Børnebidrag - opholdssted. (* 1)

Børnebidrag - opholdssted. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt et af ham foretaget fradrag for betaling af børnebidrag på i alt 29.756 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var separeret fra sin hustru i flere omgange, sidst ved dom af 27. januar 1986, ved hvilken lejlighed hustruen havde fået forældremyndigheden over de 4 fællesbørn, ligesom klageren var pålagt bidragspligt. De 3 ældste børn havde klageren flere år forud for dommen ladet anbringe hos sin moder i Pakistan. I forbindelse med dommen havde Københavns Statsamt fastsat størrelsen af de bidrag, som klageren skulle betale til børnenes underhold.

De stedlige skattemyndigheder havde nægtet klageren fradrag for betalte bidrag til de 3 i Pakistan værende børn, bl.a. under hensyn til, at det rent faktisk var klageren, der havde udøvet forældremyndighed over børnene.

Told- og Skattestyrelsen henviste under sagens behandling for Landsskatteretten til, at det efter bestemmelsen i ligningslovens § 10, stk. 1, er en betingelse for at fradrage børnebidrag, at børnene ikke opholder sig hos bidragyderen. Det var styrelsens opfattelse, at denne betingelse ikke var opfyldt under de foreliggende omstændigheder, idet børnene måtte anses for at være i klagerens varetægt. Styrelsen havde herved lagt vægt på, at børnene uretmæssigt var placeret af klageren i Pakistan, hvor de opholdt sig i et af klageren opført og møbleret hus, samt at børnenes moder havde haft vanskeligheder med at få samkvem med børnene. En af den tidligere hustru afgiven erklæring, hvorefter bidrag blev tilladt betalt direkte til børnene, var dels udfærdiget efterfølgende, dels kunne den - set i forhold til de faktiske omstændigheder såvel før som efter 1986 - efter styrelsens opfattelse ikke tillægges afgørende betydning. Placeringen af børnene og betalingen af bidrag direkte til klagerens moder var ikke et led i separationsvilkårene, og styrelsen fandt, at der under de anførte omstændigheder var en sådan tilknytning mellem klageren og de 3 børn, at bidragene måtte anses for betalt som led i opfyldelsen af den almindelige forsørgelsesforpligtelse vedrørende børn, man havde i sin varetægt.

Klagerens advokat nedlagde påstand om anerkendelse af fradragsretten for de omhandlede bidrag. Til støtte herfor gjorde han gældende, at sagen alene vedrørte fortolkningen af ligningslovens § 10, stk. 1. Det fremgik ikke af lovbestemmelsen, at de af Told- og Skattestyrelsen nævnte forhold, herunder om varetægtsbegrebet, var relevante ved fortolkningen. Begreber som »ophold« og »varetægt« kunne ikke sidestilles, ligesom bestemmelsesret over børn ikke var et kriterium, der var fastsat ved loven. Det afgørende var, at børnene ikke opholdt sig hos klageren. Denne betingelse var opfyldt, idet børnene befandt sig i Pakistan i 1986. Placeringen af børnene i Pakistan var sket i overensstemmelse med den mellem de tidligere ægtefæller indgåede aftale. Der var således tale om en ordning, der var etableret af forældrene i fællesskab, og som sikrede børnene en pakistansk skolegang.

Advokaten fremhævede endvidere, at oplysningerne om klagerens forhold forud for separationsdommen af 27. januar 1986, som af skattemyndighederne var tillagt betydning, efter hans opfattelse var sagen uvedkommende. Dette gjaldt således bl.a. en af den danske ambassade i Pakistan indhentet udtalelse fra familiemedlemmer og bekendte i klagerens hjemby. Uanset at udtalelsen var indhentet til brug for et forhold, der var denne sag uvedkommende, havde skattemyndighederne lagt vægt på udtalelsen. Udtalelsen indeholdt i øvrigt en af klagerens moder afgivet forklaring, der - uanset at moderen ikke på det pågældende tidspunkt kunne vide noget om denne sag - støttede det af klageren oplyste om omstændighederne i forbindelse med placeringen af børnene.

Advokaten henviste herudover til en afgørelse fra det sociale amtsankenævn, der i forbindelse med behandlingen af klagerens forhold bl.a. havde udtalt, at klagerens bopælskommune blev pålagt at medtage forsørgelsesspørgsmålet til de i Pakistan værende børn på tilsvarende måde, som for så vidt angik det barn, der opholdt sig i Danmark.

Landsskatteretten fandt, at ligningslovens § 10, stk. 1, der bl.a. omhandler fradrag for bidrag til børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen, måtte sammenholdes med § 22, stk. 3, 4. pkt., i lov om børns retsstilling. Efter denne bestemmelse tilkom retten til at modtage bidrag den, der afholdt udgifterne til barnets forsørgelse, såfremt den pågældende havde eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over barnet eller lovligt havde barnet i pleje.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor børnenes ophold i klagerens ejendom i Pakistan, og betalingen af bidrag direkte til klagerens moder, ikke var et led i separationsvilkårene eller i øvrigt hvilede på et fyldestgørende retligt grundlag, men ensidigt var bestemt af klageren i strid med de fastsatte vilkår, var retten enig med skattemyndighederne i, at betingelserne for at fradrage de omhandlede bidrag efter ligningslovens § 10, stk. 1, ikke var opfyldt. Herved bemærkedes, at retten var enig med skattemyndighederne i, at den af klagerens tidligere ægtefælle efterfølgende udstedte erklæring ikke kunne tillægges afgørende betydning. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1990, F 1.1.

Et ægtepar var separeret, bl.a. på vilkår, at moderen skulle have forældremyndigheden over 4 fællesbørn og faderen svare bidrag til disse. De 3 ældste børn var flere år før af faderen anbragt hos hans moder i Pakistan, hvor de boede i et hus, tilhørende ham. De af faderen til børnene i Pakistan betalte bidrag blev ikke anset for fradragsberettigede efter ligningslovens § 10, stk. 1, der måtte sammenholdes med § 22, stk. 3, 4. pkt., i lov om børns retsstilling.