Befordringsfradrag - fiskelossere - tilkaldevagter.(* 1)

Befordringsfradrag - fiskelossere - tilkaldevagter.(* 1)

Fisker A klagede for indkomstårene 1985 og 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for natarbejde på henholdsvis 2.860 kr. og 3.360 kr. til det for begge år gældende maksimalbeløb på 2.200 kr. Endvidere klagede han over, at hans fradrag for befordringsudgifter mellem hjem og arbejdssted, beregnet efter reglerne for tilkaldevagter til henholdsvis 23.184 kr. og 21.687 kr., var beskåret til henholdsvis 7.395 kr. og 7.411 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Det var oplyst, at klageren arbejdede for et fiskeeksportfirma i X i Vestjylland. Arbejdstiden var variabel, idet arbejdets udførelse måtte afpasses efter, hvornår kutterne landede deres fangster, og lå for en ikke uvæsentlig dels vedkommende i aften- og nattetimerne.

De stedlige skattemyndigheder havde begrundet forhøjelserne vedrørende natarbejdsfradraget med, at klageren havde spiselokale til rådighed under natarbejdet, og at fradraget i medfør af ligningsvejledningens regler herefter højst kunne udgøre 2.200 kr. som indrømmet ved de påklagede ansættelser.

Klagerens revisor oplyste, at der var et noget primitivt spiselokale til rådighed for de ansatte, også under natarbejdet: der var intet kantinepersonale ansat og ej heller mulighed for via automater at trække mad eller drikke. Revisoren meddelte i øvrigt, at klageren ofte var så optaget under natarbejdet, at der end ikke var tid til at spise et måltid, men hun var af den opfattelse, at klageren under de foreliggende omstændigheder måtte anses for berettiget til natarbejdsfradrag efter den for de heromhandlede år gældende almindelige regel om et ikke-maksimeret fradrag på 20 kr. pr. nat.

Landsskatteretten måtte lægge afgørende vægt på, at spiselokale faktisk fandtes og kunne benyttes under dette arbejde. De i overensstemmelse med ligningsvejledningernes regler på dette punkt foretagne forhøjelser blev følgelig stadfæstet.

Klagerens revisor henviste til støtte for påstanden om befordringsfradrag efter reglerne om tilkaldevagt til, at klagerens arbejdsgiver havde erklæret, at klagerens arbejde bestod i med truck at afhente fisk på kajen ved kutterne, når selve lastoptagningen var sket, at indbringe fisken til sortering og at deltage i sorteringsarbejdet. Arbejdsgiveren havde endvidere udtalt, at klagerens arbejde foregik på alle tider af døgnet, og at han ofte tilkaldtes med meget kort varsel. - Revisoren fremlagde fotokopier af klagerens lommebogsnotater, der udviste, hvor mange timer, han havde været på arbejde de enkelte dage, og på hvilke tider arbejdet var foregået, men dog ikke det varsel, han havde fået i hvert enkelt tilfælde.

Klagerens revisor henviste imidlertid videre til, at Landsskatteretten for visse andre personer, der som klageren var beskæftiget med fiskelosning og fiskesortering for virksomheder i X, havde godkendt befordringsfradrag, der var opgjort efter tilkaldereglerne i ligningsvejledningernes pkt. U 1.3.6. Skatteministeriet havde indbragt et antal sager af denne art for Vestre Landsret, men hævede senere disse sager. Det måtte herefter kunne anses for fastslået, at der for personer med arbejdsvilkår som de nævnte bestod ret til at opgøre kørselsudgifter som af klageren gjort.

Skattemyndighederne i Y, X og Z kommuner havde, i samarbejde med det daværende amtsskatteinspektorat i Y, iværksat nøjere undersøgelser af arbejdsvilkårene på bl.a. klagerens arbejdsplads for de med arbejde som hans beskæftigede.

Det var herefter oplyst, at det i ganske særlige tilfælde kunne ske, at klageren med ret kort varsel blev tilkaldt til lastoptagning, uanset at dette ikke hørte til hans sædvanlige arbejdsområde. Det normale var ifølge arbejdsgiveren, at fiskekutterne i dagens løb fra havet meddelte deres omtrentlige ankomsttidspunkt til virksomheden selv, og uden for dagtimerne til vedkommende formand, som derpå over telefonen henvendte sig til virksomhedens fiskelossere (fiskesorterere). Fra det tidspunkt, kutteren havde meldt sin omtrentlige ankomst, gik der fra 1/2 til 1 time, før den var i havn. Ved ankomsten gik først de egentlige lastoptagere igang. Dette arbejde udførtes typisk af folk tilknyttet selvstændige, alene med lastoptagning beskæftigede virksomheder. Først når lastoptagningen var sat i gang, blev der brug for den personalegruppe, klageren tilhørte. I øvrigt var det sådan, at såfremt en fiskelosser (fiskesorterer) var forhindret i at give møde, når virksomheden eller formanden rettede henvendelse om tilkaldelse til arbejde, gik man videre til de øvrige medarbejdere, uden at dette forfald i sig selv indebar nogen misligholdelse af den for de pågældende - der har status som løsarbejdere - gældende arbejdsoverenskomst.

