Rejseudgifter - vognmand - udland. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Rejseudgifter - vognmand - udland. (* 1)
Vognmand A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for rejsedage til 33.300 kr. beregnet som 150 kr. pr. dag i 222 dage.
Klageren, der var selvstændig vognmand, havde selvangivet et fradrag på 350 kr. pr. dag, og klagerens revisor nedlagde påstand på godkendelse af dette fradrag.
Ved en af Landsskatteretten den 26. februar 1991 afsagt kendelse havde retten statueret, at en eksportchauffør i forbindelse med rejsedage i udlandet var berettiget til fradrag med 350 kr. pr. dag svarende til de for tjenestemænd gældende satser.
Det var herved lagt til grund, at SD-cirkulære 1986-51 efter sin ordlyd indeholdt de for indkomståret 1987 gældende regler, der ikke var blevet ændret af Ligningsrådet ved et præciserende cirkulære inden udgangen af 1987. En ændring var først gennemført i cirkulæreform ved SD-cirkulære 1988-13, hvor det som begrænsende regel blev fastslået, at regelsættet ikke var gældende for personer beskæftiget ved transport. Efter dette cirkulæres ordlyd kunne det imidlertid først have virkning fra indkomståret 1988.
Klageren var imidlertid som selvstændig vognmand ikke omfattet af SD-cirkulære 1986-51, og han kunne derfor ikke anses for berettiget til at benytte statens satser for rejsegodtgørelser til tjenestemænd. Klageren var derimod omfattet af Ligningsrådets anvisning om lastbilchauffører, og det var i overensstemmelse med denne, at han havde fået indrømmet fradrag, svarende til chauffør-satserne, i den personlige indkomst.
Den påklagede ansættelse af klagerens fradrag for rejseudgifter blev herefter stadfæstet.
LV 1989, D 3.33.
Den ved Landsskatterettens kendelse af 26. februar 1991 i LSR 1991-1-167 (gengivet i »t&s nyt« 1991, nr. 7, side 383) statuerede adgang for eksportchauffører til i 1987 at fradrage 350 kr. pr. dag, kunne ikke overføres til brug for selvstændige vognmænd. Disse var ikke omfattet af SD-cirkulære 1986-51, men af Ligningsrådets anvisninger for lastbilchauffører, dvs. med fradrag 150 kr. pr. dag.