Legislator Case Law & Legislation
W19910402925 DK

Tvist om erstatningsansvar for udgifter til afhjælpning af skader, forårsaget af en sammenstyrtet skorsten (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 4029 Valid

Tvist om erstatningsansvar for udgifter til afhjælpning af skader, forårsaget af en sammenstyrtet skorsten (* 1)

KENDELSE i Voldgiftssag nr. C 2653

K A/S, x-By mod A/S A ved A/S B, y-sted.

1. Klageren, K A/S, x-by, lod i 1971 i 72 opføre en ny fabrik, bestående af fabrikationshaller, kraftcentral, administrationsbygning m.v. En del af arbejdet blev udbudt i separate fagentrepriser. Dette gjaldt således udførelsen af kedelanlæg incl. oliefyr, stålskorsten, trykekspansionsbeholder, vandbehandling og oliebeholder, der blev overdraget indklagede, A/S A, der nu er overtaget af A/S B, y-sted.

Arbejdet, der bl.a. omfattede opførelsen af en 40 m høj stålskorsten, blev afleveret i 1972. Den 11. marts 1984 knækkede skorstenen, og de øverste ca. 15 m faldt ned og ramte i nedfaldet et køletårn, som blev ødelagt.

Klageren, der gør gældende, at indklagede er erstatningsansvarlig for udgifterne til afhjælpning af skaderne, har - efter forgæves forligsforhandlinger - ved klageskrift modtaget den 9. november 1988 indbragt sagen for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af direktør, civilingeniør Kjeld Thomsen, direktør, civilingeniør Jørn Nyhuus Jakobsen og højesteretsdommer Palle Kiil, sidstnævnte som formand.

2. For voldgiftsretten, hvor sagen er blevet forhandlet den 12. februar 1991, har klageren efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale til klageren 750.000 kr. excl. moms med tillæg af sædvanlig procesrente af 515.000 kr. fra den 15. oktober 1985 til den 8. november 1988 og af 750.000 kr. fra den 9. november 1988, til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har opgjort sit krav således

Udbedringsomkostninger uden moms med fradrag af: 985.000 kr. Udgifter, der ikke kan henføres til skaden, skønsmæssigt 100.000 kr. og forbedring, skønsmæssigt 135.000 kr. 235.000 kr. --------------------------- 750.000 kr. ---------------------------

Udbedringsomkostningerne er specificeret i fremlagte fakturaer og omfatter en række poster, hvoraf de 4 væsentligste er posterne »Ny skorsten« til 313.112 kr., »nye køletårne« til 362.000 kr., »diverse arbejder udført af C« til 158.400,64 kr., og »retablering af skorsten m.v.« til 69.648,20 kr.

Rentepåstanden støttes på rentelovens § 3 med henvisning til, at påkrav for så vidt angår beløbet 515.000 kr. er fremsat i skrivelse af 25. september 1985.

3. Af sagen fremgår, at fabrikken blev opført i henhold til tegninger og beskrivelse udarbejdet af arkitekt D og ingeniørfirmaet E, nu F, Rådgivende Ingeniører A/S. I beskrivelsen og betingelserne for hallen og kraftcentralen af 28. maj 1971 hedder det bl.a.

»KEDELANLÆG INCL, OLIEFYR, STÅLSKORSTENEN, TRYKEKSPANSIONSBEHOLDEREN, VANDBEHANDLING OG OLIEBEHOLDER«

Generelle oplysninger . . . . .

Arbejdet omfatter

levering og montering af et komplet varme- og dampanlæg med skorstene, røgkanaler, olietanke, olieledninger, vandbehandlingsanlæg og ekspansionssystem, afsluttet med ventiler efter kedlerne og incl. alle interne el-forbindelser.

Anlægget leveres med 1 års gratis service.

Når anlægget er færdigt, afleveres en instruks på dansk for pasning og vedligeholdelse af anlæggets dele.

Vandkedler

Der leveres og monteres

2 stk. vandkedler, hver med en ydelse på 1.600.000 kcal/h ved fyring med svær olie 1500 grader ved en røgtemperatur på 250 grader C og et CO2-indhold på 13,5%.

Virkningsgraden for kedlerne skal være mindst 80%.

Kedlerne leveres med nødvendige stutse og instrumenter for automatisk drift. Kedlerne leveres for en driftstemperatur på 120 grader C.

Lavtryksdampkedel

Der leveres og monteres

1 stk. dampkedel med en ydelse på 2500 kg damp/h ved fyring med svær olie 1500 grader ved en røgtemperatur på 250 grader C og et CO2-indhold på 13,5%.

Virkningsgraden for kedlen skal være mindst 80%. . . . .

Skorsten

Der leveres og rejses 1 stk. 40 m høj skorsten med 2 løb på hver 50 cm.

Løbene fremstilles af CCP-plade og isoleres med 100 mm mineraluldstrådmåtter. Den udvendige bærende kappe har en diameter på Ø 160 cm og fremstilles ligeledes af CCP-plade, der efter sammensvejsningen sandblæses. Skorstenen udføres med ventilation mellem svøb og røgrør.

Topinddækning, stigetrin og rygbøjler udføres af CCP-plade.

Fodpladen udføres af st. 37.2.

Til indstøbning i betonfundamentet medleveres 16 stk. 2' fundamentsbolte i bolteskabelon.

Der monteres de viste renselemme.

De på tegningen angivne dimensioner på plader og bolte er kun retningsgivende. Den entreprenør, der får overdraget arbejdet, skal selv gennemregne skorstenen og garantere for dens stabilitet.

Skorstenen forsynes med indvendige ekspansionsledninger og overløbsledninger.

Hvert løb forsynes i toppen med følere for registrering af røgtemperaturen.

Til aflæsning af røgtemperaturen leveres 2 stk. viserinstrumenter til indbygning i kraftcentralens hovedtavle.

Røgrørene udføres af st. 37.2 - godstykkelse 6 mm. Røgrørene gives overalt den form, der er mest hensigtsmæssig for god træk og god rensemulighed.

Røgrørene udføres med de viste eksplosionslemme.

Bæringerne udføres af U-jern, der boltes på søjlerne. Røgrøret for højtryksdampkedlen stroppes op i bæringer for afluftertankene.

Isoleringen af røgrørene hører under denne entreprise. På røgrørene svejses bæringer til fastgørelse af isoleringen.

Vedrørende isoleringstykkelser og afslutninger se punktet røgrør under isoleringsentreprisen.

Røgrørenes dimensioner er kun retningsgivende, og det påhviler entreprenøren selv at korrigere dimensionerne således, at trækforholdene passer for hans kedler. . . .'

Indklagedes tilbud af 29. juni 1971, der blev accepteret af klageren den 20. juli 1971, lød på en samlet entreprisesum på 559.242 kr. excl. moms, hvoraf stålskorstenen udgjorde 142.267 kr. I en redegørelse for det tilbudte anlæg, som var vedhæftet klagerens tilbud, hedder det bl.a.

»Refererende til tilbudslisten's »A«

2 sk. 1600 Mcal/h DSV højeefektive kedler. . .

Max. temp.: 120 grader C

Kedelspecifikation: . . . .

Røgtemperatur: 250 grader C . . .

Refererende til tilbudslisten's »D«

1 stk. 1600 Mcal/h DSV lavtryksdampkedel. . .

Kedelspecifikation: . . .

Røgtemperaur: 270 grader C . . .

Refererende til tilbudslisten's »G« og »H«

1 stk. DSV dampautomat. . .

Dampautomaten består af: . . .

1 stk. højtryksdampkedel. . .

Kedelspecifikation: . . .

Røgtemperatur: 290 grader C . . .

Refererende til tilbudslisten's »N

1 stk. 40 m høj stålpladeskorsten.

Skorstenen er 2-løbet med 2 stk. indv.løb på Ø 500 mm.

Begge løb er fremstillet af CCP plade, der isoleres hver for sig med 100 mm Rockwool trådmåtter.

Med ventilation i kappen.

Udvendig bærende kappe på 1600 mm fremstilles ligeledes af CCP plade, som ingen vedligeholdelse kræver.

Endvidere er skorstenen forsynet med topinddækning af CCP plade.

Stigetrin og rygbøjle af CCP plade. . . .

Skorstenen leveres i 2 stykker med skjult flangesamling - 1 stk. på 25 m og 1 stk. på 15 m. . . .

GARANTIERKLÆRING

Når de aftalte betalingsbetingelser samt de givne montage- og driftsinstruktioner er overholdt af køberen, overtager A garanti for leverede kedler, stokere eller oliefyr i 12 måneder fra færdigmeldingen, dog ikke ud over 13 måneder fra afsendelsen. . . .

GARANTIEN OMFATTER IKKE

almindeligt slid, skader forvoldt af forkert montage, uhensigtsmæssig sammenbygning med andre fabrikater, urigtig eller mangelfuld pasning, overbelastning, fasebrud, vandspuling eller fejlagtig elektrisk sikring. Skader på murværk, herunder isolation og ildfast materiale. . . .

