Legislator Case Law & Legislation
W19911816525 DK

Pensionskasse - opløsning - sparekasse. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18165 Valid

Pensionskasse - opløsning - sparekasse. (* 1)

Sparekassen A klagede for skatteåret 1987/88 over, at amtsligningsrådet havde anset et til sparekassen overført beløb på 5.888.821 kr. i anledning af afviklingen af funktionærernes pensionskasse, for indkomstskattepligtigt for sparekassen. Dette var sket under henvisning til, at der ikke var hjemmel til at fritage en sådan formueoverførsel for beskatning, jf. bestemmelsen i statsskattelovens § 4 og § 5.

Det var oplyst, at sparekassen i 1938 havde oprettet en pensionskasse, hvor medlemmerne var medarbejdere i sparekassen.

Sparekasser blev skattepligtige med virkning fra den 1. januar 1976, og i perioden efter skattepligtens indtræden havde sparekassen indbetalt i alt ca. 114.000 kr. til pensionskassen. Sparekassen havde foretaget fradrag for indbetalingerne i sin skattepligtige indkomst.

På et tidspunkt blev det besluttet, at den pågældende pensionskasse skulle nedlægges, og til indfrielse af de påtagne pensionsforpligtelser købtes en pensionspolice. Efter indkøbet af policen var der fortsat midler i pensionskassen, og midlerne, der androg ca. 5.958.536 kr., tilfaldt sparekassen.

Sparekassens advokat gjorde over for Landsskatteretten principalt gældende, at ingen del af det beløb, der var kommet til udbetaling fra pensionskassen, var skattepligtigt for sparekassen, hvorfor indkomstansættelsen for skatteåret 1987/88 blev begæret nedsat med 5.888.821 kr.

Til støtte for påstanden anførte advokaten bl.a., at det beløb, som sparekassen i forbindelse med pensionskassens likvidation havde fået udbetalt, var omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 11. I henhold til denne bestemmelse skal der ved opgørelsen af særlig indkomst medregnes beløb, der ved en pensionsordnings opløsning eller bortfald tilfalder arbejdsgiveren, når denne i sin skattepligtige indkomst har fradraget de af ham præsterede tilskud til ordningen. Herefter var den omhandlede situation omfattet af lov om særlig indkomstskat.

Sparekassen var ved oprettelsen af pensionskassen ikke omfattet af selskabsskattelovens regler og betalte derfor ikke skat. Sparekassen havde således ikke fået reduceret den årlige skattebetaling på grund af bidrag til pensionskassen, idet der ikke var nogen skattebetaling at reducere. Advokaten henviste til bemærkningerne til lovforslaget om særlig indkomstskat, hvor det var nævnt, at tanken med lovforslaget var, at en progressiv indkomstbeskatning af alle indkomstarter ville virke urimelig. Karakteristisk for indtægter, omfattet af lov om særlig indkomstskat, var, at indtægten som regel ikke kunne henføres til de enkelte indkomstår, men oftest var opstået i løbet af en årrække. Herefter fandt advokaten, at det ville være i strid med motiverne, såfremt det beløb, som sparekassen havde modtaget i forbindelse med likvidation af pensionskassen, blev beskattet. Ordningen var omfattet af lov om særlig indkomstskat, hvorfor betingelserne for at beskatte i henhold til denne bestemmelse skulle være opfyldt. Dette var efter advokatens opfattelse ikke tilfældet, idet indbetalingerne fra sparekassen netop ikke var kommet til fradrag i sparekassens indkomstopgørelse for størstedelens vedkommende.

Subsidiært gjorde advokaten gældende, at skatteansættelsen for skatteåret 1987/88 skulle nedsættes med 5.648.821 kr. Til støtte herfor anførte han, at det alene var en meget lille del af det beløb, som arbejdsgiveren havde fået udbetalt i forbindelse med pensionskassens likvidation, der var skattepligtig for sparekassen. Sparekassens revisor havde således ved en aktuarlignende beregning opgjort den maksimale værdi af de fratrukne bidrag til ca. 240.000 kr., hvorfor det blev gjort gældende, at indkomstansættelsen alene skulle forhøjes med dette beløb.

Landsskatteretten fandt, at den af sagen omhandlede udbetaling til sparekassen direkte var omfattet af bestemmelsen i lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 11, idet der var tale om beløb, der ved en pensionsordnings opløsning var tilfaldet arbejdsgiveren. Det bemærkedes herved, at bestemmelsen i nævnte lovs § 2, nr. 11, også fandtes at gælde i de tilfælde, hvor beløb tilfaldt arbejdsgiveren som følge af en pensionskasses opløsning.

Det var herefter en betingelse for beskatning, at arbejdsgiveren i sin skattepligtige indkomst havde fradraget de af ham præsterede tilskud til ordningen. Retten fandt, at denne betingelse var opfyldt for så vidt angik den del af det tilbagebetalte beløb, der kunne henføres til indbetalinger foretaget af sparekassen efter den 1. januar 1976, idet disse indbetalinger var fratrukket i sparekassens skattepligtige indkomst.

Derimod fandt retten ikke, at den del af det tilbagebetalte beløb, der kunne henføres til indbetalinger foretaget før den 1. januar 1976, kunne beskattes. Betalingerne var ikke fratrukket i sparekassens skattepligtige indkomst, og betingelsen for beskatning derfor ikke til stede. Det bemærkedes herved, at det hverken af lovens tekst eller af forarbejderne til loven fremgik, at bestemmelsen i § 2, nr. 11, skulle have et videre anvendelsesområde i et tilfælde som det foreliggende, hvor årsagen til, at indbetalingerne ikke var fratrukket, var, at arbejdsgiveren på indbetalingstidspunktet ikke efter de dagældende skatteregler var skattepligtig.

Sparekassens advokats subsidiære påstand blev herefter taget til følge.

Endelig adm. afgørelse 1991 18165 Valid

En sparekasse havde i 1938 oprettet en pensionskasse for medarbejderne og årligt indbetalt beløb dertil. Efter at sparekassen fra 1. januar 1976 blev skattepligtig, blev de årlige indbetalinger til pensionskassen fratrukket i sparekassens skattepligtige indkomst.

Pensionskassen blev senere nedlagt, og efter køb af en pensionspolice var det overskydende beløb tilfaldet sparekassen. Forholdet blev anset for omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 11, således at kun den del af det tilbageførte beløb, der svarede til indbetalingerne efter 1. januar 1976, skulle beskattes.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →