Regnskabsår - omlægning - forpagtningsafgift. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Regnskabsår - omlægning - forpagtningsafgift. (* 1)
A klagede for indkomståret 1988 over, at skatteankenævnet ved omregning i forbindelse med omlægning af regnskabsår fastholdt, at forpagtningsafgift skulle omregnes med 12/19.
Det fremgik af sagen, at klageren tidligere havde haft regnskabsår fra den 1.6. til den 31.5. i det følgende år. Han fik tilladelse til at føre sit regnskabsår tilbage til kalenderåret, således at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1988 skulle opgøres på grundlag af indtægter og udgifter i perioden fra den 1.6. 1987 til den 31.12.1988, omregnet til et års indtægt.
Ved opgørelsen af den selvangivne indkomst var der medregnet 12/19 af en forpagtningsafgift på 98.752 kr.
Skatteankenævnet henviste ved afgørelsen bl.a. til en af Landsskatteretten afsagt kendelse af 29. marts 1982 vedrørende en noget lignende situation.
Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at forpagtningsindtægten skulle medregnes i den skattepligtige indkomst for indkomståret 1988 med 12/24 af 98.752 kr. eller med 49.376 kr.
Om baggrunden for tilbagelægningen af det forskudte regnskabsår til kalenderåret forklarede han, at klageren i 1985 ophørte med at drive landbrug, idet ejendommen blev bortforpagtet fra den 1. januar 1986. Vilkårene i forpagtningskontrakten var udarbejdet ud fra normal praksis inden for landbruget, hvilket også gjaldt betalingsterminerne. Til støtte for den nedlagte påstand henviste han til, at den oppebårne forpagtningsindtægt vedrørte 2 års forpagtningsindtægt, idet forpagtningsindtægterne forfaldt den 11. juni og 11. december.
Klagerens repræsentant anførte videre, at grundsynspunktet er, at omlægninger af regnskabsår ikke må stille den skattepligtige bedre eller ringere, end hvis omlægningen ikke havde fundet sted. Det betød, at forpagtningsindtægten ikke måtte indgå med et større beløb end den faktiske helårsindtægt. Han henviste i forbindelse hermed til, at godkendelsen af omlægningen da heller ikke indeholdt nogen bestemt omregningsfaktor. Det afgørende var, at indkomsten svarede til et års indtægt. Da en omregning med omregningsfaktoren 12/24 gav dette resultat, og da resultatet ikke førte til, at nogen indtægt blev unddraget beskatning, skulle omregningen foretages med denne omregningsfaktor.
Klagerens repræsentant henviste til støtte for sit synspunkt til Landsskatterettens kendelse af 27. juli 1967, refereret i Meddelelser fra Landsskatteretten 1968 nr. 80. Sagen drejede sig om omlægning af regnskabsåret fra kalenderåret til 1.11 - 31.10. Den skattepligtige indkomst skulle opgøres på grundlag af 12/10 af indkomsten i perioden 1.1. - 31.10. Klageren havde selvangivet i overensstemmelse hermed bortset fra, at han havde opgjort driftsresultatet af en fast ejendom for hele året. Ved ansættelsen blev driftsresultatet opgjort til 12/10 af resultatet fra 1.1. - 31.10. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at medregne et beløb, der oversteg det virkelige driftsresultat for 1 år.
Han henviste endvidere til Landsskatterettens kendelse af 20. oktober 1980, der drejede sig om omlægning af regnskabsåret 1.7. - 30.6. til kalenderåret. Den skattepligtige indkomst skulle opgøres til 12/18 af indtægten i tiden 1.7. 1977 - 31.12 1978. Den pågældende klagers indkomst omfattede en forpagtningsafgift, der forfaldt 1. april. Klageren havde selvangivet 12/18 af den pr. 1.4.1978 forfaldne forpagtningsafgift.
Skatterådet havde ved ansættelsen fundet, at forpagtningsindtægten skulle indgå med en normal helårsforpagtningsafgift. Da klageren for det efterfølgende indkomstår kun ville blive beskattet af 1 års forpagtningsafgift, fandt Landsskatteretten ansættelsen berettiget og stadfæstede ansættelsen.
Landsskatteretten var enig med klagerens repræsentant i, at omregningen af forpagtningsafgiften i overensstemmelse med princippet i de af repræsentanten påberåbte kendelser måtte foretages således, at der i indkomsten indgik et beløb, der svarede til et års forpagtningsindtægt.
Da retten herefter kunne tiltræde klagerens påstand, blev ansættelsen af forpagtningsafgiften nedsat til 49.376 kr.
Ved omlægning af regnskabsår fra 1.6. - 31.5. til kalenderåret skulle indkomsten for 1988 beregnes på grundlag af perioden 1.6.1987 - 31.12.1988, omregnet til et års indkomst. I den nævnte periode forfaldt 2 års forpagtningsafgift. Landsskatteretten var enig med klagerens repræsentant i, at omregning af forpagtningsafgiften skulle ske som 12/24, svarende til et års afgift.