Legislator Case Law & Legislation
W19911817525 DK

Landbrug - jordbeholdninger - ejendomskøb. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18175 Valid

Landbrug - jordbeholdninger - ejendomskøb. (* 1)

Gårdejer A klagede for indkomståret 1985 over, at de stedlige skattemyndigheder havde ændret hans selvangivne indkomst på følgende punkter

Selvangiven afskrivning på dræning 10% af 308.842 kr. 30.884 kr. godkendt 10% af 160.000 kr. 16.000 kr. 14.884 kr. værdi af jordbeholdnin- ger ved køb af ejendom selvangivet med 575.834 kr. godkendt med 300.000 kr. 275.834 kr.

Der blev under sagens behandling nedlagt påstand om nedsættelse af den påklagede ansættelse som følge af ændringer, dels vedrørende de oprindelige forhøjelsespunkter, dels vedrørende afskrivning på driftsbygninger.

De omtvistede forhold refererede til klagerens besiddelse af en landbrugsejendom med ca. 95 ha tilliggende, som han købte af sin fader i juli 1985 for nominelt 1,7 mio. kr., svarende til en kontant købesum på 1.631.483 kr. Ved købet medfulgte al på ejendommen værende uindhøstet avl og afgrøde, men derimod ingen indhøstede beholdninger, ingen besætning og intet driftsmateriel. Skødet indeholdt ingen specifikation over de respektive værdier af de overdragne aktiver.

Klageren berigtigede delvis sin købesum for ejendommen ved gave fra faderen, og Landsskatteretten afsagde den 30. marts 1988 kendelse om ejendommens skatte- og afgiftsmæssige værdi, hvorved den nominelle skødesum efter omstændighederne accepteredes, fordi den ikke afveg 15% fra en pr. 1. april 1984 fastsat kontantværdi på 1,875 mio. kr.

Under nærværende sags stedlige behandling indhentedes en erklæring fra daværende Statsskattedirektorats vurderingsafdeling, som efter besigtigelse bl.a. udtalte, at kontantværdien af overtaget dræning kunne ansættes til det ovenfor nævnte beløb af 160.000 kr., samt at det - delvis under hensyn til bestemmelserne i SD-cirkulære 1978-40 - kunne godkendes, at afskrivningsgrundlaget for ejendommens driftsbygninger var selvangivet med 490.696 kr. Vurderingsafdelingens beregninger vedrørende både dræning og bygninger forudsatte imidlertid, at ejendommens købesum blev nedsat med værdien af overtagne jordbeholdninger, før de forholdsmæssige beregninger af de pågældende afskrivningsgrundlag udførtes.

De af klageren nu nedlagte påstande ville indebære, at sådan reduktion ikke blev foretaget, og at afskrivningsgrundlagene for dræning og driftsbygninger herefter blev fastsat til henholdsvis 225.000 kr. og 595.000 kr.

Landsskatteretten gav ved kendelse af 24. juli 1989 (1989-2-360) en anden skatteyder medhold i en tilsvarende påstand. Told- og Skattestyrelsen afgav i nærværende sag en erklæring, hvori klagerens påstand på de heromhandlede punkter blev tiltrådt, og Landsskatteretten tilsluttede sig i overensstemmelse med resultatet i den foran omtalte afgørelse ligeledes påstanden.

Klageren foretog under sagens behandling for Landsskatteretten en ændret opgørelse med hensyn til den med ejendommen købte jordbeholdning, idet han reducerede det ved opgørelsen af den selvangivne indkomst foretagne fradrag for denne beholdning, 575.834 kr., til 506.695 kr., efter at der var taget hensyn til ikke fradragsberettiget tilvækst fra ejendommens købstidspunkt til høsttidspunktet.

Herefter blev principalt påstået fradrag med de nævnte 506.695 kr. Subsidiært blev påstået fradrag indrømmet med 87% af dette beløb, svarende til forholdet mellem de tidligere omtalte kontantværdier af ejendommen, henholdsvis 1.631.483 kr. og 1.875.000 kr.

