Fælleskommunal, boligstøtte- og lånesystem (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Fælleskommunal, boligstøtte- og lånesystem (* 1)
Kommunernes Landsforening rettede henvendelse til Registertilsynet vedrørende en ny fælleskommunal forskrift for boligstøtte.
Det fremgik, at der ønskedes gennemført en omlægning og integration af de to boligstøttesystemer (Det fælleskommunale Boligsikringssystem og Det fælleskommunale Boligydelsessystem), og at der i forbindelse hermed skulle udvikles nye faciliteter til administrationen af boliglån. De nye faciliteter vedrørende boliglån skulle erstatte Det fælleskommunale Boligstøttelånesystem.
Faciliteterne havde til formål at understøtte den individuelle sagsbehandling vedrørende bevilling, opkrævning og afvikling af forskellige låntyper (pligtlån, kautionslån, flygtningelån og kommunelån), jf. boligstøtteloven. Systemet skulle sikre, at kommunen til enhver tid kunne overskue sine tilgodehavender og låneres betalingsforpligtelser. Systemet var baseret på onlineopdatering, og det blev anslået, at 80% af de personer, som har fået lån til beboerindskud, også modtager boligsikring/boligydelse.
Reglerne om boligsikring, boligydelse og boliglån findes alle i lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 467 af 1. august 1988 med senere ændringer, hvorfor det af Kommunernes Landsforening blev foreslået, at de 3 områder blev behandlet i samme forskrift.
Kommunernes Landsforening foreslog endvidere, at kommunerne fik terminaladgang til indkomst- og formueoplysninger vedrørende borgere, som indgiver ansøgning om boligstøtte, selv om de ikke er tilmeldt kommunens folkeregister. Faciliteten skulle bruges til behandlingen af ansøgninger fra borgere, der ønskede at indhente kommunens tilsagn om boligstøtte, forinden en lejekontrakt blev underskrevet. Ifølge de foreliggende oplysninger kom halvdelen af ansøgningerne fra borgere, som endnu ikke var tilknyttet kommunen.
Da der ofte vil være tale om boligstøtte til dyrere boliger i nyt byggeri, hvor boligstøtten har afgørende betydning for borgerens økonomi og da borgeren, der indgiver ansøgningen om boligstøtte i mange tilfælde skal give besked til boligselskabet inden for 1 til 2 dage, anså kommunerne det for vigtigt, at der afgives svar til borgeren hurtigt, normalt straks i forbindelse med borgerens henvendelse. Til dette formål var udviklet et såkaldt straksberegningsmodul, der dels beregner det indkomstgrundlag, der skulle indgå i boligstøtteberegningen via Det fælleskommunale Indkomstgrundlagsregister, dels selve boligstøtten. Modulet skulle umiddelbart anvendes for borgere, som bor i kommunen, og da en betydelig del af ansøgerne bor uden for kommunen, ønskedes endvidere landsdækkende adgang, således at straksberegningsmodulet kan anvendes for alle ansøgere uanset bopælskommunen.
Det var oplyst, at såfremt kommunen ikke havde terminaladgang til de relevante indkomstoplysninger, var det erfaringsmæssigt borgeren, der skulle fremlægge de fornødne oplysninger. I disse tilfælde kunne oplysningerne være mere eller mindre mangelfulde og medføre forkerte tilsagn om boligstøtte.
Det var endvidere oplyst, at skattevæsenets årsopgørelse ikke var egnet til beregning af indkomstgrundlaget til boligstøtten, idet årsopgørelsens specifikationer ikke svarede til den opgørelsesmåde, der blev foreskrevet i boligstøtteloven.
Oplysningerne om boligen til brug for boligstøtteberegningen blev indhentet via Bygnings- og Boligregisteret.
Det var endvidere oplyst, at det er et revisionskrav, at den kommune, hvor ansøgeren har henvendt sig, skal være i besiddelse af dokumentation for den beregning, der meddeles borgeren. Det vil normalt indebære en forsinkelse på en eller flere dage, hvis bopælskommunen skal udføre og fremsende resultatet af boligstøtteberegningen til den kommune, hvor ansøgeren har henvendt sig. Det var ressourcekrævende, såfremt begge kommuner skulle inddrages i sagen, og det blev anset for mest hensigtsmæssigt, såfremt sagen blev behandlet i den kommune, der senere skulle udbetale boligstøtten.
De oplysninger, der blev anset for nødvendige for beregningen af indkomstgrundlaget, fremgik af et skærmbillede. Der var tale om totalbeløb for følgende indkomstkomponenter: personlig indkomst, kapitalindkomst, ydelser efter bistandslovens kapitel 9 (kontanthjælp til underhold), kursværdi på formue, formueafkast og ligningsmæssige fradrag. Totalbeløb skulle angives for det enkelte husstandsmedlem, men der var ikke oplysninger om sammensætningen af indkomst, formue eller fradrag.
Indkomstoplysningerne ville alene blive anvendt, når borgerne henvendte sig i kommunen og anmodede om en boligstøtteberegning.
Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet, og Registertilsynet udtalte herefter, at man ikke havde indvendinger imod oprettelsen af Det fælleskommunale Boligstøtte- og Lånesystem på Kommunedata I/S og Århus Kommunes Edb-central. Registertilsynet udtalte endvidere, at det var tilsynets opfattelse, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der er registeransvarlig for den del af registeret, der vedrører oplysninger om vedkommende kommunes egne borgere, og at ønsket om landsdækkende terminaladgang må vurderes i lyset af lovens videregivelsesregler.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 55.
Udtalt, at Registertilsynet ikke havde indvendinger imod oprettelsen af Det fælleskommunale Boligstøtte og Lånesystem i forbindelse med, at der blev gennemført en omlægning og integration af to boligstøttesystemer. Endvidere udtalt, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der er registeransvarlig for den del af registeret, der vedrører oplysninger om vedkommende kommunes egne borgere.