Legislator Case Law & Legislation
W19911816225 DK

Aktiesalg - ombytning - hovedaktionærstatus.(* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18162 Valid

Aktiesalg - ombytning - hovedaktionærstatus.(* 1)

A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked vedrørende beskatning af eventuel avance ved salg af aktier i B Holding A/S, som klageren i 1988 havde modtaget som vederlag for aktier i C Holding A/S.

Aktiekapitalen på 1,2 mio. kr. i C Holding A/S var før overdragelsen til B Holding A/S fordelt således, at klageren havde 300.000 kr. aktier, hans familie i alt 500.000 kr., medens aktier for nominelt 400.000 kr. var på andre hænder.

Det var oplyst, at A-familien i forbindelse med afståelsen af deres aktier i C Holding A/S havde modtaget et nominelt væsentligt større beløb i aktier i B Holding A/S. Ligningsrådet havde meddelt dispensation i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, således at ombytningen af aktierne ikke udløste avancebeskatning hos A-familien i henhold til lovens § 4, stk. 2 (hovedaktionærreglen).

Spørgsmål 1 i forhåndsbeskeden drejede sig om, hvorvidt der ville være skattefrihed af eventuel avance ved et salg af aktierne i B Holding A/S efter udløbet af den 5 års periode, som ifølge lovens § 4, stk. 2, var afgørende, og efter at klageren ved et salg af en mindre del af den modtagne beholdning af aktier i B Holding A/S havde bragt sig ned under 25%»s grænsen.

Spørgsmål 2 drejede sig om, hvorvidt der ville være skattefrihed af eventuel avance ved salg af en aktiepost, som klageren havde tegnet i B Holding A/S i februar 1989 efter at være blevet aktionær i dette selskab i 1988, og hvor nytegningen var sket i kraft af en tegningsret, knyttet til de i 1988 erhvervede aktier (ombytningsaktierne). Der blev spurgt om, hvorvidt aktierne ville blive anset for anskaffet samtidig med moderaktierne den 1. maj 1987, jf. aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 8, med den virkning, at en eventuel fortjeneste ville være skattefri, hvis den under spørgsmål 1 anførte betingelse var opfyldt.

Ligningsrådet havde besvaret begge spørgsmål benægtende.

Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten, at svaret på begge spørgsmål blev gjort bekræftende.

Ligningsrådet havde til støtte for sin besvarelse henvist til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, der lyder således

»Stk. 2. Ligningsrådet kan tillade, at der ikke sker beskatning efter § 4 i tilfælde, hvor et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, og hvor alle aktionærer i dette selskab som vederlag alene modtager aktier i det selskab, som erhverver aktiekapitalen. Ved afståelse af de modtagne aktier sker der beskatning efter § 4, i det omfang afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst beskatning efter disse regler. De modtagne aktier anses for erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier. Ligningsrådet kan under tilsvarende betingelser tillade, at der i disse tilfælde ikke sker beskatning efter § 2.«

Ligningsrådet fastholdt i tilslutning hertil, at der ved den i det foreliggende tilfælde skete »uegentlige fusion« ville gælde en tidsubegrænset succession, således at det var ejerforholdene forud for aktieombytningen, der var afgørende for succession i hovedaktionærstatus.

Vedrørende spørgsmål 2 havde Ligningsrådet henvist til lovens § 6, stk. 8, og anså således de nytegnede aktier for erhvervet på samme tidspunkt som moderaktierne i B Holding A/S.

Klagerens revisor henviste til lov nr. 220 af 2. juni 1983, hvorved nævnte lovs § 13, stk. 2, blev indsat, og til Skattedepartementets hertil knyttede cirkulære nr. 1 af 2. januar 1984. Han mente, at Ligningsrådets opfattelse indebar, at reglen i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, hvorefter hovedaktionæraktier overgår til status som minoritetsaktier 5 år efter, at aktionæren har bragt sig ned under hovedaktionærgrænsen på 25% af aktiekapitalen, respektive 50% af stemmeværdien, var sat ud af kraft ved såvel egentlig som uegentlig fusion. Han fandt denne opfattelse uholdbar, idet han bl.a. anførte

»at det hverken af ordlyden i § 13, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, forarbejderne hertil eller departementets nævnte cirkulære kan udledes, at Ligningsrådets opfattelse er korrekt.

