelse blev udviklingsomkostningerne overdraget til aktieselskabet til den bogførte nedskrevne værdi på 620.311 kr. Skattemæssigt var udviklingsomkostningerne nedskrevet til 0 i henhold til ligningslovens § 8 B. Den personlige gældsforpligtelse til Udviklingsfonden blev efter det oplyste ikke medoverdraget til det nystiftede aktieselskab. Virksomheden havde efterfølgende anvendt ca. 2 mio. kr. på videreudviklingen af projektet, som efter at være sendt til afprøvning hos en bilproducent blev skrottet, herefter på ny videreudviklet, og derpå udbudt til salg hos 3 andre bilproducenter. Det forventedes, at projektet ville give selskabet et afkast i 1990, og selskabet havde budgetteret med ca. 3 mio. kr. på denne udvikling.
Klageren havde ved opgørelsen af sin personlige indkomst ikke medregnet fortjenesten ved overdragelsen af udviklingsomkostningerne, idet han havde været af den opfattelse, at udviklingsomkostninger, der var fradraget i medfør af ligningslovens § 8 B, ikke kunne beskattes efter synspunktet om genvundne afskrivninger. Som følge heraf havde det nystiftede aktieselskab heller ikke foretaget skattemæssige afskrivninger på udviklingsomkostningerne, idet disse var anset for ikke afskrivningsberettigede etableringsomkostninger.
De lokale skattemyndigheder havde ved ansættelsen anset fortjeneste ved afhændelse af udviklingsomkostninger til A A/S pr. 1. januar 1988 som almindelig indkomst i henhold til bestemmelsen i lov om særlig indkomst § 3, stk. 1, nr. 5, jf. statsskattelovens § 4. Myndighederne havde herved bemærket, at udviklingsarbejdet var foregået i klagerens egen virksomhed, således at klageren måtte anses som ophavsmand og skaber af de overdragne udviklingsomkostninger.
Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at fortjenesten ved overdragelsen skulle beskattes som særlig indkomst, idet han over for retten erkendte, at der samtidig med overdragelsen af udviklingsomkostningerne var overdraget et aktiv i form af know-how, der måtte anses for omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4.
Landsskatteretten måtte ved afgørelsen lægge til grund, at klageren ikke alene havde overdraget de omhandlede udviklingsomkostninger, men tillige et aktiv i form af know-how, en produktionsret, som nu utvivlsomt befandt sig i aktieselskabet, samt et ikke færdigudviklet projekt, der i givet fald kunne videreudvikles. Værdien af det overdragne aktiv var fastsat til den bogførte nedskrevne værdi, hvilken værdi ikke var genstand for tvist for Landsskatteretten.
Landsskatteretten fandt herefter, at det overdragne aktiv måtte anses for en rettighed, der ifølge praksis måtte henføres til lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, hvorfor fortjenesten ved overdragelsen skulle beskattes som særlig indkomst i overensstemmelse med den af repræsentanten nedlagte påstand.
LV 1990, L 6.2.3.
I en personlig virksomhed var afholdt udviklingsomkostninger til et særligt hjælperedskab ved bilproduktion. Ved overdragelse af virksomheden til et af ejeren stiftet aktieselskab blev disse omkostninger, der skattemæssigt var nedskrevet til 0 i henhold til ligningslovens § 8 B, overdraget til selskabet til den bogførte nedskrevne værdi på 620.311 kr. Da der samtidig med overdragelsen af udviklingsomkostningerne var overdraget et aktiv i form af know-how, blev overdrageren beskattet som særlig indkomst i henhold til lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, af det overdragne aktivs værdi, fastsat til den bogførte nedskrevne værdi.