Uden for vor garanti er skader på røgkanal og skorsten eller sekundærskader ved sodnedslag, som kan henføres til fyring med svovlholdig olie ved for lav kedelbelastning eller utilstrækkelig isolation af røgkanaler og skorsten. . . .«

En under sagen fremlagt tegning H-209AS395, visende flangesamling i skorsten, er efter det oplyste en principskitse, der ikke nødvendigvis er fulgt ved udførelsen af skorstensarbejdet på fabrikken i x-by. Nærmere oplysninger herom har ikke kunnet fremskaffes.

4. Indklagedes entreprise blev som nævnt afleveret i 1972. Nogle måneder senere konstaterede klageren tæringer i skorstenens øverste del og lod F foretage en undersøgelse heraf. I skrivelse af 14. november 1973 til indklagede oplyste F følgende om resultatet af denne undersøgelse

»Den leverede skorsten er bestilt med 2 løb, således at de 2 dampkedler + 1 vandkedel er tilkoblet det ene løb og 1 vandkedel på det andet løb. Dette løb har desuden kapacitet for tilkobling af yderligere 1 stk. vandkedel. Skorstenslængden er 40 m og beregnet ud fra svovldioxydkoncentrationen ved terræn (forureningskriterium). Løbene er forsynet med udstyr til måling af skorstenstemperatur i top. Under fastlæggelsen af skorstenen har det været overvejet at give hver kedel egen skorstensrør samt at foretage en opdeling af kedelkapaciteten ydeligere, således at der fandtes en »lille« kedel svarende til sommerforbruget. Herved bliver skorstenstemperaturen ved kørsel med hver enkelt kedel størst mulig.

Denne løsning er væsentlig dyrere end den valgte, jf. brev fra A, og kan ikke garanteres at give fordele, idet man ved kørsel samtidig med flere kedler kan få hævet temperaturen i hele den daglige driftsperiode.

Vi har studeret de tilsendte målinger samt selv sammen med K's personale foretaget enkelte observationer, og kan konstatere at

1. 1 stk. vandkedel kan med den i januar 1973 og november 1973 forekommende belastning holde den ønskede skorstenstemperatur.

2. De 2 dampkedler og 1 stk. vandkedel kan med de i november 1973 forekommende belastninger holde den ønskede skorstenstemperatur.

3. De 2 dampkedler alene kan ikke i januar 1973 og november 1973 holde den ønskede skorstenstemperatur.

Målingerne viser således meget klart

1. at man på det fælles løb skal køre med kedel nr. 3, bortset fra eftersynsperioder.

2. Når behovet for 2 kedler opstår (med udv. lave temperaturer eller øget driftsbelastning) indkobles kedel 3 og 4 parallelt. (Termostat indstilles hertil).

Vi gør opmærksom på, at man i øjeblikket kører med kedel 3 henholdsvis kedel 4 ca. 1 uge ad gangen.

Denne driftsform giver for lave skorstenstemperaturer 50% af driftstiden, medens den foreslåede efter vort skøn kun vil give for lave temperaturer nogle få procent af driftstiden. De tilsendte måleresultater giver ikke mulighed for nøjagtigere bedømmelse.

I besvarelse af Deres brev iøvrigt kan anføres

Erfaring viser, at en skorstens levetid varierer meget. A og vi vil skønne, at normal reparation af skorstenstoppen vil være påkrævet efter 5-10 års drift, maling af skorsten bør ligeledes foretages efter 5-10 år.

En reparation vil da kræve, at det øverste stykke (over samlingen) demonteres og repareres. Driften kan under reparation fortsættes på det nederste stykke uden større gener. En sådan reparation skønnes at ville beløbe sig til ca. kr. 40.000.

Skorstenstemperaturen kan kunstigt hæves på følgende måde

a. Montering af stilbart by-pass-spjæld i kedlerne, således at en del af den varme røggas kan ledes direkte fra forbrændingskammeret til skorstenen, hvorved skorstenstemperaturen kan hæves ved hjælp af den tunge olie i stedet for installation af særligt oliefyr for en dyrere olie.

Denne foranstaltning vil koste ca. kr. 5.000 pr. kedel og kunne være aktuel på 3 kedler. Foranstaltningen medfører driftsudgifter og bør kun udføres, såfremt supplerende målinger til sommer viser, at der er tæringsfare i en væsentlig del af driftstiden.

b. Montering af fast indsnævringskegle på hver af de to skorstensløb. Denne foranstaltning kan hjælpe til at hindre blanding af varm røggas og kold luft i skorstenstoppen uden at drift på høj belastning forhindres. Dette skønnes at koste ca. kr. 20.000 på den stående skorsten, og ca. kr. 5.000 i forbindelse med en reparation.

Såfremt der sker hurtig tæring, kan disse foranstaltninger max. udskyde en skorstensreparation med 1-2 år. Ved normal tæring er de overflødige.

Indstilling

Det foreslås

- at der tilstræbes kontinuerlig drift ved at fastholde oliefyr på lille flamme.

- at drift af kedel 3 foretrækkes for drift af kedel 4.

- at en vandkedel evt. begge forsynes med by-pass-spjæld, såfremt observationer til sommer viser, at dette er nødvendigt.

- at skorstensløbene evt. forsynes med faste topstykker i forbindelse med første reparation.'

Tæringerne og resultatet af F's undersøgelse heraf gav anledning til, at der på klagerens foranledning afholdtes et møde den 16. maj 1974 med deltagelse af repræsentanter for parterne og for F. I det af F udarbejdede referat fra mødet hedder det bl.a.

»Mødet var indkaldt for at afklare årsagen til tæringer i skorstenen, samt at få klarlagt, hvor omfattende en reparation af skorstenen vil være.

G oplyste, at man havde konstateret en udv. »plet« på skorstenen ved flangesamlingen, samt at der i den øverste røgkanal, hvor denne tilsluttes skorstenen, var konstateret en gennemtæring.

1. »Plet« ved en flangesamling

A har undersøgt dette og konstateret, at »pletten« er svovl, der er trængt ud af udluftningshullerne umiddelbart over flangesamlingen. Dette svovl indikerer en gennemtæring af skorstensløbet et sted på de øverste 15 meter.

Tæringen er sket som følge af for lav skorstenstemperatur.

Den lave skorstenstemperatur skyldes den lille kedelbelastning som følge af nedsat forbrug af lavtryksdamp og drift af kedel 4 frem for kedel 3. Ved lille kedelbelastning er skorstensløbet ikke fyldt med røggas, og derved trænger der udeluft ned i skorstenen. Herved afkøles røggassen og ved en temperatur på ca. 150 grader C vil røggassens svovldampe kondensere, hvorved der dannes svovlsyre, som tærer skorstensløbet.

Reparation: . . .

Det blev præciseret, at reparationen bør udføres snarest, da der er risiko for yderligere tæringer af flangesamlingen. I reparationsperioden kan driften fortsætte på de nederste 25 meter af skorstenen.

Det aftaltes, at A fremsender specificeret tilbud på ovennævnte reparation.

2. Tæring af røgkanal

Denne tæring skyldes ligeledes den lille kedelbelastning, samt at isoleringen af røgrøret standser ca. 10 cm før røgrørets indføring i skorstenen (af hensyn til ekspansion).

A fremkommer med forslag på reparation; denne kan udføres uden driftsstop.

3. Generelt . . .'

I skrivelse af 5. juni 1974 til klageren fremkom indklagede med følgende bemærkninger m.v. til mødet den 16. maj 1974

»Vedr.: 40 m høj stålpladeskorsten 2 x 500 Ø mm løb

Vi vil hermed trække linierne op fra mødet hos Dem den 16.5.74. . .

Det som først blev drøftet var følgende

Hvor kom soden fra, som drev ud ved flangesamlingen i en højde af 25 m? Det blev fastslået, at årsagen hertil var den korte køretid, samt den ringe belastning af kedlerne - som resulterede i, at kold luft trænger ned langs indv. skorstensrør og afkøler røgen til svovlsyredugpunkt, hvorved der dannes svovlsyre.

Hvor røgen kondenserer, vil belægningen på indvendig skorstensrør blive angrebet af tæringer - og vi mener, dette er sket, så skorstensrøret er tæret et sted ovenover flangesamlingen. Dette bevirker, at den udtrængende sod i forbindelse med den naturlige kondensering i udv. svøb på skorstenen har lukket udluftningshullerne ovenover flangesamlingen, samtidig med at soden kommer ud ved flangesamlingen.

Skorstenstoppen, som er blevet kontrolleret af Deres skorstensfejer - og en mand fra A, var uden fejl.

En reparation af skorstenens øverste 15 m vil være nødvendig, ligesom der skal monteres en indsnævring i toppen af skorstenen. Denne indsnævring skal forhindre den kolde luft i at trænge ned i skorstenen ved de lave belastninger.

Reparationen vil omfatte følgende: . . .

En samlet reparationspris vil andrage ca.: kr. 50.000,00

Dog forudsat at tæringerne i indv. løb er koncentreret til et forholdvis lille område.

Da driftstiden er forholdsvis kort, vil vi foreslå, at De ofrer en omkobling af kedel 4 (vandkedlen, som står i reserve) til skorstensløbet, hvor kedel 1, 2 og 3 kører på - og lade skorstensløb nr. 2 være ude af drift, indtil fabrikken udvides.

Såfremt denne løsning benyttes, kan De undgå de korte driftsperioder på dette løb, men det vil være nødvendigt at vaske skorstensløbet rent, så tæringer ikke finder sted - og endvidere montere en hat på skorstenstoppen, så løbet lukkes.

Der skal således monteres en sammenkobling fra kedel 4 til eksisterende røgkanal for de øvrige kedler.

Dette vil beløbe sig til ca.: kr. 16.700,00

Incl. isolering.

Det sidste punkt på mødet blev løst berørt, dette omhandlede utætheden ved røgindføringen i skorstenen. . . .

Det som er sket med skorstenen kan udelukkende henledes til de korte driftsperioder den første del af året - i kraft af, at dampforbruget er nedsat på kedel 2 og drift af kedel 4 frem for kedel . . . mild vinter og energikrisen kan være medvirkende årsager.

Vore beregninger er lagt ud for fuld belastning af kedlerne - og iflg. disse er der regnet med en røghastighed på 12-13 m/sek., men når belastningen bliver reduceret så væsentligt, som tilfældet er, vil de opståede problemer melde sig i løbet af kort tid, som det her har vist sig. Derfor foreslår vi ovennævnte løsning. Vi vedlægger samtidig beregningsgrundlaget for skorstenen fra den 4.5.1971.

Anførte priser er excl. MOMS . . .«

Som svar herpå henviste klageren i skrivelse af 7. juni 1974 til, at man under mødet den 16. maj 1974 havde understreget, at omkostningerne ved reparationsarbejdet var klageren uvedkommende. Bl.a. til afklaring af dette spørgsmål afholdt parterne et nyt møde den 3. juli 1974. I referatet fra dette møde hedder det

»Tæringer i skorsten ved kraftcentral

Foranlediget af et ønske fra A vedrørende reparationstidspunktet og omfanget afholdtes et møde hos K. . .

Ing. H indledte mødet med at meddele, at A ville påtage sig omkostningerne ved nedtagning, reparation og opstilling af skorstenens øverste halvdel, og foreslog reparationen udført i ugerne fra 38 til 42.

Samtidig blev det foreslået at ændre skorstenstoppen, således at løbene blev indsnævret, hvilket ville give en større røghastighed og derved mindske risikoen for nedslag af kold yderluft. Prisen for denne ombygning vil andrage ca. kr. 21.000 og skulle iflg. A afholdes af K. Ligeledes blev det foreslået at koble alle 4 kedler sammen på et skorstensløb, ca. pris kr. 16.000, der ligeledes skulle betales af K. I pointerede, at skorstenen naturligvis skulle bringes i orden, men gav samtidig udtryk for sin undren over, at en skorsten, der kun var godt 2 år gammel, allerede var tæret og nu blev foreslået bygget om. Derfor måtte K's konklusion være, at der ikke var leveret en skorsten, der kunne opfylde de krav, vore driftsforhold stiller til skorstenen, og K derfor økonomisk ikke kunne medvirke ved ombygningen.

A kunne ikke strække sig længere end til reparation af vores nuværende skorsten og ville kun garantere for fortsat holdbarhed, hvis en ombygning blev foretaget. Fejlbedømmelsen af driftsforholdene ville A ikke påtage sig ansvaret for og henviste til beregningsgrundlaget, de havde modtaget fra F. A gjorde i samme forbindelse opmærksom på, at man under projekteringen havde foreslået et løb for hver kedel, men at dette af økonomiske grunde var blevet forkastet. . . .

På mødet blev der ikke truffet bestemmelse om arbejdets omfang. I kontakter A inden ferien for endelig aftale.«

Tæringerne i skorstenens øverste del blev herefter udbedret.

Det henstår derimod som usikkert, hvorvidt de foreslåede øvrige foranstaltninger blev foretaget.

5. I december 1977 blev indklagede af F på klagers vegne indbudt til at deltage i en bunden licitation over et kedelanlæg omfattende bl.a. levering og montering af et komplet varme- og dampanlæg. Indklagedes tilbud af 7. december 1977, der blev accepteret af klageren, omfattede bl.a. nedtagning af den eksisterende lavtryksdampkedel og montering dels af en varmtvandskedel med røgtemperatur 240 grader C, dels af en højtryksdampkedel med en røgtemperatur på 230 grader C ved 50% belastning og 270 grader C ved max. belastning. Kedlerne blev tilsluttet den eksisterende stålskorsten. Arbejdet blev afleveret i september 1978 og indebar en forøgelse af virksomhedens kapacitet.

I oktober 1983 afgav klageren bestilling på et røggasanlæg, type RECALO. I ordrebekræftelsen af 26. oktober 1983 fra J A/S, z-by, hedder det bl.a.

»Under henvisning til behagelig telefonsamtale af d.d. bekræfter vi herved levering af røggasanlæg type RECALO, færdiggørelse den 15.1.1984.

Endvidere bekræftes, at anlægget er beregnet for 400 kg olie og 2 stk. oliefyr, samt at det kan monteres på bestående anlæg uden nogen driftsmæssige forstyrrelser. Endvidere monteres en PT 100 føler, der sikrer, at anlæggets temperatur ikke bliver lavere end temperaturen til reguleringsspjældet, som sikrer, at RECALOEN ikke bliver våd under normaldrift. Dette sikrer, at der ikke sker nogen tæring af anlægget. . . .

I maskinfabrikkens brochure med omtale af RECALO beskrives apparatets funktion således

»Apparatet, der omdanner røgvarme til varm luft.

Apparatets varme luft (ca. 100 grader) tilføres oliefyret, hvilket bevirker hurtigere og renere forbrænding samt ideel kulsyreprocent. Afprøvet i 4 år.

Ren forbrænding = ren kedel = høj økonomi. . . .

Når oliefyret står stille, tilbagefører Recalo den varme, der ellers ville gå i skorstenen uden at udluftning af kedel/skorsten hindres. Og dette er i 70-80% af årets timer. Racalo forhindrer lugt og røggener fra skorstenen. . . .

Skorstenen bør være velisoleret, hvor den passerer kolde rum. Udvendig skorsten: Isokærn eller lign.«

Efter det oplyste havde røggasanlægget kun været i drift 2-3 uger forud for skorstenens sammenstyrtning den 11. marts 1984.

7. Af klageskriftet fremgår, at skorstenen hvert kvartal er inspiceret af skorstensfejer, og at klageren løbende har ladet L føre tilsyn med anlægget. Som dokumentation herfor er fremlagt 8 besøgsrapporter fra L, dækkende tidsrummet november 1980 - oktober 1983. Af rapporterne fremgår bl.a. de ved besøgene konstaterede røgtemperaturer i kedlerne i drift. Nogen daglig eller jævnlig registrering heraf eksisterer ikke.

8. På foranledning af klageren foretog Jydsk Teknologisk Institut dagen efter sammenstyrtningen en besigtigelse af skaden. Resultatet af besigtigelsen, hvortil indklagede ikke var tilvarslet, fremgår af instituttets erklæring af 16. april 1984, hvori det - med henvisning til samtidig optagne fotografier - hedder bl.a.

»Skorstenens konstruktion var ifølge tegninger og konstateringer ved besigtigelsen som følger

Højde 40 m. Skorstenen var fremtillet i to halvparter samlet 25 m oppe ved hjælp af to flanger og 12 stk. bolte samt et spændebånd omkring yderdiameteren ved de to flanger og boltehullerne.

Diameteren på yderkappen af skorstenen var 1600 mm. De nederste 6 m af yderkappen var fremstillet af 8 mm corten stål og de næste 19 m af 6 mm Corten stål. Den øverste halvpart var fremstillet af 4 mm Corten stål.

Indvendig i yderkappen gik to rør på 500 mm i diameter.

Disse røgrør var ligeledes delt i to halvparter, således at der i enden af røgrørene i underste halvpart var en kegle, som styrede op gennem flanger op i røgrørene i øverste halvpart.

Desuden gik der i underste halvpart et såkaldt standrør med hævertafbryder i toppen med udluftning lige under flange i top af underste halvpart af skorstenen. . . .

Visuel vurdering af skaden

Ved besøget hos Dem mandag den 12. marts 1984, hvor skaden skulle besigtiges, kunne det konstateres, at den øverste halvpart af skorstenen samt flange og ca. 300 mm af underparten var brækket. . . .

Halvparten var væltet mod nordvest og ned i et køletårn og havde knust dette. . . .

Fra jorden kunne der ses nogle huller i materialet omkring brudstedet, hvilket kunne tyde på korrosion. . . .

De oplyste desuden, at røgen siden julen 1983 havde kørt gennem varmeveksler, og at De i en periode på tre uger havde kørt forsøg med røgtemperaturer på 110-115 grader C. Før den tid var røgtemperaturen 225-250 grader C.

Tirsdag den 13. marts 1984 blev den brudte part løftet ned, og det kunne med sikkerhed bestemmes, at skorstenen var brudt i underparten c. 300 mm under flangen, og at den var stærkt korroderet. . . .

På udvendig side af de to flanger mellem røgrør sås svovlaflejringer samt sod. . . .

På den indvendige side af flangen fra underparten sås der en stærk tilsodning samt en del gullige svovlaflejringer. . . .

Det skal bemærkes, at der ikke på overparten kunne konstateres gennemtæring ved og omkring flangen, og berøring ind gennem udluftningshuller tydede ikke på, at der var væsentlig korrosion i denne part. Dette kan dog kun med sikkerhed siges ved gennemskæring og besigtigelse.

Ved besigtigelse af den hjemtagne part kunne det konstateres, at der fandtes godstykkelser fra 0 mm til ca. 2,5 mm, hvor der ved starten havde været 6 mm. De indvendige afstivninger bekræfter dette, idet der kunne måles godstykkelser på disse fra henholdsvis 6-0 mm og 9-2 mm. Korrosionen er generelt værst på nordsiden af skorstenen. . . .

VURDERING AF KONSTRUKTIONEN

Under dette punkt har vi ikke taget hensyn til skorstenens mekaniske egenskaber, men udelukkende koncentreret os om udformningen af skorstenen - især omkring samlingen.

De nederste to røgrør slutter som tidligere nævnt med to kegler. Disse har skullet virke som styr og samtidig på grund af keglefaconen som tætning op mod flangen. Denne løsning kan næppe blive helt gastæt bl.a. på grund af svingende temperaturer i røgrør. En sammensvejsning på stedet ville dog have været uheldig, idet røgrør og yderrør, som flangen er påsvejst, har vidt forskellige temperaturer, hvorved der let kunne opstå udmattelsesbrud på grund af forskellige udvidelser.

Selve samlingsmetoden med flange mod flange boltet sammen og med spændebåndet rundt omkring har næppe været helt vandtæt, hvorfor regnvand har kunnet komme ind omkring boltene og ned i kammeret.

Det i skorstenen monterede standrør med hævertafbryder har muligvis kunnet afgive lidt vanddamp, men det er dog ikke sandsynligt, idet standrørets vandfyldte del har været frostsikret med anlægsvand med en skønsmæssig temperatur på 50-60 grader C, hvilket næppe kan afgive megen vanddamp. Har temperaturen været noget højere, har det selvfølgelig kunnet afgive vanddamp, som kondenserer på yderrør.

Ved korrekt udførelse har standrøret afløb uden for skorstenen, således at udblæsningen foregår udenfor. En udblæsning indenfor vil selvfølgelig fugte skorstenen, men det er ukendt, hvor ofte det kan være sket.

METALLOGRAFISK UNDERSØGELSE

På grund af diskussion om tætheden ved keglernes gennemføring ved flangen og om, hvorvidt det eventuelt kunne være sammensvejst, er der ved hullet i flangen udskåret 1 stk. materiale til metallografisk undersøgelse.

Denne undersøgelse viste, at der ikke har været nogen svejsning, og at strukturen var en normaliseret ferrit-perlit-struktur. . . .

KONKLUSION

Ud fra de foretagne undersøgelser vil vi mene, at skadesforløbet og dermed årsagen til sammenstyrtningen er følgende

På grund af samlingsmetoden har der været passage fra røgrørenes røgside til skorstenshulrummet under flangen i toppen af den nederste part.

Ved overtryk har der kunnet trænge røggas ned i skorstenshulrummet, og dermed er der sket en kondensering af svovlsyre og vanddamp, som har forårsaget korrosion. Deri ligger, at løb i skorstenen skal være gastætte.

Normalt er der undertryk i skorstensløb under driften. Undertiden optræder der dog svage overtryk. Hvordan trykforholdene har været på det aktuelle anlæg under drift er ukendt. Imidlertid optræder der generelt en overtryksimpuls ved opstart, en impuls, som i sig selv skønnes at kunne have tilført hulrummet så meget svovlsyre- og vanddampholdig røggas, at skaden efterhånden er sket.

En bekræftelse på dette forløb er, at den indvendige overflade af flangen er tilsodet.

Eventuel vanddamp fra hævertafbryderen og indtrængende regnvand samt det konstaterede hul i røgrørets bund kan have fremskyndet korrosionsangrebet.

Den tidligere nævnte periode på tre uger, hvor man forsøgsvis har kørt med meget lave røggastemperaturer, 110-115 grader C, kan kun have haft meget ringe indflydelse på det voldsomme korrosionsangreb.

Analysen på materialet viser, at dette er Corten-stål som foreskrevet.«

9. Til brug for sagen er der foretaget syn og skøn ved de udmeldte skønsmænd, civilingeniørerne Jørgen Hjorth Jensen og Ole P. Mortensen. Af skønsmændenes erklæring af 8. september 1988 fremgår, at synsforretning foretoges på fabrikken den 10. august 1988, og at det herunder blev oplyst, at samtlige dele fra den knækkede skorsten var skrottet i forbindelse med reparationsarbejdet efter uheldet. I erklæringen er spørgsmål og svar gengivet således

»Spm. 1: Oplyse, om konstruktionen af skorstenen, der er konstrueret i 1971 og opført i 1972, kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig på dette tidspunkt.

Svar 1: Konstruktionen fremgår af tegninger . . .

Det er skønsmændenes opfattelse, at skorstenens konstruktion var sædvanlig i perioden 1970-75.

Det er skønsmændenes opfattelse, at denne konstruktionsudformning ikke var forsvarlig, idet overgangen mellem nederste røgrør og fast rørstykke på flange i løbet af kortere eller længere tid ikke vil være tæt for udtrængende røggasser.

Det er skønsmændene bekendt, at nogle fabrikanter på denne tid forsøgte at forhindre røggasudstrømning ved pakning med asbestsnor dog uden større held. Konstruktionsmåden blev senere forladt.

Spm. 2: Oplyse, om opførelsen og konstruktionen af skorstenen efter hans opfattelse kan betegnes som håndværksmæssig korrekt udført.

Svar 2: Skønsmændene opfatter »håndværksmæssig« som »teknisk«. Det er skønsmændenes opfattelse, at skorstenen på følgende tre punkter ikke er teknisk korrekt udført

1. På baggrund af tegningsmaterialet og fotos har skønsmændene konstateret, at ventilationen af hulrum mellem røgrør og skaft er udført for hver af de to skorstenssektioner for sig ved 4 små huller forneden og foroven i skaftdelene. Dette anser skønsmændene for at være en meget ringe ventilation, der ikke opfylder udbudsmaterialets krav om ventilation mellem svøb (skaft) og røgrør.

2. Af foto . . . synes at fremgå, at de faste rørstykker ikke har været fuldsvejst til samlingens underflange. Dette understøttes af samme bilags oplysning om, at metallografisk undersøgelse af hulkanten viste, at der ikke i det undersøgte snit har været svejsning.

3. Tegning 395 . . . viser, at der ikke er isolering omkring de faste rørstykker under flangesamlingen. Herved er kuldebrovirkningen ved flangesamlingen blevet væsentligt forstærket.

Spm. 3: Oplyse, hvad der er årsag til skaden, og om en begyndende skade kunne være konstateret ved en umiddelbar visuel besigtigelse.

Svar 3: Nedstyrtningen skyldes, at skaftet var næsten gennemtæret hele vejen rundt umiddelbart neden for flangesamlingen.

Tæringen er udelukkende sket fra indvendig side.

Tæringen skyldes angreb af sod og svovl fra udtrængende røg.

Af fotos . . . fremgår, at de to faste rørstykker længe før nedstyrtningen begge har løsnet sig fra flangen og er gledet ned i røgrørene, hvor de har sat sig fast. De to fotos udelukker, at rørstykkerne har løsnet sig i forbindelse med nedstyrtningen.

Der har således været fri adgang for røggassen til hele skaftet under flangesamlingen, således at røggassens svovldampe har kunnet kondensere på skaftets inderside, hvorved korroderende svovlsyre er dannet.

Foto . . . viser, at malingen har været næsten intakt indtil nedstyrtningen, selvom pladetykkelsen var nær nul. Det har således ikke været muligt visuelt at konstatere skaden fra terræn. Det er desuden oplyst, at skorstensfejer 4 gange årligt, herunder 2 dage før nedstyrtningen, har været oppe i skorstenen uden at rapportere om skader på skaftet.

Spm. 4: Oplyse, om skaden skyldes manglende vedligeholdelse af skorstenen.

Svar 4: Skorstenens konstruktion udelukker en indvendig inspektion af skaftet.

Som anført under svar 3 har skorstensfejer 4 gange årligt været oppe i skorstenen udvendigt.

Det er oplyst, at skorstensejeren ikke har ladet udføre en egentlig inspektion ved sagkyndige.

Det er skønsmændenes opfattelse, at en sådan sagkyndig inspektion med stor sandsynlighed ville have afsløret den kraftige forringelse af godstykkelsen.

Det skal bemærkes, at A A/S i sit tilbud . . . anfører, at »udvendig bærende kappe på 1600 mm fremstilles ligeledes af CCP-plade, som ingen vedligeholdelse kræver«.

Spm. 5: Endelig oplyse, om de afholdte omkostninger i forbindelse med udbedringen er rimelige.

Svar 5: Skønsmændene skønner, at de afholdte udgifter er rimelige.

Spm. A: Fandtes der i årene forud for, at klagerens (K) skorsten den 11. marts 1984 væltede, firmaer der påtog sig regelmæssige tilsyn og vedligeholdelse af stålskorstene.

