Langturschauffører - fradrag - udlandet. (* 1)

Langturschauffører - fradrag - udlandet. (* 1)

Eksportchauffør A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt det af ham foretagne fradrag for rejsedage i udlandet, svarende til de for tjenestemænd gældende regler på 350 kr. pr. dag, men havde begrænset dette fradrag til 150 kr. i overensstemmelse med Ligningsrådets vejledende anvisninger for langturschauffører.

Det fremgik af sagen, at X kommune i 1987 havde givet nogle firmaer og chauffører tilsagn om, at der ved rejser i udlandet kunne benyttes statens satser for rejsegodtgørelse til tjenestemænd. Det fremgik endvidere, at også kommuner i 2 nærliggende amter havde givet tilsagn om, at de nævnte satser kunne anvendes.

Det var oplyst, at klageren var bosiddende i Y, og at han i 1987 havde arbejdet som eksportchauffør for et vognmandsfirma i X. Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for rejsedage med 350 kr. pr. dag, svarende til de nævnte regler.

Klagerens advokat nedlagde påstand på godkendelse af det foretagne fradrag, idet han gjorde gældende, at den foretagne ansættelse ikke havde hjemmel i de for indkomståret 1987 gældende regler, og at Statsskattedirektoratets pålæg til de stedlige skattemyndigheder om ændring af indkomstansættelsen var i strid med almindelige retsgrundsætninger. Advokaten anførte i denne forbindelse, at hjemlen til det af klageren foretagne fradrag fandtes i SD-cirkulære 1986-51, pkt. 2.2.2, hvoraf fremgik, at der ved rejser i udlandet med overnatning kunne udbetales skattefri godtgørelse i overensstemmelse med statens satser for rejser i udlandet. Hvor ikke særligt var anført for det pågældende land, udgjorde satsen 350 kr. pr. dag.

Advokaten gjorde gældende, at der måtte anses at være givet et generelt tilsagn om ret til anvendelse af den høje sats. Til støtte herfor henviste han bl.a. dels til førnævnte cirkulære, dels til, at skatteforvaltningen i X kommune i skrivelse fra juli 1988, stilet til samtlige amtsskatteinspektorater m.v., havde oplyst, at der var givet såvel skriftlige som mundtlige tilsagn til forskellige virksomheder i X. Samtidig havde forvaltningen oplyst, at det var dens opfattelse, at samtlige virksomheder i kommunen, der beskæftigede langturschauffører med kørsel i udlandet, havde fået enten et direkte eller indirekte tilsagn. Advokaten oplyste, at indholdet af denne skrivelse naturligvis var blevet kendt over hele landet.

Advokaten henviste til, at SD-cirkulære 1986-51 var gengivet i »Supplement til skattetræk«, udgivet af Statsskattedirektoratet og udsendt til alle arbejdsgivere af Arbejdsgiverkontrollen i Birkerød. Herudover henviste advokaten til, at det af et notat, udarbejdet af Statsskattedirektoratets forespørgselsafdeling, fremgik, at der på instruktionsmøder afholdt i februar 1987 var svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt de grupper, der var omtalt i SD-cirkulære 1985-42, i stedet kunne anvende de satser, der fremgik af SD-cirkulære 1986-51 og eventuelt i flæng. Af SD-cirkulære 1988-13 fremgik, at de generelle regler for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke gjaldt for personer, der transporterede varer og personer. Advokaten fandt ikke, at dette cirkulære, der var dateret den 1. marts 1988, kunne anses som en præcisering af gældende regler, men som en skærpelse af reglerne i forhold til de for indkomståret 1987 gældende regler, og at det derfor ikke havde virkning for indkomståret 1987. Advokaten understregede, at der ikke i 1987 - hverken af Statsskattedirektoratet eller Ligningsrådet - var udsendt vejledninger, der angav, at SD-cirkulære 1986-51 ikke var anvendeligt for personer, der transporterede varer eller personer.

