Vægarbejde med puds der ikke opfyldte kvalitetskrav (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Vægarbejde med puds der ikke opfyldte kvalitetskrav (* 1)
K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C-2997 K mod A1 Amtskommune og A2 ApS I sag nr. C-2997: K A/S, x-vej, y-by (advokat B) mod A1 Amtskommune, Amtsgården, ø-vej, z-by (advokat C) og A2 ApS, å-vej, xx-by (advokat D)
er af en voldgiftsret bestående af arkitekt m.a.a. Sven Bork, murermester, ingeniør Flemming Jensen og landsdommer Sven Ziegler (formand)
afsagt sålydende
K E N D E L S E
I årene 1985-88 opførtes med indklagede, A1 Amtskommune, som bygherre et nyt amtssygehus i yy-by. Projektering og byggeledelse blev varetaget af arkitektfirmaet E. Blandt de forskellige byggeafsnit var behandlingsafsnit Syd, behandlingsafsnit Nord og afdeling L, der opførtes i den angivne rækkefølge. Indklagede A2 ApS var - for de under denne sag relevante pudsearbejder - den udførende underentreprenør på murerentreprisen for samtlige disse afsnit. Hovedentreprenør for murerentreprisen var for de respektive afsnit
- for afsnit Syd: F A/S,
- for afsnit Nord: G A/S som fagentreprenør med klageren, K A/S , som underentreprenør vedrørende murerarbejdet. G A/S har transporteret sine rettigheder under sagen til klageren.
- for afsnit L: F A/S.
Efter at A2 ApS havde udført gipspuds på alle væggene i afsnit Syd og i fortsættelse heraf på 80% af væggene i afsnit Nord, og efter at der af malerentreprenøren, H , var påført maling i afsnit Syd og en mindre del af afsnit Nord (2-3.000 af ialt ca. 30.000 (m2)), konstateredes det i afsnit Syd, at malingen generelt ikke bandt tilstrækkeligt, hvorefter malerarbejdet øjeblikkeligt blev standset.
Da amtskommunen efter en undersøgelse kom til den opfattelse, at årsagen til den manglende vedhæftning også i afsnit Nord var, at de gipspudsede vægge var behæftet med mangler på afleveringstidspunktet, hævede amtskommunen den 8. august 1989 328.724,00 kr. på en af klageren stillet garanti til sikkerhed for amtskommunens betaling af udgifter i forbindelse med afslibning af de gipspudsede vægge.
Under denne sag har herefter klageren, K A/S, efter sin endelige påstand påstået indklagede, A1 Amtskommune, tilpligtet at betale til klageren principalt 328.724,00 kr., subsidiært 157.924,00 kr., med sædvanlig procesrente fra den 8. august 1989, til betaling sker.
Den indklagede amtskommune har over for klagerens påstand endeligt nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren, og således at der alene tillægges procesrente fra sagens anlæg.
Samme indklagede har endvidere endeligt påstået klageren tilpligtet at betale indklagede 41.098,28 kr., subsidiært et mindre beløb, med sædvanlig procesrente fra den 6. marts 1990, til betaling sker.
Heroverfor har klageren nedlagt påstand om frifindelse.
Endelig har klageren over for indklagede A2 ApS påstået denne tilpligtet til at betale til klageren 328.724,00 kr. med fradrag af det beløb, som A1 Amtskommune måtte blive tilpligtet at betale til klageren, med sædvanlig procesrente fra den 8. august 1989.
Klageren har endvidere påstået denne indklagede tilpligtet til klageren at betale de omkostninger, som klageren måtte blive tilpligtet at betale i forbindelse med klagemålet mod A1 Amtskommune og indklagede A2 ApS.
Indklagede A2 ApS har påstået sig frifundet.
Parterne i denne sag har i deres indbyrdes forhold vedtaget AB72.
Om sagens omstændigheder bemærkes iøvrigt følgende
Af den oprindelige beskrivelse, dateret den 16. januar 1985, af råhusarbejderne i behandlingsafsnit Nord, der i det væsentlige svarede til den tilsvarende beskrivelse for behandlingsafsnit Syd, fremgår bl.a. følgende
Pkt. 2 om vægge
»- Murværk - pudset, alt murværk grov- og finpudses til maling, hvis der ikke er foreskrevet anden behandling.
- Hvor der i rumbeskrivelsen er angivet parentes omkring kryds for pudset murværk, skal de pågældende rum ikke finpudses.
Den efterfølgende behandling, der består af sandspartling og maling, udføres af malerentreprenøren.«
Pkt. 3.08.02 om kontrol
»- Før et arbejde påbegyndes, skal entreprenøren kontrollere, at arbejdsstedets tilstand i alle måder er sådan, at han kan tage ansvaret for sin entreprises konditionsmæssige udførelse og produktets holdbarhed.«
Af det specielle afsnit om pudsearbejde fremgår bl.a.
»44.1.03 Prøver skal udføres på de beskrevne behandlinger på mindst 10 (m2) af hver behandling efter anvisning af tilsynet. ......
44.4.04 Pudsning.
- Arbejdet omfatter udførelse af grov- og finpudsning.
- Alle flader, som skal pudses, skal forinden udkastes med cementmørtel.
Der skal overalt pudses tæt til betonloft eller til 15 cm over nedhængte lofter.
Pudsede flader afrettes i stok og respektive lod og vage og færdigbehandles med rivebræt, således at det fremtræder uden iøjnefaldende pudsstrøg og fremtrædende sandkorn, færdig til malerarbejde.
Vægflader, der jvf. rumbeskrivelsen skal sandspartles af malerentreprenøren, skal udføres med grovpuds angivet med kryds i parentes.«
Murerentrepriserne blev for begge behandlingsafsnits vedkommende indgået med henblik på pudsning med cementmørtel i overensstemmelse med råhusbeskrivelsen. Om baggrunden for, at man for afsnit Nords vedkommende overgik til i stedet at anvende gipspuds, har I hos indklagede A2 ApS oplyst følgende i et notat af 15. februar 1989
»I uge 5 i 1985 blev jeg kontakter af murerfirmaet F, zz-by, med anmodning om at udføre pudsearbejde med almindelig bakkemørtel med afslutning af kalkfinpuds, således som det er angivet i bygningsbeskrivelsen. Hr. I fra firma A2 udbad sig betænkningstid herom, da vi sædvanligvis arbejder med gipspuds.
Senere meddelte vi murerfirmaet F, at vi ikke ønskede at gå i gang med arbejdet. Dette medførte, at vi påny blev kontaktet og accepterede derefter at pudse et prøverum. Det viste sig imidlertid at blive for dyrt, hvorefter vi forlod arbejdspladsen, idet vi kun ønskede at arbejde med gipspuds.
Vi betragtede os derefter ude af det pågældende arbejde, idet vi ikke forsøgte at få ændret arbejdsbeskrivelsen, således at der kunne anvendes gipspuds.
Vi er efterfølgende blevet underrettet om, at firma F derefter har haft et møde med E, hvor der er blevet enighed om, at arbejdet skulle udføres i gipspuds. E havde i forvejen kendskab til denne pudsemetode, idet den bl.a. er anvendt ved ææ Sygehus, hvor E også forestod rådgivningen.
Vi blev kontaktet og blev af E gjort bekendt med, at man ikke var begejstret for gips fra J. Vi blev derfor bedt om at anvende et andet produkt, og derefter blev det besluttet at benytte et L-produkt, som blev leveret gennem K, øø-by, som F i forvejen havde et tæt samarbejde med. F tog uden vor mellemkomst eller vidende kontakt til E og fik dennes godkendelse for, at der blev anvendt L-gipspuds. ...
Herefter blev vi bedt om at give tilbud ...
Efter en prøvepudsning godkendte E vore færdige vægoverflader. ...«
Forinden amtskommunen og det rådgivende firma godkendte anvendelsen af L-produktet, fik man af F A/S udleveret noget tysk-, delvis dansksproget, materiale vedrørende produktet (sagens bilag F1 og G1). Det fremgår af dette materiale bl.a.
»Daruber hinaus bilden die asthetischen Putzflachen mit ihrer gleichermassigen rissenfreien Struktur einen idealen Untergrund fur nachfolgende Beschichtungen. ...
Da keine Zuschlagstoffe, wie z. Æ, gelagert werden mussen, sind Gipsputze auch winterbaugeeignet, solange der Putzuntergrund nicht gefroren ist und die Raumtemperatur uber dem Gefrierpunkt liegt. ...«
Af datablad Ø fremgår bl.a.
» Pudsunderlag. Skal være fast, rent, tørt sugende og frostfrit. Afprøvning af pudsunderlaget under hensyn til DIN 18350, »puds- og stukarbejder«, samt DIN 18550, »puds«.
For at undgå dannelse af rustpletter skal alle ståldele, der kommer i forbindelse med gipspudsen, beskyttes. ...
Forarbejdningstid. Fra påføringens start indtil sidste glitning ca. 2 1/2 time. ...
Beskrivelse. ...Efter pudsearbejdets afslutning skal rummene udluftes hyppigt og kortfristet. ...
Forarbejdning. Ø LEICHT MP påsprøjtes med gipspudsemaskine i et 10 mm tykt lag. Vandmængden styres således, at den tyndeste konsistens opnås, som ved det ønskede påføringslag giver en problemløs forarbejdning. Efter påføringen trækkes gipspudsen jævnt af med kardæske.
Er pudsen tilstrækkelig afbundet, fugtes den let, med skumgummifiltsebrættet eller med maskinel filtsning med skumgummibræt og glittes.
(Det bemærkes, at den tyske version af sidstnævnte sætning er sålydende: »Ist der Putz ausreichend versteift, wird er leicht angenasst und mit der Schwammscheibe von hand oder maskinell durchgeschwammt und anschliessend geglattet.«)
Ø LEICHT MP forarbejdes uden tilsætningsstoffer.
Flere pudslag også ved ru underlag skal undgås.
Ingen forsprøjtning med gips. ...
Detailhenvisninger. maling og andre beklædninger på gipspuds, 8.90.10.'
Den nævnte vejledning nr. 8.90.10 vedrørende maling m.v. på gipspuds var efter det oplyste ikke vedlagt, og den blev heller ikke rekvireret af amtskommunen eller tilsynet, før K-gruppen den 10. marts 1987 fremsendte forskellige brochurer til byggeledelsen; heriblandt var vejledningen. Det hedder i denne bl.a.
»Putze mit einer dichten, nicht fest haftenden und nicht saugender Oberflachenschicht, z.B. Sinterhaut, mussen durch manuelles oder maschinelles Schleifen von dieser Schicht befreit und mit losungsmittelhaltiger Grundierung, z.B. Ri-Spezialgrund, vorbehandelt werden. Durch mangelnde Luftung und damit verbundene ugunstige Austrocknungsverhaltnisse kønnen diese Schichten entstehen.«
Da der således var truffet beslutning om at anvende gipspuds i behandlingsafsnit Syd, udtrykte amtskommunen eller tilsynet over for A2 ApS ønske om, at der også blev anvendt gipspuds i behandlingsafsnit Nord. A2 ApS tilbød herefter i skrivelse af 30. maj 1986 i henhold til et møde en uge forinden på yy-by Sygehus
»Pudsning af indv. murstensvægge og betonvægge med L maskinpuds. ...
Der er ikke regnet med nogen efterreparation i ovennævnte tilbud. ...«
Tilbuddet blev accepteret af K A/S den 16. juni 1986. I acceptskrivelsen hedder det bl.a.
»Den af Dem beskrevne udførelsesmetode forudsættes at kunne godkendes af bygherre.«
Efter at det som nævnt ovenfor i februar/marts 1987 i behandlingsafsnit Syd var konstateret, at malerbehandlingen ikke bandt tilstrækkeligt, rekvirerede malerentreprenøren, H A/S, bistand fra Teknologisk Institut, der efter besigtigelse den 2. marts 1987 m.v. afgav nedenfor refererede erklæring af 24. marts 1987.
Af byggemødereferat for behandlingsafsnit Nord den 3. marts 1987 fremgår, at G A/S »rykkes fortsat kraftigt for at fremme pudsearbejdet, således at tiden overholdes ...«
Der blev den 5. marts 1987 afholdt et møde vedrørende behandlingsafsnit Syd for at søge årsag og løsning på malerarbejdets mangelfulde vedhæftning til gipspudsede vægflader. I mødet deltog foruden E bl.a. F A/S, A2 ApS, H A/S og Teknologisk Institut. Det hedder i byggeledelsens referat bl.a.
»BL (=byggeledelsen) orienterede kort om de på væggene foreskrevne og udførte behandlinger samt om sagens forløb, og i den forbindelse oplystes, at F A/S og L var indkaldt, fordi det konstaterede vedhæftningsbrud tilsyneladende sker i gipspudslaget.
Teknologisk Institut forelagde resultater fra tapeprøver foretaget på vægge påført combigrunder, microdispers fra M samt en vandig alkydgrunder fra M. Prøverne viste alle et lige ringe resultat, idet gipspudsen efter Teknologisk Instituts udsagn spaltede umiddelbart bag ved det glittede lag ...
Da den vandige alkydgrunder har en væsentlig længere hærdningstid, kan man håbe på et bedre resultat. En anvendelse af en upigmenteret vandig alkydgrunder skønnes iflg. Teknologisk Institut at have endnu større indtrængningsevne. ...
L oplyste, at gipspudsen skal være en sammenhængende homogen masse og gav udtryk for en teori om, at der er sket transport af fugt i væggen, som har forvoldt en dannelse af sinterhud på vægoverfladen. ....