Svar A: Et antal skorstensbyggere og rådgivende ingeniørfirmaer har i årevis udført tilsyn og vedligeholdelse af stålskorstene.

Spm. B: Kunne evt. begyndende tæring af klagerens (K) skorsten være konstateret, eksempelvis ved ultralyd og/eller på anden måde ved regelmæssig inspektion af skorstenens tilstand.

Svar B: For at kunne konstatere begyndende tæring fra skorstensskaftets inderside ville ultralydsmålinger på dette aktuelle område være nødvendige.

Da det aktuelle område hører til de områder, hvor skademuligheder er størst, er det skønsmændenes opfattelse, at inspektioner udført af sagkyndige ville have afsløret om end ikke begyndende, så dog tæring inden denne ville få indflydelse på skorstenens stabilitet.

Spm. C: Er det sædvanligt at lade en stålskorsten henstå uden nogen form for inspektion og tilsyn over en 10-årig periode.

Svar C: Det er skønsmændenes erfaring, at mange ejere af stålskorstene lader deres skorstene henstå uden inspektion og tilsyn over lange perioder.

Spm. D: Såfremt begyndende tæring er konstateret i forbindelse med regelmæssige inspektioner, kunne skorstenen da være nedtaget uden skade eller repareret uden skade på omgivelserne.

Svar D: Ja, men skorstenens konstruktionsmåde ville have betinget en nedtagning af skorstenen for reparation.

Spm. E: Findes der fra A (B) eller fra F forskrifter for vedligeholdelse af skorstenen?

Svar E: Nej, og der henvises i øvrigt til sidste sætning i svar 4.

Spm. F: Kan K's vedligeholdelse af skorstenen anses for forsvarlig under hensyn til de i perioden kendte regler og normer?

Svar F: Der findes indtil nu ingen i Danmark anerkendte regler og normer for konstruktiv vedligeholdelse af skorstene.

Spm. G: Kan K's vedligeholdelse af skorstenen anses som forsvarlig under hensyn til de stedfundne ændringer i kedelbelastningen i perioden?

Svar G: Da den stedfundne ændring i 1978 betød en øget kedelbelastning, som alt andet lige skulle være til gunst for skorstenen, giver dette ikke anledning til at intensivere vedligeholdelsesindsatsen.

Kort resume

Det er skønsmændenes opfattelse, at nedstyrtningen af skorstenen skyldes, at skorstenens skaft (kappe) er gennemtæret fra indvendig side umiddelbart under flangesamlingen. Tæringen er forårsaget af angreb fra sod og svovl fra udtrængende røg. De faste rørstykker på flangen har løsnet sig og er gledet ned i røgrørene, så der har været fri adgang for røggasser til hulrummet mellem røgrør og skaft.

Af fotos og udsagn fremgår, at tæringen ikke har været synlig fra terræn eller stigetrin. Det er således skønsmændenes opfattelse, at skorstenen var behæftet med en skjult konstruktionsfejl.'

I en supplerende skønserklæring af 15. september 1989 har skønsmændene besvaret en række yderligere spørgsmål således

»Spm. H: I skønserklæringens svar på spørsmål 1 oplyser skønsmændene, at skorstenens konstruktion var sædvanlig i perioden 1970-75.

Skønsmændene anmodes om rimeligt detaljeret at oplyse, hvilke konstruktionsændringer der er gennemført efter 1975, og om sådanne konstruktionsændringer ville have hindret tæring og udtrængen af røggasser, såfremt skorstenen blev anvendt i hvert fald periodevist under driftstemperaturer, der var lavere end forudsat ved skorstenens konstruktion.

Svar H: Efter 1975 er skorstene i den aktuelle højde i stigende antal udført uden samlinger. I tilfælde, hvor skorstene fortsat er fremstillet i to dele og montagesamlet, er kernesamlinger siden 1975 udført som svejste flangesamlinger.

Skorstenskernen bliver derved ubrudt, hvorved røgudtrængning ved samlingen ikke kan finde sted. Endvidere kan isoleringen af kernen udføres kontinuert i hele skorstenens højde.

Det er skønsmændenes opfattelse, at en sådan svejst samlingsudformning ville have forhindret tæring og røgudtrængning, også selv om skorstenen periodevist måtte have været anvendt ved lave driftstemperaturer.

Spm. I: Skønsmændene anfører i besvarelsen af spørgsmål 2, at ventilationen mellem røgrør og skaft ikke har opfyldt udbudsmaterialets krav om ventilation mellem skaft og røgrør.

Skønsmændene bedes præcist angive, hvorledes ventilationen var udført, og bedes angive, hvorledes andre skorstensfabrikanter på tidspunktet for skorstenens fremstilling udførte ventilationen.

Endvidere bedes skønsmændene angive, om det er sædvanligt, at en rådgivende ingeniør, der netop specielt i en iøvrigt ikke udtømmende beskrivelse af skorstenens konstruktion foreskriver ventilation, kontrollerer og sikrer, at den af entreprenøren foreslåede ventilation er tilstrækkelig.

Svar I: Der henvises til svar 2. De små huller i skaftdelene er opmålt på foto . . . til at have en diamter på ca. 50 mm. Hullerne er beskyttet mod drivende vand på skorstenens ydre ved trekantformede »tag«, der er svejst på over hullerne.

Det er skønsmændenes opfattelse, at også andre skorstensfabrikanter i perioden omkring 1971-1972 udførte ventilationen på tilsvarende måde.

Den rådgivende ingeniørs krav om ventilation må betragtes som et funktionskrav, mens beregningsansvaret er overdraget til entreprenøren. . . .

Spm. K: Skønsmændene angiver i svaret på spørgsmål 2, at tegning 395 viser, at der ikke er isoleret omkring de faste rørstykker under flangesamlingen.

I denne anledning bedes skønsmændene oplyse, om tegning 395 overhovedet med sikkerhed beskriver nogen form for isolering på den øvrige del af skorstenen.

Skønsmændene bedes endvidere oplyse, om evt. isolering af flangesamlingen, herunder rester af isolering, kunne være konstateret, såfremt skønsmændene havde haft lejlighed til at besigtige skorstenen umiddelbart efter dens sammenstyrtning, og inden delene blev skrottet.

Skønsmændene bedes endelig oplyse, om det på tidspunktet for skorstenens fremstilling var sædvanligt for A at udføre skorstenene isolerede i hele forløbet.

Svar K: Både tegning 395 og tegning 388 viser (opmålt) 100 mm isolering omkring røgrørene. Dette er også i overensstemmelse med A's tilbud . . . Skønsmændene mener ikke, der kan være tvivl om vor erklæring, svar 2.

Fotos . . . viser tydeligt, at der kun har været isoleret til overkant af de faste røgrør, idet der er et tykt, ensartet sodlag på isoleringen. Dette viser, at der ikke er forsvundet isolering ved sammenstyrtningen. Hvis røgrørene skulle have været isoleret helt op til samlingspladen, skulle det - af montagehensyn - være udført med gennemgående isoleringsmåtte, eventuelt støtte med trådvæv.

Skønsmændene mener ikke, at en besigtigelse umiddelbart efter nedstyrtningen ville have givet anden oplysning.

Skønsmændene kan kun vurdere - ud fra tegning 395 -, at A på daværende tidspunkt ikke isolerede overgangsstykket. Skønsmændene må formode, at det til K leverede produkt var A's standardskorsten.

Spm. L: Såfremt det må antages, at skønsmændene har ret i teorien om, at det faste rørstykke nedenfor flangesamlingen er gledet ned i røgrøret, bedes skønsmændene oplyse, om dette har givet anledning til røgudsivning gennem de nedenfor flangesamlingen værende ventilationshuller, og om der tillige ud fra ventilationshullerne og ned langs skorstenens ydersider kan være sivet kondenseret sodholdigt vand.

Skønsmændene bedes endvidere angive, hvornår flangesamlingen må antages at være gledet fra hinanden.

Svar L: Det er skønsmændenes opfattelse, at der ikke har været væsentlig (synlig) røgudsivning eller udsivning af sodholdigt vand gennem ventilationshullerne. Det må antages, at skorstensfejeren ved sine kvartalsvise besøg ville have bemærket og rapporteret sådanne forhold. Desuden viser . . . foto . . ., at der ikke var sodstriber på nedstyrtningstidspunktet.

Skønsmændene skønner ikke, at ventilationen gennem de små huller har kunnet give tilstrækkelig røgmængde til, at denne har kunnet kondensere synligt udenfor skorstenen. Al udfældning er sket inde i skaftet.

Det er skønsmændenes opfattelse, at flangesamlingerne er skredet ned væsentligt længe før sammenstyrtningen. Tidsrummet skal minimum måles i måneder.

Spm. M: Idet henvises til de nu fremlagte bilag . . . og herunder specielt F's anvisning . . ., der er en skrivelse af 14.11.1973 om vedligeholdelse af skorstenen 5-10 år efter ibrugtagning, spørges om en sådan anvisning burde have foranlediget en inspektion indenfor 10 år efter skorstenens opførelse, specielt under hensyn til indklagedes forbehold om fortsat garanti på skorstenens driftsforhold ikke skønnedes optimale. Skønsmændene bedes ved besvarelsen tage henyn til den tekniske viden, der må antages at være til stede hos klageren under hensyn til driftsbetingelserne og hele situationen omkring kedelanlæggets drift.