Advokaten fandt, at også en lighedsbetragtning måtte medføre godkendelse af det foretagne fradrag med den høje sats. At een regel var gældende for skatteydere bosiddende i een kommune og en anden for skatteydere i den øvrige del af landet, var ikke lighed for loven. Advokaten henviste endelig til, at kun i de tilfælde, hvor en skatteyder havde benyttet sig af adgangen til et foretage et ligningsmæssigt fradrag, var det muligt at ændre indkomstansættelsen, hvorimod dette ikke var muligt i situationer, hvor der var udbetalt skattefri godtgørelse. En sådan udbetaling ville ikke være indberettet på en sådan måde, at dette var umiddelbart tilgængeligt for de lignende myndigheder. Heller ikke dette var lighed for loven.

Told- og Skattestyrelsen oplyste, at X kommune i 1987 fejlagtigt havde givet nogle firmaer og chauffører direkte tilsagn om, at der ved rejser i udlandet kunne benyttes statens satser for rejsegodtgørelse til tjenestemænd. Da Statsskattedirektoratet havde fået oplyst, at der var tale om relativt få, der havde fået dette tilsagn om fradragssatsen på 350 kr., havde man meddelt, at der i de konkrete tilfælde ikke skulle foretages yderligere for så vidt angik indkomståret 1987. Da det imidlertid havde vist sig, at tilsagn var givet i videre omfang end oprindeligt antaget, var sagen forelagt Ligningsrådet, der havde drøftet spørgsmålet i august 1988. Ligningsrådet havde vedtaget at fastholde beslutningen om, at fradrag efter de høje satser alene skulle indrømmes i de førnævnte konkrete tilfælde, og dette havde Statsskattedirektoratet i skrivelse fra august 1988 meddelt samtlige amtsskatteinspektorater.

Told- og Skattestyrelsen henviste til SD-cirkulære 1985-42, der angav de fradragssatser, der bl.a. var gældende for langturschauffører. Satsen for rejsedage uden dokumentation for natophold var fastsat til 150 kr. pr. dag, en sats, der i en årrække havde været gældende for denne gruppe. I forbindelse med skattereformen var imidlertid spørgsmålet opstået om fradragsret i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser, og dette var baggrunden for udarbejdelsen af SD-cirkulære 1986-51. Først i slutningen af 1987 var man blevet opmærksom på, at cirkulæret havde fået en mindre heldig formulering. Styrelsen henviste videre til, at Ligningsrådets Meddelelser, januar 1988, indeholdt de regler, der var gengivet i ligningsvejledningen 1987, D 3.33, og hvorefter lastbilchauffører kunne anvende en sats på 150 kr. pr. dag for rejsedage uden dokumentation for overnatningsudgifter. Styrelsen henviste endvidere til klagerens fagforbunds skrivelse fra december 1987, hvori det meddeltes medlemmerne, at de hidtidige regler for langturschauffører også var gældende i 1987 og fortsat ville være gældende i 1988. Styrelsen anførte endelig, at et fradrag på 150 kr. pr. dag måtte antages at dække de pågældende chaufførers merudgifter.

Landsskatteretten fandt, at det måtte lægges til grund, at SD-cirkulære 1986-51 efter sin ordlyd indeholdt de for indkomståret 1987 gældende regler, der ikke var blevet ændret af Ligningsrådet ved et præciserende cirkulære inden udgangen af 1987. En ændring var først gennemført i cirkulæreform ved SDcirkulære 1988-13, hvor det som begrænsende regel blev fastslået, at regelsættet ikke var gældende for personer beskæftiget ved transport. Dette kunne imidlertid efter cirkulærets ordlyd først have virkning fra indkomståret 1988. Der ville herefter ud fra det direkte indhold af 1987-cirkulæret være at godkende et fradrag på 86.450 kr., svarende til 247 rejsedage a 350 kr. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 86.450 kr. minus det ved ansættelsen godkendte fradrag på 37.050 kr. eller med 49.400 kr.

LV 1989, D 3.33.

For indkomståret 1987 blev en eksportchauffør anset for berettiget til fradrag for rejsedage i udlandet med 350 kr. pr. dag, svarende til de for tjenestemænd gældende satser. Der blev herved lagt til grund, at SD-cirkulære 1986-51 efter sin ordlyd indeholdt de for 1987 gældende regler, hvorefter der for rejser i udlandet med overnatning kunne anvendes de for tjenestemænd gældende satser. 1986-cirkulæret blev først ændret ved SD-cirkulære 1988-13, der først kunne have virkning for 1988. I henhold hertil kunne 1986-cirkulæret ikke anvendes for personer, beskæftiget ved transport.