Rentefradrag - kassekredit - udlån til barn. (* 1)

Rentefradrag - kassekredit - udlån til barn. (* 1)

A klagede for indkomstårene 1985-1988 inkl. over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for renter på kassekredit, henholdsvis 236 kr., 4.396 kr., 16.049 kr. og 24.425 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i august/september 1985 havde oprettet en kassekredit i en sparekasse. Begrundelsen for at optage kassekreditten var, at klageren ville give en datter mulighed for at fortsætte sine studier i USA ved at give hende et rentefrit lån. Der var ikke oprettet nogen låneaftale mellem klageren og datteren, men ifølge en erklæring til sagen kunne klageren kræve lånet indfriet uden opsigelse, »hvis det blev nødvendigt«.

Lånene til datteren havde i de enkelte af nævnte indkomstår andraget henholdsvis 12.549 kr., 100.063 kr., 58.790 kr. og 53.017 kr. Efter fradrag af årlige gaver på 8.000 kr. havde lånets saldo pr. 31. december i de nævnte år været henholdsvis 4.549 kr., 96.612 kr., 147.402 kr. og 192.419 kr.

Kassekreditten i sparekassen havde pr. 1. januar 1986 og de følgende 4 års 1. januar andraget henholdsvis 12.666 kr., 117.165 kr., 155.799 kr., 275.338 kr. og 0.

De stedlige skattemyndigheder havde som begrundelse for ansættelserne anført, at vel burde rentefri udlån til børn af egne midler ikke få skattemæssige konsekvenser under almindelige forhold, men i det foreliggende tilfælde forelå der omgåelse/indkomstforvridning, idet aftalen proforma var indgået med klageren, for at denne skulle kunne udnytte rentefradragsretten, selv om det var klagerens datter, der skulle bruge pengene. Hertil kom, at datteren ikke kunne have udnyttet rentefradraget i sine indkomstopgørelser.

Klageren anførte, at det allerede fra starten ifølge en erklæring fra sparekassen var aftalt, at rentesatsen på kassekreditten skulle følge rentesatsen for almindelige studielån. Som begrundelse for fradraget af renterne af lånet henviste klageren til, at det var ham, der havde optaget det pågældende lån, at det var ham, der havde indbetalt renterne på lånet, og at det var ham, der nu havde indfriet lånet. Klageren havde anset sig berettiget til at udlåne pengene rentefrit til datteren uden at afkræve renter af beløbet, idet det havde drejet sig om penge til forbrug under et studium.Klageren henviste derhos til, at der var tale om et anfordringstilgodehavende.Da klageren efter aftalen med pengeinstituttet var debitor i låneforholdet, var de omhandlede renter som udgangspunkt fradragsberettigede for klageren efter statsskattelovens § 6 e. Da Landsskatteretten ikke fandt, at den gældende praksis med hensyn til rentefri lån i familieforhold gav grundlag for at nægte fradrag for renterne eller at tillægge det rentefri udlån andre skattemæssige konsekvenser, var klageren berettiget til at fradrage renterne som sket ved ansættelserne. Herved bemærkedes, at retten ikke på baggrund af den gældende praksis havde fundet at kunne lægge afgørende vægt på, at det rentefri udlån var finansieret ved låneoptagelse med særligt angivet formål. De påklagede ansættelser blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens påstand.

LV 1989, F 3.1.1.

En fader havde oprettet en kassekredit i en sparekasse for derigennem at kunne yde en datter rentefri lån til studier i udlandet. Faderen blev anset for berettiget til at fradrage renterne på kassekreditten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den gældende praksis om rentefri udlån fandtes ikke at give grundlag for at nægte rentefradraget.