Legislator Case Law & Legislation
W19911807825 DK

Ejendomsvurdering - boligmerværdi - godtgørelse ved tilbageførsel fra by- til landzone. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18078 Valid

Ejendomsvurdering - boligmerværdi - godtgørelse ved tilbageførsel fra by- til landzone. (* 1)

Ejendommen omfattede et grundareal på 58.637 m2, hvoraf 17.285 m2, der i 1970 var overført til byzone, med virkning fra den 27. januar 1986 efter ansøgning blev tilbageført til landzone.

Til brug for beregning af godtgørelse ved tilbageførsel af byzonearealet til landzone i henhold til § 29 A i lov nr. 251 af 6. juni 1985 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme ansatte skyldrådet grundværdierne ved 14. alm. vurdering pr. 1. august 1969, 15. alm. vurdering pr. 1. april 1973 og 16. alm. vurdering pr. 1. april 1977 til henholdsvis

306.400 kr., 466.600 kr. og 757.300 kr., hvori indgik boligmerværdi med henholdsvis 225.000 kr., 350.000 kr. og 640.000 kr.

A klagede over de af skyldrådet ansatte grundværdier med påstand om nedsættelse principalt til ca. 50% af de tidligere byzonevurderinger pr. samme tidspunkt, subsidiært til et af Landsskatteretten fastsat skønsmæssigt beløb væsentligt under det af skyldrådet ansatte.

Klageren henviste til, at det såvel af motiverne til den omhandlede lov som af bemærkningerne hertil fremgik, at godtgørelsesbeløbet for forskellen mellem den faktisk betalte grundskyld for jorden som byzonejord og den grundskyld, der skulle have været betalt, hvis grundværdien var ansat som landzonejord, skulle baseres på den landbrugsmæssige værdi under anvendelse af bondegårdsreglen.

Klageren protesterede på grundlag heraf imod, at der i de til brug for beregningen af godtgørelsesbeløbet foretagne ansættelser indgik boligmerværdibeløb, idet han bestred den lovmæssige hjemmel til sådanne tillæg i grundværdiansættelserne for landzonejord. Sekundært henviste klageren til, at de foretagne tillæg var urimeligt høje og ikke i overensstemmelse med de boligmerværdibeløb, som anvendtes på tilsvarende landbrugsejendomme.

Landsskatteretten forelagde sagen for Told- og Skattestyrelsen til udtalelse vedrørende de af klageren rejste spørgsmål, og styrelsen afgav følgende udtalelse

»Man skal udtale, at de i skyldrådets skrivelse af 24. november 1988 til Landsskatteretten anførte landzoneværdier skønnes at være i overensstemmelse med de af Ligningsrådet fastsatte vejledende landbrugsmæssige grundværdier ved 14., 15. og 16. alm. vurdering. Under hensyntagen til usikkerheden vedrørende lovgrundlaget for anvendelsen af begrebet boligmerværdi skal man dog indstille, at de af skyldrådet indregnede boligmerværdier i grundværdierne, ved de pågældende almindelige vurderinger, udelades.«

Da klageren over for Told- og Skattestyrelsen havde tiltrådt størrelsen af de i ansættelserne forudsatte landbrugsmæssige grundværdier, kunne retten på dette grundlag tiltræde Told- og Skattestyrelsens indstilling, således at de foretagne ansættelser blev nedsat i overensstemmelse hermed.

Endelig adm. afgørelse 1991 18078 Valid

Et skyldråd havde ved beregning af godtgørelsesbeløbet ved tilbageførsel af et areal fra byzone til landzone i medfør af § 29 A i lov nr. 251 af 6. juni 1985, om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, som tillæg til grundværdiansættelserne for landzonejorden medregnet et boligmerværdibeløb.

Under sagens behandling for Landsskatteretten indstillede Told- og Skattestyrelsen, at de i de landbrugsmæssige grundværdier indregnede boligmerværdier blev udeladt ved beregningen af godtgørelsesbeløbet under hensyn til usikkerheden vedrørende lovgrundlaget for anvendelsen af begrebet boligmerværdi.

Landsskatteretten tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →