Tvist om opgørelse af mellemværende grundet entreprisens berostillelse. (* 1)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 4.
Entreprisesummen andrager excl. moms kr. 8.581.000,00. .....
§ 5.
Betaling sker i henhold til AB 72, § 26 B, stk. 6.
Betaling sker uden tilbageholdelse, da entreprenøren afgiver sikkerhedsstillelse som anfordringsgaranti på kr. 429.050,00. .....
§ 6.
Til sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser overfor bygherren stiller entreprenøren ved kontraktens underskrift en sikkerhedsstillelse i form af bank- eller sparekassegaranti, kautionsforsikring eller anden godkendt garanti på 10% af entreprisesummen excl. moms, kr. 858.100,000. .....
§ 7.
Ingen ekstraarbejder, der medfører ændringer i entreprisesummen, må påbegyndes, forinden der foreligger skriftlig accept fra byggeledelsen. .....«
Som nævnt påbegyndte klageren arbejdet straks efter entreprisekontraktens indgåelse. Den 17. september 1987 modtog klageren imidlertid følgende skrivelse af 16. s.m. fra advokat D
»Som advokat for A/S B skal jeg herved tillade mig at rette henvendelse til Dem i anledning af den indgåede entreprisekontrakt vedrørende renovering af y, etape 1, hvilken entreprisekontrakt er indgået mellem Dem og A den 27. og 29. april 1987.
Kontrakten er forhandlet på plads af min klient efter forudgående licitation, og efter gennemgang af licitationsdokumenterne har det vist sig, at C A/S var lavestbydende ved licitationen, og at C udtrykkelig gjorde opmærksom på, at firmaet K A/S til brug for licitationen havde afgivet pris til C A/S for aluminiumsmontagen. Deres afgivne priser til brug for licitationen fremgår af de foreliggende tilbudslister.
Ved skrivelse af 15. september 1987 fra A/S B til undertegnede, af hvilken skrivelse jeg vedlægger en fotokpopi, er der henvist til en opstilling, som jeg også tillader mig at vedlægge en fotokopi af. Af denne opstilling fremgår det, at der tilsyneladende er sket en forhøjelse af Deres entreprisesum med 3.741.396,- kr., fra licitationsprisen til kontraktsprisen, og idet der videre gøres opmærksom på, at der må tages et forbehold vedrørende det angivne beløb på 1.551.000,- kr. vedrørende stilladser. Begge beløb er excl. moms.
Efter min opfattelse er det uretmæssigt og i strid, både med licitationslovens bestemmelser og Boligstyrelsens udbudscirkulærer, at forhøje entreprisesummer efter licitationen, og jeg må derfor på det foreliggende grundlag kræve, at den forannævnte entreprisekontrakt mellem Dem og A nedsættes med 3.741.396,- kr. + moms, uden at der sker nogen reduktioner i Deres ydelsesforpligtelser. Samtidig tager jeg forbehold vedrørende eventuel regulering af beløbet på 1.551.000,- kr. + moms.
For den gode ordens skyld gør jeg opmærksom på, at det udarbejdede notat er tilstillet Boligstyrelsen, Kriminalpolitiet i Z samt Monopoltilsynet.
Jeg anmoder om Deres stillingtagen til ovennævnte krav om reduktion af entreprisesummen hurtigst muligt.«
I den medsendte opstilling fra A/S B hedder det bl.a.
»Opstilling og forklaring af kontraktsummer og delpriser i tilbudslister fra licitationen.
Alle priser i nedenstående opstilling af angivet excl. moms.
C A/S
Tilbudssum i henhold til C's tilbud
af den 10.10.1986 kr. 40.314.754,
Ved kontraktforhandlingerne er der udgået en del
ydelser som var medtaget i tilbud af den
10.10.1986 som følger: .....
Samtlige montagearbejder af aluminiumskompo-
nenter på lavhusenes gavle og indgangsfaca-
der samt på højhusenes gavle var med i C's
hovedtilbud af 10.10.86 med K A/S
som underentreprenører. Disse ydelser er for-
handlet ud og overgået til en selvstændig
montageentreprise med K A/S som entre-
prenør. C's tilbudsliste angiver montage-
priserne som følger
1.7. Lavhuse A, åben facade, montagearbejder, aluminiumskomponenter - kr. 2.046.800,- 3.7. Højhuse, montagearbejder, aluminiums- komponenter - kr. 2.836.804,- Ved uddrag af ovenstående pos. fra C's oprindelige tilbud, fremkommer at C's tilbud retteligt burde være kr. 24.862.500,- og ikke som angivet i kontrakten kr. 28.465.000,- Altså en forhøjelse af tilbudssummen på kr. 3.602.500,- ---------------- K A/S Montagearbejderne af aluminiumskomponenterne var som nævnt under afsnittet om C A/S medtaget i dennes tilbud med K A/S som underentreprenør, men blev trukket ud og efter forhandlinger med K A/S er der oprettet kontrakt på en selvstændig montageentreprise. De af C's tilbud udtrukne ydelser pos. 1.7 og 3.7 udgør tilsammen kr. 4.883.604,- I dette tilbud var indeholdt levering af Steniplader med underlag. Dette er ikke specificeret i C'S tilbud, men iflg. oplysninger fra E er prisen på levering af Steniplader til byggevare- forhandler kr. 459.148,- hvortil skal lægges forhandleravance og hovedentre- prenørtillæg, d.v.s. leverancen ligger i størrelsesordenen - kr. 525.000,- Underlag, lægter, lister, fugemateriale, søm, stilladser m.v. kan anslås til stør- relsesordenen 2.675 kvadratmeter a kr. 300,- - kr. 800.000,- ----------------- Værdien af de ydelser som nu indgår i K A/S's kontrakt burde herefter ligge i størrelsesordenen kr. 3.558.604,- som skal sammenlignes med K A/S's kontraktsum som udgør kr. 8.851.000,- --------------- altså en forhøjelse af tilbudssummen med kr. 5.292.396,- --------------- Det skal dog anføres, at K A/S's kontraktsum indeholder stilladser for en angivet sum af kr. 1.551.000,- som burde indgå i C A/S's tilbudssummer for lav- huse og højhuse, men det kan evt. antages, at C ikke har denne ydelse med, idet det ved spørgemødet før licitationen er oplyst, at »dersom myndighederne vil kræve stillads opsat, betaler bygherren dette«. Dette svar er givet på et spørgsmål ved- rørende stilladser for renoveringsarbejder på altaner og altangange på langfacaderne og skulle ikke gælde gavlene, som ikke kan monteres uden stillads. Det her nævnte kan nok ikke endeligt fastlægges uden at C A/S og K A/S fremlæggger deres kalku- lationer fra licitationstilbuddet,»
Advokat D's skrivelse blev den 22. september 1987 besvaret af klagerens daværende advokat F. I skrivelsen hedder det
»K A/S har bedt mig besvare Deres skrivelse af 16. september 1987. .....
Min klient har oplyst, at det er rigtigt, at man i sin tid overfor C A/S afgav tilbud på udførelse af aluminiumsmontagen som underentreprenør.
Så vidt min klient er orienteret, skete der herefter det, at A/S B overfor C A/S tilkendegav, at man var indstillet på at acceptere tilbuddet fra C A/S, men på den betingelse, at aluminiumsmontagen udgik. Dette blev efter det oplyste accepteret af C A/S.
Herefter rettede A/S B v/L henvendelse til min klient med henblik på oprettelse af kontrakt vedrørende aluminiumsmontagen direkte mellem A/S B, A og K A/S. Det er muligt, at aluminiumsmontagen har været betragtet som vanskelig, og at A/S B derfor ønskede at have et direkte kontraktsforhold til K A/S. Det er rigtigt, at forhandlingerne førte til, at kontraktsummen blev højere end den, der i sin tid var givet tilbud på overfor C A/S.
Min klient har således ikke deltaget i nogen form for licitation og må henholde sig til den kontrakt, som særskilt er indgået med A/S B/A. .....«
Med virkning fra den 19. oktober 1987 overtog G A/S forretningsførelsen af renoveringssagen og fremsendte den 2. november 1987 meddelelse herom til klagerens advokat. I skrivelsen hedder det
»Vi er af de 5 boligselskaber/-foreninger, der ejer y, blevet anmodet om at overtage forretningsførelsen for den igangværende renoveringssag.
En af entrepriserne på denne sag har Deres klient K A/S, og der har omkring denne entreprise været forhold, som har været genstand for en del debat.
Vi er bekendt med advokat D's skrivelse af 16.09. d.år til Deres klient, og med Deres skrivelse af 22.09. d.år til advokat D. Til advokat D's skrivelse medfulgte notat udarbejdet af B A/S vedrørende størrelsen af Deres klients kontraktssum.
En del af den forretningsførelse, vi har påtaget os, vil være at gennemgå de entrepriseforhold, der jfr. ovenfor har givet debat, og efter gennemgang fremkomme med vor indstilling til bygherrerne og støttemyndighederne.
