Honorartvist i forbindelse med renovering af ejendom (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Honorartvist i forbindelse med renovering af ejendom (* 1)
K E N D E L S E R i Voldgiftssag nr. C 3041 Arkitekt m.a.a. K mod fru A
Retsudvalget under Danske Arkitekters Landsforbund afsagde den 17. november 1989 kendelse i en honorartvist mellem arkitekt m.a.a. K og fru A til fuld og endelig afgørelse af parternes økonomiske mellemværende vedrørende arkitekt- og ingeniørarbejde i forbindelse med renovering m.v. af ejendommen x-vej, y-vej, y-by. Ifølge kendelsen tilpligtedes fru A til arkitekt m.a.a. K at betale 130.000 kr. incl. moms med fradrag af 87.840 kr. incl. moms, der var erlagt aconto, eller ialt 42.160 kr., der skulle forrentes med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for Retsudvalget den 19. december 1985. Salær til udvalget skulle udredes af K med 15.000 kr. og af A med 10.000 kr., og hver part skulle bære egne omkostninger. Nogle af A rejste modkrav, herunder et erstatningskrav på 40.000 kr. for K's påståede forsømmelighed i forbindelse med andragende om offentlige tilskud, blev af Retsudvalget henvist til afgørelse ved domstol eller voldgiftsret.
Denne kendelse er af begge parter inden for klagefristen på 4 uger indbragt for en af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret i medfør af ABR pkt. 9.0.3. Retten består af arkitekt m.a.a. Holger Tangaa Hansen, direktør Hans Henrik Mortensen og landsdommer Ole Nicolaisen med sidstnævnte som formand.
For voldgiftsretten har arkitekt m.a.a. K - i det følgende betegnet som klager - gentaget sin påstand for Retsudvalget om, at A - i det følgende betegnet som indklagede - tilpligtes at betale 256.458,27 kr. med procesrente fra den 22. marts 1985 samt visse andre nærmere angivne rentebeløb.
Indklagede A har påstået Retsudvalgets kendelse stadfæstet, dog således, at det beløb, der er tilkendt klager først forrentes fra den 23. september 1988, subsidiært fra den 7. september 1987, at det fulde salær til Retsudvalget, herunder de 10.000 kr., som det blev pålagt indklagede at udrede betales af klager, og at klager pålægges at betale sagsomkostninger til indklagede såvel for Retsudvalget som for voldgiftsretten. Indklagede har endvidere for voldgiftsretten som selvstændigt modkrav påstået klager tilpligtet at betale 40.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 19. februar 1986, hvor kravet rejstes første gang i det svarskrift, der indgik til Retsudvalget.
Klager har påstået frifindelse over for indklagedes modkrav.
Klagers og indklagedes påstand for voldgiftsretten er behandlet og afgjort hvor for sig.
Vedrørende klagers påstand.
Klagers daværende advokat B indbragte sagen for voldgiftsretten ved klageskrift af 13. december 1989, men medsendte ikke de heri nævnte sagsakter og bilag. Advokaten udtrådte af sagen, hvilket meddeltes til retten ved skrivelse af 18. april 1990. Klager antog ikke en ny advokat til at føre sin sag og fremsendte ikke ovennævnte akter og bilag, ligesom han trods flere rykkerskrivelser undlod at indbetale depot for rettens sagsomkostninger med 7.500 kr. Voldgiftsretten, der ved skrivelse af 11. juni 1991 havde meddelt klager, at manglende indbetaling af depot ville medføre, at sagen ville blive berammet til mundtlig forhandling alene til behandling af indklagedes påstande, berammede herefter den 2. september 1991 mundtlig forhandling til foretagelse den 15. november 1991.
Tilsigelsen til klager til den mundtlige forhandling henviste til voldgiftsrettens sagsbehandlingsregler § 24 om udeblivelse, idet klager ikke havde ytret sig skriftligt i sagen siden en skrivelse af 14. august 1990, hvor han meddelte, at han ville engagere ny advokat i løbet af 2-3 uger. Efter at klager havde fået forkyndt tilsigelsen den 17. oktober 1991 ved stævningsmand, anmodede han ved skrivelse af 8. november 1991 til Voldgiftsnævnet om udsættelse af den mundtlige forhandling under henvisning til tilskadekomst. I skrivelsen anførte klager desuden følgende
»Som fremført af undertegnede under mine telefoniske henvendelser til Dem for orientering, kan jeg forsikre Dem om, at jeg på alle måder vil medvirke til ankesagernes snarlige foretagelse i de nødvendige retsmøder med mit udtalte ønske om ankesagernes afslutning, idet mit økonomiske krav er af en størrelse der i flere sammenhænge er belastende for min økonomiske likviditet.«
Retten henviste i skrivelse af 12. november 1991 klager til at fremsætte sin anmodning om udsættelse til det berammede møde den 15. november 1991. Klager mødte pågældende dag og nedlagde skriftlig frifindelsespåstand over for indklagedes påstande. Vedrørende hans egen klage anmodede han om udsættelse og anførte til støtte herfor, at han foruden tilskadekomst ved forbrænding havde haft store problemer, der havde skabt kaos i hans tegnestues administration og økonomi, hvilket havde gjort det umuligt at skaffe penge til det krævede depositum, som han dog stillede i udsigt at kunne indbetale i løbet af kortere tid. Han henviste desuden til, at han havde haft løbende telefonisk kontakt med Voldgiftsnævnets sekretariats jurister i en længere periode før den 15. november 1991 og havde fået det indtryk, at hans klage fortsat kunne realitetsbehandles.
Indklagede har protesteret mod, at der gives klager udsættelse med henblik på behandling af hans klage. Den mundtlige forhandling er berammet alene til behandling af indklagedes påstande, hvilket er meddelt klager i skrivelse af 11. juni 1991. Der er fortsat ikke betalt depot eller afleveret bilag fra klager, og realitetsbehandling af hans klage må nu afvises.
Voldgiftsretten skal vedrørende klagers krav udtale
En realitetsbehandling af klagers krav vil nødvendiggøre en udsættelse af sagen vedrørende begge parters krav. En sådan udsættelse på nuværende tidspunkt må forudsætte ekstraordinære forhold, som ikke kunne tilregnes klager, der har undladt at medvirke til sagens fremme, siden hans advokat udtrådte i april 1990. Klager findes ikke i det af ham fremførte at have sandsynliggjort tilstedeværelsen af sådanne forhold. Herefter samt af de grunde, der er anført af indklagede, tages klagers begæring om udsættelse ikke til følge, således at realitetsbehandling af hans krav afvises.
T H I B E S T E M M E S
Den af arkitekt m.a.a. K i klageskrift af 13. december 1989 rejste klage over kendelse afsagt den 17. november 1989 af Retsudvalget under Danske Arkitekters Landsforbund afvises fra realitetsbehandling ved voldgiftsretten.
Vedrørende indklagedes påstande
Indklagede har til støtte for sin påstand om betaling af 40.000 kr. gjort gældende, at klager er erstatningsansvarlig for det tab, som indklagede har lidt ved, at klager som projektleder ved renovering af indklagedes ejendom x-vej - y-vej har undladt at søge offentligt tilskud til renovering af 6 lejligheder på y-vej. Tabet er opstået ved, at der på grundlag af en efterfølgende ansøgning blev udbetalt lavere tilskud end de, der kunne være opnået, såfremt klager havde ansøgt om tilskud til y-vej samtidig med tilskudsansøgninger til x-vej.
Indklagedes påstand om forrentning af det beløb, som Retsudvalget har tilkendt klager, er begrundet i, at sagen blev henlagt af Retsudvalget den 15. juli 1987 på grund af klagers passivitet og genoptaget på grundlag af en begæring af 7. september 1987, hvorefter udvalget modtog sikkerhedsstillelse den 23. september 1988. Indklagede gør gældende, at klager under disse omstændigheder ikke er berettiget til at få procesrente helt tilbage til sagens indbringelse for Retsudvalget den 16. december 1985, men først fra den 23. september 1988, subsidiært fra den 7. september 1987.
Endelig har indklagede under henvisning til, at klager i Retsudvalget kun fik medhold for 42.160 kr. ud af et krav på 256.458 kr. eller ca. 16% krævet, at klager også betaler det beløb på 10.000 kr., som blev pålagt indklagede som andel af Retsudvalgets salær på 25.000 kr., ligesom udfaldet af sagen må medføre, at klager skal betale sagsomkostninger til indklagede.
Klager har til støtte for sin påstand om frifindelse over for indklagedes erstatningspåstand anført, at det er korrekt, at han har undladt at søge om tilskud til lejlighederne på y-vej, men at dette skyldes en ordre fra nu afdøde malermester C. Klager er således ikke erstatningsansvarlig og har subsidiært bestridt, at indklagede skulle have haft et tab på 40.000 kr. som følge af den manglende ansøgning om tilskud. Klager har dog ikke nærmere begrundet sin indsigelse vedrørende tabet.
Frifindelsespåstanden over for indklagedes påstande vedrørende Retsudvalgets bestemmelse om renter og omkostninger er nedlagt under henvisning til, at Retsudvalget har truffet sin afgørelse på disse punkter med viden om de omstændigheder, som er fremført af indklagede, og at afgørelsen må stå ved magt, da voldgiftsretten ikke kender den nærmere baggrund herfor.
Om sagen i øvrigt kan oplyses, at den omhandlede ejendom matr.nr. z, y-by, omfatter 3 bygninger på hjørnet af x-vej og y-vej, heraf een beliggende x-vej med 8 beboelseslejligheder, een beliggende y-vej med 6 beboelseslejligheder samt en erhvervsbygning, alt ejet af malermester C, der afgik ved døden, før sagen blev indbragt for Retsudvalget. Enken, fru A, hensidder i uskiftet bo efter afdøde.
Det er ubestridt, at klager som projektleder påtog sig at indsende ansøgninger om statstilskud til forbedring og opretning samt til energibesparende foranstaltninger, ligesom det er ubestridt, at klager i talopstillinger vedrørende byggearbejderne (bilag C, D, E, F, G) har kalkuleret under den forudsætning, at der var bevilget tilskud både til x-vej og til y-vej, hvilket advokat D har lagt til grund, da han i en rundskrivelse af 26. marts 1984 orienterede lejerne om huslejeforhøjelse.
Af en under voldgiftssagen fremlagt transporterklæring dateret den 12. april 1984 og konciperet af klager fremgår, at C til E transporterede de ham ansøgte/meddelte statstilskud, hvoraf 103.257 kr. angives at vedrøre y-vej.
Indklagedes beregning af tabet er ifølge sagens bilag N baseret på en opgørelse, der alene vedrører y-vej, hvor de samlede byggeudgifter er ansat til ca. 140.000 kr. På grundlag heraf er de oprindeligt forudsatte tilskud beregnet til 41.550 kr. efter lovgivningen om energibesparende foranstaltninger, hvoraf kun 21.000 kr. svarende til 15% af byggeudgifterne på grund af ændret lovgivning med ikrafttræden pr. 17. juni 1982 kan forventes udbetalt. De forudsatte tilskud efter lovgivningen om forbedring og opretning af beboelsesejendomme er beregnet til ca. 19.975 kr. på grundlag af klagers egen kalkulation, men har ikke kunnet udbetales på grundlag af en efterfølgende ansøgning, fordi lovens bevillingsramme var opbrugt medio 1982. Indklagedes tab opgøres herefter således
Tilskud ialt til y-vej, såfremt klager havde indgivet ansøgning før den 17. juni 1982
41.550 kr. ca. 19.975 kr. -------------- 61.525 kr.
Beregnet faktisk
tilskud - ca. 21.000 kr. tab ca. 40.525 kr.
Der er afgivet forklaring af C og A's søn, malermester F, klageren, arkitekt m.a.a. K og advokat D.
Klager har bl.a. forklaret, at C indtog det bestemte standpunkt, at han ikke ville modtage tilskud til lejlighederne på y-vej, selv om han var berettiget hertil og til trods for, at klager rådede ham til at søge disse tilskud. Klager ved ikke, hvad der var baggrunden for C's standpunkt. Han må erkende, at det er en fejl, når den af hans sekretær udfærdigede transporterklæring til E omfatter et tilskudsbeløb vedrørende y-vej på 103.257 kr., hvilket han har overset. Klager har orienteret advokat D mundtligt om C's vægring mod at få tilskud til y-vej, inden klager fratrådte som projektleder i sommeren 1984.
Advokat D har forklaret, at det er urigtigt, at han blev orienteret som forklaret af klager.
Voldgiftsretten skal vedrørende indklagedes påstande udtale
Efter bevisførelsen findes det ubetænkeligt at forkaste klagers forklaring om, at det var efter malermester C's udtrykkelige ordre, at klager ikke søgte statstilskud til y-vej, og det lægges herefter til grund, at den manglende ansøgning skyldes forsømmelse hos klager, der findes erstatningsansvarlig for det derved forvoldte tab hos indklagede. Tabet kan opgøres med udgangspunkt i indklagedes beregning i bilag N, som dog indeholder skønnede tal vedrørende bl.a. byggeomkostningsbeløbet på 140.000 kr. Uanset om dette beløb måtte være for højt ansat, findes det beregnede tab, bl.a. henset til, at det oprindeligt kalkulerede tilskud på grund af et maksimum på 36.000 kr. ikke ville have været lavere, selv om byggeomkostningerne var væsentlig mindre end skønnet, ikke at være under de 40.000 kr., som indklagede har krævet erstattet. Som følge heraf tages denne del af indklagedes påstand til følge. Indklagede findes dog kun berettiget til procesrente af dette beløb fra den 13. december 1989, hvor indklagede indbragte sit modkrav, som Retsudvalget har afvist at behandle, for voldgiftsretten.
Således som sagen er behandlet for voldgiftsretten, er der kun fremkommet sparsomme oplysninger om sagsbehandlingen for Retsudvalget under Danske Arkitekters Landsforbund. Voldgiftsretten finder det herefter betænkeligt at ændre bestemmelserne i Retsudvalgets kendelse om renter, honorar til udvalget samt sagsomkostninger uden at kende den nærmere baggrund herfor. Som følge heraf tages klagers påstand om frifindelse for disse dele af indklagedes påstand i det hele til følge.
T H I B E S T E M M E S
Klageren, arkitekt K, skal til indklagede, fru A, betale 40.000 kr. med procesrente fra den 13. december 1989, til betaling sker.
I øvrigt frifindes klageren for de af indklagede nedlagte påstande.
I sagsomkostninger skal klageren til indklagede betale 8.000 kr.
De omkostninger, som er forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal i det hele betales af klageren.
Kendelsen skal opfyldes inden 14 dage efter dens modtagelse.
København, den 2. december 1991 Holger Tangaa Hansen Hans Henrik Mortensen Ole Nicolaisen P.v.c. Per Helwigh
En bygherre krævede erstatning af arkitekten under anbringende af, at denne var erstatningsansvarlig for at have undladt rettidigt at søge offentligt tilskud til renovering af nogle lejligheder, således at det faktisk opnåede tilskud blev lavere, end det ville have været. Arkitekten gjorde til støtte for sin frifindelsespåstand gældende, at den manglende ansøgning skyldtes en ordre fra bygherrens nu afdøde ægtefælle.
Det fandtes ubetænkeligt at forkaste arkitektens forklaring om en sådan ordre, og det måtte herefter lægges til grund, at den manglende ansøgning skyldtes en forsømmelse hos arkitekten, der fandtes erstatningsansvarlig for det derved forvoldte tab.