Lønmodtager ctr. selvstændig erhvervsvirksomhed.(* 1)

Lønmodtager ctr. selvstændig erhvervsvirksomhed.(* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset hende for lønmodtager og derfor i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1, reduceret klagerens erhvervsudgifter med 3.000 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren havde indgået forhandlersamarbejdsaftale med distributører for firmaet B ApS (Tupperware). I henhold til distributonsaftalen skulle klageren sælge firmaets produkter ved »homeparties«, og hendes honorar herfor udgjorde en nærmere fastsat procentdel af firmaets vejledende udsalgspriser. Selskabet havde indeholdt A-skat i hendes indkomst, 76.895 kr. Klageren modtog bestillinger på stedet og indkøbte herefter varerne ved Tupperware. Klageren havde således ikke noget lager. Klagerens driftsudgifter bestod af gaver, telefon, tøj, kørsel og porto m.v., i alt 28.500 kr.

Ved dom af 20. december 1974 anså Højesteret vederlaget til en Tupperwareforhandler for vederlag for arbejde i tjenesteforhold og dermed som A-indkomst. Efter dommen havde Tupperware ændret tilknytning til forhandlerne på visse punkter, og spørgsmålet om afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændig virksomhed blev i første omgang forelagt Skatteministeriet ved en henvendelse i juni 1985 fra advokat B til den daværende skatteminister. Henvendelsen var udførligt begrundet i et notat, som klagerens advokat i nærværende sag fremlagde for Landsskatteretten. Skatteministeriet havde i skrivelse fra april 1987 fastholdt, at forhandlernes indtægt var A-indkomst. Efter at forhandlerkontrakten på ny var ændret, havde klagerens advokat i nærværende sag rettet henvendelse til Skatteministeriet med anmodning om fornyet stillingtagen til spørgsmålet, idet han i skrivelse fra april 1989 havde fremført en uddybende begrundelse for, hvorfor Tupperwareforhandlerne måtte betegnes som selvstændig erhvervsdrivende. Denne skrivelse fremlagde advokaten for Landsskatteretten. Ved skrivelse fra april 1990 fastholdt Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, at der var tale om A-indkomst, idet man fandt, at uanset de i forhandlersamarbejdsaftalen foretagne ændringer og Skatteministeriets cirkulære af 5. oktober 1988 måtte forhandlerindtægterne anses som A-indkomst. Der henvistes endvidere til Landsskatterettens kendelser af 8. december 1989 og 17. marts 1990.

I klagen til Landsskatteretten anførte advokaten, at sagen ikke kunne afgøres med en henvisning til Højesterets dom af 20. december 1974.

For det første fungerede afsætningen af Tupperware ikke længere netop på den måde, som var beskrevet i Vejle Fogedrets kendelse af 10. januar 1973. Advokaten gjorde herved opmærksom på, at det var denne beskrivelse, hvorpå Højesteret baserede, at forhandlerne måtte sidestilles med provionslønnede repræsentanter.

Om de ændringer, der var sket i de forløbne 17-18 år henviste advokaten til de henvendelser, som advokat B og han tidligere havde rettet til Skatteministeriet. Herudover pegede han i særdeleshed på,

at der ikke nu afholdes instruktionskursus for nye forhandlere,

at det ikke nu pålægges nye forhandlere at deltage i 3-4 selskaber,

at forhandlerne ikke nu afgiver ugentlig rapport til grossisten over planlagte selskaber,

at forhandlerne ikke nu er bundet til at tage den vejledende pris,

at forhandlernes vederlag ikke - efter indførelsen af den i advokatens henvendelse af april 1989, p. 3, beskrevne indbydelse af »tilbud« - kan beskrives som procentrabat,

at forhandlernes handelsrisiko ikke kan betragtes som værende meget begrænset. Det hænger for det første sammen med den nysnævnte udbydelse af »tilbud«. For det andet skyldes det indførelsen af den lovfæstede fortrydelsesret (lovbekendt- gørelse nr. 886 af 23. december 1987): det gælder nemlig ikke længere, at grossisten ofte er villig til at tage varer tilbage, som forhandleren ikke får afsat (det er tværtimod undtagelsen),

at grossisten fakturerer på bagsiden af forhandlerens ordreseddel.

Grossistens navn var stadig trykt på den ordreblanket, som kunden anvendte: men det var et krav fra Toldvæsenet - ikke et ønske hos selskaberne eller grossisterne.

En væsentlig del af de momenter, som Kildeskattedirektoratet, Skattedepartementet og Højesteret havde lagt vægt på, var altså ikke længere karakteristiske for afsætningsformen.