Til brug for vor gennemgang af kontraktsforholdene, herunder Deres klients, skal vi anmode Dem om at tilstille os kopi af det tilbud, Deres klient i sin tid afgav til C.
Under hensyntagen til den store afvigelse i kontraktssum, som synes at ligge i det af B A/S udarbejdede notat, skal vi endvidere anmode Dem og Deres klient om at kommentere det af B A/S i notatet anførte, og i den forbindelse beder vi Dem om, jfr. Deres klients tilbud af 23.02. d.år, til A nærmere at specificere, hvorledes De mener, at projektet er ændret i relation til Deres klient, i perioden fra det oprindelige tilbud i september/oktober 1986 og til 23.02. d. år.«
Som svar herpå fremsendte klagers advokat den 14. september 1987 følgende skrivelse af 2. december 1987 fra klageren
»Vedr.: y - Renovering etape 1.
Med modtagelsen af Deres skrivelse med kopi af 02.11.1987 fra G, skal vi herved gøre følgende bemærkninger.
Den indgåede kontrakt med A, som vi hidtil er blevet fastholdt på, indeholder ydelsernes omfang.
Vi er fortsat indstillet på at efterleve kontrakten og i det hele at henholde os til denne.
Indholdet i de ønskede oplysninger må vi meddele, at vi betragter som interne, og derfor ikke kan kommentere.«
I mellemtiden havde G A/S i skrivelse af 4. december 1987 orienteret klageren om de beslutninger, der var truffet vedrørende renoveringssagens videre forløb. I skrivelsen hedder det
»I fortsættelse af tidligere brevveksling vedrørende renoveringssagen i y skal vi oplyse, at de 5 boligselskaber, der i fællesskab ejer y, igår har vedtaget at stille renoveringssagen - med enkelte undtagelser - i bero foreløbigt til 1988.01.01. Beslutningen er en konsekvens af den i pressen meget omtalte »x-rapport« og af boligstyrelsens bemærkninger hertil.
Da arbejderne omkring sikringsrum er meget vidt fremskredne, er det besluttet, at den midlertidige standsning ikke skal vedrøre disse arbejder. Det samme gælder gavlbeklædning af højhusene.
Beslutningen betyder for selskabet, at alle andre arbejder end beklædning af gavle på højhusene skal indstilles.
I den kommende periode vil projekt, økonomi og juridiske forhold blive nøje gennemgået, og så snart endelig beslutning om sagen foreligger, vil vi orientere selskabet herom.'
I skrivelser af 5. januar og 5. februar 1988 meddelte G A/S klageren, at fortsættelsen af renoveringsarbejderne skulle afvente nærmere meddelelse fra selskabet, og at det ikke for tiden ville være muligt at honorere fremsendte fakturaer.
Baggrunden herfor var bl.a. G's fortsatte undersøgelser vedrørende renoveringssagen. I skrivelse af 22. marts 1988 fremkom A/S B med følgende oplysninger
»Som svar på Deres brev af den 01.03.1988 pkt. 3 vedrørende ovennævnte entreprise, kan vi oplyse, at nedenstående ændringer er foretaget i projektet.
1. Lavhusfacade (indgang) ændret fra beklædning med Steni-pla- der til beklædning med aluminium. Denne ændring burde resul- tere i en fradragspris på grund af bortfald af leverancen af beklædning samt i en forenklet montage. Entreprisen indehol- der fortsat underlagsmaterialer og isolering.
2. Lavhusgavle ændres fra beklædning med Steni-plader til be- klædning med aluminium. Denne ændring burde resultere i en fradragspris på grund af bortfald af materialeleverancen og i en forenklet montage. Entreprisen indeholder fortsat isolering, men ikke underlag.
3. Prisjusteringer som er affødet af K's ændrede status fra underentreprenør til fagentreprenør.
Da vi imidlertid ikke er i besiddelse af A/S C's »skjulte« tilbudsliste, vil vi bede Dem sende os en kopi til brug for rekonstruktionerne af det økonomiske sagsforløb.'
Samme dag - den 22. marts 1988 - sendte klageren følgende skrivelse til A/S B med kopi til G A/S
»På baggrund af byggemødereferat af den 11.03.1988, hvor C A/S er meddelt at forlade byggepladsen den 1. marts 1988, har vi en række spørgsmål med hensyn til renoveringens fortsættelse
1. Hvornår forventes vore aktiviteter at kunne fortsætte?
2. Hvis stop, hvilken form for »afvikling« skal byggepladsen have? A) Skal skure, hejs, containere, afspærring m.m. deponeres på pladsen? B) Skal delvis færdige konstruktioner sikres mere end det nu er tilfældet?
3. Hvornår kan vi forvente en stillingtagen til sagens princi- pielle videreførelse?
Vi anmoder om besked snarest, så omkostningerne kan blive mindst mulige, selv om vi naturligvis må forbeholde os disse betalt.'
Som svar herpå meddelte G A/S den 8. april 1988
»Under henvisning til selskabets skrivelse af 22. f.m. vedrørende standsning af byggepladsen y skal vi oplyse, at vi ikke mener, at byggepladsen vil komme i gang igen før på den anden side af sommerferien, og en udskydelse til hen på slutningen af året anser vi ikke for helt udelukket.
Når byggeriet igen sættes i gang, vil det muligvis være et helt eller delvis ændret projekt. Ifald der bliver tale om væsentlige ændringer, vil det, for at opfylde myndighedskravene, være nødvendigt, at arbejderne på dette tidspunkt udbydes i licitation.
Som følge heraf mener vi, at det er rigtigst, at selskabet, når det igangværende arbejde er slut, hvilket vi forstår forventes indenfor de nærmeste 14 dage, lader byggepladsen afrigge.
Selskabet kan herefter vælge at betragte den indgåede kontrakt som ophævet allerede nu, eller afvente stillingtagen til projektets og sagens videreførelse, før beslutning herom træffes. .....«
I den følgende tid forhandlede parterne, for indklagedes vedkommende gennem G A/S, om en forligsmæssig afvikling af sagen, hvorunder klageren bl.a. foreslog betaling af faktura nr. 5102 af 27. april 1988. Som foreløbigt svar herpå meddelte G A/S i skrivelse af 6. maj 1988
»Det med selskabets skrivelse af 27. f.m. fremsendte forslag til endelig afklaring af forholdet mellem A og selskabet vedrørende renoveringssagen i y har vi som anført drøftet med byggeudvalgets formand, som ikke umiddelbart mener at kunne gå ind for dette. Spørgsmålet skal derfor behandles på et møde med samtlige direktører for boligselskaberne, hvilket vi forventer vil kunne ske inden for en tidshorisont af 14 dage. På dette tidspunkt vil vi vende tilbage til sagen.
For god ordens skyld skal vi bekræfte det mundtligt oplyste, at det - hvis og når - arbejdet genoptages, vil være nødvendigt at »begynde forfra« og således få prissat alle nye men også alle restentrepriser ved ny licitation, og det indgåede kontraktforhold må derfor betragtes som ophørt, og selskabet bør derfor foretage alle foranstaltninger for at sikre, at et tab bliver mindst muligt.
Med hensyn til den fremsendte opgørelse mener vi i øvrigt, at der er betalt 9.900 kr. excl. moms på faktura nr. 3316 og beder selskabet undersøge dette.
Den resterende del af denne faktura i alt kr. 29.188,86 er af A/S B afvist ved brev af 16.9.1987, og vi skal anmode om selskabets kommentarer til B's skrivelse, idet disse ikke tidligere har været anført. .....'
Klageren besvarede skrivelsen den 17. maj 1988. I svaret hedder det bl.a.
»Vi ser frem til Deres referat af møde med alle direktørerne, om hvorvidt aftalen kan indgås. Såvidt dette ikke ønskes, vil den fremsendte »slutopgørelse«, der var en del af aftalen, være at betragte som aconto begæring nr. 7.
Med hensyn til vor faktura nr. 3316 bedes denne fratrukket,
så aconto begæringen nu beløber sig til kr. 1.061.000,00 + 22% moms kr. 233.420,00 ---------------- kr. 1.294.420,00 ----------------
Den 25. maj 1988 meddelte G A/S klageren, at det var besluttet at lade de økonomiske forhold omkring renoveringssagen' udrede via en retsafgørelse', og at klageren senere ville blive kontaktet for en nærmere drøftelse af det videre forløb i sagen.
Klageren rettede herefter henvendelse til advokat H, der i skrivelse af 27. juni 1988 til advokat I som advokat for G A/S anmodede om »Deres klients endelige stillingtagen til, hvorvidt Deres klient vil opfylde entreprisekontrakten.«
I den følgende tid forhandlede parterne videre om en afvikling af mellemværendet. Klageren sendte herunder den 14. november 1988 en skrivelse til advokat I, hvori det hedder bl.a.
»Ved mødet hos Dem, den 07.11.1988, forstod jeg, at der var positiv indstilling til at få vor kontrakt afviklet på en hensigtsmæssig måde.
Vi er på den baggrund begyndt bortkørsel af skure, container m.m., idet vi dermed minimerer udgifterne til lejen.
Afleveringsforretning på det udførte arbejde udbedes herved i henhold til AB 72. I forbindelse med afleveringen imødeses nedsættelse af de stillede garantier, så disse svarer til arbejdet, vi fik lov at gennemføre.
Vi ser frem til Deres gennemførelse af samtaler med beslutningstagerne, men vi vil indtil andet er aftalt fortsat gøre den eksisterende kontrakt gældende.«
Efter yderligere brevveksling »ophævede« advokat H på klagerens vegne entreprisekontrakten ved skrivelse af 14. februar 1989, hvori det hedder bl.a.
»Fra Deres klients side foreligger der fortsat ikke tilsagn om betaling af det skyldige, forfaldne beløb, og min klient har nu opgivet håbet om en forligsmæssig løsning.
Da der foreligger væsentlig misligholdelse fra Deres klients side, som følge af såvel manglende betaling som standsning af byggeriet, jfr. G A/S's skrivelse af 8.4.1988, skal jeg herved som advokat for K A/S ophæve entreprisekontrakten. .....«
4. De formodede uregelmæssigheder i forbindelse med licitationen over første etape af renoveringsentreprisen har givet anledning til politimæssig efterforskning og senere tiltalerejsning mod bl.a. A/S B's daværende salgsdirektør J og kontorchef L. Ved Københavns byrets upåankede dom af 29. juni 1990 blev de begge frifundet for den rejste tiltale, der bl.a. omfattede overtrædelse af licitationsloven, for J's vedkommende ved den 10. oktober 1986 at have antaget tilbudet fra C A/S på licitationsstedet i A/S B's kantine, uagtet tilbudet ikke var, men blot af tiltalte blev oplæst som det billigste, og for L's vedkommende ved den 17. og 29. oktober 1986 at have modtaget skriftlige underhåndsbud på det af licitationen omfattede arbejde, uanset at licitationen ikke var blevet annulleret.
Af dommen fremgår bl.a., at C A/S og A/S B henholdsvis den 19. og den 25. maj 1989 hver især har vedtaget bødeforelæg på 30.000 kr. for overtrædelse af licitationslovens § 3, stk. 3, og § 5, stk. 1.
Under straffesagen blev der afgivet forklaring af de tiltalte og flere vidner. Af de i dommen gengivne forklaringer skal i uddrag citeres følgende
» Tiltalte J har bl.a. forklaret, at han i 1967 fik tilbudt stillingen som administrerende direktør i B. Tiltalte sagde nej tak hertil og blev i stedet bedt om at deltage i oprettelsen af B's byggeafdeling. Han blev ansat som konsulent. Tiltalte var provisionslønnet, idet han dog var garanteret en mindsteløn. M var i mellemtiden blevet ansat som administrerende direktør. .....
Da tiltalte tiltrådte i B, havde han et personligt ejet byggefirma, »N«. Han aftalte under sin ansættelsessamtale med forretningsudvalget, at firmaet kunne videreføres, men med tiltaltes hustru som registreret ejer. Firmaet ophørte iøvrigt et par år senere. .....
Tiltalte var direktør i O Aps. Det var ikke ham selv, der var direktør i P Aps. Han var imidlertid reel leder. Grunden hertil var, at tiltalte i perioden fra 1983-86 sammen med Q, L og yderligere investorer opkøbte forskellige grunde, der ikke kunne anvendes til almennyttigt boligbyggeri. Det var tanken at bebygge grundene. Tiltalte frygtede, at han ville fremstå som boligspekulant, hvis det blev kendt, at han på den måde konkurrerede med De almennyttige Byggeselskaber. M var iøvrigt enig i denne betragtning. Tiltalte havde imidlertid tab på langt de fleste grundkøb, og ingen af grundene blev bebygget. .....
B fik overdraget arbejdet med betonrenoveringen af y et par år før licitationen. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, hvori deltog bl.a. det rådgivende ingeniørfirma R, der var specialister i betonteknologi.
C blev tilknyttet projekteringen som entreprenørkonsulent. En sådan ordning var helt sædvanlig, og B benyttede ved sine byggesager forskellige firmaer som konsulenter. .....
Den 15. september 1986 blev udbudsbrevene sendt ud. Der var tale om en indbudt licitation. Bygherren, A, havde valgt de bydende ud blandt en liste over entreprenører, som B havde udarbejdet. Efter ønske fra bygherren blev der i udbudsbrevene taget forbehold om, at bygherren frit ville kunne vælge blandt de indkomne tilbud. .....
Tiltalte erindrer ikke at have deltaget i møder med de bydende forud for licitationen.
Han kendte ikke tilbudene før licitationen, der fandt sted den 10. oktober 1986 i B's kantine. Til stede var L, tiltalte og Q, der tilfældigt var til stede i B. Der var ikke andre medarbejdere fra B, og dette var sædvanligt.
Tiltalte husker ikke nærmere fra licitationen, men mener, at de fleste af de bydende medbragte tilbudene. Man sad omkring et bord, og tiltalte læste hovedtallene fra buddene. Tiltalte læste C's tilbud op som det sidste. Han gjorde dette, fordi han var blevet bedt herom af S fra C. ..... Han husker tilbudsprisen på ca. 40,3 mill. kr. Tiltalte bemærkede ikke, hvor mange forbehold C tog og husker ej heller, om tilbudslisterne var vedlagt tilbudet. Tiltalte var kun interesseret i hovedtallene.
Bilag ..... der er et tilbud fra C på ca. 66,2 mill. kr., bestrider tiltalte at have set på licitationsdagen. .....
Bilag ..... der er en skrivelse af 17. oktober 1986 fra C, og bilag ..... der er tilbudet på 66,2 mill. kr. fra C, kendte tiltalte intet til, før han fik dem forevist af politiet. .....
Efter licitationen gik B i gang med at forhandle med C, der var lavestbydende. Tiltalte må af L have fået at vide, at C var billigst, også når deres forbehold blev kapitaliseret.
Nogle dage efter licitationen sagde S til tiltalte, at han ønskede en forhøjelse af C's tilbud. Det var ganske sædvanligt, at den, der vandt en licitation, forsøgte at forhandle tilbudet op. .....
Tiltalte fik på et tidspunkt oplyst, at C's tilbud var blevet forhøjet noget. Han redegjorde herfor overfor fællesledelsen. .....
Tiltalte L har bl.a. forklaret, at han blev ansat i B den 1. februar 1971. Tiltalte er uddannet maskiningeniør. M og J var begge med til at ansætte tiltalte, der blev aflønnet med fast løn. Som følge af sygdom var tiltalte ikke i stand til at være så meget som tidligere i B, og han gik derfor efter aftale med ledelsen i begyndelsen af 1984 ned i løn. Man aftalte dog samtidig, at tiltalte i sin fritid kunne udføre arbejde for B efter regning og på denne måde få suppleret sin løn op til det tidligere niveau.
I 1979 bestod tiltalte juridisk embedseksamen, og hans arbejde skiftede herefter karakter, idet han nu udfærdigede kontrakter, løste forekommende juridiske problemer, administrerede byggesagerne m.v. .....
Tiltalte deltog i licitationen den 10. oktober 1986. Han sad vistnok på J's ene side, medens Q sad på den anden. Det var vistnok tiltalte, der åbnede kuverterne med tilbudene, og J, der læste dem op, hvorefter de blev givet til Q. Tiltalte vil mene, at tilbudene er forblevet i B. J læste C's tilbud op med omkring 40 mill. kr.
Tiltalte har ikke set andre tilbud fra C end tilbudet på 40,3 mill. kr.
Der var ingen aftale om, at C under alle omstændigheder skulle have arbejdet. Dette ville de kun få, hvis de var billigst.
B blev presset af bygherren, idet den forvitrede beton faldt ned fra bygningerne, hvorfor sagen hastede. Bygherren ønskede indgået en kontrakt, der ikke under eller efter byggesagen ville give anledning til diskussion med entreprenøren. .....
Lavestbydende ved en licitation efterregnede sædvanligvis sit tilbud, og bilag ..... er udtryk for en sådan efterregulering. .....
Han orienterede ikke bygherren om, at der var kommet to tilbud fra C. Han har formentlig orienteret J i generelle vendinger.
Arbejdets omfang var generelt meget vanskeligt at vurdere, idet det var svært at få et overblik over konsollernes tilstand. Udbudsmaterialet og tilbudet hvilede således på et usikkert grundlag. .....
Advokat T har som vidne bl.a. forklaret, at han pr. 1. januar 1977 oprettede O ApS for sin fætter, J. Vidnets arbejde bestod alene i at oprette selskabet og intet andet. Det var dog vidnet, der omkring 1985 likviderede selskabet.
P ApS stiftede vidnet ligeledes. Han stod som direktør, og det var med J aftalt, at vidnet skulle tage sig af den praktiske administration af selskabet, herunde oprettelse af bankkonti, henvendelse til Aktieselskabsregisteret m.v. Vidnet havde intet med selskabets materielle virksomhed at gøre. .....'
