Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling, videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling, videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)
Justitsministeriet anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende oprettelse af et centralt husdyrregister i Landbrugsministeriet.
Registeret havde bl.a. til formål at opfylde Danmarks forpligtelser over for EF i forbindelse med etableringen af Det Indre Marked og en omlægning af kontrolstrukturen på det veterinære område. Baggrunden herfor var direktiv 90/425/EØF om kontrol i samhandelen med visse levende dyr, hvori bl.a. var bestemt, at levende dyr kun måtte indgå i samhandel mellem medlemslandene, såfremt de var registreret og identificeret på en sådan måde, at de kunne føres tilbage til oprindelseslandet. Dyrene skulle stamme fra en bedrift, et center eller organ, der var underlagt en regelmæssig officiel veterinærkontrol, og de skulle under transporten være ledsaget af et EF-sundhedscerfitikat. Desuden skulle dyrenes bevægelser og sundhedstilstand hele tiden kunne følges.
For at gennemføre disse krav foreslog man opbygget et centralt husdyrregister i Landbrugsministeriet, Veterinærdirektoratet. Det var Landbrugsministeriets opfattelse, at lov om husdyrsygdomme gav hjemmel til oprettelse af et sådant centralt husdyrregister, idet man henviste til forarbejderne til loven.
Det var bl.a. hensigten at registrere besætningsejere, markeder, handelsmænd m.v., og herved registrere samtlige potentielt samhandlende for at sikre en kortlægning af dyrenes handelsbevægelser også på nationalt område. Man ønskede at skaffe sig et billede over dyresundhedsmæssige forhold, som til enhver tid var ajourført.
Bedrifterne skulle efter det oplyste underlægges regelmæssig officiel veterinærkontrol. I tilknytning til et centralt husdyrregister kunne det bl.a. gøres muligt at etablere en række kontrolordninger, bl.a. baseret på anvendelse af ejererklæringsblanketter, som tildeltes det enkelte oprindelsessted (besætningsejere, handelsmænd, markeder m.v.), og som skulle følge det enkelte dyr hele tiden. Dyrene skulle i øvrigt ledsages af et EF-sundhedscertifikat ved udførelse til et andet EF-land. Et sådant certifikat forlangtes ikke ved samhandel inden for landets grænser.
Et centralt husdyrregister skulle danne grundlag for en række kontrolfunktioner.
Oplysningerne i registeret ville bl.a. blive indberettet i forbindelse med indførsel af levende dyr fra andre EF-lande samt fra tredjelande.
Det var endvidere hensigten, at den praktiserende dyrlæge, der var knyttet til hver enkelt bedrift m.v., f.eks. årligt skulle udfylde et standardiseret kontrolskema. Disse oplysninger ville derefter blive optaget i husdyrregisteret.
I forbindelse med udførelse af dyr til et andet EF-land udstedtes EF sundhedscerfitikat af kredsdyrlægen, der i den forbindelse skulle have online-adgang til registeret.
Forventede indførsler af dyr fra andre EF-lande ville på længere sigt blive meddelt veterinærmyndighederne i bestemmelsesstaten via et elektronisk kommunikationssystem, som skulle etableres på EFKommissionens initiativ. Det fremgik endvidere, at et centralt husdyrregister på længere sigt agtedes koblet på fællesskabssystemerne for samhandel (ANIMO) og for indførsel fra tredjelande (SHIFT).
Det var hensigten, at producent- og brancheorganisationerne inden for de vigtigste husdyrsektorer i relation til husdyrimport ville etablere kontrol- og karantæneordninger på frivilligt grundlag, men dog eventuelt således, at husdyrproducenternes deltagelse i disse ordninger kunne blive en betingelse for levering til andelsvirksomhederne. Det var imidlertid en forudsætning for den frivillige kontrolordnings praktiske gennemførelse, at veterinærmyndighederne, på begæring eller rutinemæssigt kunne orientere de pågældende erhvervsorganistioner om konkrete indførelser af husdyr.
Landbrugsministeriet rejste i den forbindelse over for Justitsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne i et centralt husdyrregister, som måtte betragtes som værende af ringe følsomhed, kunne gøres offentligt tilgængelige ved bekendtgørelse, udstedt i medfør af husdyrsygdomsloven. Herved ville det blive muligt at videregive oplysningerne til private i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 17, stk. 2. Landbrugsministeriet fremhævede desuden, at formålet med et offentligt tilgængeligt centralt husdyrregister også var at skabe tryghed i samhandelen og grundlægge et effektivt veterinært beredskab.
Registertilsynet kunne således konstatere, at Landbrugsministeriet ønskede at oprette en landsdækkende og offentligt tilgængelig informationsdatabase, indeholdende oplysninger om samtlige potentielt samhandlende besætningsejere m.v. Af det fremsendte materiale fremgik det, at samtlige besætninger ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik i 1988 udgjorde et væsentligt større antal (samlet ca. 98.000 besætninger) end det antal besætninger (ca. 2.230), der i 1988 ifølge Jordbrugsøkonomisk Instituts skøn rent faktisk havde været genstand for samhandel. Det var ikke endeligt fastlagt, hvorledes disse oplysninger agtedes indsamlet, men Landbrugsministeriet havde, for at imødekomme direktivets krav om, at bedrifterne skulle være underlagt en regelmæssig officiel veterinærkontrol, foreslået, at der i et centralt husdyrregister blev optaget oplysninger om, hvilken praktiserende dyrlæge der var knyttet til hver enkelt bedrift m.v., og at dyrlægen f.eks. årligt udfyldte et standardiseret kontrolskema. Disse oplysninger agtedes herefter optaget i husdyrregisteret. Veterinærdirektoratet opnåede herved et mere detaljeret billede end hidtil, hvor man alene modtog systematiserede oplysninger om sygdomme, der var anmeldelsespligtige efter husdyrsygdomsloven.
Landbrugsministeriets ønske om at registrere samtlige potentielle samhandlende besætningsejere m.v. indebar efter Registertilsynets opfattelse, at det var nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt reglen i lov om private registre § 9, stk. 1, 1. pkt., kunne anses for opfyldt. Denne bestemmelse tilsigter ifølge lovens forarbejder bl.a. at imødegå unødig dataophobning. På det foreliggende grundlag bemærkedes dog, at såfremt der med hjemmel i husdyrsygdomsloven kunne udstedes en bekendtgørelse, der gav adgang til indsamling af data om samtlige besætningsejere m.v. kunne registreringen næppe anses for stridende imod bestemmelsen i lovens § 9, stk. 1, 1. pkt.
Registertilsynet fandt endvidere at burde lægge til grund, at det var hensigten at registrere oplysningstyper, f.eks. om kontrol- og analyseresultater fra en eventuel stikprøvekontrol og om dyrenes sundhedstilstand, der måtte antages at være fortrolige, da oplysningerne kunne benyttes i forbindelse med en vurdering af den enkelte besætningsejers m.v. økonomiske forhold, hvorimod der efter det oplyste ikke agtedes registreret oplysninger om f.eks. besætningsejeres m.v.s strafbare forhold.
Vedrørende videregivelse af oplysninger fra registeret henvises til kapitel 4.4.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 66.
Udtalt, at Landbrugsministeriet, såfremt der med hjemmel i husdyrsygdomsloven kunne udstedes en bekendtgørelse, der gav adgang til indsamling af oplysninger om samtlige potentielt samhandlende besætningsejere inden for EF, kunne oprette en landsdækkende informationsbase indeholdende data om samtlige besætningsejere (Det centrale Husdyrregister).