Legislator Case Law & Legislation
W19910408525 DK

Tvist om tidsforbrug på montagearbejde udført i England(* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 4085 Valid

Tvist om tidsforbrug på montagearbejde udført i England(* 1)

K E N D E L S E i voldgiftssag C 3214 K mod A A/S.

Imellem klageren K, og indklagede, A A/S, er der opstået uoverensstemmelse om betaling for montagearbejde, som klageren udførte for indklagede i x-land fra november 1989 til den 22.-23. februar 1990, hvor klageren afmandede og forlod arbejdspladsen. Arbejdet skulle honoreres efter timeforbrug for de montører, klageren stillede til rådighed, og tvisten drejer sig i første række om, hvorvidt det debiterede timetal er for højt i forhold til det udførte arbejde. Endvidere indgår i sagen spørgsmål om reduktion af klagerens krav på grund af mangler og et modkrav fra indklagede vedrørende dækning af merudgifter, som hævdes påført indklagede i forbindelse med, at klageren forlod arbejdspladsen.

Sagen er ved klageskrift af 29. juni 1990 indbragt for en voldgiftsret nedsat i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed«. Voldgiftsretten har bestået af civilingeniør Bo Andersen, civilingeniør Niels Steen Steensen og højesteretsdommer Mogens Hornslet med sidstnævnte som retsformand.

Klageren har nedlagt følgende påstande

1. Indklagede tilpligtes at betale klageren et beløb stort 393.717,19 kr. med renter svarende til 2% pr. måned fra den 23. marts 1990, til betaling sker.

2. Indklagede tilpligtes at betale klageren renter af 373.401,98 kr. med renter svarende til 2% pr. måned fra den 27. februar 1990 til den 23. marts 1990 samt renter af 414.033,84 kr. svarende til 2% pr. måned fra den 12. marts 1990 til den 23. marts 1990.

3. Subsidiært påstås indklagede tilpligtet at betale et mindre beløb efter rettens skøn.

Indklagede har nedlagt følgende påstande

Principalt

1. Frifindelse.

2. K tilpligtes at betale 216.161,07 kr. med renter i henhold til renteloven af 83.108,07 kr. fra den 29. november 1990 og af 133.053,00 kr. fra den 1. november 1990, alt til betaling sker.

Subsidiært

Overfor klagerens påstand

Betaling af et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn.

Overfor indklagedes selvstændige påstand har klageren påstået frifindelse.

Om påstandene bemærkes

De i klagerens påstand 1 nævnte 393.717,19 kr. udgør summen af to fakturaer udstedt henholdsvis den 12. februar 1990 på 373.401,98 kr. og den 25. februar 1990 på 414.033,84 kr. (i alt 787.435,82 kr.) med fradrag af halvdelen - 393.717,19 kr. - som indklagede betalte den 23. marts 1990 mod en bankgaranti, der senere er frigivet. Der kræves renter ved påstand 1 og 2 fra forfaldsdagen ifølge parternes aftale - 14 dage efter fakturadatoerne - og indtil betalingen.

Påstandsbeløbet 216.161,07 kr. i indklagedes principale påstand 2 fremkommer på den måde, at indklagede mener at have et krav mod klageren på 512.253,98 kr. for 1031 timer, som klageren ifølge nedennævnte skønserklæring har debiteret for meget, 599 timer for arbejde udført af indklagedes montører under klagerens opstart og 680 timer for mangelsafhjælpning. Hertil kommer afholdte skønsomkostninger 27.700 kr. og 69.925 kr. i meromkostninger ved indklagedes overtagelse af pladsen i x-land (flybilletter). Påstandsbeløbet er summen af de nævnte beløb, i alt 609.878,98 kr., med fradrag af de 393.717,19 kr. som nævnt i klagerens påstand 1.

Sagen har været genstand for mundtlig forhandling den 28. november 1991, hvor der til belysning af sagen blev gennemgået et omfattende bilagsmateriale og foretaget indgående afhøringer af en række personer - for klageren direktør K, og montør B, smed C og montør D og for indklagede projektleder E og ingeniør F - Endviere blev der foretaget afhjemling af skønsmanden, montagechef G. I det følgende refereres fra bilagsmaterialet alene skønserklæringen af 23. april 1990 og af bevisførelsen iøvrigt kun det væsentligste af de afgivne forklaringer.

I den nævnte skønserklæring har skønsmanden besvaret en række spørgsmål således

»Spørgsmål 1.

Udfra tegningsmaterialet bedes det rimelige antal montagetimer ved det samlede arbejde vurderet.

Svar 1.

Det samlede arbejde er udregnet og vurderet til montagetimer i alt 5.670.

N.B.

Ved vurdering af montagetimer er området på 4. sal mellem linie 9 - 10 og A - D ikke medregnet, da det tilsendte materiale ikke præciserer omfang (se tegning 7.091).

Der er ved vurdering af det samlede arbejde medregnet de vanskelige aflæsningsforhold samt transport i huset.

Spørgsmål 2.

Udfra tegningsmaterialet bedes det rimelige antal montagetimer på den del af arbejde, som K ifølge stadeopgørelsen har udført, vurderet.

Svar 2.

Udført arbejde iflg. stadeopgørelse udregnet og vurderet til: Montagetimer i alt 4.002.

N.B.

Ved stadeopgørelse forstås - at det med rødt mærkede (på tilsendte tegninger) som ikke monteret. .....................................................................

Spørgsmål 4.

Overstiger det af K debiterede timetal det ifølge en tilbudsudregning rimelige timetal for det ifølge stadeopgørelsen af K udførte arbejde? I givet fald ønskes størrelsen angivet.

Svar 4.

K debiterede timetal for brugte timer efter faktura i alt 5.033 Udført arbejde, udregnet og vurderet ifølge stade- opgørlse i alt 4.002 -----------

1.031 -----

N.B.

Der er ved besvarelsen af spørgsmål 4 ikke medregnet de ændringer og ekstraarbejder som er oplyst i redegørelse over ekstraarbejder dateret 9. april 1990 fremsendt af advokat H.

Spørgsmål 5.

Kan skønsmanden bekræfte tilstedeværelsen af de enkelte mangler, der nævnes i mangelfortegnelsen af 23. marts 1990?

Svar 5.

Se bemærkninger/besvarelse til mangelliste/mangelfortegnelse.

Spørgsmål 6.

Hvad koster udbedringen af de mangler, hvis tilstedeværelse bekræftes?

Svar 6.

Kan p.t. ikke besvares da omfanget ikke kendes, se bemærkninger/besvarelse til mangelliste/mangelfortegnelse.

Bemærkninger til mangelliste (mangelfortegnelse)

1) Ventilatorhus stærkt opvarmet efter påsvejsning af stuts for el-klemkasse.

K har anvendt gas og ilt til svejsningen.

Bem.: En noget uprofessionel handling som kan give problemer ved aflevering. En evt. skade på ventilator, kan ikke konstateres før ventilator er i drift.

2) Kanaler monteret forkert ved hovedindgang ca. 1 m.

Bem.: Montage tegn. 7.053 mangler placeringsmål. Så det giver stor chance for forkert montage.

3) Trykfordelingsbokse monteret forkert i lodret og vandret plan.

Bem.: Alle trykfordelingsboxe monteret som vist på vedlagte skitse 1.

Skal ændres til position som vist på vedlagte skitse 2.

Montagetid til ændring 1,5 time pr. box.

4) Uisolerede kanaler utætte.

Bem.: Ved visuel gennemgang af den udførte montage kunne der ikke konstateres direkte utætheder, men en del steder mangelfuld »Sealing« (lim).

Omfanget af utætheden kan ikke konstateres før der kommer luft på anlægget.

Almindeligvis skal ventilationsanlægs tæthed prøves i et omfang, der giver rimelig sikkerhed for, at anlægget opfylder de nødvendige tæthedskrav.

Endvidere bør tæthedsprøverne udføres på så tidligt et tidspunkt at det er muligt at udbedre konstaterede lækager uden større bygningsmæssige indgreb.

På byggepladsen y er arbejdet så langt fremme at en egentlig lækagemåling af anlægget ville forsinke færdiggørelsen af byggeriet.

Såfremt der konstateres utætheder når anlægget kommer i drift, vil det medføre betydelige bygningsmæssige indgreb og kan derfor først prissættes når omfanget kendes.

5) Isolerede kanaler utætte.

Bem.: Som punkt 4.

6) Kanaler kolliderer med lysarmaturer.

Bem.: Kanaler er ikke monteret som anvist på montagetegn. men flyttet for ikke at kollidere med kabelbakke.

Iflg. overmontør I (A) er der truffet anden foranstaltning, således at kanalen kan blive liggende.

Der er efter skønsmandens vurdering to væsentlige årsager til de opståede problemer ved ventilationsentreprisen på y.