I byrettens bemærkninger vedrørende den mod J og L rejste tiltale for overtrædelse af licitationsloven hedder det bl.a.
»Retten forkaster J's forklaring, hvorefter C's tilbud på licitationsdagen den 10. oktober 1986 lød på de 40.314.754 kr. excl. moms, der angivet i bilag .....
I overensstemmelse med U's forklaring om sin samtale i enrum med S lægges det til grund, at der mellem C og B allerede før licitationen var truffet en aftale, der skulle sikre, at C vandt licitationen, således at selskabet kunne få overdraget entreprisen vedrørende betonrenoveringen af y. S var bekendt med denne aftale. .....
I overensstemmelse med aftalen foretog man i C, der var indbudt til licitationen, på sædvanlig måde et antal kalkulationer. Disse kalkulationer, der dannede grundlag for det endelige tilbud, blev udført af U og V. På grundlag af kalkulationerne blev der i C afholdt et møde, hvor de ledende medarbejdere fastlagde det endelige tilbud. Under mødet, hvori deltog bl.a. V og S, blev tilbudet fastsat til de ca. 66,2 mill,. kr., der fremgår af den fremlagte »sidste side« af 9. oktober 1986. .....
C's tilbud af 10. oktober 1986 ..... lød i overensstemmelse hermed på 66.184.000 kr. excl. moms.
Det lægges til grund, at S medbragte dette tilbud til licitationsstedet i B's kantine, hvor tilbudet efter aftale mellem J og S blev læst op som det sidste. J læste alene hovedtallene fra tilbudene op, og han angav C's tilbud som lydende på ca. 40,3 mill. kr. excl. moms.
Under hensyn til J's optræden under licitationsbehandlingen må han have været vidende om og sanktioneret den aftale mellem C og B, der skulle sikre C entreprisen.
I overensstemmelse med J's angivelser under licitationen vandt C denne, og der blev herefter mellem B og C optaget forhandlinger med henblik på at undersøge, hvorvidt C ville være i stand til at udføre entreprisen for det beløb, der af J blev oplæst på licitationen. Som et led heri fik C fra B overgivet de øvrige licitationsdeltageres tilbudslister. På grundlag af disse kunne U foretage en sammenligning mellem forskellige tilbud. .....
I B udfærdigede L en opstilling over C's tilbud, som det af J blev læst op under licitationen, og over et tilbud fra C af 29. oktober 1986 på 56,1 mill. kr. excl. moms ..... I opstillingen foretoges en samlet opregulering på ca. 1,8 mill. kr., og en del af arbejderne udgik til fast pris.
Under hensyn til J's stilling som leder af byggeafdelingen i B, hans kendskab til aftalen mellem C og B og hans optræden under licitationen lægges det til grund, at forhandlingerne mellem C og B efter licitationen blev indledt på J's foranledning, ligesom han havde kendskab til de to efterfølgende tilbud af 17. oktober og 29. oktober 1986 fra C. .....
Retten lægger til grund, at arbejdet, der blev udbudt i licitation, i alt væsentligt var identisk med det arbejde, der var omfattet af entreprisekontrakten af 13. maj 1987 mellem bygherren og C ....., idet man dog på et tidspunkt traf valg mellem to alternative løsninger, den »åbne« og den »lukkede« løsning. ..... At entreprisekontrakten lød på et lavere beløb end de 40,3 mill. kr. excl. moms, der på licitationen blev oplæst som C's tilbud, er uden betydning, allerede fordi en del af de arbejder, der er nævnt i tilbudet, udgik af entreprisen.
Efter bevisførelsen må det således anses for godtgjort, at J - i overensstemmelse med en aftale mellem B og C - på licitationsdagen den 10. oktober 1986 i B's kantine oplæste C's tilbud, der lød på ca. 66,2 mill. kr. excl. moms, som ca. 40,3 mill. kr. excl. moms, hvorved C med urette fremstod som vinder af licitationen. Herefter foranledigede J tilbudet nedforhandlet, og B modtog i forbindelse hermed bl.a. to tilbud af 17. og 29. oktober 1986 fra C.
Forhandlingerne, i hvilke L og J deltog for B, resulterede i det aftalegrundlag, der er angivet i entreprisekontrakten af 13. maj 1987 ..... Iøvrigt lå de væsentlige dele af kontraktgrundlaget fast allerede i december 1986.
C's tilbud på ca 66,2 mill. kr. excl. moms, der blev afleveret på licitationen, var et udtryk for entreprenørselskabets vurdering af, for hvilken pris man uden risiko kunne tilbyde at udføre renoveringsarbejdet.
Tilbudet var imidlertid uden reelt indhold, idet dets hovedtal hverken skulle respekteres eller blev respekteret af bygherrens repræsentant. .....
Tilbudet var således helt uden realiteter, og dets formål var alene at legitimere, at C i kraft af underhåndsaftalen med B vandt licitationen.
C's tilbud er herefter ikke bindende, således som dette må forudsættes efter licitationslovens § 3, stk. 3, jf. herved også lovens § 2, stk. 1.
Selvom det nævnte arrangement mellem C og B må betegnes som i høj grad kritisabelt og stridende mod principperne bag licitationsinstituttet, indebærer det dog efter det anførte ikke en overtrædelse af licitationslovens § 3, stk. 3. .....
De efterfølgende forhandlinger kan tidligst anses for bindende afsluttet i december 1986, hvor entreprisekontrakten efter det oplyste var »på plads« rent beløbsmæssigt. Tiltalen omfatter dog ikke disse forhold.
I overensstemmelse med det anførte frifindes J i forhold 3.
Hvad særligt angår forhold 4 bemærkes, at L efter licitationen den 10. oktober 1988 på B's vegne deltog i de forhandlinger, der resulterede i entreprisekontrakten af 13. maj 1987. I forbindelse hermed modtog L sammen med J de to tilbud af 17. og 29. oktober 1986 fra C. Disse tilbud blev herefter bearbejdet af L. .....
L har således forholdt sig som anført i anklageskriftets forhold 4.
Af de grunde, der er nævnt ovenfor, og idet de i anklageskriftets forhold 4 beskrevne handlinger ikke indeholder samtlige de elementer, der er angivet i licitationslovens § 3, stk. 3, har L ikke realiseret gerningsindholdet i denne bestemmelse.
Under hensyn hertil, og idet ansvar for overtrædelse af licitationslovens § 5, stk. 1, som anført ovenfor ikke bør statueres, frifindes L i det hele i forhold 4.'
5. På indklagedes foranledning er der til brug for sagen tilvejebragt nærmere oplysninger om J's formodede økonomiske interesse i K A/S via de selskaber, i hvilke han har været ene- eller hovedanpartshaver.
Af oplysningerne fremgår, at K A/S blev stiftet i 1978 med O ApS, der var ejet af J, som en af stifterne med 8% af aktiekapitalen på 500.000 kr. og med J som medlem af bestyrelsen. O afhændede sin aktiepost i 1982, og J udtrådte samtidig af bestyrelen. I 1983 erhvervede P ApS, i hvilket selskab J var hoved- og senere eneanpartshaver, imidlertid en aktiepost i K A/S på nominelt 4.000 kr. og senere yderligere aktier, således at anpartsselskabet i december 1986 ejede nominelt 77.000 kr. af aktiekapitalen på 300.000 kr. i K A/S, svarende til godt 25% af aktiekapitalen.
6. Efter begæring af indklagede har ingeniør Esben Heine Larsen og civilingeniør Hans Jørgen Mortensen som skønsmænd besvaret en række spørgsmål og tillægsspørgsmål fra parterne. I skønserklæringen, der er dateret den 14. november 1990, hedder det bl.a.
»I forbindelse med skønsforretningen foretoges en besigtigelse af de af sagen omhandlede beklædte gavlpartier. .....
Spørgsmål 1
På baggrund af de som bilag J-N fremlagte tegninger og beskrivelser af montagearbejdernes omfang, bedes skønsmændene oplyse, om klagerens tilbud ..... samt de af klageren ..... foretagne beregninger er i overensstemmelse med pris- og lønniveauet på tidspunktet for tilbudets afgivelse - det vil sige den 23. februar 1987, for så vidt angår
a) Timelønssatser og forbrug af arbejdstimer for henholdsvis
1. Højhuse, blok 16 og 17 2. Lavhuse, blok 21 og 22
b) Enhedspriser for materialer og forbrug af materialer for henholdsvis
1. Højhuse, blok 16 og 17 2. Lavhuse, blok 21 og 22
Svar 1
Det skal indledningsvis bemærkes, at der er mindre variationer i tilbudssummens størrelse i de 3 nævnte bilag .....
I bilag ..... angives tilbudssummen til ialt kr. 8.581.000 (excl. moms).
I bilag ..... er tilbudssummen specificeret som følger
- Højhuse - gavle kr. 1.910.000 - Højhuse - facader kr. 1.870.000 - Lavhuse - facader kr. 3.220.000 - Stilladser og byggepladsindretning kr. 1.551.000 ------------- Ialt excl. moms kr. 8.551.000 -------------
I bilag ..... er tilbudssummen beregnet til ialt kr. 8.875.000 (excl.
moms), fordelt med ca. kr. 6.150.000 på højhuse og ca. kr. 2.725.000 på lavhuse.
Alle de nævnte totalbeløb ligger inden for det område, hvor priserne må anses for rimelige og i overensstemmelse med pris- og lønniveauet på tilbudstidspunktet.
Vurderingen gælder ikke de enkelte delbeløb ..... idet udgifterne til højhuse synes for lave og til lavhuse tilsvarende for høje. .....
Til spørgsmålets enkelte dele skal følgende bemærkes
ad a
Timelønssatser og forbrug af arbejdsløn fremgår ikke af bilaget .....
De angivne enhedspriser for arbejdsløn skønnes at være i rimelig god overensstemmelse med lønniveauet på tilbudstidspunktet.
ad b
De angivne enhedspriser og mængder for materialer synes rimelige, vurderet ud fra prisniveauet på tilbudstidspunktet.
Spørgsmål 2
Under henvisning til de i bilag ..... angivne timelønssatser (mellem kr. 200-400) bedes skønsmanden oplyse, hvorvidt det kan antages at være i overensstemmelse med normerne indenfor byggebranchen at tillægge yderligere 80% ved beregningen af arbejdets pris.
Svar 2
Som nævnt i svar 1 indeholder bilag ..... ikke timelønssatser, men enhedspriser for de enkelte ydelser. Til enhedspriserne tillægges der i beregningerne generelt 80%.
Det skønnes, at enhedspriserne uden tillæg omfatter den udbetalte løn, og tillægget skal således omfatte feriepenge, sociale ydelser, diverse timelønsarbejde, styring af byggeplads samt dækningsbidrag. For disse ydelser må et tillæg på 80% skønnes at være rimelig og i overensstemmelse med gængse principper indenfor byggebranchen.
Spørgsmål 3
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 bedes skønsmændene beregne og redegøre for værdien af de tilbudte arbejder på henholdsvis høj- og lavhuse.
Ved besvarelsen heraf kan det lægges til grund, at samtlige aluminiumsleverancer var bygherreleverancer.
Ligeledes kan det lægges til grund, at i det omfang Stenibeklædning er anført i udbudsmaterialet, er denne beklædning afløst af aluminiumsleverancer fra bygherren.
Der ønskes således - på baggrund af byggebranchens normer, priser på arbejdskraft og materialer på tilbudstidspunktet - foretaget et skøn over værdien af de tilbudte
a) - gavlarbejder, højhuse, blok 16 og 17
b) - facadearbejder, højhuse, blok 16 og 17
c) - gavl- og facadearbejder, lavhuse, blok 21 og 22.
Svar 3
I besvarelsen er det forudsat, at der ved værdien forstås den totale pris, man kan få den samlede ydelse udført for, på det aktuelle tidspunkt og under rimelige konkurrencevilkår.
Under denne forudsætning skønnes værdien af de tilbudte arbejder at andrage beløb af følgende størrelsesorden
a) Gavlarbejder, højhuse, blok 17 og 17 kr. 2.000.000 b) Facadearbejder, højhuse, blok 16 og 17 kr. 4.000.000 c) Gavl- og facadearbejder, lavhuse, blok 21 og 22 kr. 2.700.000 ------------- Ialt kr. 8.700.000 -------------
Det er i beregningen forudsat, at der kun anvendes stillads til husenes gavle, således som dette er anført i det foreliggende udbudsgrundlag.
Det er endvidere en forudsætning, at alle de i pkt. a, b og c nævnte arbejder udføres i een operation.
Fælles byggepladsudgifter er medtaget forholdsmæssigt i de 3 beløb.
Spørgsmål 4
Idet der henvises til de fremlagte projektbeskrivelser, anmodes skønsmanden om på baggrund af prisniveauet på tidspunktet for tilbudets afgivelse af anslå værdien af de til entreprisen hørende omkostninger ved
a) - opstilling, leje og nedtagelse af stilladser, jfr. FB ..... og
b) - øvrige byggepladsomkostninger, jfr. Byggepladsbeskrivelsen ..... og beskrivelsen i klagerens replik .....
c) - Skønsmanden bedes oplyse, om den af klageren angivne pris på kr. 1.551.000,00 excl. moms for stilladser og byggepladsind- retning kan anses for overensstemmende med de på tilbudstids- punktet normale omkostninger for de pågældende ydelser.
Svar 4
Idet værdien defineres på samme måde som i svar 3, kan spørgsmålets enkelte dele besvares som følger
a) ..... Værdien af de til entreprisen hørende stilladser (op- og nedtagning samt leje) skønnes at andrage
- Højhuse ca. kr. 500.000 - Lavhuse ca. kr. 160.000
Begge beløb er excl. moms og omfatter kun stilladser på gavle.
b) Værdien af øvrige byggepladsomkostnnger skønnes til ca. kr. 900.000 (excl. moms).
c) Ja, prisen anses at være i overensstemmelse med de normale omkostninger.
Spørgsmål 5
På baggrund af det fremlagte materiale, besigtigelse af højhusene, y, blok 16 og 17 samt på baggrund af skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 1-4 anmodes skønsmændene om at vurdere omfanget og værdien på tilbudstidspunktet af det udførte gavlarbejde.
Det kan ved vurderingen lægges til grund, at samtlige aluminiumsleverancer er bygherreleverancer.
Svar 5
Idet værdien defineres som angivet i svar 3 og 4, skønnes værdien af det faktisk udførte arbejde (incl. afholdte byggepladsudgifter for den samlede entreprise) at andrage et beløb af størrelsesordenen ca. kr. 2.200.000 (excl. moms).
Spørgsmål 6
Kan skønsmændene konstatere dækningsbidrag på mindst 18% til klageren på entreprisen og herunder den del af entreprisen, som ikke er gennemført, når dækningsbidraget defineres som avance incl. kapacitetsomkostninger.
Svar 6
Det nævnte dækningsbidrag fremgår ikke direkte af bilagene, men tallene tyder på, at der er regnet med en procent af størrelsesorden 18%.
Spørgsmål 7
Kan de i bilag 32 (faktura nr. 3316) fakturerede arbejder betragtes som ekstraarbejder i forhold til kontrakten.
Svar 7 .....
Skønsmændene vil - ud fra det foreliggende materiale - anse den i bilag 32 nævnte ydelse for et ekstraarbejde i forhold til kontrakten.«
Under afhjemlingen har skønsmændene vedstået erklæringen og supplerende forklaret bl.a., at den i svaret på spørgsmål 5 anslåede værdi af det faktisk udførte arbejde ikke inkluderer de udførte ekstraarbejder. Sat i relation til faktura nr. 5102 af 27. april 1988 dækker beløbet 2.200.000 kr. excl. moms det faktisk udførte arbejde på højhusgavlene samt byggepladsomkostningerne, som man har anslået til 960.000 kr., heraf til stillads 500.000 kr. Det arbejde på gavlene, som ikke har kunnet udføres på grund af standsningen af de øvrige arbejder, er ikke medregnet. Man har foretaget en nøje gennemgang af de beregninger, som lå til grund for klagerens tilbud, og er derved nået til et lavere tal end det i tilbudet og fakturaen anførte beløb 1.910.000 kr. Ved beregningen af de samlede byggepladsomkostninger er der taget hensyn til, at arbejdet blev reduceret, hvorved disse udgifter blev større end normalt set i forhold til det udførte arbejde. Beløbene i svaret på spørgsmål 3 er excl. moms. Et dækningsbidrag på 18% har man skønnet var normalt i den da foreliggende markedssituation.
