Legislator Case Law & Legislation
W19911108625 DK

Bloddonorregister, oprettelse, sletningsfrist (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 11086 Historic

Bloddonorregister, oprettelse, sletningsfrist (* 1)

Frederiksborg Amt anmodede Registertilsynet om en udtalelse om oprettelsen af et registreringssystem for donoroplysninger og oplysninger vedrørende tapning af blodprodukter i blodbanken på Centralsygehuset i Hillerød. Det fremgik af sagen, at registeret skulle udgøre et dagligt arbejdsredskab i forbindelse med registrering af donoroplysninger såvel med henblik på indkaldelse af donorer som til registrering af tapninger, således at det ville være muligt at spore relationen mellem de blodprodukter, der kommer ud af tapningerne, og de pågældende donorer.

Endvidere fremgik det af det fremsendte udkast til forskrifter for registeret, at Centralsygehuset i Hillerød ønskede fastsat en bestemmelse om opbevaring i ubegrænset tid af registerkopier samt en bestemmelse om uendelig opbevaring af udskrifter fra registeret med oplysninger om tappesæt. Centralsygehuset i Hillerød anførte som begrundelse herfor, at det skal være muligt at opspore sygdomme, som er forårsaget af blodtransfusioner, hvorved der specielt henvistes til overførsel af HIV-antistof. Sygehuset henviste i denne forbindelse til Sundhedsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 1. juni 1988 om undersøgelse af bloddonorer for HIV-antistof.

Registertilsynet har tidligere i en række tilsvarende sager fastsat en sletningsfrist på 5 eller 10 år for personhenførbare oplysninger om tidligere donorer og en sletningsfrist på 5 år for registerudskrifter.

På baggrund af amtets anmodning og amtets fortolkning af Sundhedsstyrelsens cirkulære anmodede Registertilsynet Sundhedsstyrelsen om en vurdering af, om cirkulæret kunne give anledning til, at Registertilsynet for fremtiden ændrede sin praksis på dette område.

Af Sundhedsstyrelsens vurdering fremgik, at styrelsen ikke var enig i Frederiksborg Amts fortolkning af det omtalte cirkulære. Sundhedsstyrelsen fandt imidlertid, at det ville være hensigtsmæssigt med en sletningsfrist på 10 år for personhenførbare oplysninger om tidligere donorer.

På denne baggrund udtalte Registertilsynet, at man ikke havde indvendinger imod oprettelsen af registeret til varetagelse af det formål, som fremgik af sagen. Vedrørende fastsættelse af sletningsfristen for registerets personhenførbare oplysninger henstillede Registertilsynet imidlertid, at der for registerets personhenførbare oplysninger blev fastsat en sletningsfrist på 10 år efter inddatering. Ligeledes henstillede Registertilsynet, at det af registerets forskrifter skulle fremgå, at udskrifter fra registeret kun må opbevares i 5 år, hvorefter de skal tilintetgøres, samt at en årlig sikkerhedskopi af registeret kan opbevares i eet år.

På grundlag af Sundhedsstyrelsens udtalelse vedrørende opbevaring af donoroplysninger besluttede Registertilsynet således at opretholde sin hidtidige praksis på området.

Frederiksborg Amt har efterfølgende fastsat endelige forskrifter for registeret og fulgt Registertilsynets henstillinger.

Endelig adm. afgørelse 1991 11086 Historic

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 73.

Endelig adm. afgørelse 1991 11086 Historic

Udtalt, at man ikke havde indvendinger imod oprettelsen af et bloddonorregister på Centralsygehuset i Hillerød. Endvidere henstillet, at sletningsfristen for de registrerede oplysninger blev fastsat til 10 år.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →