Legislator Case Law & Legislation
W19911104625 DK

Skattekartotek, CD-Rom, Retsinformationssystem (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 11046 Historic

Skattekartotek, CD-Rom, Retsinformationssystem (* 1)

Registertilsynet modtog i beretningsåret en ansøgning fra en virksomhed om tilladelse til at udgive en edb-læsbar version af publikationen Skattekartoteket.

Virksomheden ønskede at gøre det hidtil publicerede materiale tilgængeligt i en ny form, og man havde således ladet det indgå i en af et produktions- og distributionsselskab produceret CD-ROM kaldet MAGNUS.

Det fremgik af det fremsendte materiale, at MAGNUS var et elektronisk opslagsværk med aktuelle informationer svarende til ca. 200.000 A4-sider, som ud over at indeholde Skattekartoteket indeholdt Dansk Juridisk Bibliografi, Status og Kongelig Hof og Statskalender.

Det blev oplyst, at de enkelte dataleverandører hver for sig havde ansvaret for deres bidrag, som de indleverede til produktionsselskabet, som herefter forestod den tekniske konvertering.

For at få adgang til data på CD-ROM'en skulle der anvendes et IBM kompatibelt CD-ROM-drev. Adgang var imidlertid yderligere betinget af, at man købte et kodeord hos den informationsleverandør, hvis data man ønskede at læse. Hvis det drejede sig om skattedomme og lignende, købtes kodeordet således hos den virksomhed, som publicerer Skattekartoteket.

Det blev endvidere oplyst, at der årligt ville blive produceret en opdateret CD-ROM, i hvilken forbindelse de enkelte dataleverandører vil have mulighed for at berigtige fejl og mangler i det tidligere udsendte materiale. Den udsendte CD-ROM forblev imidlertid brugerens ejendom, medmindre der var tale om basale fejl eller mangler, hvilket tilfælde CD-ROM'en ville blive trukket tilbage.

Det fra Skattekartoteket hidrørende materiale udgjordes af en base med skatteregler, dvs. samtlige love, bekendtgørelser, cirkulærer og SD/TS-cirkulærer, en base indeholdende 13.500 domme tilbage fra 1884, landsskatterettens kendelser og administrative afgørelser, en base indeholdende samtlige love og bekendtgørelser om moms og arbejdsmarkedsbidrag, ligesom alle offentliggjorte domme og afgørelser fra Momsnævnet og Skattedepartementet var medtaget, og endelig en base indeholdende alle dobbeltbeskatningsaftaler, som europæiske lande havde indgået med andre lande.

Det fremgik endvidere, at alle de på CD-ROM'en indlagte landsskatteretskendelser og administrative afgørelser, der indlægges i det statslige retsinformationssystem i dag, var fuldt ud anonymiseret i overensstemmelse med kravet i kildeskattelovens § 87, hvilket også gjaldt offentliggjorte afgørelser fra Momsnævnet og Skattedepartementet. Det var desuden oplyst, at person- og stednavne, i det omfang disse ikke i medfør af de almindelige retningslinier for indlæggelse af afgørelser i det statslige system (cirkulærets § 2, stk. 2-5), var anonymiseret, var gjort usøgbare i overensstemmelse med cirkulærets § 2, stk. 7.

Det blev oplyst, at alle de navne, som man ønsker gjort usøgbare, markeres med en kode, hvorefter de ikke indgår i den ordliste, som fritekstsøgningssystemet opstiller og søger ud fra i teksten.

Ligesom i det statslige retsinformationssystem ville det være muligt at søge på dommere, advokater, juridiske personer, på nær enkeltmandsejede virksomheder, og personer, der virker i offentlig tjeneste og lignende.

Det fremgik endvidere, at virksomheden ville lade det indgå i den kontrakt, hvorved brugeren får adgang til data, at det er forbudt at overføre data til et andet elektronisk medium.

Det blev oplyst, at erhvervelsen af kodeord rent praktisk skulle foregå på den måde, at det på den udsendte diskette angivne serienummer af brugeren oplyses til informationsleverandøren, som herefter forsyner brugeren med et kodeord, som kombineret med serienummeret resulterer i, at der sker en dekryptering af CDROM'en, hvorefter dataene er tilgængelige.

Skattekartoteket havde i øvrigt etableret en online-database, som hver 14. dag ajourføres med tilvæksten af nye afgørelser og som brugere, der havde erhvervet kodeord til CD-ROM'en, kunne søge gratis på via modem.

Registertilsynet udtalte i den anledning, at Registertilsynet var af den opfattelse, at produktion og udsendelse af de af A/S Skattekartoteket hidtil publicerede domme, kendelser og afgørelser på CD-ROM var at anse for et retsinformationssystem, som er omfattet af lov om private registre § 2, stk. 5.

Registertilsynet fandt på baggrund af det oplyste, og under hensyn til de i cirkulære nr. 85 af 8. juli 1988 om indlæggelse af afgørelser i Det statslige retsinformationsystem, indeholdte regler, at anonymiseringskravene måtte anses for tilgodeset, ligesom man fandt, at de trufne foranstaltninger med henblik på at gøre de efter anonymiseringen tilbageværende navne på parter, vidner, syns- og skønsmænd og gade usøgbare, var i overensstemmelse med kravet i § 2, stk. 7, i nævnte cirkulære.

Med hensyn til anvendelsen af det edb-læsbare medie CD-ROM fandt Registertilsynet under hensyn til, at det ikke er muligt at tilføje data til eller manipulere med de på CD-ROM'en lagrede data, at der ikke ved distributionen af CD-ROM'en etableredes selvstændige registre, men at den enkelte CD-ROM måtte betragtes som en kopi.

Registertilsynet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at det i den mellem A/S Skattekartoteket og erhververen af kodeord indgåede kontrakt blev fremhævet, at det er forbudt at overføre data til et andet elektronisk medium. Registertilsynet fandt, at kodeordet først må udleveres, når der foreligger en underskrevet kontrakt fra brugerens side.

På denne baggrund meddelte Registertilsynet i henhold til lov om private registre § 2, stk. 5, 1. pkt., tilladelse til på en række vilkår, at de af A/S Skattekartoteket hidtil publicerede domme, kendelser og afgørelser, delvis undtoges fra bestemmelserne i lov om private registre.

Endelig adm. afgørelse 1991 11046 Historic

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 99.

Endelig adm. afgørelse 1991 11046 Historic

På en række vilkår meddelt tilladelse til, at A/S Skattekartoteket bliver udgivet på CD-ROM, idet en edb-læsbar version af Skattekartoteket må betragtes som et retsinformationssystem og delvis undtages fra bestemmelserne i lov om private registre. I øvrigt fundet, at der ikke ved distributionen af CD-ROM er etableret selvstændige registre, men at den enkelte CD-ROM må betragtes som en kopi.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →