Spørgsmål om et kravs bortfald ved passivitet eller forældelse. (* 1)

Spørgsmål om et kravs bortfald ved passivitet eller forældelse. (* 1)

KENDELSE

i

Voldgiftssag nr. C 2195

K Boligselskab, afd. x

mod

A/S A

I årene 1968-70 fik klageren, K Boligselskab afd. x, opført 5 boligblokke med ialt 314 lejligheder på æ-vej og ø-vej i y-sted. Indflytningen i lejlighederne fandt sted i tiden fra den 1. marts 1970 til den 1. maj 1971. Indklagede, A/S A, havde udarbejdet projekt og ført tilsyn med byggeriet.

Der viste sig senere skader på betonelementerne i byggeriets altaner, facader og sternbjælker.

Den 20. august 1987 indgav klageren til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed et klageskrift mod A/S A og B, Ingeniør- og Entreprenørfirma A/S med påstand om, at de in solidum skulle betale 5 millioner kr. til klageren. Påstanden var begrundet med, at entreprenørselskabet havde udført betonarbejderne og var ansvarlig for betonskaderne på grund af fejl under entreprisens udførelse, og at A/S A var ansvarlig for fejl under tilsynet med byggeriet. I klageskriftet er anført, at dets noget summariske karakter skyldtes klagers interesse i at få afbrudt forældelsesfristen, og at klager ville fremkomme med en mere fyldestgørende redegørelse for skadernes omfang og karakter. Dette skete ved et supplerende klageskrift af 15. december 1987.

I et svarskrift af 20. april 1990 påstod indklagede frifindelse bl.a. med den begrundelse, at ethvert muligt erstatningsansvar for A/S A var bortfaldet ved passivitet fra klagers side og/eller forældelse.

Spørgsmålet om kravets bortfald ved passivitet eller forældelse er efter parternes ønske taget under særskilt forhandling og pådømmelse.Ved den mundtlige forhandling af disse spørgsmål den 31. januar 1991 bestod voldgiftsretten af civilingeniør J.E. Ahrensbach, højesteretsdommer Johs. Bangert, højesteretsdommer Erik Bjerregaard, højesteretsdommer Henning Funch Jensen og civilingeniør Johan Nørgaard med højesteretsdommer Bjerregaard som formand.

Klageren nedlagde under denne forhandling påstand om, at indklagedes indsigelser om kravets bortfald på grund af passivitet og forældelse blev forkastet.

Indklagede påstod frifindelse på grund af passivitet og forældelse.

Efter det oplyste er sagens omstændigheder iøvrigt følgende

Den 10. marts 1947 havde K Boligselskab og C underskrevet en overenskomst, hvorved C for et aftalt vederlag påtog sig at varetage driften og administrationen af boligselskabets ejendomme, herunder tilsyn og foretagelse af ind- og udvendig vedligeholdelse.

I referatet af et bestyrelsesmøde i K Boligselskab den 17. januar 1979 er vedrørende afdelingen x bl.a. anført: »Vedligeholdelsestilstanden betegnes af inspektionsafdelingen som jævn i børneinstitutionen w og som god i de 2 boligafdelinger z og x.

I slutningen af 1982 konstaterede bygningsingeniør D, der da var ansat som inspektør i B, begyndende rustgennemslag i bebyggelsen, og han anmodede A/S A om at foretage en undersøgelse.

A foretog derefter en besigtigelse af bygningerne med henblik på eventuelle betonskader. Ved besigtigelsen, der blev foretaget fra jorden uden brug af stiger eller stilladser, blev der ifølge en rapport af 15. december 1982 konstateret følgende skader

på altansiden mod haven en del skader på de lodrette elementer, der bærer altanpladerne, idet elementerne på forkanten på grund af for lille dæklag havde flere revner og afskalninger over armeringen.

på indgangssiden skader på lodrette facadeelementer, hvor bøjlearmering rustede,

vandrette dækkantelementer havde rustne armeringsjern med betonafsprængninger til følge,

enkelte vandrette dækelementer ved tag havde vandrette revner med gennemsivninger ca. 10 cm fra overkant.

Eksempler på de forskellige skadetyper var vist på nogle optagne fotografier.

I rapportens konklusion udtaltes, at de observerede skader byggede på en let besigtigelse, og at A derfor ikke kunne komme med en konklusion, der straks angav, hvad man burde gøre, men at skaderne dog helt klart var så alvorlige, at der snarest skulle repareres for ret store beløb. A anbefalede derfor, at der snarest blev iværksat videre undersøgelser af skadernes omfang med efterfølgende reparationsforslag. A foreslog, at der i første omgang blev bevilget 50.000 kr. incl. moms til en videregående undersøgelse og registrering.

A blev anmodet om at foretage en sådan videre undersøgelse, og i en rapport af 3. marts 1983 angiver A antallet af samtlige skader til 399 og anslog ved et groft skøn udgiften til nødvendige reparationer til 898.000 kr. incl. moms. I rapporten er yderligere bl.a. anført, at løse betonstykker med fare for nedstyrtning på befærdede områder snarest burde hugges ned.

I et notat af 29. juni 1983 har det rådgivende ingeniørfirma E anført, at det i forbindelse med en forestående renovering af tagene havde foretaget en besigtigelse fra tagflader af den øverste halvdel af sternene og havde konstateret skader på betonsternen bestående i revner, pletvise afskalninger og synlig rusten armering på forsiden af sternene samt små lokale rustpletter på forsiden af sternene.

Klageren begærede derfor syn og skøn, og i skønserklæringer af 17. oktober 1984 og 1. december 1985 har de udmelte syns- og skønsmænd bl.a. udtalt, at de første skader i sternelementerne må have været synlige allerede et par år efter ibrugtagningen, og at den ansvarlige for opsynet med bygningerne allerede dengang burde have gjort bemærkninger, at der er registreret dæklag 0 på rustne armeringsjern i facaden, og at rustpletter på disse steder må have været synlige, men måske ikke iøjnespringende, allerede inden for det første år, samt at de konstaterede rustangreb på armeringsjern med op til 10 mm dækkende betonlag formentlig først blev synlige efter 3-4 frostperioder, formentlig i 1973-74, men at skaderne, der viste sig som kraftige revner, afskalninger og rust, da må have været meget tydelige.

Til skønserklæringen er knyttet nogle af skønsmændene optagne fotografier af skader, og skønsmændene har i et overslag over håndværkerudgifterne til reparation af de konstaterede skader anslået udgifterne til 2.100.000 kr. ekskl. moms.

Skønsmand, ingeniør E. Theil Hansen, har under den mundtlige forhandling af sagen den 31. januar 1991 vedstået skønserklæringen.

I et brev af 22. juli 1986 til klagers daværende advokat anførte advokat F bl. a., at et eventuelt tilsynsansvar under alle omstændigheder vil være bortfaldet på grund af forældelse.

Snedker G har under den mundtlige forhandling af sagen forklaret, at han har boet i en af lejlighederne fra 1970 og har været medlem af afdelingens bestyrelse siden 1975. Hvert forår foretog hele bestyrelsen sammen med varmemesteren og C's inspektør en gennemgang af bebyggelsen, som man stræbte efter at holde intakt. Han har ikke bemærket betonskader, før han læste om dem i Dominias rapport. Først i 1984-85 hørte han om nedfaldne betonstykker. Skadesudviklingen gik meget hurtigt fra 1984.

Inspektør H, C, har under den mundtlige forhandling af sagen forklaret, at han fra 1974 til medio 1981 deltog i tilsynet med bebyggelsen og var med ved bestyrelsens årlige gennemgang af denne. I slutningen af 1979 blev der udbedret en rustskade på et vandret bånd, men der var ingen synlige skader andre steder, og han har heller ikke hørt om klager over betonskader.

Bygningsingeniør D har forklaret, at han var ejendomsinspektør i C fra medio 1981 til medio 1985, og at han i dette tidsrum deltog i de årlige tilsyn med bebyggelsen. Ved tilsynet i midten af 1982 blev der ikke konstateret betonskader, men i november 1982 har han set begyndende rustgennemslag, og han anmodede derfor A om at foretage en undersøgelse. Han har ikke hørt om beboerklager over betonskader eller om nedfaldne betonstykker.

Civilingeniør I, A, har forklaret, at han deltog i A's undersøgelser i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983. Som ingeniør kunne han se, at der var mangler, der skulle gøres noget ved.

Forklaringer er endvidere afgivet af civilingeniør E og af J fra betonelementfabrikken L.

Den 29. september 1988 deltog voldgiftsdommerne J.E. Ahrensbach og Erik Bjerregaard i en besigtigelse af bygningerne.

Klager har under denne sag frafaldet kravet mod det indklagede entreprenørselskab, men har indklaget ingeniør B for en af Dansk Ingeniørforening nedsat voldgiftsret med de samme dommere, og de to sager er blevet behandlet sammen for så vidt angår forældelsesspørgsmålet.

Klageren har til støtte for, at forældelse ikke er indtrådt, anført, at der er tale om skjulte fejl og mangler. Forældelsesfristen kan derfor tidligst begynde at løbe fra C's modtagelse af A's rapport af 15. december 1982, idet klager efter de af G, H og D's afgivne forklaringer ikke tidligere kunne have noget kendskab til manglerne og deres årsag og alvorlige karakter. Forældelsesfristen blev afbrudt ved indgivelsen af klageskriftet af 20. august 1987. Klager har endvidere bestridt, at kravet er bortfaldet på grund af passivitet.

Indklagede har til støtte for, at forældelse er indtrådt, anført, at der i slutningen af 1982 af A/S A blev konstateret omfattende og alvorlige skader på betonelementerne, og at disse skader og deres årsager ifølge skønserklæringerne har været synlige længe før sommeren 1982. Da klageskrift blev indgivet den 20. august 1987, var forældelse derfor indtrådt. Kravet er efter indklagedes opfattelse også bortfaldet på grund af passivitet udvist fra indklagedes side fra den første skønserklærings afgivelse i oktober 1984 og indtil det egentlige klageskrifts indgivelse den 15. december 1987.

Voldgiftsretten skal udtale

I A's rapport af 15. december 1982 er anført en række betonskader, der var så alvorlige, at der snarest skulle repareres for ret store beløb. Efter en nærmere undersøgelse angiver A i rapporten af 3. marts 1983 antallet af skader til 399 og anslog reparationsudgiften til ca. 900.000 kr. Efter skønsmændenes erklæringer har de første skader i sternelementer været synlige allerede et par år efter ibrugtagningen, og andre rustskader på betonen har været meget tydelige fra midten af 1970'erne. Voldgiftsretten er på dette grundlag nået til den bedømmelse, at de skader på betonelementerne, som er påtalt under sagen, har været synlig for boligselskabet og dets tilsyn længe før og i hvert fald før den 21. august 1982, og at skaderne også inden denne dato havde et sådant omfang og en sådan karakter, at de kunne anses som mangler ved de leverede bygninger.

Da klage herefter er indgivet mere end 5 år efter det tidspunkt, hvor klager havde eller i hvert fald burde have haft kendskab til manglerne ved betonelementerne, er klagers erstatningskrav forældet, og indklagede må frifindes.

Med hensyn til sagens omkostninger skal der forholdes som nedenfor anført.

THI BESTEMMES

Indklagede, A/S A, frifindes i denne sag.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger skal betales af klageren, K, afd. x.

København, den 26. marts 1991

J.E. Ahrensbach Johs. Bangert Erik Bjerregaard

Henning Funch Jensen Johan Nørgaard

p.v.c.

Charlotte Fabricius

I en rapport af 15.12.1982 anførtes en række alvorlige betonskader, der snarest skulle repareres for ret store beløb. I en rapport af 3.3.1983 angives der 399 skader og reparationsudgiften anslås til ca. 900.000 kr. Efter skønsmændenes erklæringer har de første skader været synlige et par år efter ibrugtagningen, og andre rustskader på betonen fra midten af 70'erne. Herefter fandtes det, at skaderne på betonelementerne havde været synlige for boligselskabet og dets tilsyn længe før og i hvert fald før den 21.8.1982, og at skaderne også inden denne dato kunne anses som mangler ved de leverede bygninger. Da klage herefter var indgivet mere end 5 år efter det tidspunkt, hvor boligselskabet havde eller burde have haft kendskab til manglerne ved betonelementerne, fandtes erstatningskravet forældet.