Ankestyrelsens principafgørelse O-17-91 om tilbagebetaling - vidtgående fysisk eller psykisk handicap - hjælp forbrugt mod bedre vidende - aflønning af medhjælpere - ansvarlig for lønkonto - underskud på lønkonto - medhjælper med fuldmagt

Ankestyrelsens principafgørelse O-17-91 om tilbagebetaling - vidtgående fysisk eller psykisk handicap - hjælp forbrugt mod bedre vidende - aflønning af medhjælpere - ansvarlig for lønkonto - underskud på lønkonto - medhjælper med fuldmagt

Resume

Bistandslovens § 25 (nu aktivlovens § 91) kunne ikke anvendes i forbindelse med krav om tilbagebetaling af et beløb, som uretmæssigt var forbrugt fra en lønkonto oprettet til aflønning af medhjælpere som led i en ordning efter bistandslovens § 48, stk. 3 (nu servicelovens § 77).

Afgørelsen blev begrundet med, at hjælpsmodtageren som udgangspunkt var berettiget til det bevilgede antal hjælpetimer.

Det var desuden ikke godtgjort, at han havde været vidende om den udviste svig over for forvaltningen, herunder at beløbet var anvendt til andet formål end forudsat, idet lønkontoen blev administreret af hans samlever, som havde fuldmagt hertil.

Et eventuelt tilbagebetalingskrav måtte gøres gældende ved de almindelige domstole

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

28-05-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 25

Sagsfremstilling

En mand M med vidtgående handicap havde siden 1980 været omfattet af en hjælpeordning svarende til den nugældende ordning efter bistandslovens § 48, stk. 3.

M havde således i forbindelse med ordningen fået overført contobeløb, beregnet på grundlag af bevillingen af medhjælpertimer, til en konto oprettet med henblik på af lønning af medhjælpere.

M stod som arbejdsgiver over for medhjælperne og var ansvarlig over for kommunen for kontoens anvendelse, hvilket indebar, at han skulle aflægge regnskab for lønudgifter mv.

M's samlever ansattes som medhjælper og fik til opgave at ordne lønregnskaberne.

Hun fik desuden fuldmagt til at disponere over lønkontoen og forestå lønudbetalinger mv.

Kommunen konstaterede i 1984, at der i perioden 1. januar 1983 - 31. juli 1984 var forbrugt et beløb på 51.921 kr., som ikke var modsvaret af anvendte medhjælpertimer.

Differencen var opstået som følge af M's samlevers misbrug af fuldmagten.

Kommunen krævede herefter beløbet tilbagebetalt af M under henvisning til, at det var modtaget med urette, idet det blev forbrugt uden at være modsvaret af en dokumenteret lønudgift, og til, at M var ansvarlig for kontoen.

Beløbet krævedes tilbagebetalt med hjemmel i bistandslovens § 25.

Amtsankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet ikke fandt situationen omfattet af bistandslovens § 25, nr. 1.

Amtsankenævnet lagde vægt på, at M som udgangspunkt var berettiget til de antal hjælpetimer, som forvaltningen havde bevilget.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at M - i bistandslovens forstand - havde været vidende om den udviste svig over for forvaltningen, herunder at beløbet var anvendt til andet formål end forudsat.

Nævnet understregede, at der ikke ved afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt forvaltningen kunne gøre tilbagebetalingskrav gældende i henhold til almindelige erstatningsregler.

Nævnet fandt, at dette måtte afgøres ved et civilt søgsmål ved de almindelige domstole.

Sagen blev antaget til principiel behandling i Ankestyrelsen til afklaring af rækkevidden af bistandslovens § 25, nr. 1, i relation til § 48, stk. 3-klienten, der er ansvarlig for lønkontoen i forbindelse med en § 48, stk. 3-ordning.

Afgørelse

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse med nævnets begrundelse.

M havde således ikke pligt til at tilbagebetale beløbet.

Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at et eventuelt tilbagebetalingskrav måtte gøres gældende ved de almindelige domstole.