Goodwill - lejemål - dusør. (* 1)

Goodwill - lejemål - dusør. (* 1)

A klagede for indkomståret 1988 over, at de lokale skattemyndigheder havde anset et vederlag på 60.000 kr., der ved indgåelse af en lejeaftale var benævnt goodwill, for almindelig indkomstskattepligtigt efter statsskattelovens § 4 a.

Det var oplyst, at den pågældende ejendom oprindeligt ejedes af klagerens fader, men i august 1987 blev overdraget til klageren. Fra 1961 havde ejendommens erhvervslokaler været udlejet til købmand B, som i september 1987 havde overdraget goodwill for 50.000 kr. til C. Denne ville drive forretning som materialist fra lokalerne, men han havde opgivet dette, da han havde fået rådighed over bedre lokaler. B havde herefter opsagt lejemålet til ophør pr. 1. marts 1988. Lokalerne havde siden været ubenyttede, indtil klageren pr. 1. november 1988 havde oprettet lejekontrakt med D, der ville drive frugt- og grøntforretning fra lokalerne. Han havde betalt 108.000 kr. herfor, der omfattede goodwill 60.000 kr., inventar 40.000 kr. og moms 8.000 kr.

Lejekontrakten skulle efter sit indhold løbe i 10 år, men allerede i maj 1989 havde D - med tiltrædelse fra klageren som udlejer - overdraget rettighederne ifølge kontrakten til et anpartsselskab, der ville drive virksomhed med salg af børnetøj fra lokalerne. Det var ikke oplyst, om der af anpartsselskabet blev betalt noget for indtræden i lejemålet.

Skattemyndighederne havde lagt til grund, at de 60.000 kr. ikke udgjorde betaling for goodwill, men var en dusør for indtræden i lejemålet, som klageren i sin egenskab af ejendommens ejer disponerede over efter den tidligere lejers opsigelse af sit lejemål. Til støtte herfor var henvist til, at den til lokalerne hørende goodwill var afhændet af B til C, at forretningen havde stået tom i de 7 måneder forud for kontraktens indgåelse, og at klageren ikke selv fra lokalerne havde drevet nogen virksomhed, hvortil der kunne være knyttet en goodwillværdi.

Vedrørende kontraktomkostningerne var anført, at disse vedrørte indkomstkilden og følgelig ikke kunne fratrækkes fuldt ud i det år, hvori de var afholdt.

Klagerens revisor gjorde gældende, at det nævnte beløb var betalt af D til klageren for den subjektive beliggenhedsgoodwill. Dette var efter revisorens opfattelse udtryk for en ikke-stationær kundekreds, knyttet til det pågældende lejemål, men uden at dette viste sig i markedsvilkårene for lejekontrakter i det pågældende kvarter, og herved fik lejemålet en merværdi. I modsætning hertil stod den objektive beliggenhedsgoodwill, der direkte var knyttet til retten ifølge lejekontrakten, og som følgelig kun ville repræsentere en merværdi, hvis lejekontraktens vilkår var gunstigere end markedsvilkårene. Da den aftalte leje i kontrakten mellem klageren og D svarede til markedslejen i kvarteret, kunne der efter revisorens opfattelse ikke være betalt noget for indtræden i lejemålet.

Landsskatteretten måtte lægge til grund, at et erhvervslejemål i klagerens ejendom var opsagt og fraflyttet og havde stået tomt i nogen tid, uden at klageren selv havde drevet nogen virksomhed fra lokalerne, og at han herefter genudlejede disse til anden side, idet han i forbindelse hermed betingede sig et vederlag på 60.000 kr. som vedrørende goodwill. Under disse omstændigheder måtte retten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at ingen del af dette beløb kunne betragtes som vederlag for goodwill, idet klageren ikke havde afstået nogen kundekreds. Betalingen måtte således betragtes som en art nøglepenge eller lejemålsdusør, der var almindelig indkomstskattepligtig for klageren efter statsskattelovens § 4 b.

LV 1990, L 6.2.2.1.

Ved indgåelse af lejeaftale om nogle forretningslokaler, hvori der tidligere var drevet købmandsforretning, men hvor lokalerne efter opsigelse havde stået ubenyttet i godt 1/2 år, havde ejeren modtaget 60.000 kr., betegnet som goodwill. Da ejeren ikke selv havde drevet forretning, og lokalerne havde stået tomme et stykke tid, blev beløbet ikke godkendt som goodwill, men for indkomstskattepligtigt som dusør eller nøglepenge efter statsskattelovens § 4 a.