Befordringsfradrag - værnepligtig - færgeudgifter. (* 1)

Befordringsfradrag - værnepligtig - færgeudgifter. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 1.704 kr. for færgeudgifter.

Det var oplyst, at klageren i perioden 1. oktober til 31. december 1987 havde aftjent sin værnepligt i København, og at han som værnepligtig havde frikort til offentlige befordringsmidler. Han havde ikke selv afholdt udgift til den omhandlede færgetransport.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for udgifter til befordring mellem hjemmet i Jylland og tjenestestedet i København med 2.926 kr., heraf fradrag for færgebilletter, 1.704 kr., svarende til udgiften ved benyttelse af Århus-Kalundborg færgen til 12 hjemrejser.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradraget på 1.704 kr., idet der var henvist til, at klageren ikke havde dokumenteret, at han havde afholdt udgiften hertil.

Klageren påstod sig over for Landsskatteretten berettiget til det selvangivne fradrag for færgetransport, idet han anførte, at der ikke fandtes hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport.

Klageren begrundede sin påstand med følgende

Af lov nr. 213 af 30. maj 1980 fulgte af § 26, stk. 3, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fribefordring for værnepligtige. I kundgørelse for Forsvaret B8-1 havde Forsvarsministeren givet de nærmere retningslinier for værnepligtiges fribefordring. Af kundgørelsens § 4 fulgte, at den bl.a. omfattede værnepligtigt menigt personel, dvs. han var omfattet af kundgørelsen i de 9 måneder, han aftjente værnepligt. Af § 3 fremgik kundgørelsens formål, nemlig med fribefordringen at yde et supplement til værnepligtslønnen. Gyldighedsområdet for fribefordringen var fastsat i kundgørelsen § 6, litra a, »samtlige jernbanestrækninger og indenlandske DSB-færger«.

Under henvisning til ovenstående kunne det altså konstateres, at man med fribefordringen havde ønsket at yde et supplement til værnepligtslønnen, samt at man ikke på nogen måde skelnede mellem togtransport eller færgetransport med DSB-færger.

Af ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1 fulgte, at værnepligtige, uanset de havde frirejsekort, havde sædvanligt befordringsfradrag mellem bopæl og kaserne.

Han måtte derfor fastholde, at de stedlige skattemyndigheder ikke under henvisning til ligningsvejledningen 1989 U 1.4 kunne nægte ham fradrag for færgetransport under henvisning til, at han ikke havde dokumenteret udgift til færgebillet.

Netop under henvisning til ovennævnte kundgørelse fra Forsvarsministeren havde han naturligvis ikke afholdt nogen udgift til færgetransport, men henset til, at man havde ønsket at sidestille værnepligtige med øvrige lønmodtagere (ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1) fastholdt han, at skattemyndighederne manglede hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport. Han gjorde i den forbindelse gældende, at afsnit U 1.4 i ligningsvejledningen om færgetransport og lignende ikke var skrevet under hensyn til værnepligtiges særlige forhold, nemlig at de havde frirejsekort.

Bestemmelserne om fradragsret for udgifter til færgetransport fremgår af bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 om befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C. Ifølge bekendtgørelsen § 3, jf. § 2, kan den skattepligtige mod dokumentation foretage fradrag for de faktiske udgifter til færgetransport.

Uanset, at det ved fastsættelsen af bestemmelserne om værnepligtiges fribefordring har været tilsigtet at yde et supplement til værnepligtslønnen, og at det i Statsskattedirektoratets ligningsvejledning U 1.1.1 for 1987 var anført, at værnepligtige var berettigede til fradrag for befordring mellem den sædvanlige bopæl og kasernen, fandt Landsskatteretten, at der - bortset fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 C om normalfradraget (afstandsfradraget) - ikke var hjemmel til at indrømme værnepligtige fradrag for befordringsudgifter, som ikke var dokumenterede eller sandsynliggjorte.

Da det af ovennævnte bekendtgørelse klart fremgik, at der kun var fradrag for faktiske udgifter til færgetransport, og da klageren ikke havde afholdt udgifter hertil, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren ikke var anset for berettiget til fradrag for færgetransport.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1989, U 1.1.1 og 1.4.

En værnepligtig, der som sådan havde fribefordring, havde fratrukket udgifter til befordring mellem tjenestestedet i København og bopælen i Jylland. I fradraget var medregnet færgeudgifter. Dette fradrag blev nægtet under henvisning til bestemmelsen i bekendtgørelse nr.

627 af 13. december 1984 § 3, jf. § 2, ligningslovens § 9 C, stk. 5.