Hensættelse - mangler - efterreparationer. (* 1)

Hensættelse - mangler - efterreparationer. (* 1)

Kobberdækker A klagede for indkomståret 1986 over, at ligningskommissionen ikke havde efterkommet en af ham efter selvangivelsens indgivelse fremsat anmodning om nedsættelse med 183.449 kr., der udgjorde 10% af det omhandlede års omsætning.

Det var oplyst, at klageren drev en i 1984 påbegyndt selvstændig virksomhed med kobberdækning af tage m.v. på bygninger, og at arbejderne især omfatter dækning af større offentlige bygninger som kirker og slotte.

Klageren påstod over for Landsskatteretten den påklagede indkomstansættelse nedsat med det nævnte beløb på 10% af omsætningen. Hans konsulent begrundede oprindelig dette med, at fradraget skulle udgøre en garantihensættelse til imødegåelse af erstatningsansvar for skjulte fejl og mangler, der først konstateredes efter arbejdernes færdiggørelse. Klageren afgav i denne forbindelse en udførlig forklaring på, hvorledes sådanne fejl og mangler kunne opstå, og fremhævede, at de var meget bekostelige at afhjælpe, bl.a. fordi dette sædvanligvis nødvendiggjorde opstilling af stilladser.

Det var imidlertid oplyst, at klageren ikke afgav garantier for sådanne mangler, og at hans erstatningspligt herfor normalt var fastsat i de indgåede entreprisekontrakter, der var udformet i overensstemmelse med de af Ministeriet for offentlige Arbejder den 29. november 1972 udfærdigede almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed, AB 72. Under litra F, III § 22, var fastsat regler for entreprenørens ansvar efter afleveringen, og det fremgik bl.a. heraf, at efter udløbet af afhjælpningsperioden på 1 år kunne bygherren kun påberåbe sig mangler, som han ikke burde have opdaget ved en sædvanlig og rimelig undersøgelse af arbejdet. Hvor længe han kunne påberåbe sig sådanne skjulte mangler, var ikke nævnt.

Da klageren således ikke påtog sig garanti for skjulte mangler, ændrede hans konsulent senere sin begrundelse for påstanden om henlæggelse med 10% af omsætningen med, at klageren først efter længere tids forløb, antagelig 20 år, jf. reglen om forældelse i Danske Lovs 5-14-4, havde erhvervet endelig ret til hele entreprisesummen. Først da ville han ikke længere kunne gøres økonomisk ansvarlig for skjulte mangler.

Konsulenten påstod subsidiært henlæggelsesprocenten fastsat til et lavere tal efter Landsskatterettens skøn.

Det var videre oplyst, at klageren modtog acontobetalinger for sine arbejder uden fradrag af 10% i henhold til AB 72 § 26, men at han i stedet stillede bankgaranti for eventuelle reparationer.

Endelig var det oplyst, at klageren siden starten af sin virksomhed havde afholdt ca. 47.000 kr. til afhjælpning af mangler ved arbejdet på en kirke og ca. 42.000 kr. i forbindelse med arbejde på et slot. Konsulenten bemærkede hertil, at klagerens virksomhed endnu var så ny, at der ikke kunne foretages nogen realistisk bedømmelse af hyppigheden af erstatningskrav på grund af skjulte mangler.

Under sagens behandling for Landsskatteretten udtalte Told- og Skattestyrelsen, at fortjeneste ved en entreprise som udgangspunkt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for opgavens afslutning. Blev dette princip fulgt, skulle udgifter under arbejdets gang aktiveres som værdi af igangværende arbejder og acontobetalingen skulle passiveres. Imidlertid kunne entreprenøren frit vælge i stedet at indtægtsføre fortjenesten løbende i det år, hvori entreprisen løb, og dette princip havde klageren fulgt, idet han løbende havde indtægtsført acontobetalinger og fradraget udgifterne. Styrelsen mente endvidere ikke, at der kunne godkendes fradrag på 10% af de udbetalte acontobetalinger, idet den stillede bankgaranti ikke skatteretligt kunne sidestilles med det forhold, at bygherren i medfør af § 26 i AB 72 tilbageholdt 10% til sikkerhed for arbejdets gode aflevering i dets helhed. Der var i den situation tale om en udskydelse af retserhvervelsen, hvorfor der ikke skete beskatning af det tilbageholdte beløb før arbejdets aflevering.

Uanset at klagerens virksomhed måtte anses for belastet med en betydelig risiko for, at der skulle ske efterreparation efter aflevering af de udførte arbejder, måtte Landsskatteretten være enig med Told- og Skattestyrelsen i, at de af klageren valgte regnskabsprincipper efter praksis ikke gav adgang til at foretage hensættelser som påstået af klageren. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1990, L 3.6.7.

En kobberdækker ønskede fradrag for en hensættelse på 10% af årets omsætning til dækning af eventuelle efterreparationer på grund af skjulte mangler ved arbejdet. Dette blev ikke godkendt, idet klageren som regnskabsprincip løbende fuldt ud havde indtægtsført acontobetalinger, og i stedet for bygherrens tilbageholdelse af 10% af entreprisesummen havde stillet bankgaranti. Der var således ikke tale om nogen udskudt retserhvervelse, hvor det tilbageholdte beløb først blev beskattet ved arbejdets aflevering.