Årsopgørelse - ændring. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Årsopgørelse - ændring. (* 1)
A klagede for indkomståret 1987 over, at den stedlige skattemyndighed havde nægtet at godkende hans fradrag i den personlige indkomst på 94.896 kr. for underskud i kommanditselskaber, og fradrag i kapitalindkomsten på 24.358 kr. for renteudgifter.
Det var oplyst, at der i juli 1988 var udfærdiget årsopgørelse nr. 1 og 2 vedrørende indkomståret 1987, og at der i marts 1989 var udskrevet årsopgørelse nr. 3, hvorved der fejlagtigt var indrømmet klageren fradrag for de foran nævnte beløb. Fejlen blev opdaget i forbindelse med gennemgangen af selvangivelsen for indkomståret 1988. Efter korrespondance med klageren blev der den 11. januar 1990 foretaget en ændret ansættelse, hvorved de pågældende fradrag blev annulleret, og herefter blev der den 26. januar 1990 udskrevet årsopgørelse nr. 4 (vedrørende indkomståret 1987).
Klageren anfægtede ikke over for Landsskatteretten den talmæssige rigtighed af årsopgørelse nr. 4, men gjorde gældende, at den begunstigende forvaltningsakt, som forelå med skattemyndighedens årsopgørelse nr. 3, ikke kunne tilbagekaldes ved senere opgørelser, hvorved han blev stillet ringere med hensyn til skattebetalingen. Han anførte til støtte herfor, at skattemyndigheden måtte være nærmest til at bære ansvaret for de fejl, der måtte forekomme, og at han efter fremkomsten af årsopgørelse nr. 3 måtte have en berettiget forventning om, at denne var den endelige. Hvis han havde været klar over, at der senere ville blive foretaget ændringer til skade for ham, ville han have disponeret anderledes.
Den stedlige skattemyndighed anførte under henvisning til den dagældende skattestyrelseslov, lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, følgende om lovgrundlaget for det passerede
I skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, fastslås følgende
»Ligningskommissionerne kan tage en tidligere foretagen ansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden udløbet af fristen efter stk. 5. Forinden kommissionerne foretager ændring af en ansættelse, skal der gives den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. I disse tilfælde skal der i underretningen til den skattepligtige om den ændrede ansættelse gives oplysning om begrundelsen herfor og vejledning om klageadgangen efter § 4.«
I skattestyrelseslovens § 3, stk. 5, fastslås følgende
»Skatteansættelsen skal være foretaget senest 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.«
I skattestyrelseslovens § 15, stk. 2, fastslås følgende
»Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte regler, hvorefter ligningskommissionerne kan ændre ansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 5. Dette gælder dog ikke i det omfang, der af Landsskatteretten, Ligningsrådet, et amtsligningsråd eller et skatteråd er taget stilling til en ansættelse. Ministeren for skatter og afgifter kan ligeledes fastsætte regler, hvorefter ligningskommissionerne kan foretage nye ansættelser i tilfælde, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget.«
I § 1 i Ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 139 af 20. marts 1986, er der givet sådanne regler, som nævnt i skattestyrelseslovens § 15, stk. 2. I tilknytning til bekendtgørelsen har Statsskattedirektoratet endvidere i SD-cirkulære 1986-10 af 1. april 1986 fastsat nærmere retningslinier.
Efter ligningsfristens udløb åbnes der med ovennævnte bekendtgørelse mulighed for, at en ligningskommission kan tage ansættelsen op til prøvelse og ændring i det omfang, der ikke af Landsskatteretten, Ligningsrådet, et amtsligningsråd eller et skatteråd er taget stilling til ansættelsen, jf. § 15, stk. 2.
Herudover anfører bekendtgørelsen følgende begrænsninger, idet ændring af en skatteansættelse ikke vil kunne foretages i de tilfælde, hvor
a) forhøjelsen må anses for at være af uvæsentlig betydning
b) ændringen har sammenhæng med ansvarspådragende forhold, eller
c) ansættelsen er under behandling ved en højere skattemyndighed.
Der henvises i øvrigt til forretningsorden for ligningskommissioner uden for København § 13, stk. 3, hvoraf der fremgår følgende
»Efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist (31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår som ansættelsen vedrører) kan ligningskommissionen tage en ansættelse op til prøvelse og ændring i det omfang, der ikke af Landsskatteretten, Ligningsrådet, et amtsligningsråd eller et skatteråd er taget stilling til ansættelsen.«
Det bemærkes i øvrigt, at ligningskommissionen ifølge skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, kan bemyndige skatteadministrationen til at foretage ansættelser på kommissionens vegne.
Det var således skattemyndighedens opfattelse, at der havde foreligget fornøden hjemmel til ændringen af årsopgørelse nr. 3, og da årsopgørelse nr. 4 talmæssigt var i overensstemmelse med det selvangivne, kunne der ikke kræves nogen nærmere begrundelse for ændringen af årsopgørelse nr. 3.
Landsskatteretten bemærkede, at skattemyndighederne var berettigede til at foretage ændring i ansættelsen af en skattepligtig indkomst, indtil fristen herfor i henhold til nævnte lovbestemmelser m.v. var endeligt udløbet. Der sås ikke at foreligge formelle mangler eller fejl i forbindelse med ændringen af årsopgørelse nr. 3, og uanset at denne ændring økonomisk havde været til skade for klageren, kunne han ikke anses at have haft nogen retsbeskyttet forventning om, at årsopgørelse nr. 3 - som han måtte kunne indse var forkert - var den endelige. De af skattemyndigheden ved skrivelse af 11. januar 1990 foretagne ændringer blev derfor stadfæstet.
En skatteyder havde for indkomståret 1987 modtaget 3 årsopgørelser, den seneste i marts måned 1989. I forbindelse med behandlingen af hans 1988-selvangivelse opdagede skattemyndigheden, at der var fejl i 1987 ansættelsen. I januar 1990 udsendtes årsopgørelse nr. 4 for 1987, hvorved tidligere godkendte fradrag blev annulleret og ansættelsen talmæssigt kom til at svare til selvangivelsen for 1987.
Landsskatteretten fandt den foretagne ændring berettiget efter bestemmelserne i den dagældende skattestyrelseslov, også selv om seneste ændring havde været til skade for skatteyderen, idet han måtte kunne indse, at årsopgørelse nr. 3 var forkert.