Legislator Case Law & Legislation
W19911815625 DK

Gældseftergivelse - moder/datterselskab.(* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18156 Valid

Gældseftergivelse - moder/datterselskab.(* 1)

Aktieselskabet A klagede for skatteåret 1985/86 bl.a. over, at den stedlige skattemyndighed havde afslået at nedsætte selskabets skattepligtige indkomst med 3 mio. kr. i form af eftergivelse af et udenlandsk datterselskab B's gæld.

Det var oplyst, at det klagende selskab, der benyttede kalenderåret som regnskabsår, gennem en årrække havde været sambeskattet med et enkelt dansk datterselskab og 14 udenlandske datterselskaber, herunder det nævnte datterselskab, B. Datterselskaberne var alle rene salgsselskaber, der forhandlede de af moderselskabet fremstillede produkter. Indkomsterne for det klagende moderselskab og datterselskabet B indgik i en samlet selvangivet sambeskatningsindkomst på 156.452.967 kr.

Det var videre oplyst, at moderselskabet i det pågældende regnskabsår, 1984, havde eftergivet datterselskabet B en gæld til moderselskabet på 3 mio. kr. Dette beløb var medregnet i datterselskabets selvangivne indkomst med 2.999.001 kr., men ikke fradraget i moderselskabets selvangivne indkomst, således at eftergivelsen indgik som en indtægt i sambeskatningsindkomsten.

Selskabets påstand gik ud på, at dets egen ansatte indkomst blev nedsat med den eftergivne gæld på 3 mio. kr., og at datterselskabet B's ansatte indkomst på 2.197.641 kr. blev nedsat med den heri medregnede gældseftergivelse med 2.999.001 kr. Selskabets revisor begrundede dette med, at gældseftergivelsen havde karakter af en akkord, således at den var fradragsberettiget for yderen og skattefri for modtageren.

Som begrundelse for ikke at tage selskabets ovennævnte påstand om regulering af de selvangivne indkomster til følge havde skattemyndigheden anført, at forudsætningen for ikke at beskatte fordelen ved gældseftergivelsen måtte være en antagelse af, at fordringen/gælden ikke kunne antages at have en større værdi end den, som kreditorerne havde nedskrevet den til. I det foreliggende tilfælde, der eventuelt skulle sidestilles med en singulær akkord, var der efter myndighedens opfattelse betydelig tvivl om, hvorvidt moderselskabets fordring på gældseftergivelsestidspunktet havde en lavere værdi end pari, bl.a. fordi datterselskabet B i henhold til regnskaberne hele tiden havde været solvent uanset gældseftergivelsen. Skattemyndigheden havde derfor anset gældseftergivelsen for at måtte sidestilles med et tilskud til datterselskabet, og dette medførte, at datterselskabet skulle medregne tilskuddet i sin skattepligtige indkomst - som sket ved selvangivelsen - og at moderselskabet ikke kunne fradrage tilskuddet i sin skattepligtige indkomst, jf. selskabets selvangivelse.

Til støtte for det klagende selskabs påstand oplyste dets revisor om baggrunden for gældseftergivelsen, at datterselskabet på grund af ledelsesmæssige problemer med heraf følgende driftstab og betydelige debitortab i 1984 var blevet så svækket økonomisk, at det stod koncernledelsen klart, at selskabets fortsatte eksistens var truet, hvis hele gælden til moderselskabet skulle fastholdes og forrentes. Koncernledelsen havde derfor gennemført en ordning, som var resulteret i den omhandlede gældseftergivelse. Revisoren nævnte endvidere, at der ikke var tale om en fuldstændig gældseftergivelse, og at eftergivelsen ikke medførte, at egenkapitalen blev større end selskabets aktiekapital. Under henvisning hertil gjorde revisoren gældende, at gældseftergivelsen som led i rekonstruktionen af datterselskabet B's økonomi indeholdt en akkords elementer, således at fordelen ved gældseftergivelsen ikke var skattepligtig for modtageren, og således at yderen kunne fratrække det eftergivne beløb som et erhvervsmæssigt tab.

Under hensyn til, at den omhandlede fordring mod datterselskabet efter det oplyste måtte anses for at have været uinddrivelig for kreditor, og at et forsøg på at inddrive den måtte antages at ville have været til skade for koncernen, samt til, at datterselskabet B's egenkapital efter gældseftergivelsen ikke var blevet større end dets aktiekapital, fandt Landsskatteretten, at der havde foreligget en akkordlignende situation med de deraf følgende skattemæssige konsekvenser. Det klagende selskab var således berettiget til at fradrage tabet på 3 mio. kr. ved gældseftergivelsen, og datterselskabet B var ikke pligtigt at medregne fordelen ved gældseftergivelsen.

De påklagede ansættelser blev herefter nedsat i overensstemmelse med selskabets påstand.

LV 1990, SC 1.2.2.

Endelig adm. afgørelse 1991 18156 Valid

Et herværende moderselskab havde eftergivet en gæld på 3 mio. kr. i et udenlandsk datterselskab, der var sambeskattet med moderselskabet.

Da bl.a. gælden måtte anses for uinddrivelig, og datterselskabets egenkapital ved gældseftergivelsen ikke blev større end aktiekapitalen, blev moderselskabet anset for berettiget til at fradrage gældseftergivelsen og datterselskabet ikke forpligtet til at indtægtsføre den - der havde foreligget en akkordlignende situation.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →