Legislator Case Law & Legislation
W19911118825 DK

Summariske oplysninger, papirlister (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 11188 Valid

Summariske oplysninger, papirlister (* 1)

Et kreditoplysningsbureau rettede henvendelse til Registertilsynet i anledning af, at bureauet ved ophøret af bureauets udsendelse af mikrofilm, se ovenfor i afsnit 5.4.1., havde erfaret, at der fandtes virksomheder og forretninger, som kunne betegnes som småabonnenter, for hvem en online-løsning ville være økonomisk dårligt rentabel at håndtere. Disse småabonnenter, som typisk var detailforretninger, der havde en meget afgrænset kundekreds, og som på trods af deres størrelse havde et relativt stort forespørgselsbehov, var således fortsat meget interesseret i at kunne få oplysninger på mikrofilm eller papir. Bureauet påtænkte derfor til afløsning af mikrofilmløsningen månedsvis at tilsende disse småabonnenter oplysninger på papir enten i form at printerliste eller i bogform.

Bureauet oplyste i den forbindelse, at oplysningerne til den enkelte abonnent ville være meget afgrænsede, f.eks. som værende indenfor et mindre antal postnumre, samt at der udover den geografiske afgrænsning kunne tænkes afgrænsning i form af opdeling af, hvorvidt oplysningerne drejede sig om en privatpersoner eller firmaer.

Endelig var det oplyst, at bureauet i tilfælde af berigtigelse ville tilsende de abonnenter, der havde modtaget den pågældende oplysning, et særskilt dementi-blad i forbindelse med udsendelsen af en ny printerliste.

Registertilsynet udtalte herefter, at efter lov om private registre § 12, stk. 1, må oplysninger om økonomisk soliditet og kreditværdighed kun meddeles skriftligt, jf. dog § 11, stk. 1 og 2. Det fremgår endvidere af § 12, stk. 2, at kreditoplysningsbureauers publikationer kun må indeholde oplysninger i summarisk form og kun udsendes til personer eller virksomheder, der abonnerer på meddelelser fra bureauet. Publikationerne må ikke indeholde oplysninger om de registreredes personnummer.

Registertilsynet fandt herefter på det foreliggende grundlag ikke at kunne have indvendinger imod, at kreditoplysningsbureauet månedsvis tilsendte småabonnenter summariske oplysninger fra bureauets registre i form af printerlister.

Registertilsynet forudsatte i den forbindelse, at bureauet over for de abonnenter, der skulle modtage oplysningerne, indskærpede, at abonnenterne traf de fornødne foranstaltninger mod, at oplysningerne misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab, samt at abonnenterne ved tilsendelse at nyt materiale straks destruerer det tidligere modtagne materiale eller indsender det til bureauet med henblik på destruktion.

Registertilsynet bemærkede dog, at tilsynet fandt det mest hensigtsmæssigt, at abonnenterne ved modtagelse af nyt materiale indsendte det gamle materiale til bureauet.

Under henvisning til, at bureauet havde oplyst, at det ville være muligt at udprinte oplysningerne på et stykke papir med stærk lilla baggrundsfarve, som gør, at det ikke er muligt at fotokopiere, bemærkede Registertilsynet yderligere, at tilsynet fandt en sådan udsendelsesform anbefalelsesværdig under hensyn til muligheden for at mindske risikoen for misbrug.

Endelig adm. afgørelse 1991 11188 Valid

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 131.

Endelig adm. afgørelse 1991 11188 Valid

Antaget, at et kreditoplysningsbureaus månedlige udsendelse af summariske oplysninger i form af printerlister til småabonnenter ikke kunne antages at være i strid med lovens § 12, stk. 1 og 2.

Det forudsattes i den forbindelse, at det blev indskærpet abonnenterne, at der skulle træffes de fornødne foranstaltninger mod, at oplysningerne misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab, samt at abonnenterne ved tilsendelse af nyt materiale straks destruerer det tidligere modtagne materiale eller indsender det til bureauet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →