Tilskud - benzinforhandler - rådighedsindskrænkning. (* 1)

Tilskud - benzinforhandler - rådighedsindskrænkning. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst med 7.500 kr. i yderligere driftstilskud.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren drev en benzinstation som forhandler for olieselskabet B, tidligere for olieselskabet C.

Af sagen fremgik det endvidere, at klageren ved låneoverenskomst i november 1983 ((PIL RIGHT))i tilslutning til overenskomst((PIL LEFT)) fra selskabet C havde modtaget et rentefrit lån på 150.000 kr. at afdrage med 7.500 kr. hver 11. juni og 11. december termin.

Det ydede lånebeløb var anvendt til opførelse af et 72 m2 halvtag over en pumpeø og til inventar i og ombygning af butik.

I henhold til den nævnte aftale ydedes der klageren et tilskud af en sådan størrelse, at det til enhver tid skulle dække forfaldne afdrag på lånet, svarende til 7.500 kr. pr. halvårlig termin, under forudsætning af køb af visse minimumskvanta på årsbasis. Der var samtidig med indgåelsen af aftalen på klagerens ejendom lyst en deklaration, hvoraf fremgik, at C A/S havde eneret til salg af forbrugerolieprodukter fra ejendommen.

I juli 1986 havde klageren indgået en aftale med olieselskabet B, og dette var indtrådt i C's rettigheder og forpligtelser for så vidt angik den tidligere indgåede aftale om lån og rådighedsindskrænkning på basis af den på ejendommen lyste deklaration.

Ved indkomstopgørelsen havde klagerens revisor af det samlede årlige driftstilskud på 15.000 kr. alene medregnet 7.500 kr., under henvisning til, at der forelå praksis for, at halvdelen af et sådant ydet tilskud blev anset for at kompensere de rådighedsbegrænsninger, som den pågældende benzinforhandler havde påtaget sig, og som i nærværende tilfælde var udtrykt gennem den på ejendommen lyste servitut.

Skattemyndighederne havde nægtet denne modregning under henvisning til, at benzinforhandlerkontrakter efter 1. januar 1986 alene kunne indgås for et tidsrum af 3 år. Hertil kom, at der efter loven også var mulighed for at frigøre sig for rådighedsindskrænkninger hidrørende fra kontrakter indgået før dette tidspunkt. Herefter måtte de reale grunde til en modydelse som kompensation for rådighedsindskrænkningen anses for at være bortfaldet.

Landsskatteretten fandt efter de tilvejebragte oplysninger - herunder at der efter den ved lov om benzinforhandlerkontrakter indførte opsigelsesadgang i princippet ikke længere var tale om en længerevarende rådighedsindskrænkning, men derimod om en rådighedsindskrænkning af kortere varighed - at det modtagne tilskud i sin helhed måtte betragtes som et skattepligtigt driftstilskud, idet der ikke kunne anses at være grundlag for at opretholde en delvis skattefritagelse for dette tilskud. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

En benzinforhandler havde med leverandøren af benzin m.v. aftale om et lån, der skulle afdrages med beløb, der svarede til tilskud, ydet mod aftagelse af bestemte minimumskvanta. Samtidig var lyst deklaration på klagerens ejendom om rådighedsindskrænkninger. De årlige tilskud blev i 1987 anset for fuldt indkomstskattepligtige, idet der med virkning fra 1986 var gennemført en lov om tidsbegrænsning til 3 år for benzinforhandlerkontrakter.