De stedlige skattemyndigheders undersøgelser på disse arbejdspladser i X - herunder hvad den på en enkelt af virksomhederne indførte tidsstemplingsordning udviste med hensyn til de ansattes ankomst- og afgangstider - havde ført til konstatering af, at mødetiden normalt lå omkring kl. 19, og at meddelelse om arbejde sædvanligvis havde kunnet gives til de ansatte mellem kl. 16 og 18. Skattemyndighederne havde herefter konkluderet, at der på grund af de for fiskelossere (fiskesorterere) efter en helhedsbedømmelse af arbejdsvilkårene gældende forhold i hvert fald ikke kunne ydes befordringsfradrag efter tilkaldereglerne med hensyn til det ovenfor omtalte »normalarbejde«. Da arbejdet imidlertid i noget omfang fandt sted på andre tider og med kortere varsel, og da gennemsnitsberegninger viste, at ca. 60% af arbejdet omfattedes af »normalreglerne«, havde man udstukket den - fravigelige - retningslinie, at der blev ydet tilkaldevagtfradrag for 40% af arbejdsdagene.

Der var på grundlag af undersøgelserne udgivet et lokalt cirkulære, hvis indhold forinden var godkendt af daværende Statsskattedirektoratet.

Med henvisning til det således foreliggende foreslog de stedlige skattemyndigheder for klagerens vedkommende, at der blev indrømmet ham yderligere befordringsfradrag for de heromhandlede år. Klagerens befordringsfradrag blev nu opgjort til 15.992 kr. for 1984 og til 13.883 kr. for 1985, svarende til nedsættelse af de påklagede ansættelser med henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.

Klagerens revisor fik forelagt skattemyndighedernes forslag og begrundelsen herfor. Klageren og revisoren gjorde imidlertid gældende, at de over for skattemyndighederne af arbejdsgiveren oplyste forhold omkring længden af de faktiske tilkaldevarsler kun holdt stik, når der var tale om landinger fra, hvad der benævntes »mindre kuttere«, samt at man aldrig med sikkerhed vidste, hvor mange lossere (sorterere) der blev brug for. Efter klagerens og revisoren mening måtte det afgørende være, at klagerens beskæftigelse indebar, at han altid måtte holde sig parat til at rykke ud, og at han af denne grund til stadighed måtte have rådighed over egen bil til sin transport mellem bopælen og havnen i X. De selvangivne befordringsfradrag blev derfor påstået godkendt eller dog højst reduceret således, at der - i overensstemmelse med klagerens opfattelse af sin arbejdssituation - indrømmedes tilkaldefradrag for 95% af hans arbejdsdage.

Landsskatteretten forelagde sagen for Told- og Skattestyrelsen, der tiltrådte de stedlige skattemyndigheders forslag om de ovenfor omtalte nedsættelser. Styrelsen var enig i, at der efter en konkret bedømmelse kunne indrømmes fiskelossere (fiskesorterere) befordringsfradrag efter tilkaldereglerne. I denne forbindelse henviste man til, at skatteministeren i et brev til SID's lokalafdeling i Hanstholm havde udtalt, at de for Vestre Landsret indbragte kendelser måtte anses at være afsagt efter en samlet konkret bedømmelse af forholdene. Det var i øvrigt for Landsskatteretten oplyst, at skatteministerens beslutning om at hæve retssagerne var truffet efter en henvendelse fra SID, København, over for hvem ministeren havde begrundet beslutningen med, at den var i overensstemmelse med hans almindelige holdning med hensyn til appelbegrænsning i sager, i hvilke Landsskatteretten havde givet en klager medhold. Ministeren udtalte sig på samme måde i det ovenfor omtalte brev til lokalafdelingen.

Under henvisning til ministerens tilkendegivelser om baggrunden for, at de for Vestre Landsret indbragte sager blev hævet, fandt Landsskatteretten ikke at være afskåret fra at tage nærværende sag op til selvstændig bedømmelse.

På baggrund af det ved de stedlige skattemyndigheders undersøgelser i virksomhederne på X havn konstaterede, var Landsskatteretten endvidere af den opfattelse, at der nu måtte tages fornyet stilling til spørgsmålet om fiskelossernes (fiskesorterernes) tilkaldefradrag.

Landsskatteretten fandt ikke, at klagerens arbejdsforhold uden videre burde anses at påføre ham udgifter til befordring, som omfattedes af ligningsvejledningernes regler om tilkaldevagter i pkt. U 1.3.6. Retten fandt endvidere ikke, at der ved det af klageren anførte, herunder de fremlagte arbejdsnotater, var tilvejebragt et sikkert grundlag for at opgøre antallet af dage, hvor klageren havde fået et så kort varsel, før han skulle møde på arbejdet, at de omtalte regler om tilkaldevagt kunne finde anvendelse. Det måtte derfor være rimeligt at falde tilbage på det ifølge de lokale skattemyndigheders undersøgelser gennemsnitligt sandsynlige, og retten kunne således tilslutte sig de i denne sag afgivne, af Told- og Skattestyrelsen tiltrådte forslag om, at de påklagede ansættelser i denne henseende blev nedsat med henholdsvis 8.597 kr. og 6.472 kr.

LV 1990, U 1.3.6.

Ved bedømmelsen af, om fiskesorterere, beskæftiget i fiskeeksportvirksomheder, kunne beregne befordringsfradrag efter reglerne om tilkaldevagter, lagde Landsskatteretten den af de stedlige myndigheder foretagne undersøgelse om arbejdets tilrettelæggelse og varsler m.v. til grund. 40% af befordringen blev herefter anset for at kunne henføres til tilkaldevagter. Ved denne nye bedømmelse lagde man vægt på de af skatteministeren afgivne udtalelser over for SID om baggrunden for, at ministeriet havde hævet tidligere anlagte retssager om spørgsmålet. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten ikke at være afskåret fra at tage spørgsmålet op til fornyet bedømmelse.