Svar M: Der henvises til skønsmændenes tidligere afgivne svar 4 og svar C.

Skønsmændene har forgæves efterlyst kopi af brev af 22.10.73 fra K til F. Dette brev er angiveligt anledningen til brevet . . . af 14.11.73 fra F til K.

Skønsmændene har endvidere forgæves efterlyst korrespondance, mødereferater m.v. efter mødet 3.7.74, som kunne belyse de udførte skorstensændringer og A's reaktion herpå med hensyn til garantifralæggelse.

I det til skønsmændene tilgåede materiale fremgår intet sted en anbefaling eller lignende fra hverken A eller F af, at skorstenen jævnligt burde inspiceres.

Skønsmændene må således fortsat henvise til de tidligere afgivne svar 4 og svar C.

Spm. N: Skønsmændene angiver i besvarelsen til spørgsmål G, at der i 1978 fandt en øget kedelbelastning sted.

Skønsmændene bedes nøjere beskrive, hvori denne øgede kedelbelastning bestod. Det er oplyst, at der i 1983 blev installeret et røggenindvindingsanlæg. Skønsmændene bedes oplyse, om et røggenindvindingsanlæg som det installerede nedsætter driftstemperaturen i skorstenen, og oplyse, om det ved installation af et røggenindvindingsanlæg er sædvanligt og almindeligt at undersøge, om skorstenen kan tåle den ændrede belastning under hensyn til skorstenens isoleringsgrad og konkret under hensyn til den i 1974 stedfundne diskussion som følge af den da konstaterede tæring.

Svar N: I 1978 ordrede K hos A følgende ændringer til kedelanlægget

1. Opsætning af 1 stk. ny varmtvandskedel med ydelse 3150 Mcal/h.

2. Opsætning af 1 stk. ny højtryksdampkedel med ydelse 2500 kg/h.

3. Nedtagning af 1 stk. lavtryksdampkedel med ydelse 1600 Mcal/h.

Vedrørende det i 1983 installerede røggenindvindingsanlæg er det af anlæggets leverandør oplyst, at dette ikke nedsætter driftstemperaturen i skorstenen. Dette forhold er sikret med føler i skorstenen.

Skorstenen har således ikke fået en ændret belastning.

Spm. O: For så vidt angår de af klageren afholdte udgifter i anledning af skaden har skønsmændene skønnet disse som rimelige. Skønsmændene bedes herunder oplyse det nøjagtige omfang af de ved genopførelsesarbejdet i 1984 udførte forbedringsarbejder, hvorved bemærkes, at klageren . . . erkender, at der er udført forbedring.

Skønsmændene bedes oplyse skønnet levetid for køletårne og oplyse, om de genanskaffede køletårne var konstrueret i enhver henseende identisk med de oprindelige køletårne. Endelig bedes skønsmændene oplyse, om udgiftsbilagene indeholder poster, der er selve opbygningen af et identisk anlæg uvedkommende.

Svar O: Skønsmændene har forgæves efterlyst detaljerede oplysninger, tegninger, beskrivelser, referater o.lign., der redegør for arbejder, som blev udført, efter at skorstenen knækkede

Ud fra udgiftsbilagene . . . skønner skønsmændene, at forbedringerne hovedsageligt bestod i

1. Montage af ny stålskorsten.

2. Rørarbejder, incl. montage af nye sikkerhedsventiler.

3. El-arbejder, incl. montage af ny jordelektrode.

4. Visse bygningsmæssige ændringer i kedelhuset. . . .

Det er skønsmændenes opfattelse, at køletårnes levetid er af størrelsesordenen 15-20 år, men levetiden kan variere meget blandt andet afhængig af vedligehold.

Ved synsforretningen den 10.08.1988 oplyste K, at de nye køletårne ikke var af samme fabrikat som de oprindelige. Man havde valgt køletårne fra M A/S, da dette firma kunne levere hurtigt, og desuden var de billigere end det oprindelige fabrikat.'

Endelig har skønsmændene i en supplerende skønserklæring II af 20. september 1990 besvaret yderligere følgende spørgsmål således

»Spm. P: Såfremt det antages, at røgrørets overgangsstykke (ekspansionsstykket) ikke har været svejst til flangen i toppen af skorstenens underpart, således at røgrørene alene har været svejst til bundstykket i den underste skorstenspart, spørges, om skorstenen i så fald ville kunne holde til transporten fra fabrik til opstillingssted og de i forbindelse hermed foretagne håndteringer af skorstenen. . . .

Svar P: Under forudsætning af, at konstruktionen er udført om vist på . . . (tegning H-209AS395) med overgangsstykket inden i røgrøret, og der ikke har været foretaget anden afstivning af transport- og montagehensyn, ville røgrørene ikke kunne fastholdes i den ønskede position under transport og montage, uden at der har været udført svejsning mellem overgangsstykker og flangeplade.

Det er skønsmændenes opfattelse, at A A/S's påstand om, at der »nødvendigvis har været fuldsvejst med en svejsning af rimelig god kvalitet«, ikke er korrekt, idet nogle få (4-8 stk.) hæftesvejsninger mellem overgangsstykke og flangeplade ville være tilstrækkelige for at sikre mod transport- og montagebelastninger.

Fotos . . . viser, at røgrørene efter nedstyrtnings- og nedtagningspåvirkningerne stadig er fastholdt midt i kappen, selvom overgangsstykker og flangeplade er borte. Dette tyder på, at røgrørene er fastholdt i position med afstivninger et eller flere steder mellem bundplade og flangeplade. . . .

Spm. Q: Under hensyn til den tvivl, der . . . fra A A/S rejses om, hvorvidt skorstenen faktisk er udført som vist på principskitserne, ønskes det oplyst, om en skorstenskonstruktion, hvorefter overgangsstykket (ekspansionsstykket) har været fuldsvejst til det underste røgrør og ført fuldsvejst op gennem flangesamlingen og videre op et stykke omkring eller gennem det øverste røgrør, funktionsmæssigt ville have haft nogenlunde samme egenskaber som den på tegningen viste udførelsesmåde.

Svar Q: Antagelsen understøttes af rapport fra Jydsk Teknologisk Institut . . ., hvor der omtales kegleformede overgangsstykker. En sådan udformning ville have haft samme funktionsmæssige egenskaber som den på tegningen viste, men ville næppe have været gastæt.

Antagelsen må dog afvises . . . Se også svar 3 og P. Bilag 22 viser foruden enderne af overgangsstykkerne desuden, at røgrørenes ender er rene pladekanter, som der ikke har været fuldsvejst på. . . .

Spm. S: Skønsmændene har i delvis besvarelse af det stillede spørgsmål N oplyst, at »Vedrørende det i 1983 installerede røggenindvindingsanlæg er det af anlæggets leverandør oplyst, at dette ikke nedsætter driftstemperaturen i skorstenen. Dette forhold er sikret med føler i skorstenen«.

Skønsmændene bedes på ny gennemlæse det stillede spørgsmål N og herefter svare på, hvorvidt det er sædvanligt og almindeligt at undersøge, om skorstenen kan tåle den ændrede belastning under hensyn til skorstenens isoleringsgrad og under hensyn til leverandørens anvisning af, at anlægget skal benyttes til velisolerede skorstene.

Skønsmændene bedes nærmere redegøre for ved en selvstændig vurdering uafhængig af oplysninger fra leverandøren af røggenindvindingsanlægget, hvorledes det er teoretisk og praktisk muligt at udvinde energi af røggasserne uden samtidig at nedsætte temperaturen i røggasserne.

Svar S: Skønsmændene kan bekræfte, at det er sædvanligt og almindeligt at undersøge, om en skorsten kan tåle en hvilken som helst ændret belastning. Til denne kategori hører også indbygning af et Recalo-anlæg.

Recalo-anlæggets leverandør anviser, at den tilhørende skorsten skal være velisoleret (Isokærn eller lignende). I forhold til dette krav må K-skorstenen, som er isoleret med 100 m mineraluld, betegnes som velisoleret.

Skønsmændene har indhentet supplerende oplysninger om Recalo-anlæggets virkemåde, installeringstidspunkter, placering m.v. og skal på baggrund heraf uddybe den tidligere angivne besvarelse af spørgsmål N.

Det er oplyst os, at et Recalo-anlæg blev idriftsat ca. 1 uge før skorstenens fald, mens et andet anlæg først blev idriftsat, efter at den nye skorsten var rejst.

Det er efter skønsmændenes opfattelse utænkeligt, at en uges drift med et Recalo-anlæg kan have haft nogen betydning for skorstenens fald.

Om Recalo-anlæggets indflydelse på skorstenstemperaturen har skønsmændene følgende opfattelse

Brug af Recalo-anlæg nedsætter røgtemperaturen i røgkanalen efter anlægget ved fuldlast af kedlen. Ved lavlast er røgtemperaturen uændret. En føler skal sikre, at røgtemperaturen ved anlægget ikke bliver kritisk lav. Hvilken temperatur som røgen i skorstensrøret har, afhænger af driftsforholdene for de kedler, som er tilsluttet det pågældende røgrør.

