Befordringsudgifter - hovedarbejdssted ctr. flere samtidige arbejdssteder. (* 1)

Befordringsudgifter - hovedarbejdssted ctr. flere samtidige arbejdssteder. (* 1)

A klagede for indkomstårene 1988 og 1989 over, at de lokale skattemyndigheder ikke havde anset hende for berettiget til befordringsfradrag efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 B, men alene havde godkendt fradrag efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 C. Ved ansættelsen var henvist til, at klageren sideløbende havde 2 jobs, der begge måtte betegnes som hovedarbejdssteder.

Det var oplyst, at klageren var ansat som graver/kirketjener ved X kirke, hvilket medførte, at hun skulle møde der alle årets dage (minus ferie) 2 gange daglig for klokkeringning og søn- og helligdage til gudstjeneste. Sideløbende hermed havde hun i 200/235 dage årligt et bijob på et diakonhjem i Y. Klageren kørte i egen bil, og kørslen foregik således: Om morgenen kørtes til kirken 2,5 km for klokkeringning, og der arbejdedes der til omkring middag, hvorefter der 4 gange om ugen (+ enkelte dages afløsning) kørtes til det andet arbejde på diakonhjemmet, en afstand på 10 km. På vejen dertil kørtes der direkte forbi hjemmet, og klageren var grundet manglende omklædningsrum ved kirken nødsaget til at køre ind til hjemmet for omklædning. Om aftenen kørtes der så direkte fra diakonhjemmet og tilbage til kirken for aftenringning og eventuelt andet, igen 10 km, hvorefter der kørtes til hjemmet, 2,5 km.

Det var endvidere oplyst, at klageren i de 2 stillinger havde oppebåret nedenstående lønindtægter

1988 1989 X kirke 105.234 kr. 110.133 kr. Diakonhjemmet 82.935 kr. 77.434 kr.

Klageren påstod sig over for Landsskatteretten berettiget til for årene 1988 og 1989 at foretage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B, idet hun henviste til, at hun havde 2 arbejdssteder samme dag.

Efter de ved sagen tilvejebragte oplysninger fandt Landsskatteretten, at klagerens arbejde ved X kirke, hvor hun havde haft de fleste arbejdsdage og den største lønindtægt, måtte betragtes som hendes hovedarbejdssted, medens hendes arbejde på diakonhjemmet i skattemæssig henseende måtte betragtes som et bijob.

Dette medførte, at klageren, for så vidt angik hendes arbejde ved kirken, alene var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. På grund af 20 kilometers begrænsningen i lovbestemmelsens stk. 2 blev fradraget 0.

For så vidt angik befordringen til diakonhjemmet fandt Landsskatteretten herefter, at klageren var berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 B, samt at fradrag kun kunne indrømmes for en kørsel på 15 km (2 x 7,5 km) pr. arbejdsdag, idet den del af kørslen, der faldt på strækningen mellem hjemmet og kirken (2 x 2,5 km) henførtes til fradrag efter ligningslovens § 9 C.

Efter det oplyste havde klageren arbejdet på diakonhjemmet i 235 dage i 1988 og 200 dage i 1989. Klagerens befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B blev herefter ansat til henholdsvis 7.262 kr. (235 dage a 15 km a 2,06 kr.) og 6.390 kr. (200 dage a 15 km a 2,13 kr.).

LV 1990, U 3.2.

En graver/kirketjener skulle møde 2 gange daglig alle årets dage til klokkeringning og til gudstjeneste søn- og helligdage. Den pågældende havde sideordnet et andet job ca. 4 dage pr. uge, og på vejen fra kirken til dette job passerede hun hjemmet. Arbejdet ved kirken blev anset for hovedarbejdssted, idet klageren havde de fleste arbejdsdage der og havde den største indtægt derfra. For kørslen til kirken skulle befordringsfradrag opgøres efter ligningslovens § 9 C, medens fradrag for kørslen til det andet arbejdssted henførtes til ligningslovens § 9 B.