Erhvervsmæssig drift - bierhvervsfisker. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Erhvervsmæssig drift - bierhvervsfisker. (* 1)
A klagede for indkomstårene 1987 og 1988 over, at ligningskommissionen ikke havde godkendt hans fradrag på henholdsvis 35.793 kr. og 13.183 kr. for underskud ved fiskeri.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der var formand for en faglig organisation, i mange år havde haft tilknytning til fiskeri, og at han tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget herved. I slutningen af 1987 havde klageren påbegyndt erhvervsfiskeri efter godkendelse som bierhvervsfisker, og for dette år havde han solgt fisk for 1.394 kr. og i 1988 for 12.262 kr. I december 1989 havde klageren købt en ny fiskerbåd for 160.000 kr., idet den gamle båd var solgt for 50.000 kr. I 1989 var der solgt fisk for 17.242 kr. og i 1990 for 27.735 kr.
Ligningskommissionen, hvis afgørelse var indbragt for Landsskatteretten i medfør af skattestyrelseslovens overgangsbestemmelser, havde ikke godkendt fradrag af de fremkomne underskud ved fiskeri, da der efter kommissionens samlede vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder bl.a. driftsformen, intensitet og størrelse samt indtægtserhvervelsens sekundære karakter, ikke fandtes at være rimelig udsigt til, at der i det lange løb ville fremkomme et overskud. Klagerens virksomhed med fiskeri var herefter anset som udøvelse af hobbyvirksomhed.
Klagerens revisor fremhævede, at der havde været tale om stigende fiskeriindtægter, og at der hele tiden havde været overskud før afskrivning og nyanskaffelser. Han gjorde derfor gældende, at klagerens virksomhed med fiskeri var erhvervsmæssigt drevet med adgang til fradrag for driftsunderskud.
Landsskatteretten fandt efter de meddelte oplysninger, at det ved sagens afgørelse måtte lægges til grund, at fiskeriet havde været tilrettelagt med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og at de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor klagerens virksomhed havde været under opbygning. På denne baggrund fandt retten, at der for de omhandlede indkomstår ikke var tilstrækkeligt grundlag for at frakende klagerens virksomhed med fiskeri erhvervsmæssig karakter, og de fremkomne underskud var derfor fradragsberettigede ved indkomstopgørelserne, jf. statsskattelovens §§ 4 og 6 a. De påklagede ansættelser blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens påstand.
LV 1990, C 1.1.
En klager, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, havde påbegyndt erhvervsfiskeri efter godkendelse som bierhvervsfisker. Landsskatteretten fandt, at fiskeriet var tilrettelagt med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og godkendte for en opbygningsperiode, der i sagen omfattede de 2 første år, at underskud var fradragsberettiget.