Spm. T: Det fremgår af udbudsmaterialet, at skorstenen blev leveret med måleudstyr for røgtemperatur i skorstenstoppen med mulighed for aflæsning af røgtemperaturen i kedelrummet.

Hører det til sædvanlig god inspektion og vedligeholdelsespraksis, at temperaturen i skorstenstoppen jævnligt kontrolleres, og at måleresultaterne opgøres i et skema, der bevares over en periode.

Skønsmændene bedes videre oplyse gennem skorstenens levetid, evt. opdelt i kvartaler, hvilken røgtemperatur der har været i skorstenen.

Svar T: Det er skønsmændenes opfattelse, at det er almindelig praksis, at røgtemperaturen i skorstenstoppen jævnligt kontrolleres, når føler og viserinstrument er monteret som beskrevet. Det anses for at være en naturlig rutine for kedelpasseren. Derimod er det individuelt, om en kedelejer/kedelpasser vil notere observationerne ned og arkivere dem i kortere eller længere tid.

Af . . . rapporter fra L fremgår, at L i perioden marts 1981 til oktober 1983 halvårligt har foretaget eftersyn af kedelanlægget, herunder måling af røgtemperaturen på kedlerne enkeltvis eller i kombinationer. Samtidig er kedelanlæggets driftsinstrumenter kontrolleret. Der er i perioden fundet god overensstemmelse mellem driftsinstrumenterne og L's måleinstrumenter. Resultaterne fremgår af rapporterne.

Skønsmændene har skriftligt anmodet sagens parter om detaljerede oplysninger om røgtemperaturen i hele skorstenens driftsperiode. Ved synsforretningen blev denne anmodning gentaget uden at oplysninger er fremkommet.

Skønsmændene kan således ikke på baggrund af det fremlagte materiale opstille en fortegnelse over skorstenens røgtemperatur i dens levetid.'

Under afhjemlingen har skønsmændene vedstået de afgivne erklæringer og forklaret bl.a., at konstruktionen som anført i svar 1 ikke kan betegnes som forsvarlig, da overgangen mellem røgrør og overgangsrør ikke var tæt. Konstruktionen har formentlig været udført som angivet på tegning H-209AS395, der viser røgrørene uden på overgangsrørene, hvilket passer med, at overgangsrørene efter det oplyste var faldet ned og sad fast inden i røgrørene. Den væsentligste årsag til sammenstyrtningen har været den i svar 2, punkt 2, omtalte manglende fuldsvejsning af de faste rørstykker til samlingens underflange. En sådan svejsning kunne være foretaget, selv om der er tale om forskellige godstykkelser. Røgtemperaturen har ikke haft afgørende indflydelse på skadens indtræden, når det som her må lægges til grund, at flangesamlingen ikke har været tæt med den følge, at røggassen har kunnet trænge ud fra røgrørene og forårsage tæring af skaftet.

10. For voldgiftsretten er der afgivet forklaring af følgende

Vedligeholdelseschef N har forklaret bl.a., at han blev ansat hos klageren den 1. maj 1982 og har det overordnede ansvar for vedligeholdelsen af bygninger, maskiner, installationer m.v. Undersøgelsen af den nedfaldne del af skorstenen viste, at kappen eller skaftet var papirtyndt hele omkredsen rundt ca. en halv meter neden for flangesamlingen, medens resten næsten ikke var tæret. Overgangsstykkerne var faldet ned i røgrørene. De havde i hvert fald højst været punktsvejset på topflangen. Den nye skorsten er udført uden samlinger i et stykke. Man har i det hele valgt bedre løsninger i forbindelse med udbedring af skaderne. De gamle køletårne var inden uheldet blev renoverede og var så gode som nye.

Værkfører O har forklaret bl.a., at han blev ansat hos klageren i 1974 og har ansvar for driften af bl.a. kraftcentralen. Måleren i toppen af skorstenen viste en røgtemperatur på 230 grader - 250 grader C, når anlægget var i fuld drift. Den nedfaldne del af skorstenen var da heller ikke tæret i toppen.

Maskinpasser P har forklaret bl.a., at han blev ansat hos klageren i 1980. Han har dagligt 3-5 gange aflæst kedel- og røggastemperaturer. Det er noget, han gør, når han går forbi instrumenttavlen. Den ønskede temperatur for røgen i toppen af skorstenen er markeret med et rødt mærke på instrumentet. Temperaturen har altid været over 230 grader - 250 grader C.

Direktør Q har forklaret bl.a., at han blev ansat hos indklagede i 1980 og for 3 år siden udnævnt til administrerende direktør for selskabet. Grunden til, at skorstenen i sin tid blev fremstillet i to dele, var, at man på daværende tidspunkt ikke rådede over krankapacitet til opstilling af så høje skorstene. Samlingerne kunne laves på i hvert fald 3 forskellige måder. Den fremlagte tegning er alene en principskitse, der ikke viser noget om den konkrete udformning. Hvis man efter sammenstyrtningen var blevet tilkaldt til besigtigelsen, kunne man have konstateret, hvorledes samlingen i sin tid var udført. Det er nok givet, at overgangsstykkerne ikke har været svejset fast, idet det må anses for uheldigt at svejse det tynde materiale i overgangsstykkerne til det tykkere materiale i flangen. Skorstenen er udført, som metoden var dengang. Det ville heller ikke have haft uheldige konsekvenser, hvis blot røggastemperaturen havde været tilstrækkelig høj. Årsagen til tæringen og dermed til sammenstyrtningen må efter afhørtes opfattelse søges i den kendsgerning, at driftsforholdene ændredes radikalt i perioden op til nedstyrtningen.

11. Til støtte for påstanden har klageren anført, at der er en formodning for, at skorstenen har været behæftet med fejl, når den styrtede sammen allerede efter 12 års forløb, idet den forventede levetid var betydelig længere. Af skønsmændenes svar på spørgsmål 2 fremgår da også, at skorstenen ikke har været udført teknisk korrekt på 3 punkter. Samtlige påpegede fejl må føre til ansvar for klageren i det omfang, de er skyld i skaden. Hovedårsagen må efter det oplyste siges at være den manglende fuldsvejsning. Ansvaret herfor påhviler indklagede, der stod for såvel konstruktion som udførelse, medens der fra klagers side alene var opstillet visse funktionskrav. Hvad konstruktionen angår, er forholdet nok det, at entreprenøren er ansvarsfri, hvis konstruktionen kan siges at være sædvanlig efter byggetidens viden. Det fritager imidlertid ikke indklagede for ansvar i den foreliggende situation, idet der også dengang fandtes andre metoder, som kunne være benyttet ved opførelsen af skorstenen, og som ville have gjort samlingen tæt. Efter skønsmændenes forklaring under afhjemlingen er den direkte årsag til skaden, at overgangsstykkerne ikke var fuldsvejsede til flangesamlingen. Der er således den fornødne årsagsforbindelse mellem den af indklagede begåede fejl og den skete skade.

Klageren har videre anført, at der ikke er grundlag for at statuere egen skyld hos klageren, der ikke har godkendt konstruktionen, men overladt udformningen og udførelsen til indklagede. Heller ikke driftsforholdene giver grundlag for at anse klageren for ansvarlig eller medansvarlig for den indtrufne skade. Af forklaringerne fremgår, at driften af kedelanlægget har været normal med røgtemperaturer på 230 grader - 250 grader C, hvilket bekræftes af den omstændighed, at der ikke var tæringer i skorstenens top. I øvrigt ville lavere røgtemperaturer efer det under afhjemlingen oplyste have været uden indflydelse på skaden. Det kan ikke tillægges betydning, at indklagede i 1974 ville fraskrive sig ansvaret for skorstenens stabilitet, hvis der ikke blev foretaget en række ændringer, som klageren skulle betale for. Dels henstår det som uoplyst, om disse ændringer blev foretaget, dels kan en entreprenør ikke efterfølgende fraskrive sig ansvaret for et arbejde, der viser sig mangelfuldt. Endelig er også de senere ændringer af kedelanlægget i 1978 og 1984 uden betydning for fastlæggelsen af indklagedes ansvar, ligesom der intet er at bebrejde klageren med hensyn til eftersyn og vedligeholdelse af skorstenen.

Hvad størrelsen af den krævede erstatning angår, er spørgsmålet alene, med hvilket beløb udgifterne skal reduceres. Ved opgørelsen af kravet har klageren skønsmæssigt fradraget dels udgifter, der ikke kan henføres til skaden, dels den tilførte forbedring. Disse skøn er for begge beløbs vedkommende realistiske og bør derfor ikke sættes til højere beløb.

12. Indklagede har indledningsvis anført, at klageren ikke har ført bevis for, at der ved udførelsen af skorstenen er begået fejl, som har været årsag eller hovedårsag til sammenstyrtningen i 1984. Skorstenen blev opført i 1971/72 og havde således stået i godt 12 år, før den knækkede. Som sagen foreligger, ved ingen i dag, hvordan den i sin tid er udført. De fremlagte tegninger er standardtegninger, der intet siger om den konkrete udførelse. Derimod kan man med sikkerhed sige, at det kunne man have konstateret, hvis indklagede havde fået lov til at besigtige skorstenen efter sammenstyrtningen. Klageren lod imidlertid blot skrottet køre på lossepladsen i stedet for straks at tilkalde indklagede. Hertil kommer, at oplysningerne om driftsforløbet i skorstenens levedtid er yderst begrænsede. Det samme gælder oplysningerne om vedligeholdelsen. Den manglende bevissikring må efter praksis gå ud over klageren, jf. U 1982.55H og U 1987.831H.

