Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1)

Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1)

A klagede over, at han for indkomstårene 1985 til 1988 inkl. var anset for uberettiget til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B.

Fradrag efter nævnte bestemmelse var nægtet med henvisning til, at klagerens arbejdsmæssige forhold i de omhandlede år var som i 1984, og for dette år havde Vestre Landsret ved en den 25. april 1989 afsagt dom statueret, at klageren ikke var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B for udgiften til befordring mellem bopæl og arbejdssted.

Ved dommen var det lagt til grund, at klagerens daglige arbejde som arbejdsformand i et entreprenørfirma i ganske overvejende omfang var påbegyndt og/eller afsluttet inden for X Lufthavns område eller i umiddelbar nærhed af dette område. Som følge heraf, og idet lufthavnsområdet - ved anvendelse af ligningslovens § 9 B uanset dets størrelse - måtte anses for et arbejdssted, fandt landsretten, at klagerens fradrag for udgifter til befordring mellem bopælen og arbejdsstedet ikke kunne kræves foretaget efter ligningslovens § 9 B.

Ved Vestre Landsrets dom af 28. oktober 1988 var det i en anden sag statueret, at der ikke var hjemmel til at indlægge den begrænsning i bestemmelsen om fradrag for kørsel til skiftende arbejdssteder, at arbejdsstederne skulle være midlertidige.

På baggrund heraf udsendte det daværende Statsskattedirektorat SD-cirkulære af 22. juni 1989. I cirkulærets punkt 1 anføres bl.a.

»Den hidtidige praksis, hvorefter det har været en forudsætning for kørsel til et skiftende arbejdssted, at arbejdet på det midlertidige arbejdssted ikke varede mere end 11/2 år, jf. ligningsvejledningens U 3.1., kan således ikke opretholdes.

Skatteydere, der har skiftende arbejdssteder, skal herefter have fradrag efter ligningslovens § 9 B, uanset arbejdsperiodens længde.«

Told- og Skattestyrelsen udtalte i nærværende sag følgende over for Landsskatteretten

»Med det ovenfor nævnte SD-cirkulære 1989-24 blev reglerne om kørsel til et begrænset område og den såkaldte 11/2-års regel ophævet. Der skete hverken som følge af den Vestre landsretsdom, der foranledigede cirkulæret, eller med cirkulæret nogen ændringer i de tilgrundliggende krav for at anse et arbejde for at kvalificere til fradrag efter den ene eller anden bestemmelse. Det er således stadigvæk de sædvanlige kriterier, sagerne skal afgøres ud fra.

Af sagens akter fremgår det, at skatteyderen ikke er blevet anset for at have kørsel til begrænset område, men at man i Vestre Landsrets dom har lagt til grund, at lufthaven er et arbejdssted.

Told- og Skattestyrelsen finder, at der er grundlag for i sagens anledning af afgøre, om skatteyder hermed er omfattet af § 9 B eller § 9 C.

Herefter bliver, for at vurdere, om skatteyderen har krav på fradrag efter ligningslovens § 9 B, at afgøre, om hans arbejde til stadighed kan udføres på samme sted. Arbejdet som arbejdsformand eller tilsynsførende for et entreprenørfirmas arbejder, må nok typisk anses for at være af sådan art, at det ikke til stadighed kan udføres på samme sted. Dette indebærer imidlertid ikke, at det altid vil være tilfældet.

Således som sagen foreligger oplyst, synes skatteyderen i hvert fald siden 1984 at have arbejdet fast på samme sted, der derfor antager karakter af fast arbejdsplads. Heri ligger, at kørslen derfor for så vidt må anses som kørsel til et arbejde, der er af en sådan art, at det stadighed kan udføres på samme sted, dvs. at der skal gives fradrag efter ligningslovens § 9 C.

Afgørende for, om fradrag skal vælges efter den ene eller anden bestemmelse kan dog bl.a. tænkes at skulle afgøres ud fra, om skatteyderens arbejdsgiver har etableret, hvad man kan kalde et kontor, et lager el.lign., hvorved konstruktionen med kørsel til fast arbejde, der til stadighed kan udføres på samme sted, kan opretholdes.

Såfremt dette ikke er tilfældet, finder Told- og Skattestyrelsen at måtte overlade til Landsskatteretten at vurdere, om skatteyder i en sådan sag, hvor han ikke arbejder for den arbejdsgiver, der har arbejdsplads på samme sted, men derimod for en entreprenør, der udfører arbejde for klienter på dennes »faste plads«, er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 B.'

Told- og Skattestyrelsen anførte endelig, at styrelsen ikke fandt, at SD-cirkulæret 1989-24 kunne anses som begunstigende for klageren i relation til den tidligere afsagte dom vedrørende klagerens fradrag for indkomståret 1984, idet der som nævnt ovenfor ved cirkulæret var forudsat opretholdelsen af definitionerne for henholdsvis § 9 B kørsel og § 9 C kørsel.

Klageren anførte over for Landsskatteretten, at han ikke udelukkende havde arbejdet i lufthavnsområdet, men i et begrænset omfang også på andre arbejdspladser. Han oplyste endvidere, at arbejdet i lufthavnsområdet var licitationsarbejde for arbejdsgiverens vedkommende, og at arbejdsgiveren ikke havde haft kontor, lager el.lign. i lufthavnsområdet.

Til støtte for sin påstand om godkendelse af fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B henviste klageren bl.a. til en artikel i SR-Skat 1990, nr. 2, om cirkulærers og anvisningers retlige karakter, hvoraf fremgik, at den skattepligtige kunne støtte ret på sådanne forskrifter.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren som arbejdsformand i et entreprenørfirma var omfattet af den personkreds, der efter »arbejdets karakter« måtte anses for at have skiftende arbejdssted, dvs. at kørslen principielt var omfattet af ligningslovens § 9 B.

Da der efter SD-cirkulære 1989-24, ikke mere gjaldt nogen tidsbegrænsning i beskæftigelsesperioden på et enkelt arbejdssted, fandt Landsskatteretten, at klageren under henvisning til cirkulæret, der var udstedt efter Vestre Landsrets dom af 25. april 1989 i sagen vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 1984, var berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 B for befordringen mellem bopæl og arbejdssted.

LV 1989, U 3.1. og 3.5.

En skatteyder var ved Vestre Landsrets dom af 25. april 1989 anset for uberettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B for indkomståret 1984, idet hans arbejdsplads - et lufthavnsområde - blev anset for en arbejdsplads. Efter Vestre Landsrets dom af 28. oktober 1988 - hvorefter der ikke kan indlægges en tidsmæssig begrænsning i begrebet skiftende arbejdspladser - og efter SD-cirkulære 198924, fandt Landsskatteretten, at klageren for indkomstårene 1985 til 1988 inkl. var berettiget til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B.