Merudgifter udstationering - FN observatør.(* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Merudgifter udstationering - FN observatør.(* 1)
A klagede for indkomståret 1988 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke fuldt ud havde godkendt hans fradrag for merudgifter i forbindelse med udstationering som FN-observatør, men alene havde godkendt et fradrag på 10.266 kr.
Det var oplyst, at klageren havde været udsendt som FN-observatør i Indien og Pakistan fra den 9. august til den 31. december 1988. Klageren havde under udstationeringen modtaget løn fra Forsvarsministeriet samt særskilt ydelse fra FN.
Det var endvidere oplyst, at klagerens hustru og ægteparrets børn var med klageren i Indien og Pakistan, hvor de havde boet ved hovedkvartererne i lejede boliger. Klageren blev fra hovedkvartererne udsendt til byer langs en kontrollinie mellem Indien og Pakistan. Udstationeringerne havde varet ca. 3 uger pr. gang, og i hver af disse perioder var han sendt til kontrollinien 2 til 3 gange.
Det var endelig oplyst, at klageren ikke var i besiddelse af fuldstændig dokumentation for udgifterne til forplejning under opholdet, herunder dokumentation for de forplejningsudgifter, som han personlig havde, når han var udstationeret til grænseområderne.
De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen godkendt fradrag for merudgifter i forbindelse med opholdet i Indien og Pakistan
således: Samtlige forplejningsudgifter for familien i perioden 23.450 kr. huslejeudgifter i samme tidsrum 16.570 kr. børnenes undervisning ifølge bilag 2.532 kr. opbevaring af møbler i Danmark 1.250 kr. leje af møbler 486 kr. ---------- 44.288 kr. familiens tilsvarende for plejningsudgifter i Danmark 14.700 kr. FN-ydelse 26 dollar i 107 dage 19.362 kr. 34.062 kr. -------- ---------- godkendt fradrag 10.226 kr. ----------
De stedlige skattemyndigheder havde herved henvist til SD-cirkulære 1977-10, hvorefter der kunne godkendes fradrag for den del af de nødvendige merudgifter ved tjenesten i udlandet, der oversteg ydelsen fra FN.
Klageren gjorde gældende, at de opgjorte forplejningsudgifter på 23.450 kr. alene omfattede husstandens udgifter, og at der ved myndighedernes opgørelse således ikke var medregnet hans egne udgifter til forplejning under udstationeringerne i grænseområderne borte fra familiens opholdssteder. Klageren anslog udgifterne ved disse udstationeringer til 11.275 kr., svarende til 81 dage a 20 dollar, som han påstod sig berettiget til yderligere fradrag for. Landsskatteretten fandt, at klagerens egne udgifter under arbejdet borte fra hjemmet skulle tillægges opgørelsen over de udgifter, som var fradragsberettigede efter reduktion med sparet hjemmeforbrug og modtaget FN-tillæg.
Da Landsskatteretten endvidere ikke fandt grundlag for at tilsidesætte klagerens eget skøn over disse udgifter, blev fradrag for merudgifter ved udstationering som FN-observatør forhøjet med 11.275 kr. til i alt 21.501 kr.
LV 1990, D 3.35.
En FN-observatør var udstationeret til Indien og Pakistan og boede med familie i lejet bolig ved hovedkvartererne. Klageren blev i perioder på ca. 3 uger pr. gang udsendt til kontrollinierne mellem landene. Udover de sædvanlige fradrag for udgifterne ved klagerens og familiens ophold blev han anset for berettiget til fradrag for forplejningsudgifter under ophold ved grænsen, anslået til 20 dollar pr. dag.