Ankestyrelsens principafgørelse O-29-91 om uddannelseshjælp - pensionist (højeste sats og bistandstillæg) - pianostemmer

Ankestyrelsens principafgørelse O-29-91 om uddannelseshjælp - pensionist (højeste sats og bistandstillæg) - pianostemmer

Resume

En 37-årig svært synshandicappet mand , der oppebar højeste førtidspension + bistandstillæg, var berettiget til støtte til uddannelse til pianostemmer.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på mandens alder og på, at en erhvervsmæssig revalidering på baggrund af hans lidelse og hidtidige erhvervsforhold måtte anses for påkrævet, samt på hans motivation og evne til uddannelsen samt mulighed for at opnå et ikke uvæsentlig bidrag til forsørgelse efter endt uddannelse.

Sagen skulle dog tages op til fornyet vurdering efter den prøvetid på 6 måneder, der var fastsat i uddannelsesplan for synshandicappede pianostemmere.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

28-05-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 91

Sagsfremstilling

En tidligere chauffør og landmand M var efter sygdom blevet svært synshandicappet.

Han blev tilkendt højeste førtidspension + bistandstillæg.

Kommunen bevilgede senblindekursus på 8 måneder på Instituttet for Blinde og Svagsynede, der er en institution oprettet efter bistandslovens § 91.

Herunder var M 14 dage i praktik på Instituttets pianostemmerskole.

M fandtes motiveret og egnet for pianostemmeruddannelsen, og Instituttet søgte derfor kommunen om hjælp til den 3-årige uddannelse ved Instituttet.

Uddannelsesudgifterne androg ca. 1 million kr. ialt.

Amtskommunen begrundede sin afgørelse, hvorefter der meddeltes afslag på ansøgningen med, at M ikke ville blive selvforsørgende, samt at uddannelsens længde og omkostninger ikke stod i et rimeligt forhold til det mulige erhvervsmæssige udbytte.

Afgørelsen blev anket af M og Instituttet.

Det påpegedes, at uddannelsen var overskuelig og gav mulighed for selvstændig virksomhed med indflydelse på egen situation.

M var i praktik ved Instituttet fra før påske til udgangen af juni 1991.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at M var berettiget til støtte til uddannelse til pianostemmer.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på M's alder samt på, at erhvervsmæssig revalidering på baggrund af lidelsen og det hidtidige erhvervsforhold måtte anses for påkrævet, og at M, efter at revalideringsmulighederne havde været drøftet med ham, måtte anses for at være motiveret for og at have evner til uddannelsen til pianostemmer.

M måtte endvidere efter uddannelsens afslutning antages at kunne opnå en indtægt, der ville give et ikke uvæsentligt bidrag til hans forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt dog, at sagen burde tages op til fornyet vurdering efter prøvetiden på 6 måneder.

Ankestyrelsen ændrede således amtskommunens afgørelse.