Af § 13, stk. 1, fremgår således klart, at aktionærerne ved afståelse af aktier i det fortsættende selskab skal beskattes efter reglerne i ABL's § 4 i det omfang, afståelse af aktier i det ophørende selskab ville have udløst beskatning efter disse regler.

Heraf kan ikke udledes, at den ved fusionen foreliggende hovedaktionærstatus i det ophørende selskab er tidsubegrænset, men alene, at samtlige regler i § 4, herunder også stk. 2, 1. og 2. punktum, finder anvendelse ved efterfølgende afståelse af aktier i det fortsættende selskab.

Ligningsrådets opfattelse indebærer, at henvisningen til reglerne i § 4, alene går på § 4, stk. 3, der omhandler afgrænsningen af hovedaktionæraktier over for almindelige aktier. Denne opfattelse kan ikke accepteres.

En fortolkning, der alene går på den del af § 4, som ved efterfølgende afståelse af aktierne vil medføre beskatning i alle tilfælde som ved hovedaktionæraktier, dækkes ikke af ordlyden og medfører i øvrigt også, at successionen går videre end til den beskatning, som afståelse af de gamle aktier ville have udløst. Der ses således ikke i loven at være belæg for en strengere beskatning af de nye aktier end af de gamle, og i hvert fald måtte en sådan fortolkning kræve klar lovhjemmel. Denne findes ikke.

Når det i cirkulæret hedder, at der ikke gælder nogen tidsbegrænsning for hovedaktionærbeskatningen, kan dette ikke bringes i overensstemmelse med lovens ordlyd, med mindre der herved forstås, at de ved fusionen gældende regler for hovedaktionærbeskatning som helhed gælder uden tidsbegrænsning.

I § 13, stk. 1, findes det i øvrigt præciseret, at bedømmelsen i relation til 1%»s-reglen skal ske på grundlag af aktiebeholdningen i det ophørte selskab, jf. udtrykket: »modsvarende aktier i det ophørende selskab«, med mindre aktionæren ved fusionen i forvejen er eller bliver hovedaktionær i det fortsættende selskab. I sidstnævnte tilfælde skal bedømmelsen naturligvis ske på grundlag af aktiekapitalen i det fortsættende selskab.

Denne udtrykkelige regel savner mening og selvstændigt indhold, hvis man ikke skulle kunne bringe sig ned under hovedaktionærgrænsen ved afståelse af aktier efter fusionen.' Landsskatteretten måtte lægge til grund, at man ved indsættelse af dispensationsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, ville ligestille uegentlig fusion med egentlig fusion i relation til den skattemæssige behandling af hovedaktionærer.

Retten kunne tilslutte sig de af revisor fremførte begrundelser for, at henvisningen i § 13, stk. 2, til lovens § 4 måtte indebære, at hele bestemmelsen i § 4 fandt anvendelse, således at der ikke i en situation som den foreliggende ville være tale om en ubegrænset succession i en hovedaktionærstatus på tidspunktet for den uegentlige fusion.

Som konsekvens heraf blev besvarelsen af begge spørgsmål i den givne forhåndsbesked ændret til at være bekræftende.

LV 1990, SH 3.6.

Endelig adm. afgørelse 1991 18162 Valid

En familie, der havde hovedaktionærstatus i et holdingselskab, afstod aktierne - ved ombytning - til et andet holdingselskab.

Landsskatteretten ændrede Ligningsrådets besvarelse ved en bindende forhåndsbesked, således at avance ved salg af de modtagne aktier efter 5 års forløb - og efter ved salg at have bragt besiddelsen ned under 25% - ville være skattefri. Landsskatteretten lagde til grund, at henvisningen i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, til lovens § 4 indebar, at hele bestemmelsen i § 4 fandt anvendelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →