Advokatudgifter - fogedforbud. (* 1)

Advokatudgifter - fogedforbud. (* 1)

Benzinselskabet A A/S klagede for skatteåret 1984/85 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt et af selskabet foretaget fradrag på 212.508 kr. for advokatomkostninger.

Det var oplyst, at det klagende selskab var stiftet i 1982 med det formål at levere benzin og andre olieprodukter til benzinstationer. Stifterne var en kreds af selvstændige benzinforhandlere, som ikke længere ønskede levering fra de eksisterende olieselskaber. Aktierne ejedes udelukkende af benzinforhandlere, som ifølge selskabets vedtægter ved aktieerhvervelsen indgik en 1-årig leveringskontrakt med selskabet. Ved udgangen af det til grund for ansættelsen liggende regnskabsår, kalenderåret 1983, var der 113 aktionærer, der havde indgået en sådan leveringsaftale med selskabet.

Det var videre oplyst, at de omhandlede advokatudgifter var afholdt af selskabet under en efterfølgende retstvist mellem selskabet og de tidligere benzinleverandører om retten til at levere benzin m.v. til ca. 50 af aktionærerne. For at få standset den igangværende levering fra selskabet til disse aktionærer, indtil dom kunne afsiges, havde de tidligere leverandører nedlagt fogedforbud mod levering af benzin fra selskabet såvel over for dette som over for aktionærerne. Disse sager omfattede dels tilfælde, hvor aktionærerne af de tidligere leverandører blev søgt fastholdt til deres leveringskontrakter, der i reglen havde løbetider på adskillige år, dels tilfælde, hvor de tidligere leverandører ikke modsatte sig opsigelsen, men forlangte udlånte jordtanke opgravet og tilbageleveret. Dette var imod sædvane ved opsigelse, hvor benzinforhandleren kunne overtage tanken til en nærmere fastsat værdi, hvilket var langt billigere for benzinforhandleren end at lade den opgrave og udlevere til leverandøren. Ved to højesteretsdomme af 21. maj 1987 blev det fastslået, at forhandlerne med et rimeligt varsel kunne opsige de gamle leveringskontrakter uanset disses oprindeligt aftalte løbetid og overtage de udlånte jordtanke for en rimelig pris, idet leverandørerne ikke havde nogen anvendelse for disse, og da optagelsen ville medføre et betydeligt værdispild.

De stedlige skattemyndigheder havde begrundet den påklagede forhøjelse med, at udgifterne var anset for at være afholdt for at oprette og udbygge et forhandlernet for derved over en længere årrække at kunne øge selskabets indtjeningsevne og tillige sikre dets indtægtskilde. Der henvistes i forbindelse hermed til Østre Landsrets dom af 28. januar 1974 vedrørende Herluf Kjøge A/S. Ved denne dom blev det pågældende selskab anset for uberettiget til at fradrage udgifter i forbindelse med en voldgiftssag, der fastslog, at selskabet ikke var berettiget til at opsige en eneforhandlerkontrakt, og tilpligtede selskabet at betale bod og erstatning, herunder for sagsomkostninger. Det udtaltes i dommen, at udgifterne som følge af selskabets uberettigede opsigelse af en kontrakt, der var grundlag for dets virksomhed frem til 1999, ikke kunne anses for sådanne udgifter, der kunne fradrages i medfør af statsskattelovens § 6 a.

Selskabet påstod over for Landsskatteretten de omhandlede advokatomkostninger godkendt som driftsomkostninger, der er fradragsberettigede principalt i medfør af bestemmelserne i den nævnte § 6 a i statsskatteloven og subsidiært i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 1, om fradrag i forbindelse med erhvervsmæssige rejser, reklamer o.lign.

Til støtte for selskabets principale påstand gjorde selskabets revisor gældende, at udgifterne var afholdt i forbindelse med fogedforbudene og dermed i den hensigt at sikre afsætningen af produkterne fra selskabet fra dag til dag. Hvis udgifterne ikke var afholdt, ville den løbende indkomst fra benzinsalget være blevet reduceret på kort sigt, og på længere sigt ville salget kunne genoptages ved eventuel erstatningsbetaling til tidligere leverandører og ved nedgravning af egne tanke. Der var endvidere efter revisorens opfattelse netop ikke skabt en egentlig indtægtskilde, idet de indgåede leveringskontrakter med aktionærerne kun havde en løbetid på 1 år, og udgifter med etableringsformål måtte have en længere tidshorisont end 1 år. Revisoren afviste derfor, at den nævnte landsretsdom havde nogen betydning, da den deri omhandlede udgift vedrørte en indkomstkilde for de kommende 34 år.

Endvidere gjorde revisoren gældende, at Højesteret ved de nævnte domme havde bekræftet den tilstand, som selskabet fra stiftelsen havde anset for gældende, nemlig at benzinforhandlerne med et rimeligt varsel kunne opsige de gamle leveringskontrakter og overtage de udlånte jordtanke for en rimelig pris. Advokatudgifterne måtte derfor anses for at være medgået til afværgeforanstaltninger med det formål at opretholde den tilstand, som de tidligere leverandører med deres chikanerier havde søgt at ændre.

Endelig henviste revisoren til, at Folketinget ved lov nr. 234 af 6. juni 1985 om benzinforhandlerkontrakter havde skabt fuld klarhed på området, bl.a. ved indførelsen af et ubetinget 1-årigt opsigelsesvarsel for benzinforhandlerne uanset den aftalte varighed af leveringskontrakterne.

Til støtte for den subsidiære begrundelse gjorde revisoren gældende, at advokatomkostningerne måtte sidestilles med andre langsigtede markedsføringsomkostninger, herunder i forbindelse med kamp om markedet, hvorfor de måtte være omfattet af ligningslovens § 8, stk. 1.

Under sagens behandling tiltrådte Told- og Skattestyrelsen selskabets påstand og principale begrundelse for denne, men afviste dets subsidiære begrundelse.

Efter det oplyste måtte Landsskatteretten være enig med selskabets revisor i, at de omhandlede advokatomkostninger var afholdt til afværgeforanstaltninger for og beskyttelse af en retstilstand, der var gældende, da selskabet blev stiftet. Der var derfor ikke tale om udgifter til oprettelse af et forhandlernet eller anden form for etableringsudgifter. Retten kunne derfor tiltræde selskabets påstand om, at advokatomkostningerne måtte anses for fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6 a. Den påklagede ansættelse blev derfor nedsat med 212.508 kr.

LV 1990, C 2.1.

Et benzinselskab, hvis aktionærer var benzinforhandlere, der ved aktieerhvervelsen havde indgået 1-årige leveranceaftaler, afholdt advokatudgifter i forbindelse med, at andre benzinselskaber havde nedlagt fogedforbud mod leverancer til disse selskabers hidtidige forhandlere. Advokatudgifterne blev anset for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a, idet de var afholdt til afværgeforanstaltninger for og beskyttelse af en retstilstand, der var gældende, da selskabet blev stiftet.