Til støtte for disse påstande anførtes det fra klagerens side, at den nu foretagne opgørelse af jordbeholdningens værdi var i overensstemmelse med gældende forskrifter ifølge Landsskatterettens praksis og Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning, og at der ikke var hjemmel til at erstatte den af ham således beregnede værdi med et skøn, som afveg fra det reelle. Klageren ville ikke få nogen uberettiget fordel ved en imødekommelse af påstanden, idet han, der førte fuldt beholdningsregnskab, ville komme til at tilsvare sit fradrag nu for købte jordbeholdninger, når ejendommen om en årrække måske blev solgt, fordi han måtte indtægtsføre sin salgssum for de til den tid eksisterende jordbeholdninger. I øvrigt havde hverken de stedlige skattemyndigheder eller Statsskattedirektoratet/Told- og Skattestyrelsen nærmere påvist grundlaget for deres ansættelse af jordbeholdningsværdien til 300.000 kr.

Heroverfor henviste Told- og Skattestyrelsen til den efter vurderingsafdelingens besigtigelse af ejendommen stedfundne fastlæggelse af det indbyrdes forhold mellem dennes enkelte bestanddele, herunder særligt den til 48,5% af den samlede værdi ansatte værdi af den til ejendommen hørende jord. Hvis disse indbyrdes forhold skulle opretholdes, var det ikke muligt at henregne de af klageren påståede beløb til jordbeholdningen (der var en del af selve den faste ejendom) alene, men denne værdi kunne højst ansættes som gjort af de stedlige skattemyndigheder.

Klagerens repræsentanter bemærkede hertil, at der måtte skelnes mellem de skattemæssige regler og de forhold, som var gældende i det praktiske liv. Det var ikke sådan, at en landbrugsejendom handledes efter en nøje opgørelse af værdien af dens forskellige dele, men skødesummen var udtryk for en samlet vurdering af ejendommens bonitet, beliggenhed, bygningsstandard og kulturtilstand m.m. Både køber og sælger ville ved salgsforhandlingerne hense til, at der hvilede latente skattebyrder på den på roden stående avl, og tage hensyn dertil ved fastlæggelsen af jordbeholdningens værdi inden for skødesummen, således at der for så vidt handledes med baggrund i en »efter-skat-betragtning«, der nedsatte den virkelige pengemæssige værdi af jordbeholdningen. Dette forhold havde imidlertid efter repræsentanternes opfattelse ikke noget at gøre med, hvad der i henhold til almindelige skatteregler om beregninger af jordbeholdningsværdier skulle lægges til grund i skatteregnskabet, selv om forholdet altså var det, at jordbeholdningen ikke indgik i klagerens skødesum med sin reelle værdi, men med en handelsværdi, som udgjorde et mindre beløb, end hvad der blev påstået taget i betragtning ved hans skatteansættelse.

Told- og Skattestyrelsen fastholdt, at det under disse omstændigheder var korrekt, at der udøvedes et skøn over vedkommende beholdningsværdi.

Efter Landsskatterettens opfattelse fandt de af klageren påberåbte regler om skattemæssig opgørelse af jordbeholdningsværdier ikke anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. Det fandtes uantageligt, ved benyttelse af disse retningslinier, at fremkomme til en værdiansættelse, der ikke svarede til den faktisk betalte købesum for jordbeholdningen inden for ejendommens erhvervelsessum. Denne skulle kunne rumme acceptable værdier for alle de anskaffede aktiver.

Retten var derfor enig med de stedlige skattemyndigheder og Told- og Skattestyrelsen i, at der måtte udøves et skøn over jordbeholdningsværdien, og at denne værdi ikke kunne ansættes højere end sket ved den påklagede ansættelse.

LV 1990, R 2.3.

Endelig adm. afgørelse 1991 18175 Valid

Ved overdragelse af en landbrugsejendom fra fader til søn medio juli var ikke i skødet specificeret fordelingen af købesummen på den faste ejendom og uindhøstet avl og afgrøde. Landsskatteretten fandt, at der ikke i en sådan situation kunne anvendes de sædvanlige regler om skattemæssig opgørelse af jordbeholdningsværdier, men at fradraget i indkomstopgørelsen kun kunne foretages med den faktisk betalte købesum for jordbeholdningen inden for ejendommens erhvervelsessum.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →