Repræsentationsudgifter - krosalgsarrangementer.(* 1)

Repræsentationsudgifter - krosalgsarrangementer.(* 1)

Aktieselskabet A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked, hvorefter selskabets fradrag for udgifter til »krosalgsarrangementer« ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1990/91 blev anset for at være omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 8, stk. 4, om repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret.

Det var oplyst, at det klagende selskabs produkter var dyner, hovedpuder, lagner o.lign., som selskabet afsatte i forbindelse med afholdelse af »krosalgsarrangementer«. Det var herom oplyst, at nogle dertil ansatte medarbejdere ved gennemlæsning af telefonbøger m.v. udvalgte mulige deltagere i disse arrangementer, som afholdtes hver aften forskellige steder i landet på kroer, hoteller o.lign. Deltagerne modtog breve fra selskabet med tilmeldingsblanketter, som de, der ønskede at deltage, kunne tilbagesende til selskabet. Arrangementerne afholdtes fra kl. 19.00 til kl. 21.00 og blev ledet af handelsagenter, der drev selvstændig virksomhed, og som lod servere et måltid for gæsterne. Drikkevarer var for deltagernes egen regning. Efter spisningen præsenterede handelsagenterne selskabets produkter og optog ordrer, der blev videresendt til selskabet, som sørgede for, at varerne blev sendt ud til kunderne. Samtlige udgifter til disse arrangementer blev betalt af selskabet.

Til støtte for synspunktet, at disse udgifter måtte anses for at være repræsentationsudgifter, henviste Ligningsrådet til, at traktementerne havde karakter af en egentlig bespisning, da der var tale om middagsmad, at der ikke var offentlig adgang, og at arrangementerne derfor ikke havde karakter af reklame.

Selskabet påstod over for Landsskatteretten udgifterne godkendt som fuldt fradragsberettigede reklameudgifter, idet dets advokat for så vidt angik traktementet henviste til, at der kun serveredes en ret med en ombæring, og at gæsterne selv måtte betale for drikkevarer. Endvidere bemærkede advokaten, at da arrangementerne fandt sted omkring normal spisetid om aftenen, måtte det være naturligt at byde på et lettere måltid i stedet for kaffe med brød, som ville være blevet tilbudt, hvis demonstrationerne var foregået f.eks. om formiddagen. Der var efter advokatens opfattelse tale om et traktement, der udgiftsmæssigt måtte kunne sidestilles med det i den årlige ligningsvejledning omtalte mindre traktement, der henførtes til reklameområdet, idet den manglende servering af drikkevarer gjorde, at der ikke var tale om et fuldt måltid.

Med hensyn til spørgsmålet om offentlig adgang bemærkede advokaten, at udgifterne anvendtes til indsats over for en større ubestemt kreds af aktuelle eller potentielle kunder. Han oplyste, at selskabet havde opdelt landet i geografiske områder, og at det var inden for disse områder, de potentielle kunder samledes til de enkelte arrangementer, men selskabet ville aldrig formene potentielle kunder fra andre områder adgang til nogen demonstration. Endvidere mente advokaten ikke, at bestemmelserne i cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986 om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter, jf. punkt 3 b, næstsidste afsnit, kunne fortolkes således, at det var en forudsætning for at anse udgiften for en reklameudgift, at der var offentlig adgang til arrangementet.

Herudover bemærkede advokaten, at selskabet reklamerede for sine varer ved først at udsende indbydelser til potentielle kunder med opfordring til at deltage i arrangementerne, hvor varerne kunne demonstreres, og at denne form for reklame var mest hensigtsmæssig og billig og den eneste form for reklame, som selskabet benyttede.

Endelig henviste advokaten bl.a. til baggrunden for reglen om begrænset fradragsret for repræsentationsudgifter, nemlig at disse kunne have karakter af privatforbrug. Dette kunne imidlertid ikke være tilfældet ved selskabets nævnte arrangementer, hvortil udgifterne i vid udstrækning måtte anses for at træde i stedet for udgifter til leje af demonstrationslokaler. Endvidere henvistes til, at den stedlige skatteforvaltning og nu nedlagte ligningskommission havde anset udgiften for en reklameudgift.

Landsskatteretten bemærkede, at det i Højesterets dom af 13. marts 1990 om Future Fashion Scandinavia Fond nævnedes, at det i bemærkningerne til lovforslaget om begrænsningen af fradragsretten for repræsentationsudgifter bl.a. var udtalt, at begrebet repræsentation ikke var defineret noget sted i skattelovgivningen, men at repræsentationsudgifter kunne beskrives som udgifter, som en skatteyder afholdt for at få afsluttet forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelse, og som var afholdt over for personer, der ikke var knyttet som medarbejdere til virksomheden. Repræsentation havde således karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser. Endvidere nævnedes det i dommen, at det i bemærkningerne til lovforslaget var udtalt, at udgifter til mindre traktementer, der afholdtes i forbindelse med messer og udstillinger eller pressemøder, hvortil der var åben adgang for pressen eller andre interesserede, ville kunne betragtes som reklameudgifter. Denne dom lagde i øvrigt afgørende vægt på, at der i det foreliggende tilfælde var tale om en egentlig bespisning, således at udgifterne allerede under hensyn til traktementets omfang ikke kunne anses for reklameudgifter.

Efter Landsskatterettens opfattelse måtte de i den foreliggende sag omhandlede traktementer anses for at have et sådant omfang, at der var tale om bespisning, og dette måtte under hensyn til bemærkningerne til lovforslaget og den nævnte højesteretsdom samt det af selskabets advokat omtalte cirkulære medføre, at udgifterne til arrangementerne ikke kunne fradrages fuldt ud efter ligningslovens § 8, stk. 1, om reklameudgifter, eller statsskattelovens § 6 a om driftsomkostninger, men måtte anses for omfattet af den begrænsede fradragsret for repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 4.

LV 1990, L 4.6 og 4.7.

Et selskab, hvis produkter var dyner og sengetøj m.v., afholdt kroarrangementer, hvor gæsterne fik serveret et måltid, bestående af en ret, og uden drikkevarer. Derefter blev selskabets produkter præsenteret. Deltagerne var udfundet inden for geografiske områder, og havde fået skriftlige henvendelser, hvorefter de selv skulle tilmelde sig. Landsskatteretten stadfæstede Ligningsrådets bindende forhåndsbesked, hvorefter udgifterne til arrangementerne var omfattet af ligningslovens § 8, stk. 4, om repræsentationsudgifter med begrænset fradrag. Der var lagt vægt på, at traktementet måtte anses for bespisning, jf. Højesterets dom af 13. marts 1990.