Selskab, ikke-lovlig besiddelse, piratkopier af mikrofilm, kreditoplysningsbureau, anmodning om optagelse af politirapport (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Selskab, ikke-lovlig besiddelse, piratkopier af mikrofilm, kreditoplysningsbureau, anmodning om optagelse af politirapport (* 1)
TV-Avisen, Danmarks Radio, indeholdt i beretningsåret et indslag, hvori en inkassochef bl.a. oplyste, at det selskab han var ansat i, skulle være i besiddelse af piratkopier af mikrofilm udsendt af et kreditoplysningsbureau, samt at selskabet havde indtastet oplysninger fra disse kopier i selskabets eget edbanlæg.
I den anledning anmodede Registertilsynet selskabet om at belyse de nærmere omstændigheder omkring selskabets erhvervelse samt besiddelse af det omhandlede mikrofilmmateriale.
Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at det omhandlede mikrofilmmateriale, der efter det oplyste indeholdt kreditoplysninger i summarisk form udsendt af det pågældende kreditoplysningsbureau, i henhold til lov om private registre § 12, stk. 2, kun måtte udsendes til personer eller virksomheder, der abonnerede på meddelelser fra bureauet.
Registertilsynet udtalte endvidere, at tilsynet på baggrund af TV-Avisens indslag, var af den opfattelse, at selskabet ved at besidde det pågældende mikrofilmmateriale måtte antages at have oprettet sit eget selvstændige register.
Registertilsynet bemærkede yderligere, at lov om private registre, jf. lovens § 1, gælder registrering, der omfatter personoplysninger, og hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, og systematisk registrering, der omfatter oplysninger om personers, institutioners, foreningers eller virksomheders private eller økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed må forlanges unddraget offentligheden. Af lovens § 3, stk. 1, fremgår, at erhvervsvirksomheder, erhvervsdrivende, institutioner, foreninger og lignende kun må foretage registrering af oplysninger, som kan henføres til bestemte personer, i det omfang registreringen er et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art.
Registertilsynet fandt herefter på det foreliggende grundlag, at selskabet ikke lovligt kunne besidde det pågældende mikrofilmmateriale, og tilsynet anmodede derfor selskabet om snarest at indsende materialet til Registertilsynet.
Selskabet fremkom herefter med en redegørelse i sagen. Selskabet oplyste, at selskabet var i besiddelse af mikrofilmmateriale udsendt af det pågældende kreditoplysningsbureau, samt at oplysningerne og mikrofilmene stammede fra dette bureau. Selskabet oplyste endvidere, at selskabet ikke havde et register over dårlige betalere på selskabets eget edb-anlæg. Selskabet vedlagde i den forbindelse det mikrofilmmateriale, som selskabet mente at være i besiddelse af, bestående af 11 ark udsendt helt tilbage i august 1981 samt 1 ark udsendt i november 1987.
Registertilsynet modtog herefter fra det pågældende kreditoplysningsbureaus advokat et foto af mikrofiche vist i TV-Avisens indslag. Det fremgik heraf, at der var tale om en udgivelse fra november 1990, og bureauet anførte i den forbindelse, at Registertilsynet ikke kunne have modtaget samtlige film, som blev vist og omtalt i det pågældende TV-indslag.
Da der således var en formodning for, at selskabet ikke havde tilsendt Registertilsynet alt det materiale, som selskabet var i besiddelse af, oversendte Registertilsynet sagen til politiet med anmodning om, at der blev optaget politirapport i sagens anledning.
Kort tid efter fremsendte selskabet til Registertilsynet yderligere 61 mikrofilmark, som selskabet havde fundet.
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 121.
Antaget, at et selskab, som havde erhvervet piratkopier af mikrofilm udsendt af et kreditoplysningsbureau, efter lovens § 3, stk. 1, ikke lovligt kunne besidde det pågældende mikrofilmmateriale. Da der var formodning for, at selskabet ikke havde tilsendt Registertilsynet alt det materiale, som selskabet var i besiddelse af, blev sagen oversendt til politiet med anmodning om optagelse af politirapport.