For det andet havde retsreglerne forandret sig, siden højesteretsdommen blev afsagt. Vestre Landsret havde i sin dom lagt afgørende vægt på, at forhandlervirksomheden i andre skattemæssige relationer ikke blev betragtet som et tjenesteforhold, og især nævnt, at forhandlerne blev nægtet lønmodtagerfradrag. Højesteret statuerede implicit, at grænsen for A-indkomst kunne drages uafhængigt af, hvordan skattevæsenet i andre henseender trak grænsen mellem lønmodtagere og selvstændige.

Grundlaget for Højesterets dom var en retstilstand, hvor en skatteyder kunne være lønmodtager i en sammenhæng og selvstændig i en anden. Cirkulæret af 5. oktober 1988, der i pkt. 2 udtrykkeligt fastsatte, at grænsen skulle drages på samme måde i alle skattemæssige relationer, borttog herved en afgørende forudsætning for Højesterets stillingtagen. Højesteretsdommen angik en retstilstand, der ikke længere eksisterede, og det unddrog sig erkendelse, hvilket resultat Højesteret ville være kommet til, hvis kravet om ensartet grænsedragning havde eksisteret den gang. Han fandt, at Vestre Landsrets dom - der netop havde afgjort sagen ud fra det princip, som cirkulæret nu havde knæsat - måtte betragtes som det afgørende præjudikat for den retstilstand, der var gældende nu.

For det tredje drejede Højesterets dom sig om efterprøvelse af ministeriets afgørelse om det teknisk prægede spørgsmål, hvorvidt forhandlernes skat skulle opkræves på den ene eller den anden måde. Dommen gik ud på, at der ikke var fornødent grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn herom. Det stemte med almindelige grundsætninger for domstolenes prøvelsesret, at Højesteret var forsigtig med at underkende forvaltningens beslutning om, hvordan skatteopkrævningen nærmere skulle gennemføres.

Fra 1. januar 1987 var grænsedragningen ikke blot et spørgsmål om opkrævningsmetoden. Nu påvirkede den både størrelsen af den skattepligtige indkomst og størrelsen af den effektive skatteprocent. Dette var baggrunden for, at grænsedragningen denne gang - i modsætning til, hvad der var tilfældet i højesteretssagen - var henlagt til Landsskatteretten.

Advokaten fandt ud fra en samlet vurdering af de i cirkulæret af 5. oktober 1988 opregnede omstændigheder, at klageren måtte anses for selvstændig erhvervsdrivende og henviste herved til sin detaljerede redegørelse herfor i skrivelsen fra april 1989 til Skatteministeriet.

Endelig henviste han til en oversigt over forskellige forhandleres indtægter, udgifter og omkostningsprocenter, der viste en stor spredning, som efter hans opfattelse var karakteristisk for selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsskatteretten bemærkede, at retten ved tidligere afgørelser efter de stedfundne ændringer af aftalen havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Tupperwareforhandlere kunne anses for lønmodtagere, jf. rettens kendelser af 8. december 1989, 6. marts 1990, 12. marts 1990 og 7. maj 1990. Retten havde heri konkluderet, at i overensstemmelse med den af Højesteret den 20. december 1974 afsagte dom måtte de pågældende klagere sidestilles med en provisionslønnet repræsentant, og efter sagens oplysninger i øvrigt fandtes der ikke at foreligge selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsskatteretten fandt ikke, at det af advokaten fremførte kunne danne grundlag for en ændret bedømmelse af sagen, idet de ændringer, der forelå i forhandlerkontrakterne siden 1974, ikke reelt medførte, at forhandleren skulle opfattes som andet end en provisionslønnet repræsentant. En samlet bedømmelse af forhandlerens stilling i overensstemmelse med cirkulæret af 5. oktober 1988 måtte føre til, at klageren ansås for lønmodtager, idet retten efter det oplyste om omfanget og arten af klagerens driftsudgifter ikke fandt, at der forelå selvstændig erhvervsvirksomhed.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1990, C 4.2.4.

En sælger af Tupperware-produkter (»homeparties«), der blev aflønnet med en procentdel af de vejledende udsalgspriser, og hvori A-skat blev indeholdt, blev anset for lønmodtager. Hendes erhvervsudgifter blev derfor beskåret med 3.000 kr. i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1. Landsskatteretten fandt ikke, at de siden Højesterets dom af 20. december 1974 foretagne ændringer i forhandlersamarbejdsaftalen kunne bevirke en ændret opfattelse af forhandlerens stilling som provisionslønnet repræsentant.

Landsskatteretten fandt, at en samlet bedømmelse efter Skatteministeriets cirkulære af 5. oktober 1988 førte til, at omfanget og arten af klagerens driftsudgifter ikke kunne bevirke, at der forelå selvstændig erhvervsvirksomhed.