Separation - bodeling - aktieoverdragelse - hovedaktionærstatus.(* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Separation - bodeling - aktieoverdragelse - hovedaktionærstatus.(* 1)
A og B klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked vedrørende aktieoverdragelse m.v. i forbindelse med separation.
Der var ønsket bindende forhåndsbesked om følgende spørgsmål
1) Indtræder A i forbindelse med separation fra B, hvor hun får udlagt aktier og konvertible gældsbreve fra ægtefællens bodel, i dennes skattemæssige anskaffelsessum og anskaffelsestidspunkt for disse værdipapirer?
2) Vil A's aktionærstatus efter separationen alene afhænge af hendes og hendes families aktiebesiddelser?
3) Kan A efter separationen afhænde aktierne og de konvertible gældsbreve skattefrit efter aktieavance- beskatningslovens § 4, stk. 1, 2. punktum, enten til det udstedende selskab efter meddelt dispensation i medfør af ligningslovens § 16 B, stk. 6, jf. stk. 1, eller til C?
Det fremgik af sagen, at ægtefællerne A og B havde indgivet ansøgning om bevilling til separation. I forbindelse med separationen havde ægtefællerne, jf. bodelingsoverenskomstens § 8, hvor fællesformuen i det fuldstændige formuefællesskab var opgjort til 4.105.000 kr., besluttet, at A skulle have udlagt en del af sin boslod i B-aktier og konvertible gældsbreve i selskabet C Handels- og Ejendomsselskab A/S, såfremt hun ville kunne afhænde såvel aktierne som de konvertible gældsbreve skattefrit.
C Handels- og Ejendomsselskab A/S havde en nominel aktiekapital på 600.000 kr., fordelt med nominelt 150.000 kr. A-aktier og nominelt 450.000 kr. B-aktier. Endvidere havde selskabet i juni 1981 udstedt nominelt 300.000 kr. i konvertible gældsbreve. B ejede sammen med faderen C mere end 25% af aktiekapitalen i selskabet.
Ægtefællernes samlede beholdning af aktier og konvertible gældsbreve i C A/S udgjorde nominelt 92.500 kr. B-aktier og nominelt 50.500 kr. konvertible gældsbreve. Såvel B-aktierne som de konvertible gældsbreve tilhørte B's bodel. Aktierne var erhvervet af B til pari kurs i 1971 og 1972. De konvertible gældsbreve var erhvervet af B i juni 1981 ved indskud til pari kurs.
Den gennemsnitlige skattekurs for aktierne og de konvertible gældsbreve udgjorde pr. 1. januar 1990 2.265.
Efter separationen, der var sket ved bevilling i juni 1989, overvejede A af økonomiske årsager at sælge såvel B-aktierne som de konvertible gældsbreve enten til C eller til det udstedende selskab.
Ligningsrådet havde meddelt klagerne følgende begrundede svar
»B er hovedaktionær i relation til aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 3, i C Handels- og Ejendomsselskab A/S, idet han sammen med sin fader ejer mere end 25% af selskabets aktiekapital.
B's overdragelse af aktier og konvertible gældsbreve i selskabet til A i forbindelse med separationen behandles ikke som en afståelse i skattemæssig henseende. Til gengæld indtræder A i skattemæssig henseende i B's anskaffelsessum og anskaffelsestidspunkt samt hovedaktionærstatus vedrørende de erhvervede aktier og konvertible gældsbreve. Der henvises herved til Skatteministeriets cirkulære nr. 1 af 2. januar 1984 om beskatning ved afståelse af aktier m.v. pkt. 3, afsnit 3.
A skal derfor ved afståelse af de erhvervede aktier og konvertible gældsbreve efter separationen beskattes efter de regler, der gælder for afståelse af hovedaktionæraktionæraktier«.
Klagerne påklagede besvarelsen af spørgsmål 2 og 3 og påstod afgørelsen ændret i overensstemmelse med vedkommende ligningskommissions og amtsskatteinspektorats opfattelse, der var gået ud på følgende
» ad spørgsmål 2.
Ja, en tidligere ægtefælles aktiebesiddelse medregnes ikke ved afgørelse af, om skatteyder er undergivet hovedaktionærbeskatning, idet en sådan sammenkædning ophører ved separationens indtræden.
ad spørgsmål 3.
Ja, ud fra den opfattelse, at der i den beskrevne situation ikke skal ske beskatning af en opnået avance ved salget af aktierne.« Told- og Skattestyrelsen udtalte over for Landsskatteretten bl.a., at udgangspunktet for den skattemæssige behandling af overdragelse af aktier mellem samlevende ægtefæller er kildeskattelovens § 26 B, som er en successionsregel. Successionen medfører, at overdrageren ikke beskattes af sin aktieavance. Heller ikke overdragelse af aktier mellem ægtefællerne i forbindelse med separation eller skilsmisse behandles som afståelse. Beskatningen udskydes, indtil erhververen afstår aktierne. Til gengæld indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling, herunder hovedaktionærstatus.
Styrelsen henviste til en række yderligere bestemmelser, herunder cirkulære nr. 78 af 29. maj 1989, og indstillede Ligningsrådets afgørelse stadfæstet.
Landsskatteretten bemærkede, at den successionsregel, Told- og Skattestyrelsen henviste til - kildeskattelovens § 26 B - kun gælder for samlevende ægtefæller.
Henvisningen til cirkulære af 29. maj 1989 fandtes heller ikke afgørende, da personkredsen her var begrænset til børn, børnebørn, søskende og deres børn m.v., jf. punkt 4.
Landsskatteretten bemærkede dernæst, at spørgsmålet om hustruens hovedaktionærstatus, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 3, specielt var omtalt i Skattedepartementets cirkulære nr. 1 af 2. januar 1984, pkt. 14. Det fremgik heraf, jf. afsnit 4, 5 og 6, at den skattepligtige, der får overdraget aktier fra ægtefællen, indtræder i ægtefællens stilling ved afgørelsen af, om der foreligger et hovedaktionærforhold. Det fremgik endvidere, at overdrager manden - der er omfattet af hovedaktionærbeskatningen som følge af sin faders aktiebesiddelse (hvad der er tilfældet her i sagen) - aktier til hustruen, vil hun overtage mandens hovedaktionærstilling.
Endelig fremgik det af sidste afsnit, at dette dog kun gælder, for så vidt angik de aktier, hun havde fået overdraget, og denne hovedaktionærstilling som følge af svigerfamiliens aktiebesiddelse ville ophøre straks ved separationen.
Landsskatteretten fandt, at ordlyden af nævnte cirkulæres punkt 14 direkte omhandlede forholdet i den påklagede sag.
Landsskatteretten var således enig med klagerne i, at de to påklagede spørgsmål skulle besvares bekræftende.
LV 1990, SH 1.3.1.
I en bindende forhåndsbesked var rejst spørgsmål om den skattemæssige stilling for modtageren af nogle aktier, overdraget ved bodeling i forbindelse med separation. Landsskatteretten fandt, at overdragerens hovedaktionærmæssige status ikke ville blive overført til modtageren for sådanne aktier. Modtageren ville kunne sælge aktierne skattefrit efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1.