Udlodning - lån - vilkår - skøn - forældelse. (* 1)

Udlodning - lån - vilkår - skøn - forældelse. (* 1)

Direktør A klagede over de af amtsligningsrådet foretagne forhøjelser vedrørende maskeret udbytte for indkomstårene 1984-1987 inkl.

Klageren var direktør og hovedaktionær i B A/S, og dette selskab ejede anparterne i 3 datterselskaber, henholdsvis C ApS, D ApS og E ApS. Klageren havde hjemtaget et udlandslån og havde heraf videreudlånt i alt 1.662.500 kr. til de 4 nævnte selskaber på de vilkår, at selskaberne skulle tilbagebetale lånene med det dobbelte beløb og forrente disse med 9%. Endvidere havde selskaberne udstedt pantebreve til klageren til pålydende 3.325.000 kr.

De påklagede ansættelser skyldtes, at klagerens indkomst for de nævnte år var forhøjet med beløb, svarende til halvdelen af de betalte afdrag på pantebrevene, henholdsvis 17.656 kr., 68.103 kr., 51.232 kr. og 70.812 kr., med den begrundelse, at der forelå maskeret udlodning. Hertil kom skattegodtgørelse på 25% af de nævnte beløb, henholdsvis 4.411 kr., 17.025 kr., 12.808 kr. og 17.703 kr. Indkomsten var i tilknytning hertil endvidere forhøjet med skattegodtgørelsen af en del af de af klageren indtægtsførte renter vedrørende det pågældende gældsforhold, 18% minus 11% = 7%, opgjort til henholdsvis 6.975 kr., 27.814 kr., 27.730 kr. og 26.501 kr.

Klagerens revisor nedlagde over for Landsskatteretten principalt påstand på, at ansættelserne var ugyldige, idet de ikke var begrundede på betryggende måde. Revisoren henviste særligt til, at amtsligningsrådet ved ansættelsen havde henvist til statsskattelovens § 4, medens det efter revisorens opfattelse ville være mere korrekt at henvise til ligningslovens § 16 A samt til selskabsskattelovens regler om skattegodtgørelse.

Subsidiært gjorde klagerens revisor opmærksom på, at amtsligningsrådets kendelse var dateret 29. marts 1989, hvorfor den skønsmæssige del af ansættelsen måtte være forældet for indkomstårene 1984 og 1985, jf. skattestyrelseslovens § 15, stk. 5. Herefter skal skønsmæssige ansættelser foretages, inden der er hengået 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår.

Med hensyn til påstanden vedrørende sagens realitet påstod klagerens revisor, at det pågældende låneforhold mellem klageren og de omhandlede selskaber var udfærdiget på normale betingelser. Der var ikke noget påfaldende i, at klageren for så vidt havde erhvervet de omhandlede pantebreve til kurs 50, idet pantebrevenes handelsværdi var blevet fastsat at pengeinstitutter. Aktieselskabet B og de 3 datterselskaber havde alle købt ejendomme for låneprovenuet, og pengeinstitutterne havde ikke villet udlåne pengebeløb direkte til selskaberne. Det var derfor blevet arrangeret som beskrevet, at klageren havde hjemtaget udlandslånet, og at provenuet blev videreudlånt. Herved havde pengeinstitutterne opnået sikkerhed dels i ejendommene, dels hos klageren personligt.

Klagerens revisor henviste særligt til, at der i alt fald alene skulle kunne foretages beskatning hos klageren af udlodning fra B A/S, hvor han var aktionær, men ikke af udlodning fra de nævnte 3 datterselskaber, hvor klageren ikke havde anparter.

Landsskatteretten kunne ikke tiltræde klagerens principale påstand om, at ansættelserne var ugyldige ud fra den påstand, at de ikke skulle være begrundede. Retten havde herved taget i betragtning, at det af amtsligningsrådets kendelse indirekte fremgik, at beskatningen var foretaget efter ligningslovens § 16 A, idet der foruden forhøjelsen med hensyn til udlodning var forhøjet med skattegodtgørelsen.

Med hensyn til klagerens påstand om forældelse under henvisning til skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, kunne Landsskatteretten tiltræde påstanden, dog kun for så vidt angik renteandelen, der måtte anses for at bero på et skøn. De påklagede ansættelser ville således på dette punkt være at nedsætte med 6.975 kr. for indkomståret 1984 og 27.814 kr. for indkomståret 1985.

Da Landsskatteretten i øvrigt kunne være enig med amtsligningsrådet i det synspunkt, at långivningen til de omhandlede selskaber havde været foretaget på usædvanlige vilkår, hvortil kom, at klageren havde haft den bestemmende indflydelse i samtlige selskaber gennem sin aktiepost i selskabet B, kunne det statueres, at klageren havde modtaget en udlodning af den ansatte størrelse. Det bemærkedes herved, at det ikke efter rettens opfattelse var en hindring for udlodningsbeskatningen, at fordelene fra datterselskaberne havde passeret moderselskabet B A/S. De påklagede ansættelser blev herefter alene ændret som ovenfor angivet vedrørende renterne.

LV 1990, SF 1.2.3.7.

En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med forrentning 9%.

Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at klageren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber.