Advokatudgifter - adgangsvej. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Advokatudgifter - adgangsvej. (* 1)
A klagede for indkomståret 1988 over, at de lokale skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 6.477 kr. for omkostninger ved en retssag.
Klageren drev i fællesskab med en medejer en landbrugsejendom, således at klagerens andel udgjorde 80%.
Det fremgik af sagen, at udgifterne i forbindelse med retssagen havde omfattet vidnegodtgørelse med 296 kr., klageafgift med 300 kr., omkostninger til modpartens advokat med 5.000 kr. og salær til egen advokat med 2.500 kr., eller i alt 8.096 kr. ekskl. moms 550 kr.
Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten fradrag for 80% heraf, svarende til 6.477 kr.
Det fremgik af de i forbindelse med retssagen udvekslede processkrifter, at klageren og hans medejer ca. 20 gange om året kørte ind på naboens arealer med traktorer og store maskiner. Klageren og medejeren var blevet sagsøgt med påstand om anerkendelse af, at de og senere ejere og brugere af landbrugsejendommen fandtes uberettigede til færdsel af enhver art på de berørte arealer. Klageren og medejeren havde påstået frifindelse under anbringende af, at de ved hævd havde erhvervet en færdselsret. I et indenretligt forlig havde de fået anerkendt retten til at færdes på den berørte vejstrækning og retten til på naboens areal at fjerne en stenbunke, der lå i vejen for klagerens adgang til sine marker.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke fundet, at der var tale om en udgift, der vedrørte den løbende drift af landbrugsejendommen, men derimod indkomstgrundlaget. Man havde derfor nægtet fradrag for udgifterne i medfør af statsskattelovens § 6 a.
Da en ejer af ejendommen ved retssagen havde opnået adgang til at færdes med landbrugsmaskiner på de berørte arealer, fandt Landsskatteretten, at udgiften havde haft så nær en tilknytning til klagerens løbende indkomsterhvervelse, at den burde anerkendes som driftsudgift, jf. statsskattelovens § 6 a.
Den påklagede ansættelse blev herefter ændret i overensstemmelse med klagerens påstand.
LV 1990, F 4.
Ejeren af en landbrugsejendom blev anset for berettiget til fradrag af advokatudgifter i henhold til statsskattelovens § 6 a. Udgifterne vedrørte en retssag om adgang til kørsel med traktorer o.lign. over en naboejendoms arealer, og ved indenretligt forlig fik klageren tilkendt ret til sådan kørsel.