Betaling for ekstraarbejder (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Betaling for ekstraarbejder (* 1)
K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C 3039 Bygningskonstruktør K mod Entreprenørfirmaet A A/S
I anledning af en tvist mellem klageren, Bygningskonstruktør K, og indklagede, Entreprenørfirmaet A A/S, om betaling for ekstraarbejder udført af klageren på bl.a. en bygning i tilknytning til ejendommen »x« har klageren ved klageskrift af 23. november 1989 indbragt sagen for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af murermester, ingeniør Jørn Buch Andersen, civilingeniør J. Pilgaard Kristensen og landsdommer Vagn Rasmussen som formand.
Klageren har efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale 327.757,76 kr. med procesrente fra den 23. september 1989.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
Indklagede var hovedentreprenør for ejeren af »x« B i forbindelse med en række bygningsarbejder på hovedbygningen og andre bygninger, herunder »y«, som denne sag i hovedsagen vedrører.
Den 14. november 1988 blev der på Håndværksrådets Aftaleseddel indgået en aftale mellem klageren og indklagede om følgende arbejde
»Udførelse af pejsestue i henhold til tegninger af 10.11.1988 excl. søjler og sternkasser.
Murerarbejdet excl.
Gulvbelægning: Jels-gulvplanker afh. af levering.
Bygningen afleveres den 23.12.1988 med forbehold for gulvplanker.«
Prisen er angivet til 400.000 kr. excl. moms. Der er X i rubrikken »Fast pris«.
Indklagede er anført som »Bygherre/kunde« og på dennes vegne underskrevet af C. Klageren er anført som entreprenør.
Om betaling er anført: »Betales efter aftale i rater. 1/12 150.000 kr. rest ved afl.«
Til beskrivelse af arbejdet var alene vedlagt en enkelt tegning.
Mellem ejeren og indklagede blev der den 1. december 1988 indgået en aftale, ligeledes på Håndværksrådets Aftaleseddel.
Arbejdet er beskrevet således
»Udførelse af gårdhus i henhold til tegning og beskrivelse af 10.11.1988 ..... Arbejdet er færdigt den 23.12.1988 med forbehold for gulvarbejdet alt afhængig af levering. Dette er afklaret i uge 49.
Beløbet betales den 04.01.1989.
Arbejdet er igangsat.«
Prisen er angivet til 620.000 kr. med tillæg af omkostninger 93.000 kr. eller ialt 713.000 kr. excl. moms.
For indklagede var aftalen underskrevet af nævnte C.
Den 20. januar 1989 blev der udfærdiget en afleveringsrapport af følgende indhold
»Dags data er der foretaget afleveringsforretning af
Til nedenstående byggeri
Sagsbenævnelse: y - gårdhus Bygherre: B Hovedentreprenør A A/S Entreprenør: K entreprenørfirma I afleveringsforretningen deltog: For bygherren: C Hovedentreprenør For entreprenør: K
Arbejdet blev synet og godkendt som værende udført i henhold til indgået kontrakt. Der forefandtes ingen/følgende mangler
Jf. vedlagte mangelliste af 20.1.89
eventuelle tillægsarbejder bestilt af bygherre
gælder ikke denne aflevering.
Ovenstående mangler skal være afhjulpet inden 01.02.1989
Manglerne vurderes til kroner 25.500.
Afhjælpningsperioden løber fra den 20/1-1989 og 12 måneder frem.«
Afleveringsrapporten er »For bygherre« underskrevet af C og af klageren som entreprenør.
I en skrivelse af 17. juli 1989 fra indklagede til C hedder det
»P.gr. af den seneste udvikling vedrørende vort projekt og tilgodehavende hos B samt din rolle heri fritages du med øjeblikkelig virkning og indtil videre for dit arbejde i A A/S.
Du bedes på vedlagte kopi bekræfte, at du ikke har indgået andre aftaler med bygherrer og/eller underentreprenører ud over dem, som vi har kontakt med eller er blevet gjort bekendt med.«
En af klageren fremlagt kopi er under underskriften fra A påført C's initialer. Desuden har kopien følgende tilføjelse
»Den 17.07.89 var A gjort bekendt med en opgørelse fra K på i alt kr. 185.196, der ikke er faktureret.«
Tilføjelse er påført C's initialer.
