Goodwill - udskudt fastsættelse. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Goodwill - udskudt fastsættelse. (* 1)
A klagede over, at hans kapitalindkomst for indkomståret 1987 var forhøjet med for meget beregnet goodwill, 171.234 kr. + skattegodtgørelse heraf 42.808 kr.
Det var oplyst, at klageren i oktober 1985 havde startet egen virksomhed, bl.a. med en specialproduktion i metalvarer, og at han den 25. juni 1986, med virkning fra 1. januar 1986, havde omdannet virksomheden til et anpartsselskab, hvori han selv var hovedanpartshaver. I stiftelsesoverenskomsten var det aftalt, at der straks skulle betales for maskiner og inventar, medens værdi af goodwill først skulle fastsættes efter 30. juni 1987, når selskabets første regnskabsår, 1. januar 1986 til 30. juni 1987, var udløbet.
Skatterådet havde henvist til, at klageren ikke i efteråret 1985 havde betalt for goodwill ved erhvervelsen af de produktionsrettigheder, som påregnedes at give selskabet dets væsentligste indtjening, at SD-cirkulære 1988-17 om nye beregningsregler for værdiansættelse af goodwill ikke kunne anvendes, da der var tale om en ganske nystartet virksomhed, og at det var uberettiget at indregne driftsresultatet helt frem til 30. juni 1987 ved beregningen af goodwillværdien pr. 31. december 1985, idet værdien af den efter 1. januar 1986 oparbejdede goodwill tilhørte selskabet. Skatterådet havde herefter skønsmæssigt ansat værdien af goodwill til 25.000 kr. mod 196.234 kr. ifølge selskabets beregning, hvorved den foran nævnte difference på 171.234 kr. fremkom.
Klagerens repræsentant oplyste om klagerens baggrund for start af eget firma, at klageren i en årrække frem til 1. oktober 1985 havde været ansat i et smedefirma, hvor man bl.a. producerede dette specialprodukt i henhold til nogle tidligere erhvervede produktionsrettigheder. Denne produktion passede imidlertid ikke ind i smedefirmaets øvrige produktion, hvorfor klageren havde fået tilbud om at overtage den. Der skønnedes på dette tidspunkt ikke at være nogen goodwillværdi forbundet med denne produktion, idet avancen var minimal. Efter de af klageren indføjede ændringer i produktionsprocessen var imidlertid opstået mulighed for en betydelig, fremtidig indtjening, der i øvrigt var bekræftet af efterfølgende periodes regnskab. Under hensyn til den usikkerhed, som ved stiftelsen af selskabet var forbundet med fremtiden, aftaltes det, at goodwill efter 30. juni 1987 skulle beregnes ud fra 50% af driftsoverskuddet i den forløbne tid. Der kunne næppe have været foretaget en anden eller mere præcis beregning efter de konkrete omstændigheder, og den selvangivne værdi måtte derfor anses for helt rimeligt og sagligt beregnet, selv om beregningen først var foretaget i 1988.
Klagerens repræsentant bestred, at Østre Landsrets dom af 22. juni 1990 om fastsættelse af goodwillværdi kunne anvendes på klagerens situation, og anførte endvidere, at det efter praksis på dette område ikke var udelukket at fastsætte værdi af goodwill i en virksomhed selv efter en ganske kort driftsperiode. Værdien måtte i det foreliggende tilfælde fastsættes ud fra en vurdering af det indtjeningspotentiale, som en sagkyndig køber kunne konstatere var til stede.
Told- og Skattestyrelsen indstillede under sagens behandling for Landsskatteretten ansættelsen stadfæstet under henvisning til følgende momenter
- der var ikke handlet mellem uafhængige parter
- værdi af goodwill skal ansættes til handelsværdien, i dette tilfælde efter et frit skøn, da sædvanlige, vejledende regler ikke kan anvendes
- princippet i den nævnte Østre Landsretsdom fører til, at værdi af goodwill skal beregnes pr. 1. januar 1986, uden hensyn til efterfølgende begivenheder, som ikke var påregnelige på dette tidspunkt
- der var underskud i driften i de første 3 måneder, og en uafhængig tredjemand kunne derfor næppe tænkes at ville have betalt næsten 200.000 kr. for goodwill
- der var efter klagerens egen oplysning tale om en sæsonbetonet virksomhed, hvilket bestyrker antagelsen af, at goodwill ikke har haft nogen større værdi pr. 1. januar 1986
- stiftelsesoverenskomsten var meget kortfattet og mangelfuld og var i øvrigt aldrig underskrevet
- enhver goodwill oparbejdet efter 1. januar 1986 må tilhøre selskabet og kan derfor ikke være overdraget af klageren pr. 31. december 1985.
Landsskatteretten fandt i det hele at kunne tiltræde de af Told- og Skattestyrelsen anførte synspunkter. Retten var således enig i, at goodwillværdien på baggrund af Østre Landsrets dom af 22. juni 1990 skulle ansættes til værdien pr. 1. januar 1986, og at der ved denne værdiansættelse alene kunne medtages forhold, der var konstaterede, eller som var påregnelige på dette tidspunkt. Retten var endvidere enig i, at det oplyste om klagerens virksomhed i den korte driftsperiode ikke gav grundlag for at antage, at virksomheden havde haft en goodwillværdi pr. 1. januar 1986, der oversteg den ansatte værdi. Det bemærkedes herved, at retten ikke fandt, at klagerens forventninger til virksomheden kunne indgå ved værdiansættelsen som påregnelige forhold. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1990, L 6.2.2. og 6.4.
En personlig virksomhed var startet i oktober 1985. I juni 1986 blev den med virkning fra 1. januar 1986 omdannet til anpartsselskab. Det var aftalt, at værdi af goodwill først skulle fastsættes efter afslutning af selskabets første regnskabsperiode pr. 30. juni 1987.
Den ansatte goodwill på 25.000 kr. blev stadfæstet af Landsskatteretten, da værdien skulle fastsættes pr. 1. januar 1986 og kun med indregning af forhold, der var konstaterede eller påregnelige på dette tidspunkt. Klagerens egne forventninger kunne ikke indgå.