Konklusion
For nærmere at finde årsagen til spaltningen samt en udbedringsmetode blev L anmodet om at lade en tekniker fra fabrikken i åå-by undersøge forholdene her på pladsen, hvilket blev aftalt til mandag den 9. marts 87. I forsøg på at finde en udbedringsmetode blev det ligeledes vedtaget sideløbende at udføre en prøvegrunding med en af Teknologisk Institut foreslået vandig alkydgrunder »Isolim Special«. ...
Efter mødet blev der i fællesskab taget tapeprøver i bygningerne. Disse viste både negative og positive resultater, hvilket angiver, at spaltningen er partiel.'
Der blev afholdt et nyt møde den 9. marts 1987 med i det væsentlige de samme deltagere. Det hedder i byggeledelsens referat bl.a.
N, L, bekræftede teorien om, at problemet lå i dannelsen af sinterhud på vægoverfladen. Sinterhuden lukker overfladen og forhindrer grunderens indtrængnen. Det blev meddelt, at forskellen på sugeevnen var således, at der kun blev optaget 2 g grunder pr. (m2) på sinterhuden mod 10 g på normal vægoverflade.
Iflg. N er den proces, der skaber sinterhud, ganske normal, specielt i vintermånederne, hvor det er vanskeligt at få en hurtig udtørring. I sommermånederne sker karbonatiseringen længere inde i pudslaget og skaber ingen problemer.
Det forhold, som her blev fremlagt, er ikke tidligere meddelt byggeledelsen, som mener, at der burde være truffet foranstaltninger for at undgå dette. ...
Efter mødet blev der foretaget en række forsøg med slibning og efterfølgende grunding. Denne slibning, der var nødvendig for at fjerne sinterhuden, viste sig at være ret omfattende...'
Det af N under mødet udtalte blev bekræftet i skrivelse af 11. marts 1987 fra L..
På byggemødet vedrørende behandlingsafsnit Syd den 10. marts 1987 redegjorde byggeledelsen for, at malingen af vægge midlertidigt var standset på grund af mangelfuld vedhæftning til gipspudsede flader, og at F A/S på ledelsens anmodning havde lovet, at der fra gipspudsleverandøren fremsendtes en rapport om forholdet i indeværende uge.
Samme dag fremsendte K på byggeledelsens begæring forskellige brochurer over L gipsprodukter. Blandt disse brochurer var den vejledning om maling m.v. på gipspuds (nr. 8.90.10), der er nævnt ovenfor.
Teknologisk Institut udtalte i sin erklæring af 24. marts 1987 bl.a.
»Ved besigtigelse den 2. ds. konstateredes, at den gipspudsede flade - færdig til malerarbejde - er fast (tåler slibning med karborundumsten nr. 80), uden væsentlig afsmitning, men ikke bæredygtig (bedømt med Tesa-tape 144). Tapeprøven foretages ved at fasttrykke ca. 20 cm ud af et stykke på 50 cm Tesa-tape til overfladen og derefter trække i den frie ende pludseligt og hårdt.
Tapeprøven medførte overalt spaltning i gipspudsen således, at den yderste ca. 1/2 mm rives af. Ved afrivningen blotlægges strukturen fra filtsningen. Den blotlagte flade er porøs og stærkt smittende. På bagsiden af den afrevne malingfilm konstateres ligeledes et tyndt gipslag, og også her ses tydeligt strukturen fra filtsningen.
På et vægstykke, hvor filtsningen er udført, men hvor der ikke er glittet, genkendes strukturen klart. .....
Konklusion
På grundlag af de modtagne oplysninger og det konstaterbare må vi konkludere følgende besvarelse ...
1. Årsagen til malebehandlingens afrivning er primært manglende sammenhængningsstyrke i gipspudsen. Med den kensgerning, at glittestrukturen står synligt under glittelaget, kan fænomenet kun forklares med, at filtsningen og glitningen ikke er udført som een sammenhængende arbejdsgang. Fra L's anvisning nr. 8.10.00 citeres
»Er pudsen tilstrækkelig afbundet, fugtes den let med skumgummifiltsebræt og glittes. Ø forarbejdes uden tilsætningsstoffer. Flere pudslag også ved ru underlag skal undgås. Intet gipsudkastningslag.«
Årsagen udelukker ikke, at mursalte kan forekomme i gipspudsen og i dennes overflade, men saltene kan ikke fremkalde filtsesporene under glittelaget.
2. I det omfang at gipspudsen ikke har den nødvendige sammenhængningsstyrke, d.v.s. ikke kan klare tape-prøven, kan vi ikke for indeværende anvise en behandling, som giver sikker forankring. ...
3. Der er formentlig ikke anden udvej end at fjerne malebehandlingen og gipspudsen i det nødvendige omfang.
Som mulige metoder kan nævnes limmetoden, Festo-facade-fræser og Sonnimax slyngrensning.'
Den 3. april 1987 blev der udskåret to prøver repræsenterende overflade med god (I), henholdsvis dårlig (II), vedhæftning mellem maling og den underliggende gipspuds. Efter en laboratorieundersøgelse heraf udtalte O A/S den 21. april 1987 bl.a., at den gode vedhæftning, der er konstateret for prøve I mellem grunder og gipspuds, bl.a. må tilskrives manglen på revner og lunker (makrodefekter) i grænsefladen. For så vidt angår prøve II hedder det bl.a.
»Under maling og grunder ses en ujævn ca. 10 my tyk zone af kalkfragmenter i overfladen. Zonen dækker næsten hele overfladen. Under denne kalkzone ses i hele overfladen en 5-10 my tynd zone af delvis sammenflettede krystaller - sandsynligvis CaCO3.
Den underliggende zone af gipspudsen har talrige mikroskopiske partikler. Koncentrationen aftager indad, og der er sandsynligvis tale om CaCO3.
Der er ikke konstateret revner mellem grunder og zonen med kalkfragmenter. Derimod fremtræder undersiden af zonen med kalkfragmenter mere porøs ved fluorescensmikroskopi end både den ovenliggende zone af kalkfragmenter og den underliggende zone af gipspuds med kalkudfældninger.
Efter de foreliggende undersøgelser er den mest indlysende svaghedszone den ovennævnte underside af zonen med kalkfragmenter. Der er sandsynligt, at det materiale, der er konstateret på bagsiden af de aftrukne flager af maling, er dele af laget med kalkfragmenter.«
Teknologisk Institut udtalte i skrivelse af 13. maj 1987 bl.a., at det med resultatet af O's undersøgelser kan antages, at L gipspuds indeholder kalk, som udfældes under opfugtningen, filtsninger og den langvarige udtørring. Det foresloges derfor, at gipspudsen blev undersøgt for kalkindhold, og at der udførtes nye pudseforsøg, hvor opfugtningen begrænsedes væsentligt, og hvor aftrækning, filtsning og glitning udførtes mere efter traditionelt pudsearbejde.
E skrev herefter den 2. juni 1987 således til murerentreprenøren vedrørende behandlingsafsnit Nord , G A/S
»Som det er Dem bekendt, har der i behandlingsafsnit Syd været problemer med malerbehandlingens vedhæftning til gipspudsede overflader.
De foreliggende undersøgelser, som De løbende er blevet orienteret om, viser, at årsagen skyldes huddannelse (sinterhud) på gipsflader. Denne huddannelse er ligeledes konstateret i behandlingsafsnit Nord.
Rapporter fra Teknologisk Institut, der vedlægges til orientering, angiver, at huddannelsen tilsyneladende opstår ved arbejdsmetoden.
Det er derfor byggeledelsens opfattelse, at den opståede huddannelse er en fejl i entreprisen... anmode Dem om omgående at foranledige en afslibning....., således at væggene fremtræder klar til maling.«
Klageren, K A/S, skrev den 17. juni 1987 til indklagede A2 ApS
»... anmode om et svar på, hvad De har tænkt at gøre ved det opståede problem.
Om det er et spørgsmål om huddannelse forårsaget af arbejdsmetode, eller det er en fejl i materialet, er os uvedkommende, da vi i vores accept til Dem præciserer, at udførelsesmetode skal kunne godkendes af bygherren.«
A2 ApS afviste i skrivelse af 23. juni 1987 fejl i arbejdsmetode eller materiale. Det hedder videre i skrivelsen
»Med hensyn til senterhud er det rigtigt, at der i Rask Syd har været problemer med vedhæftningen af maling. Vi kan oplyse, at der ved et møde med L-teknikeren vedr. ovennævnte er blevet gjort rede for, hvordan det afhjælpes. Arkitekttilsynet ... satte selv en undersøgelse i gang ... Vi må konstatere, at de lige nøjagtig er kommet til det resultat, L-teknikeren for allerførste gang fortalte arkitekttilsynet, nemlig en slibning af de gipspudsede vægge, hvor der er senterhud, som det står i det udleverede brochureprogram fra L vedr. malerbeskrivelsen...«
Herefter afviste G A/S ved skrivelse af 8. juli 1987 det af byggeledelsen stillede krav, bl.a. med følgende bemærkninger
»1) G A/S blev kraftigt opfordret af byggeledelsen til at anvende gipspuds i stedet for traditionelt KC-puds.
2) På det tidspunkt, pudsearbejdet opstartede i behandlingsafsnit Nord, var der blevet gipspudset flere tusind kvadratmeter i behandlingsafsnit Syd af den samme underentreprenør, A2 ApS. Dette arbejde havde byggeledelsen fulgt nøje med i og udtrykt stor tilfredshed med udfaldet.
3) Byggeledelsen kontaktede K direkte og udarbjdede beskrivelsen af malerarbejdet efter henvisninger fra Dem. ...
Vi mener, at problemet er opstået i beskrivelsen af malerarbejdet (som vi ikke har været indblandet i), da man åbenbart ikke har foreskrevet den rigtige efterbehandling af de gipspudsede vægge. Vi har kun efterkommet et ønske fra bygherren om brug af et bestemt produkt, som vi mener, at bygherren må stå til ansvar for.«
Ifølge byggemødereferat dateret den 18. august 1987 blev det på mødet bemærket, at G A/S havde afvist den af byggeledelsen krævede afslibning af gipspudsede vægge og meddelt, at væggene afleveredes, som de fremtrådte d.d. Byggeledelsen kunne ikke godkende væggene, da afslibning var en nødvendighed for at udføre malerbehandling på væggene. Den havde derfor igangsat H A/S med afslibning af væggene i det af Teknologisk Institut og L angivne omfang.
Det er oplyst, at der i juli 1987 mellem F A/S, der som nævnt var murerentreprenør på behandlingsafsnit Syd, og H A/S blev indgået aftale om afslibning af alle flader, befugtning og kontrolopmærkning og efterslibning for ialt 22 kr. excl. moms. H A/S har for z Amtskommune for samme pris udført det tilsvarende arbejde for behandlingsafsnit Nord. Da det samlede areal der har været 14.942 (m2), fremkommer påstandsbeløbet på 328.724 kr. excl. moms. Klageren har under forhandlingen vedrørende klagemålet fremlagt malerfirmaets kalkulationsgrundlag (bilag V1 og W1).
Der er om malerentreprisen, for så vidt angår de to behandlingesafsnit Syd og Nord, oplyst følgende
»e. Pudsede overflader med gipsmørtel.
Gipspuds er udført som »L« type MP påført med pudsemaskine, afrettet med kardæske, filtset og afsluttet med glitning, færdig til malerarbejde. ...
Såfremt entreprenøren ikke mener, at bygningsdelsoverfladen, hvor han skal udføre overfladebehandling, svarer til de forannævnte udfaldskrav, skal han straks give byggeledelsen besked herom.
Entreprenøren skal i sit tilbud medregne almindelig afrensning og rengøring af de pågældende overflader, før den egentlige bundbehandling påbegyndes...
Behandlingernes opbygning.
Forud for udførelse af en behandling skal entreprenøren rengøre ovefladen, hvilket kan omfatte en afbørstning, afvaskning og slibning.
Det er alene entreprenørens ansvar at kontrollere, at enhver bund er egnet til den foreskrevne behandling.
De efterfølgende behandlingsanvisninger er i princippet opbygget på grundlag af »Malerfagligt behandlings-katalog« ...
Behandling nr. 7 og 9. Gipspudsede vægge. ...
Behandlingsanvisning
1. Slibning og afbørstning.
2. Udgipsning og pletspartling med spartelmasse som L type 40.
3. Grunding med grunder som L combigrund.
4. Plastkridering, rulleduppet i finstruktur.
5. 2 gange rulning acrylplastmaling, glans ...
Forventet udfald: Dækket, lukket, glat og finstruktureret flade.
Samme behandling er foreskrevet for sengebygninger og foyer. Formuleringen af det forventede udfald er også den samme, dog med tilføjelsen »efter godkendt prøve«.
Der er til brug for denne sag afholdt syn og skøn ved arkitekt m.a.a. Henning Graversen, der er afgået ved døden efter afgivelsen af sine erklæringer af 26. januar 1988 og 20. september 1988. Det fremgår af erklæringerne, at skønsmanden har besigtiget lokaliteterne den 15. og 23. oktober og den 13. november 1987 før og efter igangsætningen af malerbehandlingen, at han herunder fik forevist vægge henholdvis uden slibning, med håndslibning og total maskinslibning, og at parterne var enige om, at det foreviste kunne betragtes som repræsentativt. Af erklæringerne fremgår bl.a.
» Spørgsmål 1.
Er det af A2 ApS udførte gipsarbejde på de indvendige vægge i behandlingsafsnit Nord behæftet med mangler?
Svar 1.
Efter de foreliggende oplysninger og det konstaterede findes det påvist, at overfladerne på den udførte gipspuds i stort omfang har dannet »sinterhud«, der nødvendiggør en nedslibning af overfladerne inden den påregnede malerbehandling.
Det er ligeledes fundet påvist, at årsagen til den utilstrækkelige vedhæftning mellem malingen og gipspudsen skyldes, at der i forbindelse med udførelsen er opstået en svag zone tæt mod gipspudsens overflade. Ved de foretagne vedhæftningsprøver er der tydelige spor af bruddets/zonens placering.
Det er ikke påvist, om årsagen til problemet med »sinterhud« er opstået på grund af udførelsesmetoden eller på grund af ugunstige udtørringsforhold. ...
Spørgsmål 2.
I bekræftende fald ønskes manglerne og omfanget beskrevet (antal vægge).
Svar 2.
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at angive et omfang/antal vægge, men efter det oplyste skønnes det, at samtlige vægge i større eller mindre omfang havde den i svar 1 beskrevne tilstand ved afleveringen.
Spørgsmål 3.
Såfremt der efter skønsmandens opfattelse foreligger mangler, ønskes det oplyst, om arbejdet er forskriftsmæssigt udført, herunder om L's anvisninger er fulgt. Det bemærkes i den forbindelse, at byggeledelsen har anmodet K A/S om at udføre arbejdet i gipspuds i stedet for traditionel mørtelpuds.
Svar 3, jfr. H 1.
Som nævnt i svar 1 er det ikke muligt at vurdere, om årsagen til, at overfladerne har dannet »sinterhud«, er udførelsen eller udtørringsforholdene, men det må bemærkes, at de to forhold skønnes indbyrdes sammenhængende, og at firmaet må være vidende om, at der altid er en risiko for dannelse af »sinterhud«, såfremt »fugtforholdene« i forbindelse med den afsluttende filsning/glitning ikke er i orden. Det skønnes derfor, at arbejdet ikke er forskriftsmæssigt udført.
Spørgsmål 4.
Kunne byggeledelsen under hensyn til årstiden for arbejdets udførelse forvente, at maling kunne foretages uden den afslibning, som byggeledelsen nu har iværksat?
Svar 4.
Der er ikke foretaget en registrering af, hvorledes årstiderne har haft indflydelse på dannelsen af »sinterhud«. Men uanset hvorledes overfladen bliver afleveret, må det påregnes, at der skal foretages en slibning og omhyggelig afstøvning.
Det skønnes, at byggeledelsen ikke kunne forudse, at der efter afleveringen af gipspusoverfladerne skulle foretages en »nedslibning« i stedet for en almindelig slibning, jf. malerbeskrivelsen.
Spørgsmål 5.
Hvad udgør merprisen for den iværksatte ekstra slibning, hvorved bemærkes, at der formentlig indgår afslibning i malerentreprisen?
Svar 5.
Det skønnes, at merprisen for den iværksatte slibning vil være ca. kr. 10,- pr. (m2) excl. moms. Ved prisbedømmelsen er lagt til grund, at ekstraydelsen alene omfatter en mere omfattende slibning end den påregnede almindelige slibning.
Spørgsmål 6.
Burde disse problemer ikke være konstateret langt tidligere, jf. Behandlingsafsnit Syd, hvor tilsvarende problemstilling synes at foreligge?
Svar 6.
Med henvisning til, at der er ændret fra mørtelpuds til gipspuds, at der er tale om et meget omfattende pudsearbejde, og at det er almindeligt kendt, at vandbaserede malinger kan give vedhæftningsproblemer, skønnes det naturligt, om der havde været foretaget prøver og forsøg, medmindre der på forhånd var givet garantier eller oplysninger om, at de afleverede overflader med gipspuds opfylder de samme udfaldskrav som den oprindeligt påregnede mørtelpuds.
Svar B 1.
Begrebet »sinterhud« anvendes som betegnelse for et tyndt blankt overfladelag, der er dannet af »slam« og som er så tæt i strukturen, at der ikke kan foregå indsugning af vand.
Det skønnes, at »sinterhud« kan forekomme, hvor der er ugunstige udtørringsforhold.
Der henvises iøvrigt til de fremlagte rapporter fra TI, O m.fl.
Svar C 1.
Der findes ikke specielle normer for vedhæftningsevnen mellem maling og gipspuds, men det er almindeligt, at den såkaldte »tapeprøve« anvendes som retningsgivende for vedhæftningsevnen på overflader til malerbehandling.
Spørgsmål D 1.
... oplyse, om der kan være andre årsager til »sinterhud«-dannelsen end udførelsesmetoden eller udtørringsforholdene. Der tænkes i den forbindelse på, om der kan være tale om en produktegenskab, der opstår hyppigere ved gipspuds end ved andre pudstyper.
Svar D 1.
Det skønnes, at der er tale om en produktegenskab, når der opstår/dannes »sinterhud« af nævnte årsager.
Spørgsmål G 1.
(Der bedes om en nærmere uddybning af svar 3.)
Svar G 1.
I den i sagen fremlagte tyske vejledning, 8.90.10, nævnes bl.a. ved manglende udluftning og derved forbundne ugunstige udtørringsforhold kan disse lag (sinterhud) opstå'. Det er denne oplysning, er er lagt til grund for besvarelsen.
Endelig er det under forelæggelsen oplyst, at murerentreprenøren for behandlingsafsnit Syd, F A/S, påtog sig udgiften ved nedslibningen m.v. af dette behandlingsafsnit, og at samme firma i forbindelse med pudsarbejderne i det senere sengeafsnit L har overtaget ansvaret for, at der ikke dannes »sinterhud«.
Der er under sagen afgivet forklaringer af murermester V (K A/S), arkitekt Q (E), I (A2 ApS), arkitekt R (E), S, malermester T (H A/S) og ingeniør U (Teknologisk Institut).
Murermester V har bl.a. forklaret, at man i firmaet K A/S havde regnet med selv at udføre pudsearbejdet med mørtel, da man har folk til dette. På et møde i foråret 1985 blev han imidlertid uformelt spurgt, om man ikke kunne anvende gipspuds. Man kendte imidlertid ikke noget væsentligt til egenskaberne ved gipspuds og havde navnlig intet hørt om sinterhud i forbindelse hermed. Det endte med, at firmaet tog kontakt til A2 ApS, der var på pladsen og accepterede dettes tilbud om at udføre arbejdet. Dette skete for at efterkomme bygherrens ønske. Baggrunden for, at man i acceptskrivelsen forudsatte, at udførelsesmåden kunne godkendes af bygherren, var det nævnte ukendskab til produktet, og at alt var foregået uden om firmaet. Den nævnte forudsætning blev alene tilkendegivet over for A2 ApS. Pudsearbejdet blev færdiggjort i slutningen af maj 1987. Man talte nok om, at malingen faldt af i foråret 1987, men der skete ingen henvendelse herom i relation til K A/S før i juni måned, heller ikke fra A2 ApS. Vidnet hørte derimod fra folk ansat hos G A/S noget om, at dette firma var blevet orienteret omkring marts måned 1987.
Arkitekt Q har bl.a. forklaret, at det var F A/S, der rettede henvendelse om anvendelse af gipspuds i stedet for cementmørtel, da man på daværende tidspunkt ikke kunne få kvalificerede murere til pudsearbejdet. Byggeledelsen afviste i første omgang, men da man følte sig presset af situationen, begyndte man selvstændigt at undersøge egenskaberne ved gipspuds. Man havde ganske vist haft dårlige erfaringer med de våde rum på xxx sygehus, hvor man havde anvendt gipspuds fra J, men hørte nu kun rosende omtale om anvendelsen af gipspuds, bl.a. i forbindelse med yyy sygehus. Byggeledelsen og bygherren accepterede dog sluttelig anvendelsen af gipspuds, idet man samtidig gav udtryk for de dårlige erfaringer med produktet J. F A/S foreslog anvendelsen af L. Byggeledelsen fik udleveret tysksproget materiale herom; det gav ikke anledning til overvejelser. Der blev endvidere lavet en prøverum med gipspuds. Byggeledelsen fandt ikke negative egenskaber ved pudsen og godkendte udførelsen med henblik på udfaldskrav og den visuelle fremtræden, men tog ikke på noget tidspunkt tefa-tape-prøver på den umalede gipspuds. Byggeledelsen havde ikke kendskab til sinterhud. En oversættelse af et telex af 19. oktober 1983 fra hr. Rickel om sinterhud (sagens bilag U 1) siger ikke vidnet noget. Vidnet drøftede med malerentreprenøren, om der var problemer med at male på gisppuds; maleren mente, at der ville blive tale om samme almindelige slibning som ved mørtel. Det var først efter, at problemerne var opstået, at vidnet - blandt andet brochuremateriale sendt fra K - modtog en kopi af den tyske malervejledning 8.90.10. Vidnet havde ikke hæftet sig ved henvisningen dertil i det øvrige materiale. Han kan dog ikke tro, at man på arkitektkontoret ikke skulle have haft specialbrochuren for maleren, da man udarbejdede malerentreprisen. Der blev først lavet prøverum af maler i begyndelsen af februar 1987, da gipspudsen i behandlingsafsnit Syd havde været påsat i 3/4 år. Man nåede aldrig at tage tefa-tape-prøver af malingen. Da der ikke var opstået problemer med produktet i behandlingsafsnit Syd, spurgte byggeledelsen G A/S, om dette firma havde noget imod at skifte til gipspuds i behandlingsafsnit Nord, hvad man ikke havde. Da man i slutningen af februar 1987 efter en vandskade konstaterede problemet med vedhæftningen, regnede man i første omgang med, at det var et problem i relation til malerentreprisen. Selv om teorien om sinterhud blev nævnt den 9. marts 1987, nåede pudsearbejdet at blive færdigt, før man gjorde gældende, at det var pudsen, der var årsag til problemerne. Man fandt ikke anledning til at standse pudsearbejdet; iøvrigt havde manden fra A2 ApS, der hele tiden var inddraget i sagen, fastholdt, at pudsearbejdet var i orden. F A/S indvilgede i at afhjælpe i behandlingsafsnit Syd; byggeledelsen lod afhjælpningen udføre i behandlingsafsnit Nord, da G A/S nægtede at afhjælpe. Man fandt det naturligt at betale samme pris som F A/S, da denne forekom rimelig.
I har bl.a. forklaret, at A2 ApS er et gammelt murerfirma, der siden 1979 har været primus motor i anvendelsen af gipspuds i Danmark. Man har for det meste anvendt produktet J, hvis egenskaber ikke adskiller sig fra L-produktet. Vidnet har på amtssygehuset i yy-by prøvepudset med begge produkter, og begge fik sinterhud. Dette er en produktegenskab, der manifesterer sig under visse forhold. Som nævnt i notatet af 15. februar 1989, bestemte F A/S i forening med K, at der i behandlingsafsnit Syd skulle benyttes L. Der blev ikke foreskrevet noget med hensyn til arbejdsmetoden. Da V fra K A/S på et tidspunkt besøgte arbejdspladsen, talte man om pudsearbejdet i behandlingsafsnit Nord, og det endte, da dette firma var blevet opfordret til at anvende gipspuds, med, at A2 ApS blev anmodet om at fremkomme med tilbud. Det i acceptskrivelsen tagne forbehold om bygherrens godkendelse af udførelsesmetoden var ikke blevet drøftet parterne imellem og må være udtryk for en aftale mellem arkitekt Q, bygherren og G A/S. A2 ApS blev ikke indkaldt til byggemøder. Der blev ikke pudset i noget prøverum i dette behandlingsafsnit. Arbejdet i de to afsnit forløb kontinuerligt, og man fik kun det indtryk, at arbejdet blev anset for at være tilfredsstillende. Da problemerne med vedhæftningen opstod, fik A2 ApS ikke besked om at standse arbejder, som iøvrigt var konditionsmæssigt, og firmaet udførte de sidste 20% på samme måde som de første 80% af arbejdet. Vidnet havde intet kendskab til malerbeskrivelsen og i det hele til problemerne omkring malingens vedhæftning.
Arkitekt R har bl.a. forklaret, at han, der er akademisk arkitekt, blev antaget af E til at føre fagtilsyn med malerarbejdet. Han har ikke været med til at lave malerbeskrivelsen. Han var vidende om, at der var sket en ændring fra mørtel til gips, og havde ikke kendskab til, at gipspudsede vægge skulle frembyde malerproblemer, men havde tværtimod i anden sammenhæng gode erfaringer efter foretagne tapeprøver på malingen. Da vidnet konstaterede, at malingen i februar-marts 1987 var gået af som et tapet, var man i første omgang inde på, at der kunne være begået en fejl med hensyn til grunderen, og der blev derfor gennem malerentreprenøren anstillet undersøgelser bl.a. gennem Teknologisk Institut. Man forsøgte tape-prøver på malingen forskellige steder, men da malingen var frisk, var der problemer med at få tapen til at tage fat. Dette kan først ske efter 3 måneder. Der var tale om sædvanlige malingsprodukter. G A/S var ikke blevet orienteret om valget. Vidnet blev bekendt med L's malerbeskrivelse 8.90.10 straks efter modtagelsen af samme, muligt efter at problemerne var opstået.
S har bl.a. forklaret, at han, der i foråret 1983 blev ansat som bygherrekonsulent og skulle være bindeleddet mellem sygehusudvalget og pladsen, i sin tid blev kontaktet af X fra F A/S om anvendelse af gipspuds på grund af mangel på murere. X ønskede og fik kontakt herom med E zzz-by-kontor.
Malermester T har bl.a. forklaret, at H A/S havde malerentreprisen for begge behandlingsafsnit, der blev malet kontinuerligt fra november-december 1986. Vidnet havde ikke selv erfaringer med maling på gipspuds, men kontaktede en kollega, der havde haft gode erfaringer hermed på sygehuset i yyy-by og blot tog forbehold om, at der gik mere grundfarve til. Han indhentede ikke særlige oplysninger om L, men fik af byggeledelsen forevist noget materiale på tysk og dansk. Han hæftede sig ved, at der fandtes et blad om overfladebehandling, og at der kunne fremkomme sinterhud, hvis der ikke blev luftet ud under pudsearbejdet. Vidnet lavede i oktober-november 1986 et prøverum. Interessen samlede sig om malingens struktur. Der blev derimod ikke taget vedhæftningsprøver, og sådanne kunne også først tages efter en tid, da den anvendte svenske maling havde en sen optørringstid. De pudsede vægge fremstod som meget pæne uden spor af »udblomstring«. Vidnet erkender, at tape-prøven er beskrevet i Malerfagligt Behandlings-Katalog, men foretog ikke vedhæftningsprøver for at afprøve pudsens kvalitet. Der ville blot være sket det, at tapen havde trukket støv af. Vidnet hvde ingen mulighed for at kontrollere pudslagets bæredygtighed. Arbejdet standsede i februar 1987 på grund af kulden. Da vedhæftningsproblemet blev konstateret, gik der 2-3 uger, inden man forlod tanken om malingen som årsag. Der var trukket op til 2-3 mm gipspuds af sammen med malingen. Vidnet har iagttaget pudsearbejdet. Der er gået op til 2 1/2 time, inden filtsningen er sket. Der blev til opfugtning benyttet en vandslange med studs, ikke med forstøver, og der blev påført meget vand. Vidnet har endelig redegjort for kalkulationsgrundlaget for tilbuddet til F A/S om afslibning m.v. for 22 kr. pr. (m2) excl. moms.
Ingeniør Y har bl.a. forklaret, at der på prøver af den afskallede maling ses strukturer fra filtsningen. Det viser, at der over den oprindelige, tørrede struktur er påført et nyt lag gips. En af vidnets medarbejdere har i en rapport anført, at der før filtsningen blev spulet over med en vandslange, og at væggene var våde flere døgn efter. Efter vidnets opfattelse er der i denne sag ikke tale om sinterhud, idet en sådan ikke ville have tilladt, at der på malingslaget var de nævnte filtsestrukturer. Teknologisk Institut fandt ved forsøg frem til, at der skulle slibes fra 1-2 til flere mm gipspuds af, før vedhæftningsevnen var i orden. Efter vidnets opfattelse var den af H A/S anvendte slibemetode billigere end de i Teknologisk Instituts erklæring af 24. marts 1987 foreslåede.
Klagerens advokat og indklagede A2 ApS' advokat har til støtte for klagerens påstand over for indklagede z Amtskommune principalt gjort gældende, der ikke af amtskommunen er ført bevis for, at de omhandlede gipspudsede vægge var behæftet med mangler på afleveringstidspunktet, og at de konstaterede sinterhuddannelser var produktegenskaber, som entreprenørerne er ansvarlige for.
Årsagen til eventuelle mangler skyldes i hvert fald ikke håndværksmæssige fejl vedrørende udførelsen af pudsearbejdet eller forhold under entreprisen iøvrigt, som entreprenørerne er ansvarlige for. Der er herved navnlig henvist til, at bygherren måtte være bekendt med og bære risikoen for forekomst af sinterhud ved anvendelsen af det af bygherren ensidigt valgte pudsemiddel, at der i forbindelse med pudsearbejdets påbegyndelse i behandlingsafsnit Syd blev foretaget vægpudsning i et prøverum, hvor arbejdet blev godkendt af byggeledelsen, at det ikke er påvist, at der er forskelligheder mellem væggene i prøverummet og i de øvrige rum, hvorfor det ikke kan lægges pudseentreprenøren til last, at der ikke også blev foretaget pudseprøver i behandlingsafsnit Nord, at bygherren ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn med arbejdet, at der ikke er reklameret rettidigt, at entreprenøren for malerarbejdet var forpligtet til før påbegyndelsen af sin entreprise at undersøge, om pudsearbejdet var udført konditionsmæssigt, og at vægpudsentreprenøren i mangel af anden aftale og reklamation måtte forvente, at den i malerentreprisen foreskrevne slibning også skulle vedrøre sinterhuddannelse.
Subsidiært er det gjort gældende, at afhjælpningsudgifterne udgør et langt lavere beløb, højst 10 kr./(m2) excl. moms som anført af skønsmanden, der også har erklæret, at ekstraydelsen alene er en mere omfattende slibning end den påregnede, som henhørte under malerentreprisen. Der bør i et tilfælde som det foreliggende, hvor indklagede den 8. august 1987 egenmægtigt har hævet et beløb på den af klageren stillede garantikonto, betales procesrente allerede fra dette tidspunkt.
Indklagede z Amtskommunes advokat har bl.a. anført, at der på de gipspudsede vægge er dannet et slamlag (ikke sinterhud, jfr. de konstaterede filtsespor), der må betragtes som en mangel, at årsagen dertil skyldes håndværksmæssige fejl ved udførelsen af gipspudsearbejdet, der ikke er foregået i overensstemmelse med L's forskrifter, at den udførende entreprenør er ansvarlig for den manglende konditionsmæssige udførelse af sin egen entreprise, at bygherren har ført tilstrækkeligt tilsyn med pudsearbejdet, hvorved bemærkes, at det ikke har haft betydning, at der ikke i et prøverum blev foretaget kontrol af gipspudsens vedhæftningsevne, jfr. Teknologisk Instituts oplysning om, at overfladen tålte slibning med karborundumsten, at bygherren har reklameret rettidigt over for klageren, der på samme måde som A2 ApS løbende blev gjort bekendt med problemerne, og at amtskommunen ikke ved sin accept af anvendelsen af gipspuds eller ved udformningen af malerbeskrivelsen var eller burde have gjort opmærksom på risikoen for dannelse af slam eller sinterhud. Der påhviler iøvrigt klageren, der har haft valgfrihed med hensyn til, hvilket bestemt produkt der skulle benyttes i behandlingsafsnit Nord, et strengt ansvar efter købelovens § 43.
Det af amtskommunen afholdte beløb til slibearbejde svarer til den nødvendige ekstra omkostning dertil og er iøvrigt i overensstemmelse med, hvad det kostede at afslibe væggene i behandlingsafsnit Syd, hvorfor det er med rette, at amtskommunen, da klageren nægtede selv at foretage afhjælpning, har hævet det omtvistede beløb. Når yderligere tages hensyn til, at der skal tillægges moms, må også denne indklagedes selvstændige påstand tages til følge. Denne indklagede har i hvert fald protesteret mod, at der tilkendes klageren procesrente fra noget tidligere tidspunkt end sagens indbringelse for voldgiftsnævnet.
Til støtte for påstanden over for indklagede A2 ApS har klageren anført, at ansvaret i det omfang, hvori voldgiftsretten måtte statuere, at bygherrens mangelsindsigelser er berettigede, påhviler denne indklagede som udførende entreprenør.
Indklagede A2 ApS har til støtte for sin påstand om frifindelse for den af klageren nedlagte påstand i det væsentlige gjort de samme synspunkter gældende som ovenfor anført.
Voldgiftsretten udtaler
Der er efter det oplyste ikke grundlag for en antagelse af, at det af skønsmanden konstaterede ikke skulle være repræsentativt for hele det i behandlingsafsnit Nord udførte pudsearbejde, jfr. navnlig skønsmandens erklæring og den i denne citerede enighed mellem parterne om repræsentativiteten. Det må herefter - i det væsentlige i overensstemmelse med skønserklæringen - lægges til grund, at overfladerne på den udførte gipspuds i vidt omfang har dannet enten en »sinterhud« eller et slamlag, som har medført, at der tæt ved gipsens overflade er opstået en svag zone, i hvilken der efter påføring af malingen er opstået brud. Det må endvidere lægges til grund, at det nævnte lag er opstået som følge af det valgte gipsprodukts egenskaber med eller uden forbindelse med, at der under udførelsen er tilført pudsen mere vand end foreskrevet for det pågældende produkt, fordi der glittet senere end foreskrevet, eller fordi udtørringsforholdene ikke har været som forudsat i arbejdsbeskrivelsen for produktet. Endelig må det lægges til grund, at forekomsten af det nævnte lag har nødvendiggjort en nedslibning af overfladerne, inden den påregnede malerbehandling kunne udføres.
Efter bevisførelsen må det antages, at amtskommunen accepterede at benytte gipspuds i det sydlige behandlingsafsnit efter forslag fra murerfirmaet F, at det var dette murerfirma, der valgte at anvende L-produktet, og at amtskommunen derpå for det nordlige behandlingsafsnits vedkommende over for murerentreprenøren herfor, G A/S, udtrykte ønske om, at der også der blev anvendt gipspuds uden herved at nævne noget bestemt produkt. Det må lægges til grund, at A2 ApS selv har valgt i nordafsnittet at fortsætte med anvendelsen af L-produktet.
Da det ikke af klageren eller A2 ApS er godtgjort, at det ikke var muligt at fremskaffe et gipsprodukt, der korrekt opsat var fuldt anvendeligt som grundlag for den påregnede malerbehandling, findes klageren over for amtskommunen at være erstatningspligtig i anledning af den konstaterede vedhæftningsmangel, ligesom A2 ApS er erstatningsansvarlig over for klageren herfor.
Selvom der af A2 ApS blev foretaget prøveopsætning af gipspudsen før begyndelsen af det omfattende arbejde i behandlingsafsnit Syd, blev der fra amtskommunens tilsyns side ikke på noget tidspunkt inden konstateringen af det pågældende vedhæftningsproblem foretaget nogen kontrol af pudslagets styrke uden eller med påført maling, skønt dette måtte anses for at være et selvfølgeligt led i tilsynsopgaverne.
Denne undladelse må under de foreliggende omstændigheder antages at have haft meget væsentlig betydning for skadens opståen i behandlingsafsnit Nord og for dens omfang der, hvorved også bemærkes, at der efter det oplyste resterede ca. 20% af pudsearbejdet, da skaden manifesterede sig. Under hensyn hertil findes erstatningskravet skønsmæssigt at burde nedsættes med to trediedele.
Det må efter skønserklæringen lægges til grund, at skønsmanden har udøvet sit skøn over afslibningsomkostningernes størrelse på grundlag af en besigtigelse af hele afslibningsarbejdet. Der findes ikke i det af indklagede anførte at være grundlag for at fravige skønnet, hvorefter omkostningerne har været 10 kr./(m2) excl. moms.
Herefter tages klagerens påstand til følge som nedenfor anført. Af de af klageren anførte grunde, jfr. herved rentelovens § 3, stk. 5, tiltrædes det, at der tilkendes denne procesrente allerede fra den 8. august 1987, da amtskommunen hævede beløbet på garantikontoen.
Der er ved fastsættelsen af sagens omkostninger taget hensyn til, at klageren og indklagede A2 ApS har betalt omkostningerne ved skønserklæringerne med henholdsvis 7.400 kr. og 4.770 kr.
Derfor bestemmes
Indklagede z Amtskommune skal til klageren, K A/S, betale 267.959,87 kr. med sædvanlig procesrente fra den 8. august 1989, til betaling sker, samt sagens omkostninger med 25.000 kr.
Klageren frifindes for den af amtskommunen nedlagte selvstændige påstand.
Indklagede A2 ApS skal til klageren K A/S, betale 60.764,13 kr. med sædvanlig procesrente fra den 8. august 1989, til betaling sker, samt sagens omkostninger med 10.000 kr.
Af de med voldgiftssagen forbundne omkostninger betaler til voldgiftsretten den indklagede amtskommunen to trediedele, indklagede A2 ApS een trediedel.
De nævnte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse. København, den 4. december 1991
Sven Bork Sven Ziegler Flemming Jensen
p.v.c.
Per Helwigh
I forbindelse med udførelse af gipspuds på vægge og efterfølgende malerbehandling blev det konstateret, at malingen ikke bandt tilstrækkeligt.
Det blev på grundlag af skønserklæringer lagt til grund, at overfladerne på den udførte gipspuds i vidt omfang havde dannet enten »sinterhud« eller et slamlag, som havde medført, at der tæt ved gipsens overflade var opstået en svag zone, i hvilken der efter påføring af malingen var opstået brud. Det måtte endvidere lægges til grund, at det nævnte lag var opstået som følge af det valgte gipsprodukts egenskaber med eller uden forbindelse med udførelsesmæssige forhold.
Det fandtes ikke af hovedentreprenøren eller dennes underentreprenør for gipspudsarbejdet godtgjort, at det ikke havde været muligt at fremskaffe et gipsprodukt, der korrekt opsat var fuldt anvendeligt som grundlag for den påregnede malerbehandling. Hovedentrepenøren fandtes herefter erstatningspligtig overfor bygherren, ligesom underentreprenøren fandtes erstatningspligtig ovefor hovedentreprenøren (1).
Erstatningskravet blev imidlertid nedsat med 2/3, da tilsynet ikke havde foretaget nogen kontrol af pudslagets styrke i forbindelse med en prøveopsætning før påbegyndelsen af det omfattende arbejde, hvilket under de foreliggende omstændigheder måtte antages at have haft meget væsentlig betydning for skadens opståen og omfang (2).