Årsag nr. 1

Firmaet K har påtaget sig en opgave de ikke mandskabsmæssigt har kapacitet til og har derfor i nogen omfang brugt urutineret mandskab.

Begrundelsen herfor er de fejl som blev konstateret ved gennemgang på stedet (placering af brandspjæld - påklip af tude - placering af trykfordelingsbokse - materiale rodsvejsning på ventilator).

Årsag nr. 2

Tegningsmaterialet som er udleveret til K fra A som montagetegning er i nogen grad mangelfuld og ikke velegnet til urutineret mandskab uden daglig tilsyn ig kvalitetskontrol.'

Skønsmanden har under den mundtlige forhandling vedstået sin nævnte erklæring samt en skrivelse af 9. maj 1990 om timeforbrug ved ekstraarbejder (sagens bilag 15) og har bl.a. yderligere forklaret, at han ikke ved beregningen af timetallet 4.002 i skønserklæringen for det af klageren udførte arbejde har regnet med rejsetid Danmark-x-land retur for klagerens montører. Med hensyn til timetal for udførte ekstraarbejder var der under skønsforretningen i z-by enighed om, at der var ekstraarbejder, som der ville fremkomme nærmere oplysninger om. Skønsmandens skrivelse af 9. maj 1990 om timeforbruget (sagens bilag 15) bygger på oplysninger modtaget fra klageren (bilag J smh. m. bilag L), men - selvsagt - ikke på indklagedes kommentarer i skrivelse af 16. maj 1990 (bilag N). Skønsmanden finder, at tegningsmaterialet til brug for monteringen i al almindelighed var mangelfuldt. Sagen havde en vis sværhedsgrad. Hvis man havde en »pladsleder«, ville det være ham, der »stod for det«. Det har man på pladser af en vis størrelse, og dette var en plads af »en vis størrelse«.

Direktør K har bl.a. forklaret, at hans montør, B den 18. december 1989 lavede et oplæg til en aftale mellem klageren og indklagede, hvorefter klageren for et månedligt honorar på 20.000 kr. ex moms var »lejet til at varetage management af Ventilationsentreprisen på J, æ-gade, z-by« (bilag 8). Baggrunden herfor var, at det havde været svært at få fat i materialer, og det var umuligt at få fat i indklagedes folk, der kun sjældent kom på pladsen. Der var ingen ledelse overhovedet fra indklagedes side, og klageren måtte ikke selv bestille materialer. Indklagede ville ikke acceptere aftalen, men det kunne man jo ikke gøre noget ved. Under et møde i z-by den 21. februar 1990 med F fra indklagede tilkendegav klageren, at de forfaldne fakturaer skulle betales i overensstemmelse med parternes aftale og ikke - som hidtil - for sent. En faktura på 373.401,98 kr. udstedt den 12. februar 1990 skulle således betales den 26. februar 1990. Under en telefonsamtale med L fra indklagede fik man en klar aftale om, at indklagede straks ville telefaxe en bekræftelse herpå. I modsat fald ville klageren afmande pladsen. Han har bestemt ikke givet kredit til den 1. marts 1990, som det fremgår af L's brev/telefax afsendt den 22. februar 1990 (klokken 19,39) (sagens bilag 11). Da man ikke modtog den lovede bekræftelse, rejste han den 23. februar 1990 efter at have afmandet pladsen.

Montør B har bl.a. forklaret om baggrunden for oplægget til managementaftale af 18. deember 1989, at der var lange perioder, hvor det ikke var muligt at få kontakt med nogen af indklagedes folk, og han syntes »det var for mange penge, når det ikke fungerede«. Indklagedes montører lavede ikke noget, og tegningsmaterialet var mangelfuldt, idet der var divergenser i forhold til de faktiske forhold. Efter julen 1989 manglede man »dagligt« materialer. Ved materialemangel måtte man så skifte til andre steder i bygningen, hvor der var noget at arbejde med. Det var meget uhensigtsmæssigt. Tæthedsprøver har aldrig været drøftet med indklagedes folk, og man havde heller intet grej til at foretage sådanne prøver.

N og montør D har på tilsvarende måde forklaret om vanskeligheder på pladsen navnlig på grund af uhensigtsmæssige arbejdsskift - skift af etage - ved hyppigt forekommende materialemangel.