7. Direktør i K A/S W har forklaret bl.a., at han under et besøg hos B i 1986 traf direktør S fra C, som på afhørtes spørgsmål om, hvorvidt der var noget arbejde at få, svarede, at afhørte kunne give tilbud på montagearbejderne i forbindelse med renoveringen af y. Tilbudet til C var væsentligt lavere end det tilbud, som senere dannede grundlag for entreprisekontrakten. Det skyldtes et ønske om at »gøre sig gældende«, navnlig ved at være billigst. Det var væsentligt at komme med i forhandlingsfasen. Der var så til gengæld taget en række forbehold i tilbudet, som i givet fald skulle forhandles nærmere. Det var forbehold, som der var penge i. Blandt andet var der taget forbehold over for de problemer, som fjernelsen af asbest kunne give anledning til. Der kom ingen reaktion fra C på det afgivne tilbud. Nogle måneder senere fik afhørte derimod en henvendelse fra L i B, som han kendte flygtigt. L spurgte ham, om han ville afgive et nyt tilbud på montagearbejdet. Afhørte udarbejdede herefter det tilbud, som blev grundlaget for entreprisekontrakten. Tilbudet var baseret på de beregninger, som er fremlagt under sagen. Tilbudet blev forhandlet med L. J deltog derimod ikke i forhandlingerne. Afhørte var i øvrigt ikke dengang bekendt med, at J gennem sit anpartsselskab var aktionær i K A/S. I hvert fald var han ikke klar over, at J var eneanpartshaver. Alle forbeholdene i det tilbud, han havde givet til C, forsvandt under disse forhandlinger, hvilket resulterede i en højere entreprisesum. Der var også lavet om på projektet, hvad der gjorde tilbudet dyrere. Entreprisekontrakten blev lavet af L og sendt til afhørte til underskrift. Arbejdet blev påbegyndt straks efter, og afhørte havde regnet med, at det ville strække sig over et års tid. Kontinuiteten gik i stykker, da arbejdet blev standset. Det bevirkede også, at klagerens arbejde på gavlene ikke kunne gøres helt færdigt, da det ikke var muligt at montere kantafslutningerne på grund af betonkonsollernes tilstand. Når afhørte i slutopgørelsen alligevel kræver det fulde beløb - 1.910.000 kr. - betalt, skyldes det, at han må betale svendene for afbrydelse af akkorden, hvilket næsten svarer til det beløb på 100.000 kr., som det manglende arbejde kan værdiansættes til. På et tidspunkt bad afhørte om en afleveringsforretning. Det blev aldrig imødekommet. I den endelige opgørelse er medtaget de fulde byggepladsomkostninger, fordi man var på pladsen hele det år, man havde disponeret efter, og således har måttet afholde samtlige omkostninger. Der er aftalesedler for samtlige ekstraydelser, også for beløbet 39.088,86 kr. ifølge faktura nr. 3316, som er den eneste, der er uenighed om. Det er rigtigt, at afhørte under forligsforhandlingerne med G var indstillet på rent forligsmæssigt at give afkald på restbeløbet 29.188,86 kr. ifølge denne faktura, således som det fremgår af hans skrivelse af 17. maj 1988. Forliget blev imidlertid ikke til noget. Han kræver derfor også det resterende beløb betalt. Dækningsbidraget på 18% er et gennemsnit af de dækningsbidrag, selskabet over en periode har opnået. I visse tilfælde har dækningsbidraget procentvis været højere, i andre tilfælde lavere. Når afhørte lod stilladser m.v. forblive på byggepladsen også i perioden 1. maj til 1. oktober 1987, skyldtes det, at han ikke kunne få definitiv besked om, hvorvidt arbejdet skulle fortsætte eller ej.
8. Advokat i G A/S X har forklaret bl.a., at G blev forretningsfører for y efter at der var opstået mistanke om uregelmæssigheder i forbindelse med licitationen. Man valgte at fortsætte klagerens entreprise til en passende afslutning for at undgå økonomisk spild, idet disse arbejder var meget langt fremme, da man indstillede de øvrige arbejder på grund af de formodede uregelmæssigheder. Da man den 4. december 1987 sendte brevet herom til klageren, havde man ikke nogen fornemmelse af, at det resterende arbejde ville trække ud til hen i april 1988. Der er aldrig lavet nogen afleveringsforretning. Restbeløbet 29.188,86 kr. ifølge faktura nr. 3316 er aldrig indgået i forligsforhandlingerne. I hvert fald har afhørte ikke haft nogen fornemmelse af, at spørgsmålet, om dette beløb skulle betales eller ej, hang sammen med udfaldet af forligsdrøftelserne. Efter afhørtes mening kunne nedtagningen af asbest ikke give anledning til de helt store problemer, idet de fleste af altanskillevæggene var udført af træbeton og ikke af asbest. Indgangsfacaderne på lavhusene var beklædt med eternitskifer.
9. Tidligere salgsdirektør i B J har forklaret bl.a., at han er eneanpartshaver i P ApS. Ham bekendt vidste direktør W ikke, at afhørte derigennem indirekte var aktionær i K A/S. Afhørte har intet haft at gøre med entreprisekontrakten mellem parterne i nærværende sag. Han var alene involveret i den forudgående licitation, hvor han oplæste de indkomne tilbud. Den videre bearbejdning og de efterfølgende kontraktforhandlinger havde afhørte intet at gøre med. Når han i sin tid via sit daværende anpartsselskab havde været med til at stifte K A/S og var blevet medlem af selskabets bestyrelse, var det udelukkende for at redde arbejdspladserne i det konkurstruede firma under dets omdannelse til aktieselskab. Den senere erhvervelse af aktier i selskabet skyldtes, at der påny var vanskeligheder i firmaet. Afhørte havde imidlertid ikke i den anledning nogen kontakt til direktør W. Det hele blev ordnet af hans fætter, advokat T.
10. Tidligere kontorchef i B L har forklaret bl.a., at J, der var leder af byggeafdelingen, var hans chef. Ved licitationen i oktober 1986 var montagearbejdet med i det arbejde, som var udbudt til betonentreprenøren. I begyndelsen af december 1986 blev der fra de kommunale myndigheders side udtrykt ønske om ændringer i projektet, der således måtte omarbejdes samtidig med, at det økonomisk skulle kunne holde sammen. Afhørte havde hørt, at klagerens tilbud til C havde været det billigste. For at spare hovedentreprenørsalæret blev det derfor besluttet at udtage klagerens arbejde fra C's entreprise og forhandle direkte med klageren. Da det nye projekt var færdig i januar/februar 1987, rettede afhørte henvendelse til direktør W. Det var afhørtes opfattelse, at det ikke var nødvendigt i en situation som denne at lade afholde nogen ny licitation. Det var afhørte, som udarbejdede entreprisekontrakten. Han var ikke bekendt med, at J gennem dennes anpartsselskab var aktionær i K A/S. Dette selskab havde tidligere udført arbejder for B og var normalt en prismæssig fornuftig kontraktspartner.
11. Til støtte for påstanden har klageren anført, at parterne har indgået en entreprisekontrakt, som i enhver henseende må være forpligtende for begge. Ingen af de af indklagede påberåbte bestemmelser i aftaleloven kan føre til at anse kontrakten for ugyldig eller bevirke, at kontrakten tilsidesættes helt eller delvist. Klagerens forudgående tilbud til C A/S er den foreliggende sag helt uvedkommende, allerede fordi dette tilbud indeholdt så mange - og dyre - forbehold, at det ville have krævet yderligere forhandlinger mellem klageren og C A/S for at få fastlagt de endelige vilkår og dermed prisen for arbejdet. Klageren har lagt alt på bordet, og det af indklagede krævede syn og skøn har vist, at klagerens tilbud til indklagede ikke kan kritiseres prismæssigt. Det er altså ikke sket nogen uberettiget endsige uredelig opskrivning af prisen i forhold til prisen i tilbudet til C A/S. Var man kommet i forhandlinger med C A/S om dette tilbud, ville man være nået til samme resultat, som det man nåede til under forhandlingerne med A/S B på indklagedes vegne. Det henstår som usikkert, hvorvidt der under de foreliggende omstændigheder burde have været afholdt ny licitation. Det kan imidlertid under ingen omstændigheder blive klagers problem, om bygherren eller dennes repræsentant overholder de gældende regler om licitation, heller ikke selv om der er tale om støttet byggeri. Manglende overholdelse af licitationsreglerne kan ikke bevirke tilsidesættelse af kontrakten. At der eventuelt foreligger uredeligt forhold mellem andre af de i byggesagen involverede, er uden betydning for relationen mellem denne sags parter, da klageren ikke har deltaget i licitationen.
Klageren har videre anført, at indklagede ved at standse arbejdet har misligholdt kontrakten, således at klageren har været berettiget til at hæve kontrakten og kræve erstatning for det tab, der er en følge af misligholdelsen. Ved opgørelsen af klagerens krav må også de godt 29.000 kr. excl. moms, som er restbeløbet efter faktura nr. 3316, medregnes, idet det tidligere meddelte afkald på beløbet forudsatte, at sagen kunne forliges, hvilket mislykkedes. Også kravet 1.910.000 kr, for arbejdet vedrørende højhusgavlene må honoreres fuldtud, uanset at arbejdet ikke har kunnet færdiggøres, da klageren må betale sine svende for den afbrudte akkord og således lider et tab, hvis der sker fradrag for værdien 100.000 kr. af det manglende arbejde. Da man ikke ved arbejdets standsning har fulgt reglerne i AB 72, må det påhvile indklagede at godtgøre, at værdien af det udførte arbejde må ansættes til et mindre beløb end opgjort af klager. Uanset skønnet har indklagede ikke ført et sådant bevis. Også byggepladsomkostningerne må honoreres fuldtud, da de er afholdt af klager. Det ville have været uforsvarligt at afrigge pladsen før end sket. I hele den omhandlede periode henstod det som uafklaret, om arbejdet skulle fortsætte eller ej. Hvad endelig angår dækningsbidraget, er der heller ikke grundlag for at reducere de 18%, der er beregnet som et gennemsnit af de dækningsbidrag, klager har kunnet beregne sig i andre entrepriser.