Indklagede har videre anført, at det efter skønserklæringerne må lægges til grund, at den anvendte konstruktion var gængs i 1971-72, da skorstenen blev opført, omend den ikke kunne anses for forsvarlig, fordi der under alle omstændigheder kunne komme røggas ud. Senere er konstruktionen af den slags skorstene ændret, også fordi oliekrisen gav anledning hertil. Man fyrede tidligere med højere temperaturer end nu. Der er heller intet at bebrejde indklagede med hensyn til udførelsen af skorstenen. Det afgørende er her, at ingen i dag ved, hvorledes udførelsen har været. Der kan intet sluttes ud fra fotografierne, som sammen med tegningerne er det materiale, skønsmændene har haft som grundlag for deres besvarelse af spørgsmål vedrørende udførelsen. De overgangsstykker, som man mener at kunne konstatere nedgledet i røgrørene, kan lige så godt have været rørstykker, som var sat ind for at udligne et mellemrum. På tilsvarende måde er også oplysningerne om driften af kedelanlægget yderst sparsomme. Korrespondancen fra 1974 viser imidlertid, at skorstenen allerede de første par år efter opførelsen led skade som følge af for lave driftstemperaturer, hvilket bevirkede, at indklagede fraskrev sig videre ansvar, medmindre der blev truffet foranstaltninger til at forebygge skader, der var en følge heraf, hvilket efter det foreliggende ikke kan antages at være sket. Også vedligeholdelsen har været mangelfuld. Der er således på den ene side en kraftig indikation for, at der er noget at bebrejde klageren selv, medens der på den anden side ikke er ført bevis for nogen ansvarspådragende adfærd fra indklagedes side.

Om størrelsen af klagerens krav har indklagede anført, at hovedposten udgøres af udgifterne til en ny skorsten. Der er tale om en ny og væsentlig dyrere konstruktion end den gamle skorsten, som kunne have været repareret. Oplysningerne om køletårnene er så sparsomme, at det i realiteten er umuligt at vide, hvilke skader der i givet fald skal betales erstatning for. Også de øvrige poster i erstatningsopgørelsen er af en sådan beskaffenhed, at det er umuligt at sige, i hvilket omfang der er tale om forbedringer eller udgifter, som under alle omstændigheder skulle have været afholdt, og i hvilket omfang der blot er sket en genoprettelse af den skete skade. Renter af et eventuelt erstatningsbeløb - hvortil der ikke skal lægges moms - må være sædvanlige procesrenter fra tidspunktet for klageskriftets modtagelse.

13. Voldgiftsretten skal udtale

Den knækkede stålskorsten var udført og monteret på fabrikken i 1971-72. Sammenstyrtningen skete den 11. marts 1984 og gav anledning til, at Jydsk Teknologisk Institut den følgende dag på klagerens foranledning foretog en besigtigelse af skaden med henblik på at fastlægge skadesforløbet og dermed årsagen til sammenstyrtningen. Til denne besigtigelse var indklagede ikke indvarslet. Ved den senere synsforretning den 8. september 1988 var skaderne forlængst udbedret og samtlige dele fra den knækkede skorsten skrottet.

Under disse omstændigheder må der - som anført af indklagede - stilles strenge krav såvel til beviset for, at sammenstyrtningen skyldtes ansvarspådragende fejl, begået af indklagede i forbindelse med konstruktionen og/eller udførelsen af skorstenen, som til beviset for omfanget af de skader, som i givet fald skal erstattes.

Ved afgørelsen af, om der herefter er grundlag for at pålægge indklagede ansvar for de skete skader, lægger voldgiftsretten i overensstemmelse med det i skønserklæringerne udtalte til grund, at fremstillingen af den 40 m høje skorsten i to dele for efterfølgende montagesamling var en sædvanlig benyttet konstruktion i den periode, i hvilken skorstenen blev udført. Selv om skønsmændene i svaret på spørgsmål 1 har udtalt, at konstruktionsudformningen efter deres opfattelse ikke var forsvarlig, kan konstruktionen som sådan derfor ikke føre til at anse indklagede for erstatningsansvarlig.

Spørgsmålet er herefter, om den konkrete udførelse af montagen har været behæftet med fejl, som må pådrage indklagede erstatningsansvar. Ved besvarelsen af dette spørgsmål må - som påpeget af klageren - alene den omstændighed, at skorstenen allerede ca. 12. år efter monteringen knækkede som følge af gennemtæring af skaftet hele vejen rundt umiddelbart neden for flangesamlingen, give en stærk formodnig for, at udførelsen af samlingen ikke har været teknisk korrekt. Når hertil kommer, at også voldgiftsretten må anse det for godtgjort, at de to faste rørstykker - overgangsrørene - længe før nedstyrtningen har løsnet sig fra flangen og er gledet ned og har sat sig fast i røgrørene, finder voldgiftsretten det ubetænkeligt at lægge skønsmændenes vurdering til grund, hvorefter den væsentligste årsag til sammenstyrtningen har været den manglende fuldsvejsning af de faste rørstykker til samlingens underflange. Efter at rørstykkerne som følge heraf havde løsnet sig og var gledet ned i røgrørene, har der været fri adgang for røggassen til hele skaftet under flangesamlingen og dermed til dannelsen af korroderende svovlsyre på skaftets inderside. Udførelsen af montagen har således været behæftet med ansvarspådragende fejl, som har været den egentlige årsag i sammenstyrtningen, der hverken kan tilskrives manglende vedligeholdelse eller svigtende tilsyn. Da tæringen er sket på skaftets indvendige side, men ikke har givet sig udslag på røgrørene, kan heller ikke driftsforholdene tillægges betydning for skadens indtræden.

Efter det anførte er indklagede ansvarlig for de ved sammenstyrtningen forvoldte skader. Disse er af klageren endeligt opgjort til 750.000 kr., idet der i de afholdte udbedringsomkostninger er fratrukket i alt 235.000 kr., som skønsmæssigt er anvendt til forbedringer og til dækning af udgifter, der efter klagerens opfattelse ikke kan henføres til de ved uheldet forvoldte skader.

Som sagen foreligger for voldgiftsretten, har retten imidlertid ingen reel mulighed for at vurdere de foretagne skønsmæssige fradrag i de samlede omkostninger. Erstatningen må derfor fastsættes på grundlag af et forsigtigt skøn over de værdier, som kan antages at være gået tabt ved uheldet. Erstatningen fastsættes herefter til i alt 200.000 kr., hvortil der ikke skal lægges moms. Beløbet skal forrentes med sædvanlig procesrente fra klageskriftets modtagelse den 9. november 1988.

Ved omkostningsafgørelsen, jf. nedenfor, er der taget hensyn til, at klageren og indklagede har afholdt skønsudgifter med henholdsvis 49.000 kr. og 37.600 kr.

T H I B E S T E M M E S

Indklagede, A/S A ved A/S B, skal inden 14 dage efter denne kendelses modtagelse til klageren, K A/S, betale 200.000 kr. tillige med sædvanlig procesrente heraf fra den 9. november 1988, til betaling sker.

Hver part skal bære egne sagsomkostninger, herunder de afholdte skønsudgifter, og betale halvdelen af voldgiftsrettens omkostninger.

København, den 25. marts 1991

Kjeld Thomsen Palle Kiil Jørn Nyhuus Jacobsen

P.v.c.

Charlotte Fabricius

Endelig adm. afgørelse 1991 4029 Valid

12 år efter opførelsen knækkede en 40 m høj stålskorsten, der faldt ned og ramte et køletårn, som blev ødelagt. Der foretoges en besigtigelse af skaden. Hertil blev entreprenøren ikke indvarslet.

Herefter blev skaderne udbedret og den knækkede skorsten skrottet.

Der udtaltes, at der under disse omstændigheder måtte stilles strenge krav såvel til beviset for, at sammenstyrtningen skyldtes ansvarspådragende fejl, begået af entreprenøren i forbindelse med konstruktionen og/eller udførelsen af skorstenen, som til beviset for omfanget af de skader, som i givet fald skulle erstattes.

Endvidere lagdes det til grund, at fremstillingen af skorstenen var en sædvanlig benyttet konstruktion i den periode, i hvilken skorstenen blev udført. Konstruktionen som sådan kunne derfor ikke føre til at anse entreprenøren for erstatningsansvarlig. Dog fandtes det, at udførelsen af montagen havde været behæftet med ansvarspådragende fejl, som havde været den egentlige årsag til sammenstyrtningen. Herefter fandtes entreprenøren ansvarlig for de ved sammenstyrtningen forvoldte skader. Erstatningen fandtes at måtte fastsættes på grundlag af et forsigtigt skøn over de værdier, som kunne antages at være gået tabt ved uheldet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →