Ejendomsvurdering - Ejerlejlighed - genudlejet til søn ved standardlejekontrakt. (* 1)

Ejendomsvurdering - Ejerlejlighed - genudlejet til søn ved standardlejekontrakt. (* 1)

A klagede over den af skyldrådet ved 18.alm. vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af ejendomsværdien for en ejerlejlighed med påstand om nedsættelse.

Ejerlejligheden havde et tinglyst areal på 76 m2, beliggende i en moderejendom opført i 1895 indeholdende 4 ejerlejligheder.

Til støtte for påstanden var bl.a. anført, at ejendommen blev købt den 20. august 1984 for 400.000 kr., og at der i købesummen var inkluderet en del løsøre.

Endvidere gjorde klageren gældende, at altanen var udskiftet, og at elevatoren i moderejendommen var blændet og ikke kunne benyttes.

Skyldrådet havde under sagens behandling afgivet indstilling om stadfæstelse af ejendomsværdien og havde som begrundelse herfor bl.a. anført

»Ejerlejligheden er vurderet med udgangspunkt i vurderingsforslagssystemet som »fri« ejerlejlighed. Skyldrådet har ved kendelse af 6. oktober 1987 stadfæstet ansættelsen da man skønner, at ejerlejligheden bør vurderes som »fri« ejerlejlighed uanset, at den er genudlejet til et familiemedlem efter overtagelsen den 20. august 1984 ....

Skyldrådet skønner, at ejendomsværdiansættelsen er i god overensstemmelse med handelsværdien på vurderingstidspunktet uanset, at lejligheden er udlejet og ikke umiddelbart kan frigøres fra lejemål.'

I sine bemærkninger til skyldrådets indstilling anførte klageren videre til støtte for sin påstand, at ejendommen ikke var en fri ejerlejlighed, idet lejligheden var udlejet til hans søn.

Klageren fremlagde kopi af standardlejekontrakt, indgået den 22. oktober 1984 med påbegyndelse af lejemålet den 1. november 1984.

Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, og § 8, stk. 2, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed.

Efter de foreliggende oplysninger fandt retten at kunne lægge til grund, at lejeforholdet var indgået på standardvilkår, hvor lejemålet alene kunne opsiges i medfør af lejelovens §§ 82 og 83. Det var endvidere ikke i lejekontrakten, jf. § 84, litra d, anført, at det lejede var en ejerlejlighed, således at opsigelse kunne ske efter bestemmelsen i lovens § 83, stk. 1, litra a. Lejeren måtte herefter anses for at være beskyttet mod opsigelse efter lejelovens almindelige regler.

Retten fandt endvidere at kunne lægge til grund, at der ikke i familieforholdet mellem ejer og lejer var en sådan identitet, at dette i sig selv bevirkede, at ejendommen kunne betragtes som værende en fri ejerlejlighed i overensstemmelse med, hvad der efter det for Landsskatteretten oplyste praktiseredes i boligretterne.

Ejendommen blev herefter ansat som en ikke-fri ejerlejlighed, og der blev ifølge praksis givet et nedslag på 50% i forhold til den forudsatte ansættelse som fri ejerlejlighed på 500.000 kr., til 250.000 kr.

Efter købet af en ejerlejlighed blev denne udlejet til klagerens søn.

Lejligheden var af skyldrådet vurderet som ((PIL RIGHT))fri((PIL LEFT)). Klageren påstod ejendomsværdien nedsat bl.a. under henvisning til den erlagte købesum samt til, at lejligheden var udlejet til hans søn ved en lejekontrakt.

Det var oplyst, at lejemålet var indgået den 1. november 1984 i henhold til en standardlejekontrakt. Under hensyn til, at betingelserne i lejelovens § 84 d, hvorefter lejerforholdet kun omfattes af opsigelsesretten, hvis lejeren ved lejeforholdets påbegyndelse var gjort bekendt med, at det lejede er en ejerlejlighed, og at opsigelse kan ske efter § 83 a, ikke var opfyldt, fandt retten, at lejeren måtte anses for beskyttet mod opsigelse efter lejelovens almindelige regler. Der var således ikke i familieforholdet mellem ejer og lejer efter rettens opfattelse en sådan identitet, at dette i sig selv bevirkede, at ejendommen kunne betragtes som værende fri. Landsskatteretten nedsatte herefter ejendomsværdien med 50% i forhold til den forudsatte ansættelse som »fri« ejerlejlighed.