12. Indklagede har anført, at den foreliggende sag indgår som del af et sagskompleks, der indebærer et notorisk irregulært licitationsforløb. Af byrettens dom i straffesagen mod bl.a. J og L fremgår således, hvorledes det lykkedes C A/S at blive lavestbydende ved licitationen og dermed få betonentreprisen. Det tilbud fra klageren, som indgik i C's tilbud, omfattede de samme eller måske snarere mere omfattende arbejder end det væsentlig dyrere tilbud, som førte til entreprisekontrakten. Der er således ingen rimelig forklaring på prisforskellen i de to tilbud. Efter tilbudet til C A/S kunne arbejdet have været udført for 4-5 mio. kr. I stedet for blev de egentlige montagearbejder sat til ca. 7 mio. kr. til trods for, at der skulle fragå bygherreleverancer for ca. 0,5 mio. kr. Der er således tale om et betydeligt misforhold mellem de to tilbud, som kræver en stillingtagen fra voldgiftsrettens side. Alene den omstændighed, at der ikke blev afholdt licitation, burde have givet anledning til mistanken om, at der var noget galt. Det var en handlemåde i strid med licitationsreglerne, der gennnem henvisningen til gældende love m.v. i entreprisekontraktens § 1 er gjort til en del af kontraktgrundlaget. Det var eller burde klageren have været bekendt med. Da kontrakten blev indgået, havde J gennem sit anpartselskab erhvervet en ikke uvæsentlig del af aktierne i K A/S og havde således økonomisk interesse i sagen, hvilket direktør W uanset det af ham forklarede må antages at have været bekendt med. Når klagerens arbejde ikke blev standset i december 1987, var grunden alene, at det ville have været økonomisk uforsvarligt ikke at fortsætte til en passende afslutning af denne del af entreprisen. Det ændrede imidlertid intet ved, at indklagede på baggrund af det passerede var berettiget til at undlade at opfylde kontrakten. Alene sammenfaldet i den personkreds, der var involveret i licitationen og de efterfølgende kontraktsforhandlinger, burde føre til at statuere, at kontrakten er uforbindende. Indklagede har derfor været berettiget til at hæve kontrakten på grund af »misligholdelse«, fordi den er indgået i strid med kontraktens § 1. I hvert fald må klageren være afskåret fra at få erstatning, fordi kontrakten er tilblevet under tilsidesættelse af licitationsreglerne og de regler, der gælder for offentligt støttet byggeri. For indklagede har det hele tiden været en væsentlig forudsætning, at disse regler blev overholdt. Mest subsidiært gøres det gældende, at aftalen i sin helhed er ugyldig som følge af svigagtigt forhold fra klagerens side. Klageren må nemlig identificeres med J, der gjorde sig skyldig i et svigagtigt forhold ved licitationen. Der er i virkeligheden tale om noget, som kan sidestilles med returkommission.
Indklagede har videre anført, at udmålingen af en eventuel erstatning må ske på baggrund af skønserklæringen, hvorefter der alene er udført kontraktsarbejde for 2,2 mio. kr. excl. moms, en vurdering, som er foretaget på grundlag af klagerens egne kalkulationer. Det betyder, at slutopgørelsen ikke kan lægges til grund for opgørelsen af parternes mellemværende. Da der - som anført i duplikken - er betalt 2.399.900 kr. excl. moms for kontraktsarbejderne alene, må indklagede have krav på tilbagebetaling af differencen 199.900 kr. med tillæg af moms eller i alt 243.878 kr.
Hvad ekstraarbejderne angår, må kravet om betaling af restbeløbet ifølge faktura nr. 3316 afvises, da kravet er frafaldet uden forbehold og ikke har været inddraget i forligsforhandlingerne. Byggepladsomkostningerne for perioden 1. april til 1. oktober 1988 må ligeledes afvises, da klageren aldrig har taget forbehold herom og har haft pligt til at begrænse sit tab og derfor burde have afrigget pladsen, da arbejdet var færdigt. Det bestrides endelig, at klageren har krav på et så stort dækningsbidrag som opgjort i påstanden, idet berettigelsen af et sådant krav slet ikke er dokumenteret.
13. Voldgiftsretten skal udtale
Entreprisekontrakten af 27. og 29. april 1987 blev indgået efter forudgående forhandlinger mellem klageren og indklagedes daværende totalrådgiver på grundlag af et tilbud, som på indklagedes initiativ var indhentet hos klageren. Tilbudssummen var nok væsentlig højere end totalbeløbet i det tilbud, som klageren nogle måneder tidligere havde afgivet til C A/S, men lå ifølge skønserklæringen »inden for det område, hvor priserne må anses for rimelige og i overensstemmelse med pris- og lønniveauet på tilbudstidspunktet«. Som sagen i øvrigt foreligger oplyst, findes der herefter ikke at være grundlag for at anse entreprisekontrakten for ugyldig i medfør af aftalelovens ugyldighedsregler eller for at tilsidesætte kontraktens bestemmelser helt eller delvis. Da den omstændighed, at indklagede eventuelt måtte have tilsidesat licitationsreglerne og dermed vilkårene for støttet byggeri ved at indhente klagerens tilbud, uden at den afholdte licitation var annulleret, heller ikke kan føre til at anse kontrakten for uforbindende, kan indklagedes påstand om frifindelse og selvstændig dom for modkravet ikke tages til følge.
Af den citerede korrespondance mellem klageren og G A/S fremgår, at indklagede efter færdiggørelsen af en del af klagerens entreprise besluttede at indstille renoveringsarbejdet på ubestemt tid. Indklagede har herved misligholdt entreprisekontrakten på en måde, som har berettiget klageren til som sket at hæve kontrakten og kræve erstatning.
Om de enkelte poster i klagerens påstand skal voldgiftsretten herefter bemærke følgende
Ad faktura nr. 5102.
Arbejdet med beklædning af højhusgavlene i blok 16 og 17 er af klageren krævet betalt med tilbudsprisen 1.910.000 kr. excl. moms, idet klageren bl.a. har anført, at værdien af det resterende arbejde - ca. 100.000 kr. - ikke bør fragå, da klageren må erstatte sine folk for brudt akkord. Hertil skal ifølge klageren lægges de samlede byggepladsomkostninger 1.551.000 kr. excl. moms, således at det krav, som støttes direkte på kontrakten, beløber sig til i alt 3.461.000 kr. excl. moms. Ifølge skønserklæringen skønnes værdien af det faktisk udførte arbejde inklusive afholdte byggepladsudgifter for den samlede entreprise imidlertid kun at andrage ca. 2.200.000 kr. excl. moms. Efter det under afhjemlingen forklarede inkluderer beløbet ikke de udførte ekstraarbejder.
Voldgiftsretten finder, at værdien af dette arbejde inklusive erstatningen for brudt akkord og med tillæg af byggepladsomkostninger under eet kan fastsættes skønsmæssigt til 2.550.000 kr. excl. moms.
Det krævede beløb for tillægsydelser er af indklagede anerkendt med 123.629,60 kr. excl. moms ifølge fakturaerne nr. 4984, 4793 og 4766. Tvisten vedrører således alene restbeløbet 29.188,86 kr. excl. moms ifølge faktura nr. 3316, stor oprindelig 39.088,86 kr. excl. moms.
Ved afgørelsen af, om klageren kan kræve restbeløbet betalt, lægger voldgiftsretten til grund, at klageren i skrivelsen af 17. maj 1988 til G A/S uden forbehold og uden sammenkædning med udfaldet af de da verserende forhandlinger om en forligsmæssig afslutning af sagen bad om, at det nu omtvistede restbeløb, som indklagede allerede tidligere havde afvist, måtte blive fratrukket. Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at klageren ikke nu kan kræve beløbet betalt. Tillægsydelserne kan herefter kun tilkendes klageren med det af indklagede anerkendte beløb 123.629,60 kr. excl. moms.
Klagerens samlede krav ifølge faktura nr. 5102 udgør herefter 2.673.629,60 kr. excl. moms, hvoraf - ifølge fakturaen - er betalt 2.523.629,60 kr. excl. moms, sålededs at klagerens tilgodehavende andrager 150.000 kr. excl. moms.
ad faktura nr. 5596.
Det krævede beløb 312.173,60 kr. inkl. moms udgør de beregnede byggepladsudgifter for perioden fra 1. april til 1. oktober 1988, i hvilken periode renoveringsarbejdet var indstillet efter klagerens færdiggørelse medio april af den del af entreprisen, som indklagede havde ønsket fuldført.
Ved afgørelsen af, om klageren kan få medhold for så vidt angår dette krav, har voldgiftsretten lagt vægt på, at klageren i skrivelsen af 22. marts 1988 til A/S B med kopi til advokat X i G A/S bad oplyst, hvilken form for »afvikling« byggepladsen skulle have, og som svar herpå modtog skrivelsen af 8. april 1988 fra G A/S, hvorefter det rigtigste ville være, at klageren efter arbejdets afslutning lod byggepladsen afrigge. Under disse omstændigheder kan klageren ikke uden aftale herom kræve omkostningerne ved bibeholdelse af byggepladsindretningen i den omhandlede periode betalt af indklagede. Da sådan aftale ikke er indgået, kan klageren ikke få medhold for så vidt angår kravet ifølge denne faktura.
Ad opgørelse af 15. februar 1989.
Beløbet 1.124.352 kr. inkl. moms er af klageren gjort gældende som »dækningsbidrag« på 18% af restentreprisesummen, således som denne ifølge klageren må opgøres.
Voldgiftsretten kan tiltræde, at der tilkommer klageren erstatning for den skete afbrydelse af entrepriseforholdet. I mangel af nærmere dokumentation for det tab, klageren i den anledning har lidt, må erstatningen imidlertid fastsættes skønsmæssigt til et væsentligt lavere beløb end det, som en beregning med en så høj og dermed ret urealistisk procentsats som 18% resulterer i. Erstatningen findes herefter passende at kunne fastsættes til 350.000 kr. excl. moms.
Klagerens samlede krav kan herefter opgøres til 500.000 kr. excl. moms eller i alt 610.000 kr. inkl. moms med renter som påstået i forhold hertil. T H I B E S T E M M E S
Indklagede, A, skal til klageren, K A/S, æ-by, betale 610.000 kr. inkl. moms med tillæg af årlig rente 2% over diskontoen af 183.000 kr. fra den 18. maj 1988 til den 14. februar 1989 og af 610.000 kr. fra den 15. februar 1989, til betaling sker.
Indklagede skal endvidere frigive den af klageren stillede garanti på 858.100 kr.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 30.000 kr. til klageren.
De omkostninger, der er forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af indklagede med 2/3 og af klageren med 1/3.
De ikendte beløb skal betales, og kendelsen i øvrigt efterkommes inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse. København, den 9. januar 1991
Esben Kirkegaard Palle Kiil Erik Th. Halken P.v.c. Per Helwigh
Tvist om opgørelse af mellemværende grundet entreprisens berostillelse. (* 1)
K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C 2798 K A/S, æ-by mod A, ø-sted
1. Ved entreprisekontrakt af 27. og 29. april 1987 mellem indklagede, A, som bygherre og klageren, byggefirmaet K A/S, æ-by, som leverandør påtog klageren sig levering af »montagearbejder - aluminium ved renovering af bebyggelsen y, 1. afsnit, bestående af blokkene 16, 17, 21 og 22 samt sikringsrum«.
Arbejdet blev påbegyndt umiddelbart efter entreprisekontraktens indgåelse, men blev indstillet i foråret 1988, efter at dele af entreprisen var udført, idet indklagede i slutningen af 1987 havde stillet den øvrige del af renoveringen i bero på grund af formodede uregelmæssigheder i forbindelse med licitationen over første etape af den samlede renoveringsentreprise. Licitationen var blevet afholdt den 10. oktober 1986 hos A/S B, som på daværende tidspunkt var indklagedes totalrådgiver.
Parterne har herefter gennem nogen tid forhandlet om en opgørelse af mellemværendet. Da man ikke har kunnet nå til enighed herom, har klageren indbragt sagen til afgørelse for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af ingeniør m.a.i. Erik Th. Halken, rådgivende civilingeniør Esben Kirkegaard og højesteretsdommer Palle Kiil, sidstnævnte som formand.
2. For voldgiftsretten har klageren påstået indklagede tilpligtet at betale 2.778.634 kr. inkl. moms tillige med renter diskontoen plus 2% p.a. af 2.466.464 kr. fra den 18. maj til den 5. december 1988 og af 2.778.634 kr. fra den 18. december 1988, til betaling sker. Klageren har endvidere påstået den stillede garanti på 858.100 kr. frigivet.
Indklagede har påstået frifindelse og selvstændig dom for 243.878 kr. inkl. moms tillige med sædvanlige procesrenter heraf fra den 28. november 1990, til betaling sker.
Over for indklagedes påstand om selvstændig dom for modkravet på 243.878 kr. inkl. moms med tillæg af renter har klageren påstået frifindelse. Klagerens påstand er specificeret således
1. Faktura nr. 5102 af 27. april 1988 ........ 1.342.108, 40 kr. inkl. moms. Fakturaen, der er betegnet »Slutopgørelse«, indeholder følgende poster: Højhusgavle beklædt i blok 16 og 17 ............ 1.910.000,00 kr. Byggepladsomkostninger i henseende til stilladser, hejs, skurby, container m.m. ..................... 1.551.000,00 kr. Udførte tillægsydelser fakt. nr. 4984-4793-4766- 3316 ..................... 162.718,46 kr. Heraf modtaget ........... 2.523.629,60 kr. ialt excl. moms .......... 1.100.088,86 kr. Moms 22% ad 1.100.088,86 ............. 242.019,54 kr. Faktura ialt ............. 1.342.108,40 kr. 2. Faktura nr. 5596 af 14. oktober 1988 ....... 312.173,60 kr. inkl. moms Fakturaen indeholder »omkostnings- beregning for byggepladsudgifter fra den 01.04.1988 til den 01.10.1988« og er specificeret i udgifter til kontor- skur, mandskabsskur, stilladshejs, container og ugentligt tilsyn i den omhandlede periode. 3. Opgørelse af 15. februar 1989 .............. 1.124.352,00 kr. inkl. moms, der - udover fakturaerne under 1 og 2 - indeholder krav om et dækningsbidrag på 18% af 5.120.000 kr., svarende til for- skelllen mellem kontraktsummen 8.581.000 kr. og det beløb på 3.461.000 kr., som ifølge klageren er værdien af det udførte arbejde. Ialt: 2.778.634,00 kr. inkl. moms ----------------------
Indklagedes modkrav på 243.878 kr. inkl. moms er gjort gældende som et krav om tilbagebetaling af for meget betalt a conto under forudsætning af, at parternes aftale som påstået anses uforbindende for indklagede eller med rette har kunnet hæves af indklagede. Beregningen fremgår af gengivelsen af indklagedes procedure nedenfor under 12.
3. Af sagen fremgår, at renoveringsarbejdet skulle udføres som en byggeskadesag med tilskud fra det offentlige, og at klageren få måneder forud for det tilbud, som resulterede i den indgåede entreprisekontrakt, havde afgivet et betydeligt lavere tilbud på - efter indklagedes opfattelse - i alt væsentligt det samme arbejde til entreprenørselskabet C A/S, der som deltager i den indbudte licitation over renoveringsarbejdet vandt licitationen med et fiktivt bud, som efterfølgende blev væsentligt forhøjet. Tilbudet til C A/S er dateret den 7. oktober 1986 og var som sagt betydeligt lavere end klagerens tilbud af 23. februar 1987 til indklagede, der lød på en samlet entreprisesum excl. moms på 8.581.000 kr. til udførelse af det »reviderede projekt«. I et bilag til tilbudet var givet følgende specifikation: »Tilbudsliste for etape I.
Højhuse - gavle blok 16 - 17 kr. 1.910.000,00 Højhuse - facader blok 16 - 17 kr. 1.870.000,00 Lavhuse - facader og gavle blok 21 -22 kr. 3.220.000,00 Stilladser og byggepl. indretning kr. 1.551.000,00 ---------------- Total kr. 8.551.000,00 ----------------»
Differencen mellem tilbudssummen og det samlede beløb i specifikationen skyldes antagelig en skrivefejl. De beregninger, som ligger til grund for tilbudet, er fremlagt under sagen og udviser et slutbeløb på 8.875.000 kr.
Entreprisekontrakten af 27. og 29. april 1987 indeholder bl.a. følgende bestemmelser
»§ 1.
Retsgrundlaget mellem bygherren og entreprenøren udgøres af følgende dokumenter og bestemmelser
1. Gældende love, regulativer og forskrifter fra offentlige myndigheder, herunder byggelov og bygningsreglement af 1982, samt de af offentlige myndigheder stillede krav.
2. Nærværende kontrakt.
3. Tekniske specifikationer bestående af: .....
4. Byggestyrelsens cirkulære af den 11.11.1981 om fast pris og tid og bekendtgørelse nr. 551 af den 11.11.81 vedrørende vinterbyggeri.
5. Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed, AB 72. .....
8. Entreprenørens tilbud af den 23.02.1987.
I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de ovennævnte bestemmelser og dokumenter gælder disse i den anførte rangorden. .....
En renoveringssag blev stillet i bero på ubestemt tid - efter at dele af entreprisen var udført - grundet formodede uregelmæssigheder i forbindelse med licitationen over 1. etape af den samlede entreprise. Der fandtes ikke grundlag for at anse entreprisekontrakten for ugyldig i medfør af aftalelovens bestemmelser eller for at tilsidesætte kontraktens bestemmelser.
En eventuel tilsidesættelse af licitationsreglerne kunne ej heller føre til at anse kontrakten for uforbindende. Det fandtes, at bygherren ved at indstille renoveringsarbejdet havde misligholdt kontrakten på en måde, som berettigede entreprenøren til at hæve kontrakten og kræve erstatning. Der tilkendtes beløb for udført arbejde, erstatning for brudt akkord, afholdte byggepladsudgifter, dog ikke for beregnede, samt for den skete afbrydelse af entrepriseforholdet.