Ejendomsvurdering - grundværdi - byggemodnet industrigrund. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Ejendomsvurdering - grundværdi - byggemodnet industrigrund. (* 1)
Ejendommen omfattede et grundareal på 3.004 m2 med et i 1977 opført autoværksted med et bebygget areal på 185 m2, beliggende i et område udlagt til erhvervsformål.
A klagede over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. l.l.l986 foretagne ansættelse grundværdien med påstand om nedsættelse.
Grundværdien var af skyldrådet ansat til 375.500 kr. svarende til 3.004 m2 a 125 kr.
Til støtte for påstanden henviste klageren bl.a. til, at kommunen i 1987 afhændede industrigrunde for 65 kr. pr. m2, samt at han pr. 1. december 1986 købte 2.040 m2 af kommunen til sammenlægning med klageejendommen for 50 kr. pr. m2.
Det var oplyst for Landsskatteretten, at det tilkøbte areal var næsten fuldt byggemodnet, og at det kun ville koste 5.000 kr. til detailkloak at bringe det i samme byggemodnede stand som klageejendommen.
Skyldrådet oplyste, at udgifterne til byggemodning af et nærliggende industriareal på 2.252 m2, beliggende i erhvervsparken, havde andraget ca. 407.000 kr. Klageren anførte hertil, at byggemodningen blev foretaget om vinteren og derfor var særlig bekostelig. Han fandt samtidig, at vurderingen af denne grund til 125 kr. pr. m2 var for lav, når de angivne udgifter til byggemodning blev taget i betragtning.
Klageren anførte yderligere, at selv med 1990-priser på maksimalt 70 kr. pr. m2 samt diverse tilslutningsafgifter som oplyst ville man højst komme op på en pris pr. m2 på 88,07 kr. Klageejendommen ville ikke kunne sælges for 125 kr. pr. m2, når man ved at køre 150 m længere mod øst af kommunen kunne købe en tilsvarende grund for 70 kr. pr. m2 plus diverse tilslutningsudgifter, der ikke ville bringe prisen op over 88 kr. pr. m2.
Det var for Landsskatteretten oplyst, at klageren ved skøde af 22/12 1987 til overtagelse 2/1 1987 havde afhændet 50% af klageejendommens 3.004 m2 for ialt 299.000 kr., heraf 208.790 kr. kontant.
Landsskatteretten bemærkede, at grundværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.
Til det af klageren anførte vedrørende de beløb kommunen udbød industrigrunde til bemærkedes, at kommunen gennem sin prispolitik havde mulighed for varetagelse af kommunale interesser, hvorfor man ikke umiddelbart kunne anse salgspriserne som udtryk for grundens almindelige handelsværdi. En værdiansættelse af industrijord måtte således også foretages på basis af salgspriser for ubebyggede industrigrunde i sammenlignelige områder.
Efter det for Landsskatteretten oplyste om vurderingen af råjord beliggende i tilsvarende industriområder baseret på salgspriser konstateret i det åbne marked, kunne den i vurderingskredsen ansatte råjordspris for industrigrunde på 25 kr. pr. m2 ikke antages at være for høj.
Med tillæg af den samlede udgift, der ville medgå til byggemodning af industrijord, fandt Landsskatteretten ikke, at der var grundlag for at antage, at værdien i handel og vandel for den af klagen omfattede fuldt byggemodnede industrigrund var for høj.
Ansættelsen af grundværdien blev herefter stadfæstet.
Et grundareal på 3.004 m2 med autoværksted, beliggende i et område udlagt til ehvervsformål, var af skyldrådet pr. 1.1.1986 ansat til 125 kr. pr. m2. A påstod grundværdien nedsat under henvisning til, at kommunen i 1987 solgte industrigrunde til 65 kr. pr. m2, samt at han pr. 1. dec. 1986 havde tilkøbt 2.040 m2 af kommunen for 50 kr. pr.
m2. Det var oplyst, at det tilkøbte areal var næsten fuldt byggemodnet bortset fra udgift til detailkloak. Det blev under sagens behandling endvidere oplyst, at A til overtagelse pr. 2.1.1987 havde solgt 50% af klageejendommens 3.004 m2 i 1987 for 299.000 kr., og at udgifterne til byggemodning af et nærliggende industriareal på 2.252 m2 havde andraget ca. 407.000 kr.
Landsskatteretten bemærkede, at de af kommunen opnåede salgspriser ikke umiddelbart kunne anses som udtryk for grundens almindelige handelsværdi, idet kommunen gennem sin prispolitik havde mulighed for at varetage kommunale interesser. En værdiansættelse af industrijord måtte således også foretages på grundlag af salgspriser for ubebyggede industrigrunde i sammenlignelige områder. Da den anvendte råjordspris for industrigrunde i vurderingskredsen var på 25 kr. pr.
m2 og ikke kunne antages at være for høj, og når der blev henset til den samlede udgift, der ville medgå til byggemodning af industrijord, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at værdiansættelsen af den af klagen omfattede fuldt byggemodnede industrigrund var for høj.