Projektleder E, der var entrepriseleder i z-by for indklagede, har bl.a. forklaret, at han, der boede i x-land fra 1. oktober 1989 til 1. januar 1990, men derefter var i Danmark, kom på pladsen efter behov i gennemsnit to gange ugentlig i forbindelse med byggemøder. Efter den 1. januar 1990 overtog en anden ansat hos indklagede - M tilsynet. M kunne man ringe til pr. biltelefon, og enten kunne han svare selv eller kontakte indklagede i Danmark. Med hensyn til materialemangel mener han kun, der var tale om »restordreproblemer«. Arbejdspladsen virkede rodet som enhver arbejdsplads i z-by. Han har ikke bemærket klagerens folk som særlig rodede men heller ikke som særlige ordensmennesker. Han mener, tegningerne hverken var specielt mangelfulde eller specielt gode. Han havde ikke noget specielt at udsætte på de folk fra klageren, han traf før julen 1989.

Ingeniør F har bl.a. forklaret, at han ca. 1. januar 1990 blev ansat hos indklagede som afdelingsingeniør. Han har været beskæftiget med ventilation, siden han var 7 år. Den 14. eller 15. februar 1990 var han første gang på pladsen i æ-gade, hvor der på det tidspunkt var 16 montører. Han kunne ikke få timeforbruget til at stemme, men besøget havde ellers nærmest karakter af »sightseeing«. Den 21. februar 1990 kom han uanmeldt tilbage og havde et møde med K. B var også med i starten, indtil vidnet bad ham gå. Vidnet opfattede B som klagerens leder, som en almindelig »overmontør«, der ikke deltog i byggemøderne. Man blev enige om, at »vi skulle købe 4 af deres bedste folk i stedet for de 16, der var«. Den ovenfor omtalte skrivelse/telefax af 22. februar 1990 (bilag 11) er udtryk for, hvordan vidnet havde oplevet det under mødet passerede. Han ringede hjem til Danmark, fordi han som ny ikke helt kendte sin stilling. Betaling af fakturaen på 373.401,98 kr. den 1. marts 1990 var efter vidnets mening, hvad der blev aftalt under telefonsamtalen med L. Han husker ikke, hvorfor dette blev aftalt. Det var vidnet, der talte med L, men han »mener« også han talte med K om betalingstidspunktet. Han kan bekræfte, at det blev aftalt med K, at der skulle sendes nogle telefaxer. Bilag 11 blev sendt til J, x-land, der ikke havde deltaget i mødet den 21. februar 1990. Dagen efter blev han ringet op, at klageren havde forladt pladsen, og han fik hurtig sat noget i gang, idet han sendte en overmontør og 4 svende til x-land, og med det mandskab blev man færdige til tiden. Med hensyn til tegningsmaterialet har han forklaret, at dette svarede til normal praksis i ventilationsbranchen på Sjælland. Med hensyn til ekstraarbejder har han henvist til sin skrivelse af 16. maj 1990 (bilag N), hvoraf fremgår, hvor mange timer, der anerkendes af indklagede (166 timer).

Til støtte for sine påstande har klageren gjort gældende, at indklagede efter parternes aftale skulle betale for montagearbejdet efter regning på grundlag af timeforbrug. Indklagede må derfor betale de udfakturerede beløb, jf. princippet i købelovens § 6, da det ikke er godtgjort, at regningerne er åbenbart urimelige. Indklagede, der har betalt en række fakturaer fra klageren og under mødet i z-by den 21. februar 1990 lovede at betale fakturaen af 12. februar 1990, må i øvrigt være afskåret fra nu at rejse indsigelse mod de omtvistede fakturaer. Med hensyn til skønsmandens vurdering af et rimeligt tidsforbrug har klageren anført, at skønsmanden ikke har taget højde for, at klagerens folk har udført ekstraarbejder, ligesom der heller ikke er taget hensyn til transporttid Danmark-x-land retur. Derimod er der efter skønserklæringen ikke grundlag for at indrømme indklagede noget fradrag for arbejde udført af indklagedes egne montører. Hvis klagerens folk har anvendt for mange timer, skyldes dette ikke klagerens forhold men derimod indklagedes dårlige ledelse af arbejdspladsen og de vanskeligheder, dette medførte for en hensigtsmæssig udførelse af montagearbejdet. B prøvede gennem sit oplæg til managementaftale den 18. december 1989 at fortælle indklagede om de problemer, der var, men blev afvist, og indklagedes folk har under forløbet ikke fundet anledning til at rejse indsigelser mod arbejdet, før F i februar 1990 kom til. Klageren støtter sit rentekrav på kutyme, jf. U. 85.277.

