Goodwill - ophævelse - eneforhandlerkontrakt. (* 1)

Goodwill - ophævelse - eneforhandlerkontrakt. (* 1)

Anpartsselskabet A klagede for skatteåret 1989/90 over, at de lokale skattemyndigheder havde forhøjet selskabets selvangivne indkomst med

a) Vederlag for afståelse af ordrebehold- ning 328.854 kr. b) Godtgørelse for ophør af eneforhand- lingskontrakt (jf. lov om særlig ind- komstskat m.v. § 2, nr. 9) 953.668 kr.

Sagens udgangspunkt var en eneforhandlerkontrakt med aktieselskabet B som grundlag for udbetalingerne.

Punkt a), almindelig indkomst 328.854 kr., hvilede på kontraktens § 16, afsnit 5

»For overtagelse af forhandlerens beholdning af ordrer, jfr. § 15 stk. a, skal B endvidere yde en procentvis erstatning af ordresummen, der beregnes som gennemsnittet af forhandlerens sidste 3 hele kalenderårs dokumenterede nettofortjeneste. Såfremt forhandleren er et selskab med begrænset ansvar, beregnes den procentvise nettofortjeneste med tillæg af direktørens løn og eventuel selskabsskat.«

Punkt b), forhøjelsen på 953.668 kr., hvilede på kontraktens § 16, afsnit 1

»I tilfælde af forhandlerens opsigelse af nærværende kontrakt, jfr. § 13, stk. 1, er B forpligtet til at yde forhandleren en procentvis godtgørelse, beregnet som gennemsnittet af de sidste 3 hele kalenderårs køb excl. moms af produkter produceret eller forhandlet af B. Således skal B yde forhandleren en godtgørelse på 1% for hvert fulde år, forhandleren har været antaget som forhandler hos B, dog maximalt 7%. For forhandlere antaget inden den 1.2.1982 skal B dog yde min. 2%.«

Af kontraktens § 17, jf. 1. afsnit, fremgik endvidere følgende

»Parternes rettigheder og forpligtelser i medfør af nærværende kontrakt kan ikke overdrages til trediemand uden modpartens samtykke.«

Det klagende selskabs revisor anførte, at beløbet på 328.854 kr. i henhold til forhandlerkontrakten var modtaget som vederlag for afståelse af klientens ordrebeholdning, og at overdragelse af ordrebeholdning var nøje forbundet med overdragelse af kundekreds og forretningsforbindelser. Goodwill omfatter netop vederlag for overdragelse af kundekreds, forretningsforbindelser o.lign. Som følge af at 60-70% af salget ifølge selskabets direktør og hovedanpartshaver, C, skete til en fast kreds af håndværkskunder, måtte en sådan goodwill anses for at foreligge. Som følge af denne faste kundekreds havde B betinget sig, at C i forbindelse med kontrakten accepterede den i forhandlerkontraktens § 12 beskrevne konkurrenceklausul, der afskar C fra at betjene den faste kundekreds ved ophør af samarbejdet med B. Der var løbende ydet vederlag for konkurrenceklausulen.

Det var endvidere revisorens opfattelse, at den fortjeneste, der indvandtes ved at effektuere de pågældende ordrer efter at virksomheden var overdraget til den nye ejer, måtte beskattes hos den, der udførte arbejdet, dvs. den nye ejer. Skatteforvaltningen havde anført, at fortjenesten ved effektuering af de pågældende ordrer ville have været skattepligtig indkomst for A ApS, hvis selskabet selv havde effektueret de pågældende ordrer. Dette kunne imidlertid ikke begrunde beskatningen i det foreliggende tilfælde, idet det netop ikke var A ApS, der havde afviklet de pågældende ordrer, men den nye ejer, hvorfor beskatningen måtte ske hos denne.

Om godtgørelsen på 953.668 kr. anførte revisoren, at det måtte følge af den i TfS 1989.179 refererede landsskatteretskendelse, at beløbet måtte anses for goodwill. Landsskatteretten fandt i den pågældende sag, at et beløb på 320.942 kr., der var modtaget i forbindelse med, at et udenlandsk selskab havde opsagt en eneforhandleraftale og ladet eneforhandlingsretten overgå til et andet firma, var goodwill. Det modtagne beløb var derfor skattefrit, og det kunne ikke beskattes efter § 2, nr. 9, i lov om særlig indkomstskat.

Skatteforvaltningen havde under sagens behandling henvist til en kendelse gengivet i Meddelelser fra Landsskatteretten 1981 nr.41, hvor et vederlag i forbindelse med ophør af en eneforhandlingsaftale blev beskattet efter § 2, nr. 9, i lov om særlig indkomstskat m.v. Ifølge Landsskatterettens begrundelse skyldtes dette, at der i den konkrete sag ikke var »tilstrækkeligt holdepunkt« for ikke at anse beløbet som omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9. Landsskatterettens kendelse kunne efter revisorens opfattelse ikke tages som udtryk for, at vederlag i forbindelse med ophør af eneforhandling altid skulle henføres til beskatning efter § 2, nr. 9, i lov om særlig indkomstskat, men var udtryk for, at der i den konkrete sag - i modsætning til nærværende sag - ikke var »tilstrækkeligt holdepunkt« for at anse det modtagne beløb som ydet for goodwill.

Endvidere anførte revisoren, at det fremgik af Colding og Dyhr: Lov om særlig indkomstskat m.v., 1966, p. 98, at fortjeneste ved afhændelse af agentur skulle beskattes efter (den dagældende) § 2, nr. 3, såfremt agenten havde afståelsesret hertil. Det anførtes, at et vederlag fra agenturgiverens side - såfremt agenten havde afståelsesret - for opgivelse af afståelsesretten eller selve agenturet ligeledes skulle beskattes som goodwillvederlag, således at fortjenesten var omfattet af (den dagældende) § 2, nr. 3.

Revisoren anførte endelig, at det af forhandlerkontraktens § 16 alene fremgik, at der skulle ydes en »godtgørelse«. Kontrakten nævnte imidlertid ikke, hvad den nævnte godtgørelse blev ydet for. At godtgørelsen i den konkrete sag måtte være modtaget for goodwill, fremgik ud over det tidligere anførte endvidere af, at en goodwillberegning, foretaget på grundlag af retningslinierne i SD-cirkulære 1988-17 og cirkulære 1990-7, gav som resultat, at der til virksomheden var knyttet en goodwill på ca. 2,3 mio. kr. Virksomheden havde således en betydelig merværdi ud over værdien af de bogførte aktiver. At der forelå en sådan merværdi i form af goodwill, var da også tidligere anerkendt af skattemyndighederne i forbindelse med overdragelse af netop denne forretning pr. 1. januar 1985, hvor goodwill blev fastsat til 600.000 kr., jf. den i bilag 2 anførte skatteansættelse, foretaget af amtsligningsrådet den 7. februar 1986.

Det var oplyst, at aktieselskabet B over for en anden forhandler med tilsvarende kontrakt havde givet udtryk for, at der ikke ved opsigelse blev udbetalt vederlag for goodwill, men at der var tale om godtgørelse i forbindelse med fratræden.

Landsskatteretten lagde til grund, at der i det foreliggende tilfælde var sket udtræden af kontrakten i henhold til dennes bestemmelser, og at der ikke var tale om overdragelse af agenturet til en 3. person. Retten bemærkede, at der ikke mellem parterne var aftalt et goodwillbeløb i forbindelse med opsigelse. De her i sagen omhandlede beløb var af parterne benævnt henholdsvis erstatning og godtgørelse. Retten fandt, at beløbet på 328.854 kr., der angik erstatning for mistet indtægt i forbindelse med optagne ordrer, som antaget af skattemyndighederne var almindelig indkomstskattepligtigt. Retten var endvidere enig med skattemyndighederne i, at vederlaget på 953.668 kr. måtte anses omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9, som godtgørelse for opgivelse af eneforhandlerkontrakt. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1990, L 6.2.2.1.

Ved udtræden af en eneforhandlerkontrakt fik den udtrædende forhandler i overensstemmelse med forhandlerkontraktens bestemmelser udbetalt vederlag, dels for afståelse af ordrebeholdning, og dels godtgørelse for ophør af kontrakt. Intet af de udbetalte vederlag blev anset for skattefri goodwill - en sådan værdi var ikke aftalt i kontrakten - men der var tale om dels erstatning for mistet indtægt, dels om godtgørelse for opgivelse af eneforhandlerkontrakt, jf. lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 9.