En af indklagede fremlagt kopi, der efter A's underskrift er forsynet med fuld underskrift fra C, har ikke den nævnte tilføjelse, og indklagede bestrider at have modtaget kopi tilbage med den nævnte tilføjelse.
Entreprisen er afregnet således (de anførte beløb er incl. moms): 02.12.1988 ......................................... 122.000,00 kr. 15.12.1988 ......................................... 122.000,00 kr. 23.12.1988 ......................................... 200.898,62 kr. 24.01.1989 ......................................... 66.490,00 kr. 01.08.1989 ......................................... 31.110,00 kr. -------------- Ialt 542.498,62 kr.
Fakturaerne er alle godkendt af C. Beløbet anvist den 23.12.1988 indeholder dels en a contobegæring på 146.400 kr., dels ekstraregninger for ialt 54.498,62 kr. Ekstraregningerne vedrører dels murerarbejde for 6.885,00 kr. og 8.415,00 kr. (excl. moms), dels elektrikerarbejde for 25.310,00 kr. (excl. moms). Til disse beløb er der af klageren tilskrevet »DB« 10%. Beløbet anvist den 24.1.1989 er udbetalt i henhold til klagerens slutopgørelse af 16.1.1989, med fradrag af det i henhold til »Afleveringsrapporten« tilbageholdte beløb på 25.500 kr. excl. moms eller incl. moms 31.110,00 kr., der som anført er betalt den 1.8.1989.
Herefter har klageren fra den 28. juli 1989 til den 14. august 1989 fremsendt en række ekstraregninger på ialt 337.359,24 kr. Beløbet er under den mundtlige forhandling nedsat til påstandsbeløbet, der ikke helt stemmer med summen af de ekstraregninger, der påstås betalt.
De enkelte ekstraregninger.
1. Regning af 28. juli 1989
Regningen, der oprindelig var på 83.256,43 kr. excl. moms, eller 101.572,84 kr. incl. moms, vedrørte ifølge sin tekst »Murerarbejde udført i henhold til aftale med souschef ... C«.
Regningen er sammensat af følgende poster
Arbejdsløn: 2 mand, ialt 253 timer a 185,00 kr. .. 46.805,00 kr. Kørsel/servicevogn: 126,5 timer a 15,00 kr. ..... 1.897,50 kr. Container m.v. .................................. 4.996,75 kr. Div. materialer ................................. 15.676,68 kr. Fremmed arbejde ................................. 13.880,50 kr.
På regningen er påført
»Alle beløb inkl. 15% administration/tilsyn.«
Under den mundtlige forhandling er posten »Div. materialer« nedsat til 10.610,94 kr. Efter en sammenlægning af de poster i de fremlagte fakturaer, der indgår i dette beløb, burde der være sket nedsættelse til 10.260,82 kr.
Vedrørende posten arbejdsløn er der fremlagt dagsedler og en oversigt udarbejdet af klageren med angivelse af timetallet de enkelte dage og af hvilket arbejde der er udført. Det fremgår heraf, at arbejdet er udført fra februar måned 1989 og fremefter.
Kørsel med servicevogn har ligeledes fundet sted fra februar og fremefter.
Vedrørende posten Container m.v. er der fremlagt bilag af 21.12.1988 på 1.705,00 kr., af 3.3.1989 på 1.243,00 kr. og af 17.3.1989 på 1.397,00 kr.
Vedrørende posten diverse materialer er der ligeledes fremlagt bilag, alle fra D A/S. Fakturaerne er dateret den 19. december 1988 (2 stk.), den 28. december 1988, den 31. januar 1989 og den 20. marts 1989. De poster, som af klageren er angivet at vedrøre denne sag, udgør på december fakturaerne 2.860,00 kr., 2.461,75 kr. og 1.177,30 kr. På fakturaen af 31. januar 1989: 1.990,00 kr. og på fakturaen af 20. marts 1989: 353,40 kr.
Vedrørende posten fremmed arbejde er der fremlagt fakturaer dateret den 3. og 17. januar 1989. Fakturaerne indeholder en nærmere beskrivelse af det udførte arbejde og af fakturaen af 17. januar fremgår, at der er tale om arbejde udført den 2., 9. og 11. januar.
2. Regning af 31. juli 1989 på 5.050,80 kr.
Regningsbeløbet fremkommer som summen af 3.600 kr. med tillæg af 15% i Administration/tilsyn, samt moms. Den vedrører rengøring m.v. ifølge en regning af 27.4.1989 fra et rengøringsfirma.
3. Regning af 31. juli 1989 på 53.339,25 kr.
Regningsbeløbet fremkommer som summen af 38.018,00 kr., administrationstillæg 15% og moms og vedrører »Hoveddøre: Materialer, montering m.v.« ifølge en faktura af 19. juni 1989 fra tømrermester E firma »F«. I fakturaen er arbejdet beskrevet således: »Leveret og monteret 3 stk. yderdøre med egetræsbundstykker i henhold til aftale og arkitektens tegning«. I fakturaen specificeres materialeforbrug og medgået tid.
4. Regning af 31. juli 1989 på 3.507,50 kr.
Regningsbeløbet fremkommer som summen af 2.500,00 kr., administrationstillæg 15% og moms og vedrører gulvafslibning i henhold til en faktura af 3. april 1989 fra et gulvservicefirma.
5. Regning af 7. august 1989 på 7.316,00 kr.
Regningsbeløbet fremkommer som summen af 5.215,00 kr., administrationstillæg 15% og moms og vedrører »Blikkenslager: indgreb på eksisterende C/V-anlæg« i henhold til en faktura af 19. december 1988, hvoraf fremgår, at arbejdet er udført i uge 50.
6. Regning af 7. august 1989 på 63.222,00 kr.
Regningsbeløbet fremkommer som summen af følgende poster, idet det i overskriften hedder: »Vedr. x/B. Havehus/Ovenlys«
Tømrer: 17.850,00 kr., blikkenslager: »indgreb i tag for ovenlys samt inddækning af do«: 15.589,00 kr., materialer: »Glaspaneler«: 10.815,00., »Skruer m.v.«: 389,00 kr. »Transport«: 420,00 kr., Administrationstillæg 15% og moms.
Vedrørende tømrerarbejdet foreligger en faktura af 26. februar 1989 fra F. Posten skruer m.v. fremgår af samme faktura. Der er ikke bilag på blikkenslagerarbejdet. Glaspanelerne fremgår af en faktura af 31. januar 1989 fra leverandøren. Transporten vedrører ifølge en faktura af 7. februar 1989 transport af de nævnte paneler.
7. Regning af 9. august 1989 på 40.630,00 kr.
Regningsbeløbet, der vedrører »Stalddøre m.v.«, fremkommer som summen af følgende poster: Tømrer: 4.222,00 kr., tømrer: 20.019,00 kr., smed 3.551,00 kr., termoruder 1.168,00 kr., 15% administrationstillæg og moms.
Tømrerarbejdet fremgår af to fakturaer af henholdsvis 19. juni og 30. maj 1989 fra F. Den første faktura vedrører »Stålglasdør« og den anden 2 stalddøre. Smedearbejdet fremgår af en faktura af 31. maj 1989 og vedrører udførelse af en dør efter tegning.
8. Regning af 14. august 1989 på 12.609,00 kr.
Regningsbeløbet, der vedrører »Døre«, fremkommer således: 2 BD-60 træfiberdøre med karm: 7.650,00 kr., arbejdsløn: 1.850,00 kr., maling 740,00 kr., materialer 96,00 kr. og moms.
9. Regning af 14. august 1989 på 28.745,00 kr.
Regningsbeløbet, der vedrører »Rendekasser«, fremkommer således: Arbejdsløn, materialer, stålbolte, maling og imprægnering 15.028,00 kr., 15% administrationstillæg heraf, arbejdsløn til blikkenslager, materialer, galvaniserede rendekassebæringer 6.280,00 kr. samt moms af hele beløbet.
10. Regning af 14.-august 1989 på 21.266,85 kr.
Regningsbeløbet, der vedrører »Toilet/Ombygning«, fremkommer således: Tømrer ifølge faktura af 30. maj 1989, blikkenslager ifølge dagsedler fra 10. til 16. maj, transport og servicevogn, materialer for 3.177,00 kr., maler, transport/service, mikrodisperser, Sigma maling og elektriker ifølge faktura af 10. marts 1989, ialt 16.148,85 kr., 15% administrationstillæg af tømrerregning, materialeudgifter og elektrikerregning samt moms.
Det bemærkes, at der er en sammentællingsfejl på materialeposten. Det rette beløb er 2.986,08 kr.
Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af klageren, direktør hos indstævnte, G, arkitekt H, arkitekt C og tømrermester E.
Klageren har forklaret, at han kom ind i arbejdet, da han traf C under en afleveringsforretning i forbindelse med et andet byggeri. C spurgte, om han var interesseret i det af denne sag omhandlede arbejde. De gennemgik tingene på stedet, og klageren fik tegningen af 10. november 1988. Der skulle udføres tømrerarbejde og 5 vinduer. Et på tegningen markeret dørparti var ikke med i entreprisen. Der skulle endvidere udføres tagbeklædning i zink og med afvanding, centralvarmeanlæg, elarbejde (afbrydere og lampeudtag), malerarbejde samt nedlægning af gulve, men uden overfladebehandling. De ekstraarbejder, der er betalt af indklagede, var ikke aftalt skriftligt. Murerarbejdet blev betalt løbende efter regning. Halogenspot blev aftalt med C som et ekstraarbejde. Aftalerne om de senere fakturerede ekstraarbejder foregik på byggepladsen. De blev drøftet med B, H og C, men det var C, der bestilte arbejdet. Afhørte havde fået at vide, at han skulle passe på B, hvorfor han aldrig har lavet nogen aftale med denne. Han har ikke indgået aftaler med andre fra A end C. Det sene faktureringstidspunkt skyldtes, at han, der ikke havde noget kontorhold, selv skulle udarbejde regningerne. Han havde samtidig en entreprise i hovedbygningen. Afleveringen heraf gav ikke anledning til påtale, og et ekstraarbejde med et køkken for 85.000 kr. blev aftalt med C og betalt uden problemer. Han har ikke på noget tidspunkt fået tilkendegivet, at der skulle foreligge aftalesedler. På afleveringstidspunktet vidste han, at der var nogle ekstraarbejder. I afleveringsrapporten anser han »Bygherre« som værende identisk med indklagede.
Det udførte arbejde er løbende bestilt af C, der nok har fået et overslag på nogle af arbejderne. Der er mange timer, der ikke er faktureret. De fremlagte dagsedler har han gennemgået og nedskrevet til de 253 timer, han har krævet betaling for. Til kørsel og service har han beregnet halvdelen af de 253 timer. Containeren indeholdt affald fra murerarbejdet, alt vedrørende kuskehuset. De materialer, han har forlangt betaling for, vedrører alle ekstraarbejderne. Når fakturaen er skrevet så sent, skyldes det som tidligere nævnt, at han ikke havde haft tid før.
I forbindelse med gulvafslibning i Hovedbygningen blev det aftalt med C, at også gulvet i kuskehuset skulle slibes. Der var pletter efter murerarbejdet.
Regningen vedrørende centralvarmeinstallationen skyldtes, at det mundtligt påviste rør ikke var centralvarmerør, men rør til brugsvand. Der var sket tilslutning hertil, men det måtte laves om. Arbejdet er aftalt med C.
Ved afleveringsforretningen var huller til ovenlys delvist lavet. Ovenlys blev først aftalt efter, at en del af zinktaget var lavet.
De 15% i administrationstillæg er aftalt med C. Når der på ekstraregningerne fra december kun er tilskrevet 10%, må det være en fejl.
De stalddøre, der var blevet sat op, blev ændret af arkitekten. C accepterede, at de blev lavet om. Den ståldør, smeden har lavet, er bestilt af C. BD-60 dørene er bestilt af C. Det er ikke standardmål, hvorfor de er dyrere end sædvanligt. Rendekasser og sternkasser er bestilt af C. Han mener, at ca. 2/3 af de materialer, der er opgjort på regningen af 14. august 1989, vedrører ekstraarbejderne.
Direktør G har forklaret, at han ikke har noget kendskab til den af klageren nævnte dør. Indklagede havde støbt fundamentet, og den væg, hvori vinduerne skulle indsættes, var bygget med vindueshuller. Under byggearbejdet var han selv lejlighedsvis på pladsen, men det var C, der var konduktør. Den 20. januar 1989 resterede der kun arbejde på hovedbygningen, der lå i 200-300 meters afstand fra Kuskehuset. Klagerens arbejde var det sidste på dette hus. Efter afleveringsforretningen fortalte C, at der var nogle småting, der ikke var i orden. Han kan ikke huske, om der blev nævnt tillægsarbejder eller arbejder for bygherren. Efter hans opfattelse er de eneste ekstraarbejder, de betalte. På hovedbygningen blev klageren a conto honoreret, og ekstraarbejder blev aftalt på aftalesedler, hvoraf der foreligger 8. Den eneste undtagelse er det af klageren nævnte køkken. C var også konduktør på hovedbygningen. Pejsestuen var færdig ved afleveringen. Indklagedes forbindelse med C ophørte den 17. juli 1989, idet C havde gjort sig skyldig i tillidsbrud i forbindelse med B. Der forelå ikke noget i forhold til klageren. Han har ikke set notatet på den af klageren fremlagte kopi af skrivelsen af 17. juli 1989 og er ikke gjort bekendt med nogen mundtlig aftale. Indklagede har ikke forsøgt at fakturere ekstraarbejderne til B og indklagede har iøvrigt opgivet et krav på 796.000 kr. hos B, ligesom man har opgivet at få hovedentreprisesummen hjem. Han har først fået kendskab til de af sagen omhandlede arbejder ved de fra klageren modtagne fakturaer. Iøvrigt mener han, at regningerne er for store.
Arkitekt C har forklaret, at han under ansættelsen var souschef og entrepriseleder. Han forestod byggepladsen på »x«. Han havde fuldmagt til at indgå entrepriseaftaler og en stillingsfuldmagt til at indgå aftaler om ekstraarbejder. Afleveringsrapporten er udfyldt af vidnet. Når der i teksten er anført, at »eventuelle tillægsarbejder bestilt af bygherren gælder ikke denne aflevering«, er der med bygherren tænkt på B. Forud for skrivelsen af 17. juli 1989 var han af K blevet informeret om ekstraarbejder på 151.000 kr. Fra K fik han en tællestrimmel, som han gav til I hos A. Påtegningen på den af klageren fremlagte kopi er efterfølgende påført vidnets eget eksemplar.
Murerarbejdet var ikke med i den oprindelige aftale, men det viste sig at være praktisk, at det blev udført af klageren. Arbejdet er bestilt af vidnet. Arbejdet omfattede bl.a. bjælkeindføring i en kampestensmur, der omkostningsmæssigt var uoverskueligt. Der foregik også en større eftersøgning efter varmerørsforbindelsen, idet det oprindeligt anviste rør ikke var anvendeligt. Vidnet har bedt klageren lave en glasdør et sted, hvor der oprindelig ikke skulle have været dør. Der blev endvidere lavet et toilet, der ikke var med i den oprindelige entreprise. Klageren blev bedt om at lave det og sørge for blikkenslagerarbejdet. Vidnet har endvidere bedt klageren udføre nogle BD 60 døre i stedet for nogle BD 30 døre, der tidligere var indsat. I et oprindeligt projekt var der ovenlys. Det gik imidlertid ud, men senere under arbejdet med taget blev det besluttet, at der alligevel skulle være ovenlys. På tidspunktet for afleveringsforretningen var dette arbejde i gang. Murerarbejdet var midlertidigt standset. Afleveringen vedrørte alene hovedentreprisen. Gulvafslibning skulle ikke være nødvendig, og vidnet har ikke haft noget at gøre med bestillingen heraf. Det samme gælder stalddørene. De må være bestilt af arkitekten direkte til klageren. B bestilte de forskellige arbejder via arkitekten. Ekstrarengøring har været nødvendig på grund af den sene iværksættelse af arbejdet med ovenlys.
Arkitekt H har forklaret, at han var engageret af B og udarbejdede de tegninger, der var grundlag for byggeriet. Der var ingen beskrivelse af arbejdet. Han har intet kendskab til aftalen med klageren. Projektet blev udarbejdet i samråd med B. Bygningen blev oprindeligt tegnet med zinktag og ovenlys, men dette blev sparet væk. Han bearbejdede imidlertid bygherren, således, at ovenlys kom ind igen. Det var, da ca. halvdelen af byggeriet var udført. Ovenlys var der den 20. januar. Den tegning, der ledsagede aftalen med klageren, er vist udgået fra vidnets tegnestue. Der er ikke ovenlys med, og det ville heller ikke nødvendigvis være med på tegningen. Den døråbning, hvor der senere kom en glasdør, var heller ikke med i det oprindelige projekt. Hullet skulle have været tilmuret. Toilettet kom ind, medens klageren arbejdede på stedet. Det skete successivt efter ønske fra B. Vidnet har muligt sat C i gang. Der er i forhold til det oprindelige projekt senere bestilt en dør til gården. Han ved ikke, om døren var der den 20. januar 1989, men hullet var. De nævnte BD-60 døre blev lavet i hovedbygningen. Der var tale om et myndighedskrav. Han tror, de er lavet af klageren og må være bestilt af C.
Tømrer E har forklaret, at han har lavet gulve færdige, lavet ovenlys, glasskydedøre, ændringer i forbindelse med toilet og vaskerum (dørflytning), 2 stalddøre og 2 hoveddøre. Arbejdet blev udført fra februar til juni 1989. Ovenlys blev lavet fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Den afsluttende rengøring var en følge af murerarbejdet og ovenlysarbejdet. Yderdørene var bestilt af C. Arkitekten havde lavet en tegning, som vidnet fik. De er formentlig bestilt i maj. Under et besøg på pladsen sagde C, at K var bestilt til at lave ovenlys. Ovenlyset var under udførelse ved afleveringsforretningen.
Klageren har gjort gældende, at der er tale om ekstraarbejder, der er bestilt i henhold til AB 72, § 8, stk. 2. Klageren er ikke afskåret fra at gøre kravene gældende, da der ikke er gjort påkrav i medfør af AB 72, § 26, stk. 16.
Klageren har nærmere anført, at arbejderne er bestilt som ekstraarbejder af C, idet de ligger uden for hans entreprise. Ingen del af kravene er prækluderet i medfør af AB 72, § 26, stk. 16, idet der ved afleveringsforretningen udtrykkeligt er taget forbehold for tillægsarbejder bestilt af bygherren, hvilket efter indholdet af afleveringsrapporten og klagerens forklaring må være »A«. Der er overhovedet ikke indgået aftaler med B. Iøvrigt er der ikke givet påkrav i medfør af § 26, stk. 16, 2. punktum. C's forklaring må lægges til grund. Det må bero på en erindringsforskydning, at C ikke mener at have bestilt stalddørene. Klageren er ubekendt med, hvad der er passeret mellem C og indklagede den 17. juli 1989.
Indklagede har gjort gældende, at klageren er afskåret fra at gøre krav gældende på ekstraarbejder, der er udført før den 20. januar 1989, hvor der er foretaget afleveringsforretning, og slutafregning har fundet sted. Der er aftalt en fast pris. Endvidere vedrører visse ekstraarbejder B og ikke indklagede.
Indklagede har nærmere anført, at klagerens opgørelser er uoverskuelige, hvilket må være hans problem. Specielt er anført, at der ikke er grundlag for at kræve 15% i administrationstillæg. Der kan højst tilkendes 10% som ved de betalte ekstraregninger. Forudsætningen for, at krav vedrørende ekstraarbejder udført før den 20. januar 1989 kan gøres gældende, må i hvert fald være, at de gøres gældende umiddelbart efter den i AB 72, § 26, stk. 16 angivne frist. Her er der gået 6 månder. § 26, stk. 16, 2. punktum er ikke anvendelig. I afleveringsrapporten må »bygherren« såvel efter afleveringsrapportens indhold som efter C's forklaring forstås som B. Disse krav kan derfor ikke rettes mod indklagede, men må gøres gældende over for B. Der må ved sagens afgørelse også tages hensyn til afregningstempoet. Hvis der var foretaget løbende afregning, havde indklagede haft mulighed for at reagere. Med hensyn til C's rolle bestrides det ikke, at han har haft en stillingsfuldmagt, men han har ikke handlet inden for fundmagtens grænser. Det fremgår af afleveringsrapporten, at C har været fuldmægtig for B. Skrivelsen af 17. juli 1989 tyder ikke på, at der skulle være krav, der kan gøres gældende over for indklagede. Forklaringen om de 185.196 kr. var meget usikker. Det vil ikke være meningsfuldt, hvis indklagede skulle hæfte.
Voldgiftsretten udtaler
Generelt.
Da der er sendt slutopgørelse, finder bestemmelsen i AB 72, § 26, stk. 16, 1. punktum anvendelse, således at påkrav efter samme bestemmelses 2. punktum er ufornøden. Klageren har herefter været pligtig at kræve betaling for udførte ekstraarbejder inden 4 uger efter afleveringen. Klageren, der først har sendt sine regninger på ekstraarbejder fra den 28. juli 1989 og fremefter, er herefter afskåret fra at kræve betaling for ekstraarbejder og leverancer forud for afleveringsforretningen den 20. januar 1989, medmindre der i forbindelse hermed må anses at være taget forbehold.
Efter afleveringsrapportens indhold sammenholdt med arkitekt C's forklaring må »bygherren« forstås som ejeren B. Der er således ikke taget forbehold for arbejder bestilt af indklagede i egenskab af hovedentreprenør.
Det er ubestridt, at C har indtaget en stillingsfuldmagt i forhold til indklagede. Der findes ikke - heller ikke i afleveringsrapporten - at være holdepunkter for, at C tillige har optrådt som fuldmægtig for B. Dette er også i overensstemmelse med C's forklaring, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle være givet klageren nogen anden opfattelse.
Den sene fremkomst af regningerne findes ikke ud over det foran anførte at kunne tillægges betydning ved sagens afgørelse.
I det økonomiske opgør, jf. nedenfor, kan der alene tilskrives 10% i administration/tilsyn i overensstemmelse med, hvad indklagede har anerkendt i forbindelse med de betalte ekstraregninger.
Det økonomiske opgør.
Nedenfor gennemgås de enkelte regninger, således at de poster, indklagede tilpligtes at betale, anføres, medens der for de regninger, der anføres med 0, sker frifindelse. Er der ikke anført andet, er baggrunden for frifindelsen, at regningen vedrører arbejder og leverancer forud for den 20. januar 1989. For så vidt angår de beløb der tilkendes klageren, er det lagt til grund, at arbejdet er bestilt af C. Der har ikke været det fornødne grundlag for at foretage nedsættelse af de enkelte poster som værende for høje.
1: Regning 28.07.89 vedr. murerarbejde
Uden bilag: arbejdsløn 46.805,00 kr. Uden bilag: servicevogn 1.897,50 kr. J ApS 03.01.89 0,00 J ApS 17.01.89 0,00 R A/S 21.12.88 0,00 R A/S 03.03.89 1.243,00 R A/S 17.03.89 1.397,00 D 19.12.88 0,00 D 19.12.88 0,00 D 28.12.88 0,00 D 31.01.89 1.990,00 D 20.03.89 353,40 -------- 4.983,40 Administration/tilsyn 10% 498,34 -------- 5.481,74 5.481,74 kr. ------------- 54.184,24 kr. Moms 22% 11.920,53 kr. ------------- 66.104,77 kr. ============= 2: Regning 31.07.89 vedr. rengøring: L 27.04.89, delposter 3.600,00 kr. Administration/tilsyn 10% 360,00 kr. ------------- 3.960,00 kr. Moms 22% 871,20 ------------- 4.831,20 kr. ============= 3: Regning 31.07.89 vedr. hoveddøre: F 19.06.89 38.018,00 kr. Administration/tilsyn 10% 3.801,80 kr. ------------- 41.819,80 kr. Moms 22% 9.200,36 kr. ------------- 51.020,16 kr. ============= 4: Regning 31.07.89 vedr. gulvslibning 0,00 kr. ============= Efter vidnet C's forklaring frifindes indklagede for betaling af dette beløb. 5: Regning 07.08.89 vedr. blikkenslagerarbejde: M 19.12.88 0,00 kr. ============= 6: Regning 07.08.89 vedr. ovenlys: F tømrer, delpost 17.850,00 kr. Uden bilag: blikkenslager 15.589,00 kr. N 31.01.89 10.815,00 kr. F 26.02.89, delposter 389,00 kr. O 07.02.89 420,00 kr. ------------- 45.063,00 kr. Administration/tilsyn 10% 4.506,30 kr. ------------- 49.569,30 kr. Moms 22% 10.905,25 kr. ------------- 60.474,55 kr. ============= 7: Regning 09.08.89 vedr. stalddøre m.v. 0,00 kr. ============= Efter vidnet C's forklaring frifindes indklagede for betaling af dette beløb. 8: Regning 14.08.89 vedr. døre-til pavillonen: 10.336,00 kr. Moms 22% 2.273,92 kr. ------------- 12.609,92 kr. ============= 9: Regning 14.08.89 vedr. rendekasser: Arbejdsløn, materialer, stålbolte, maling, imprægnering 15.028,00 kr. Administration/tilsyn 10% 1.502,80 kr. ------------- 16.530,80 kr. Blikkenslager: 6.280,00 kr. ------------- 22.810,80 kr. Moms 22% 5.018,38 kr. ------------- 27.829,18 kr. ============= 10. Regning 14.08.89 vedr.-toilet/ombygning: F 30.05.89 4.807,50 Blikkenslager: dagsedler 5.180,00 kr. Uden bilag: transport/servicevogn 420,00 kr. Uden bilag: maler 1.480,00 kr. Uden bilag: transport/service 120,00 kr. Uden bilag: mikrodisperser 130,00 kr. Uden bilag: Sigma maling 260,00 kr. Materialer: 2/3 x 2.986,08 = 1.990,72 El-inst. P 10.03.89 574,35 --------- 7.372,57 Administration/tilsyn 10% 737,26 --------- 8.109,83 8.109,83 kr. ------------- 15.699,83 kr. Moms 22% 3.453,96 kr. ------------- 19.153,79 kr. =============
Efter klagerens forklaring er 2/3 af de materialeudgifter, der er fremlagt bilag for, henført til disse arbejder.
Sammenfatning
Ad 1: Regning 28.07.89 vedr. murerarbejde 66.104,77 kr. Ad 2: Regning 31.07.89 vedr. rengøring: 4.831,20 kr. Ad 3: Regning 31.07.89 vedr. hoveddøre: 51.020,16 kr. Ad 6: Regning 07.08.89 vedr. ovenlys: 60.474,55 kr. Ad 8: Regning 14.08.89 vedr. døre til pavillonen: 12.609,92 kr. Ad 9: Regning 14.08.89 vedr. rendekasser: 27.829,18 kr. Ad 10: Regning 14.08.89 vedr. toilet/ombygning: 19.153,79 kr. -------------- Ialt 242.023,57 kr. ==============
hvilket beløb tilkendes klageren med procesrente som påstået.
Med hensyn til sagens og Voldgiftsrettens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
T H I B E S T E M M E S
Inden 14 dage fra denne kendelses modtagelse betaler indklagede, Entreprenørfirmaet A A/S, til klageren, Bygningskonstruktør K, 242.023,57 kr. med tillæg af procesrente fra den 23. september 1989, til betaling sker.
Hver af parterne betaler egne omkostninger og halvdelen af Voldgiftsrettens omkostninger.
København, den 2. august 1991
Jørn Buch Andersen Vagn Rasmussen Jørgen Pilgaard Kristensen
P.v.C.
G. Stark
Et byggearbejde blev afleveret 20.1.1989. I afleveringsforretningen deltog bygherren og såvel en hovedentreprenør som en underentreprenør. I afleveringsrapporten var blandt andet anført: »Eventuelle tillægsarbejder bestilt af bygherre gælder ikke denne aflevering«. Den nævnte underentreprenør fremsendte slutopgørelse den 16.1.1989, men fremkom i perioden 28.7.-14.8.1989 med en række ekstraregninger.
Bl.a. udtalt, at underentreprenøren efter AB 72 § 26, stk. 16, havde været pligtig at kræve betaling for udførte ekstraarbejder inden 4 uger efter afleveringen. Da han først havde sendt sine regninger fra 28.7.1989 og fremefter, var han afskåret fra at kræve betaling for ekstraarbejder og leverancer forud for afleveringsforretningen den 20.1.1989, med mindre der i den forbindelse måtte anses at være taget forbehold. Efter afleveringsrapportens indhold sammenholdt med afgivne forklaringer kunne forbeholdet i afleveringsrapporten ikke omfatte arbejder bestilt af den indklagede hovedentreprenør.