Studierejselegat - high-school ophold.(* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Studierejselegat - high-school ophold.(* 1)
A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset hende for indkomstskattepligtig af et studierejselegat på 38.331 kr., modtaget fra en familiefond, idet myndighederne ikke havde anset legatet for omfattet af Ligningsrådets anvisning vedrørende studierejselegater.
Det fremgik af de tilvejebragte oplysninger, at klageren i 1986 havde modtaget et legat fra B's Familiefond. Legatet skulle anvendes til dækning af rejseudgifter, opholdsudgifter m.v. i forbindelse med klagerens etårige ophold på high-school i Californien.
Det fremgik endvidere, at klageren på tidspunktet for sprogrejsens gennemførelse var 15 år.
Told- og Skattestyrelsen indstillede ansættelsen stadfæstet. Styrelsen anførte til støtte herfor, at baggrunden for den af Ligningsrådet vedtagne vejledende anvisning om studierejselegater skulle ses i lyset af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6 a, hvorefter der gives fradrag for udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
Legater, der blev ydet til hjælp til gennemførelse af en uddannelse, var personlig indkomst, idet der var tale om en ikke fradragsberettiget etableringsudgift.
Told- og Skattestyrelsen henviste i den forbindelse til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked, offentliggjort i »skat« 1990, nr. 6. Ved denne afgørelse havde Ligningsrådet fortolket sin egen anvisning vedrørende studierejselegater således, at der ikke var skattefrihed for legater, der blev ydet til hjælp til gennemførelse af en uddannelse. Sådanne legater kunne efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses for skattefri i medfør af Ligningsrådets anvisning om studierejselegater, hvadenten udbetalingen hidrørte fra Statens Uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler. Det anførtes endvidere af styrelsen, at skattefriheden efter anvisningen om studierejselegater alene omfattede rejseudgifter, men derimod ikke opholdsudgifter.
Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten påstand om nedsættelse til det selvangivne beløb, idet legatet måtte anses for omfattet af undtagelsesreglerne vedrørende studierejselegater. Det anførtes til støtte herfor bl.a., at legater som udgangspunkt var skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4 c, men at legater, for hvis tildeling det stilledes som betingelse, at de blev anvendt til rejse i studieøjemed, var skattefri efter Ligningsrådets anvisning. Ifølge anvisningen var legaterne skattefri i det omfang, de medgik til dækning af de med rejsen og opholdet forbundne merudgifter.
Det anførtes endvidere, at betingelsen for, at legatet var omfattet af anvisningen var, at det ved tildelingen af legatet blev stillet som betingelse, at man rejste i studieøjemed. Der var ikke i anvisningen eller i praksis vedrørende denne stillet noget krav til uddannelsens art.
For så vidt angik hjemlen til anvisningen var det klagerens repræsentants opfattelse, at denne nærmest måtte søges i den skattemæssige behandling af klausulerede gaver, idet legatet ikke kunne anvendes til andet end studierejser.
Med hensyn til den offentliggjorte bindende forhåndsbesked fra 1990 gjorde klagerens repræsentant gældende, at denne afgørelse, der i sin offentliggjorte form var meget kortfattet, måtte anses for helt konkret. Der henvistes til, at det ikke fremgik af afgørelsen, med hvilken begrundelse det pågældende legat blev anset for indkomstskattepligtigt. Det var repræsentantens opfattelse, at afgørelsen var udtryk for en skærpelse af praksis. Såfremt Landsskatteretten måtte være enig i resultatet i afgørelsen, kunne dette derfor ikke tillægges betydning for den foreliggende sag, der vedrørte indkomståret 1986. Klageren måtte kunne støtte ret på anvisningen for dette indkomstår, der ifølge hidtidig praksis måtte fortolkes således, at det modtagne studierejselegat var omfattet af skattefriheden.
Landsskatteretten bemærkede, at Ligningsrådets vejledende anvisninger i en længere årrække havde indeholdt særlige regler om den skattemæssige behandling af legater til rejser i studieøjemed.
Den vejledende anvisning havde haft følgende ordlyd
»Legater, for hvis tildeling det stilles som betingelse, at de anvendes til rejser i studieøjemed, er indkomstskattefri i det omfang, de medgår til dækning af de med rejsen og opholdet forbundne merudgifter til logi, kost og forplejning.«
Reglerne var nærmere beskrevet i Statsskattedirektoratets årlige ligningsvejledninger. Den af Told- og Skattestyrelsen hævdede fortolkning af reglerne fremgik hverken af anvisningens ordlyd eller af omtalen af reglerne i ligningsvejledningerne.
Retten fandt endvidere ikke, at styrelsens synspunkt, hvorefter hjemlen for anvisningen alene måtte søges i driftsomkostningssynspunktet, stemte med praksis. Anvisningen var således i praksis anset for også at omfatte tilfælde, der faldt uden for driftsomkostningsområdet. Der kunne herved bl.a. henvises til den i Meddelelser fra Landsskatteretten 1980, nr. 54, offentliggjorte kendelse, hvor det med Statsskattedirektoratets tiltræden blev anerkendt, at reglerne omfattede en studerendes studierejse til USA af en varighed på ca. 2 år.
Retten kunne herefter tilslutte sig det af klagerens repræsentant anførte, hvorefter studierejselegater efter hidtidig praksis måtte anses for omfattet af anvisningen, når blot de var ydet med den klausul, at de skulle anvendes til rejse og ophold i udlandet i studieøjemed. Der var derfor ikke grundlag for at foretage en sådan indskrænkende fortolkning af anvisningen, at legatet i den foreliggende sag faldt uden for anvisningens anvendelsesområde.
Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 38.331 kr.
LV 1990, E. 3.5.2.
En 15-årig havde af en familiefond modtaget et studierejselegat på ca. 38.000 kr. til et etårigt ophold på en high-school i USA til dækning af rejse- og opholdsudgifter m.v. Landsskatteretten anså dette legat for omfattet af skattefrihedsbestemmelsen i Ligningsrådets vejledende anvisninger, idet legatet var ydet med klausul om anvendelse til rejse og ophold i udlandet i studieøjemed.