Etableringskonto - indskud - etableringstidspunkt.
Statutory Text (2 Articles)
Etableringskonto - indskud - etableringstidspunkt.
A klagede for indkomståret 1988 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 38.660 kr. for indskud på etableringskonto.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren ved slutseddel af 4. januar 1989 til overtagelse den 31. december 1988 havde købt en landbrugsejendom. Som følge af det sene overtagelsestidspunkt havde klageren ikke anset sig for etableret i indkomståret 1988, men de i forbindelse med anskaffelsen hævede etableringskontomidler var først anvendt til forlods afskrivning i indkomståret 1989.
Ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1988 havde klageren foretaget fradrag for indskud på etableringskonto med 38.660 kr.
De stedlige skattemyndigheder havde under hensyn til, at klageren havde overtaget ejendommen, hvortil de hævede etableringskontomidler var anvendt, den 31. december 1988, anset ham for etableret i 1988. Som følge heraf havde myndighederne nægtet fradrag for indskud, foretaget på etableringskontoen i 1988. Endvidere var de etableringskontomidler, klageren havde hævet til anskaffelsen af ejendommen, anset for anvendt til forlods afskrivning i 1988, jf. etableringskontolovens § 7. Dette havde bevirket, at afskrivningsgrundlaget for bygningerne var nedsat med 136.200 kr. med en deraf følgende forhøjelse vedrørende afskrivninger på 8.174 kr.
Skattemyndighederne havde således anset klageren for at opfylde arbejdskravet i etableringskontolovens § 5, stk. 2 og 3, allerede fra overtagelsesdagen, uanset at der eventuelt ikke var arbejdet i virksomheden den 31. december 1988. Ved afgørelsen var der henset til, at det for sæsonbetonede virksomheder var tilstrækkeligt, at der blev ydet mindst 50 timers arbejde i de måneder, sæsonen varede, jf. cirkulære nr. 167 af 30. oktober 1984 om indskud på etableringskonto. Under hensyn til, at der var tale om en landbrugsejendom, var arbejdskravet anset for opfyldt allerede fra erhvervelsestidspunktet.
Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten, at klageren var berettiget til at foretage fradrag for indskud på etableringskonto for 1988, idet han ikke mente, at klageren kunne anses for etableret i 1988, da arbejdskravet i henhold til etableringskontolovens § 5, stk. 3, ikke var opfyldt i 1988. Revisoren anså først klageren for etableret i 1989.
Revisoren henviste til støtte herfor til, at arbejdskravet i henhold til etableringskontolovens § 5 var helt konkret, idet den etablerede både i etableringsåret og det følgende år skulle deltage i bedriften i ikke uvæsentligt omfang. Revisoren mente ikke, at det var tilstrækkeligt, at virksomheden som sådan på årsbasis gav mulighed for en ikke uvæsentlig arbejdsindsats.
Landsskatteretten bemærkede, at det af punkt 23 i cirkulæret til etableringskontoloven fremgik, at det ikke berettigede skattemyndighederne til at anse kontohaveren for etableret, selv om denne havde erhvervet formuegoder af det i etableringskontolovens § 5, stk. 5, nævnte omfang, hvis kontohaveren ikke selv ønskede at anses for etableret.
Da klageren imidlertid selv havde anset sig for etableret i forbindelse med erhvervelsen af den omhandlede landbrugsejendom, og da denne rent faktisk var overtaget i indkomståret 1988, fandt retten, at skattemyndighederne med rette havde anset etableringen for at være sket i dette indkomstår. Herved bemærkedes, at retten fandt, at bestemmelsen i etableringskontolovens § 5, stk. 3, om personlig arbejdsindsats, set i sammenhæng med lovens øvrige regler måtte forstås således, at det afgørende for, om klageren kunne anses for at opfylde arbejdskravet, måtte være, om der var tale om en virksomhed, hvis drift betingede den krævede arbejdsindsats. Da dette efter det oplyste om virksomhedens karakter var tilfældet, og da retten herefter ikke fandt, at det kunne tillægges betydning, om klageren rent faktisk havde udført arbejde den 31. december 1988, var retten enig med skattemyndighederne i, at arbejdskravet måtte anses for opfyldt.
Da der efter etableringskontolovens § 1, stk. 3, ikke kunne foretages fradrag for indskud på etableringskonto i etableringsåret, fandt retten det således berettiget, at de stedlige skattemyndigheder havde nægtet fradrag for indskud på etableringskonto med 38.660 kr. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1990, D 4.5.2.
En landbrugsejendom var ved slutseddel af 4. januar 1989 erhvervet til overtagelse pr. 31. december 1988. Køberen havde ikke anset sig for etableret i 1988 og havde for 1988 fradraget indskud på etableringskonto. Køberen blev anset for etableret i 1988, og fradrag for indskud blev ikke godkendt, idet kravet om personlig arbejdsindsats i etableringskontolovens § 5, stk. 3, måtte anses for opfyldt derved, at der var tale om en virksomhed, hvis drift betingede den krævede arbejdsindsats.