For så vidt angår indklagedes modkrav har klageren gjort gældende, at indklagede ikke har godtgjort, at det udførte arbejde har været behæftet med mangler, der har medført afhjælpningsomkostninger som hævdet af indklagede. Klageren gjorde sig endvidere ikke skyldig i noget aftalebrud ved at forlade og afmande pladsen den 22. - 23. februar 1990, idet indklagede ikke opfyldte sin del af aftalen den 21. februar 1990 om bekræftelse af betaling den 26. februar 1990. Hertil kommer, at indklagede ikke har godtgjort noget tab, der kan belastes klageren.

Indklagede har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det er godtgjort ved skønserklæringen, at klageren har uddebiteret 1.031 timer for meget, hvilket må regnes indklagede til gode. Indklagede bestrider størstedelen af de ekstraarbejder, som klageren har redegjort for, og der må derfor bortses herfra ved vurderingen af det uddebiterede timetals rimelighed. Indklagede har endvidere gjort gældende, at skønsmanden ikke i sin skønserklæring har taget højde for, at indklagedes montører har udført eget arbejde opgjort til 599 timer, der skal indgå helt eller delvis i opgørelsen mellem parterne. Det er ved skønserklæringens bemærkninger til mangelliste (mangelfortegnelse) godtgjort, at det udførte arbejde har været behæftet med mangler, der krævede afhjælpning. Hertil er ifølge indklagede medgået 680 timer. Indklagede har bestridt, at tidsforbruget på nogen måde har været påvirket af forhold, som kan lægges indklagede til last. Det følger af skønserklæringen, at klagerens folk har været under almindelig standard. For så vidt angår kravet om betaling af indklagedes meromkostninger ved overtagelse af pladsen i x-land har indklagede anført, at klageren under mødet den 21. februar 1990 havde givet et bindende tilsagn om at stille 4 montører til rådighed for indklagede, og at klageren ikke havde grundlag for som sket helt at afmande og forlade pladsen. Dette førte til de dokumenterede merudgifter på 69.925 kr. for flybilletter.

Særlig over for klagerens rentepåstand har indklagede bestridt eksistensen af den af klageren påberåbte kutyme. Klageren kan derfor alene kræve rentelovens rentesats.

Ved vurderingen af klagerens krav må skønsmandens udtalelse tillægges væsentlig betydning. Ifølge skønserklæringen af 23. april 1990 var det af klageren debiterede timetal for brugte timer efter faktura ialt 5.033 timer, medens det udførte arbejde, udregnet og vurderet ifølge stadeopgørelse, kun var ialt 4.002 timer. Det debiterede timetal oversteg således efter skønserklæringen det ifølge en tilbudsudregning rimelige timetal for det udførte arbejde med 1.031 timer. Dette måtte som udgangspunkt danne grundlag for en nedsættelse af det krævede beløb.

Det fremgår imidlertid af skønserklæringen, at skønsmanden ikke ved besvarelsen havde medregnet de ændringer og ekstraarbejder, der var oplyst i en redegørelse over ekstraarbejder af 9. april 1990 fremsendt af klagerens advokat. Der er betydelig uenighed mellem parterne om det præcise omfang af ændringer og ekstraarbejder, der skal regnes klageren til gode ved vurderingen af et rimeligt timetal for det udførte arbejde. Indklagede har accepteret et timetal på 166, hvorimod timetallet for ekstraarbejder efter klagerens opfattelse må accepteres med 586 timer. Timetallet for ekstraarbejder må fastsættes skønsmæssigt og indgå i den samlede vurdering af det debiterede timeforbrug.

Det samme gælder for så vidt angår rejsetid for klagerens montører mellem Danmark og x-land under hele perioden, idet denne rejsetid, der ifølge parternes aftale skal honoreres, efter skønsmandens forklaring under afhjemlingen ikke er medregnet i beregningen i skønserklæringen.

Alene disse forhold fører til en væsentlig reduktion af det timetal - på 1.031 - hvormed det debiterede timetal efter skønserklæringen oversteg det ifølge en tilbudsudregning rimelige timetal for det udførte arbejde.

Hertil kommer - generelt - at netop en vurdering ifølge en tilbudsudregning af et rimeligt timetal for det udførte arbejde efter sagens natur må være behæftet med betydelig usikkerhed, og at det konkret ved bevisførelsen er godtgjort, at arbejdsforholdene for klagerens folk bl.a. på grund af manglende ledelse fra indklagedes side var vanskeliggjort i en sådan grad, at dette må antages at have medført et øget timeforbrug - udover hvad skønsmanden har kunne indregne - uden at dette kan bebrejdes klageren. Det tages herved i betragtning, at klageren i forbindelse med et oplæg til managementaftale den 18. december 1990 overfor indklagede påpegede behovet for en bedre styring af arbejdspladsen, uden at dette førte til ændringer.

For så vidt angår det af indklagedes 2 montører udførte arbejde under klagerens opstart - af indklagede opgjort til 599 timer - bemærkes, at vi finder, at indklagede ikke overfor skønsmandens beregning af det af klageren udførte arbejde har godtgjort, at indklagedes montører har udført arbejde, der indgår i de af skønsmanden beregnede 4.002 timer for arbejde udført af klageren.

Hvad angår indklagedes krav støttet på mangelsafhjælpning må det lægges til grund, at der som anført i skønserklæringen er påvist fejl ved det udførte arbejde. Vi finder imidlertid ikke, at indklagede tilstrækkeligt har dokumenteret, at mangelfuldt arbejde fra klagerens folk har påført indklagede tab, som - også henset til det af indklagede udleverede tegningsmateriale og den manglende ledelse - kan begrunde de nævnte krav fra indklagede.

Endelig bemærkes med hensyn til det af indklagede rejste krav på betaling af meromkostninger ved overtagelse af pladsen i x-land med 69.925 kr., at vi efter bevisførelsen finder, at det ikke er godtgjort, at klageren ved at afmande og forlade arbejdspladsen som sket har begået noget aftalebrud i forhold til indklagede. Allerede af denne grund kan indklagedes nævnte krav ikke tages til følge.

Da det efter det således anførte ikke kan fastslås, at klagerens krav er åbenbart urimeligt, og der ikke er tilstrækkeligt grundlag for indklagedes modkrav, må klageren have medhold i påstanden om, at indklagede skal betale 393.717,19 kr. Beløbet findes alene at kunne kræves forrentet med sædvanlig procesrente fra den 23. marts 1990.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 30.000 kr. til klageren.

I parternes indbyrdes forhold skal indklagede betale de med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger.

T H I B E S T E M M E S

Indklagede A A/S, skal til klageren, K, betale 393.717,19 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 23. marts 1990, til betaling sker..

I sagsomkostninger skal indklagede betale 30.000 kr. til klageren.

Beløbene skal betales inden 14 dage fra kendelsens modtagelse. I parternes indbyrdes forhold skal indklagede betale de med voldgiftssagens behandling forbundne omkostninger.

København, den 16. december 1991.

Bo Andersen Niels Steen Steensen Mogens Hornslet

p.v.c.

G. Stark

Endelig adm. afgørelse 1991 4085 Valid

En underentreprenør havde udført et montagearbejde i England som regningsarbejde. Der opstod tvist mellem parterne om det korrekte tidsforbrug og om eventuel reduktion af underentreprenørens krav på grund af mangler og modkrav som følge af, at underentreprenøren havde forladt arbejdspladsen.

Det måtte efter en afgivet skønserklæring lægges til grund, at det debiterede timetal på godt 5000 timer oversteg et rimeligt timetal for det udførte arbejde med godt 1000 timer. Skønsmanden havde imidlertid ikke taget hensyn til ændringer og ekstraarbejder og ej heller til rejsetid mellem Danmark og England. Hertil kom, at et rimeligt timetal for det udførte arbejde efter sagens statur måtte være behæftet med betydelig usikkerhed, og at det konkret ved bevisførelsen var godtgjort, at arbejdsforholdene blandt andet på grund af manglende ledelse fra hovedentreprenørens side havde været vanskeliggjort i en sådan grad, at dette måtte antages at have medført et øget tidsforbrug udover, hvad skønsmanden havde kunnet indregne. Selvom der ved skønserklæringen var påvist mangler ved det udførte arbejde, fandtes det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at det mangelfulde arbejde havde påført hovedentreprenøren tab, og underentreprenøren fandtes ikke at have begået noget aftalebrud ved at afmande og forlade arbejdspladsen.

Herefter kunne det ikke fastslås, at underentreprenørens krav var åbenbart urimeligt, eller at der var tilstrækkeligt grundlag for hovedentreprenørens modkrav.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →